Hej alle
Ja, som de fleste af ved, er der ind imellem langt til målet, men på denne tur nærmer vi os hastigt. I morgen kl 6.30 flyver vi til Tibet trods regler om, at det ikke kan lade sig gøre - regler er jo heldigvis til for at blive brudt, og her er det endda mere eller mindre officielt, så det skal vi ikke ha' det dårligt over.
Fra København med Aeroflot søndag eftermiddag kun med marginal forsinkelse på ca. ½ time. Service var der som forventet ikke meget af, og vi var da også glade for at få oplyst, at ”entertainment is now over”, for vi havde ikke opdaget, at den var startet. I Moskva blev vi hastigt gelejdet videre af en sur kælling blot for kort efter at få oplyst, at flyet var forsinket 3-4 timer til kl. 1-2 om natten. Alle fordommene brød ud i lys lue, men heldigvis viste det sig, at vi alligevel kom afsted til tiden (kun 1 time forsinket!).
Flyet – en Iluysin for kendere – mindede mest af alt en gammel biograf fra 1950-60'erne – herefter forstår jeg godt, hvorfor russerne er fulde, i hvert fald når de flyver. Og det var i øvrigt også tilfældet her; folk væltede rundt med whisky-flasker mv., men de fleste faldt heldigvis i søvn, da de var drukket! Vores pladser var mildest talt elendige – ingen benplads, op ad toiletterne med konstant smækkende døre og køkkenet med skarpt lys hele natten - og værst af alt rygeafdelingen, hvor folk - ikke mindst en række gamle afdankede nordmænd og svenskere på vej til pataya – kom rendende hele natten og automatisk gik ud fra, at vi havde lyst at snakke lige så meget – på deres sprog naturligvis. Jeg trak hurtigt et tæppe over hovedet og beholdt det der, til vi landede i Bangkok kl 12 efter 9 timer (kaptajnen oplyste utroligt nok 2 gange, at klokken var 2pm?).
I Bangkok tog vi lokalbusser, men da vi skulle skifte, kom der ingen bus, så vi tog en taxa til Khao San Road, hvilket tog lang tid, da det i mellemtiden var blevet myldretid. Vi nåede frem midt på eftermiddagen og fandt hurtigt det guesthouse, hvor jeg boede sidste år. Vi tullede lidt rundt i Khao San, men vi fik ikke købt noget, da der ikke rigtigt var nogen, der ville handle til det, vi bød. Vi overvejede at tage til Pat Pong, men vi var begge for trætte, så vi tog et godt aftensmåltid og gik tidligt i seng.
Tidligt op næste dag og med bussen til lufthavnen kl 8, hvorfra vi skulle flyve til Kunming i Kina. Henrik var meget imponeret over Thai sammenholdt med Aeroflot, men der skulle heller ikke meget til – slet ikke når cognac'en gik rundt 3 gange til frokosten. Vi landende planmæssigt i Kunming, hvor vi tog en taxa til banegården, hvor vi fik chaufføren til at hjælpe os med billetter. Som da Helle og jeg var her for nogle år siden, bestod informationen i at sælge en avis med tider, hvorefter det er op til den enkelte at tolke resten; ingen ide om priser, afgangstider, turens varighed eller lign. Men de er jo selvfølgelig også kun 4 om det!!! Fyren viste os en kolonne, hvorefter det efter ½ time lykkedes os at få billetter til hard sleeper - kun få ubehøvlede kom forbi vores rygsække i køen - kineserne er ubehøvlede og især slemme til at springe over! Toget gik en time senere og sengene viste sig at være glimrende, men alligevel er det begrænset, hvad det bliver til af søvn med diverse lys og rumsteren.
Vi ankom planmæssigt til Chengdu 18 timer senere kl 12. Vi tog en uofficiel taxa ned til China Southwest Airlines, hvor vi prøvede at få billet til tibet uden visum, men nej. Vi checkede 4 steder på vejen til vores hotel og fandt et sted til 2.100 yuan, hvoraf flybilletten udgjorde 1200. Der var dog en dags ventetid pga visum, så i dag har vi været ude for at se en stor buddha på 91 meter. Efter 2 timer i bussen var det noget af en skuffelse, at dens hoved var under reparation, men …. Tilbage i byen skal vi bare ha' klaret et par småting, før vi får pakket og formentlig tørner tidligt ind.
Mange feriehilsner fra Michael
- - - - - - - -
Vi nåede til Lhasa, men det var med forsinkelse. Vi blev hentet på hotellet ved 5-tiden om morgenen for at tage flyet fra Chengdu til Lhasa kl 6.50. Vi var som de sidste netop kommet ud i flyet og skulle til at sætte os, da det pga aft tåge blev aflyst sammen med alle andre fly – man skulle da synes det var til at gennemskue før alle passagererne blev gennet ud i flyet, men nej! Tilbage i afgangshallen, hvor vi læste om Tibet i et par timer (ved at være på tide) til vi endelig kom afsted ved 9-tiden - festligt at have været tidligt oppe, men sådan kan det jo gå. Flyveturen var i øvrigt helt fantastisk med udsigt til Himalaya; dog hverken syn af bjergbestigere eller Yeti'en.
I Lhasa lufthavn var det strålende solskin og blå himmel – helt som jeg forestillede mig, at det ville være. Vi blev i bus kørt de 2 timer til Lhasa; det første indtryk af Tibet var et meget goldt klima næsten som et månelandskab, men det er selvfølgelig også lige før regntiden starter. Størstedelen tog en slapper, dels pga af den tynde luft, dels pga det tidlige starttidspunkt. Førstehånds-indtrykket af Lhasa var blandet – Potala var som ventet et smukt skue, men det var skuffende, at den kinesiske indflydelse var så tydelig. Mit romantiske billede falmede noget!
Vi blev smidt af på hotellet, men da tiden som bekendt er knap, traskede vi straks ud i byen, hvor vi bl.a. så Dalai Lamas tidligere sommerpalads. Henrik er jo ikke så rutineret, så han tabte fuldstændig energien på halvvejen og måtte tage en pause, mens jeg så resten. Måske også lidt ambitiøst at gå over 15 km lige efter, at vi som danskere er ankommet til 3.600 meteres højde. Anbefalingen er, at man venter et par dage, før man overhovedet tænker på at lave noget.
Akklimatiseringen er ved at være tilendebragt. De daglige optræk til hovedpine (det er heldigvis ikke blevet til mere for mig) forekommer ikke længere, og nattesøvnen er blevet bedre, selvom jeg fortsat ligger vågen en god times tid hver morgen fra kl 5 (og nej det er ikke jetlag, for det kom først i tibet). Vi har i øvrigt været heldige, at det ikke har været værre, for vi har ikke været helt gode til at følge anbefalingerne med at drikke meget vand – til gengæld har vi fået mange Lhasa-bajere, der er aldeles glimrende.
I de 6 dage vi har været i Lhasa har vi set Potala – Dalai Lamas tidligere residens – 2 gange samt alle klostre i og udenfor byen. Alle sammen store oplevelser, men desværre alt for kommercielt (fx koster et billede i et rum i potala ca 100 kr mens det med videokamera koster 7-800 kroner – stadig kun for et rum). Måske netop derfor har den største oplevelse været befolkningen, der er oprigtigt ”varme” mennesker - altid smilende og glade, vil trykke hånd osv.- også selvom vi ikke gider købe deres varer. Særligt har vi oplevet varmen på vores utallige vandringer på pilgrimsruterne i byen, hvor der altid går et stort antal mere eller mindre troende rundt (de troende alle med roterende bedemøller i mange forskellige udformninger) samt i vores besøg i Jokhang – den mest betydningsfulde religiøse bygning i tibet.
Ved sidstnævnte står man i kø i timevis for at blive velsignet af en munk ved en rædsel af en buddha-figur. Munkene sørger for, at folk holder rækken, og selv ikke gamle damer går et par rappe slag forbi, når de prøver at snyde. Efter at have passeret denne figur går det bedre, idet alle de lokale farer rundt i samtlige lokaler med deres lys af yak-oksefedt for at tilbede de respektive figurer. Som turist er det vanskeligt at få set ret meget, jo mindre man tager flere omgange i de samme lokaler, da der ikke er mulighed for at stå stille. Til trods for at vi nok mange gange har været i vejen, tages det med et smil og en glæde over, at vi som fremmede viser deres religion interesse.
Om et par dage tager vi på en 10-dages tur med land cruiser til den nepalesiske grænse. Udover at se andre dele af landet, herunder yderligere et par klostre, er hovedindholdet af turen en 5 dages trekkingtur til Everest Base Camp og måske lidt højere, hvis vejr og helbred ellers er til det. Vi havde arrangeret at tage af sted i dag og sat sedler op overalt i byen for at finde rejseledsagere primært for at nedbringe prisen på 7-8.000 kr. De eneste, der svarede (langt størstedelen er så dovne at de bliver kørt hele vejen, men hvor sjovt er det lige?), var et par hollandske piger, der var interesserede men netop ankommet, hvorfor de af akklimatiserings-hensyn foretrækker at vente et par dage. Efter at sovet på det indvilligede vi, selvom vi egentlig ikke havde interesse i at bruge flere dage i Lhasa, men 3.500-4000 for et par dage er jo også en slags penge, så....
Forberedt – nej det ville være synd at sige. Da vi kun havde forventet at skulle trekke i Nepal, er det særdeles begrænset, hvad vi har med af udstyr, og da trekking endnu ikke er specielt populært i tibet, er det ikke muligt at købe noget ordentligt udstyr – og det der lejes ud, er som hovedregel noget gammelt lort. Det er dog lykkedes os at få overbevist agenten om, at vi skal have et telt i menneskestørrelse samt et nyt campingkomfur og ikke et køkkenkomfur. Sidstnævnte er anskaffet, men vi venter fortsat i spænding på teltet. Formen er bestemt heller ikke værd at skrive hjem om efter et forår med alt for mange overtime-meals fra pizzaria'et... Ifm besøg på et par klostre udenfor byen har der samtidig været mulighed for lidt trekking op ad bjergskråningerne... en ynkelig forestilling. Pustende som et par gamle kællinger, og hungrende efter chokolade og cola efter få skridt virker det lidt ambitiøst at skulle gå til base camp om få dage, men hvo intet vover intet vinder – og så betyder det mindre, at der i Lonely Planet står, at den rute vi har valgt, kun skal tages af virkelig garvede og kun af dem, der virkelig er klar til en stor udfordring. Hvad fanden - vi har en guide med, og han er betalt for at ha' styr på tingene, så det går nok. Og så er vi vel i øvrigt ikke de første idioter fra vesten, som han har haft med ?”?”?
Henrik har skrantet noget med forkølelse, vabler og småforstuvninger pga skæve fortorve (hypokonder?), mens jeg som sædvanlig er blevet solskoldet (man mærker ikke solen i hovedbunden pga den kølige vind), men ellers står alt vel til. Maden er fremragende (særligt de mange retter med yak), og vi har mod forventning varmt badevand på givne tidspunkter. Eneste minus er, at det er relativt dyrt, men det bliver bedre i nepal.
Jeg regner med at skrive igen om et par uger, hvis vi når til nepal.
Mange feriehilsner fra Michael
- - - - -
Hej alle
Ja, denne besked er nummer to af samme – for efter at have skrevet i knap en time syntes Henrik, at det kunne være morsomt at sparke stikket ud af serveren, og så var det arbejde spildt – han er bestemt ikke i kridthuset lige nu!
I forlængelse af sidste mail var vi på sidstedagen inden de store ”ekspedition” på en dagstur til Ganden Monestary – den sidste test. Klostret lå smukt placeret på en bjergkam isoleret fra omverdenen. Efter at have spenderet nogle timer i selve klostret, gik vi ud på klostrets ”high kora”- en af de pilgrimsture, som de troende jævnligt går. Vi syntes dog ikke at det virkede af meget (utroligt hvor den selvtillid kommer fra!), så vi udvidede turen med et par bjergtoppe. Til vores store overraskelse gik det over al forventning, til trods for at det var i 4.400 meters højde, dvs 800 meter over Lhasa-niveau. Vi besluttede derfor at supplere med ”low kora”, hvilket også fik fint, indtil jeg blev så træt af en madam og hendes gamle mor, der forfulgte os for at få penge, at jeg tog kameraet op for at tage et billede. Det plejer at få dem til at forsvinde, men i stedet gjorde gammel-mor sig lækker formentlig i forhåbning om at få penge for billedet. Imod mine principper tog jeg billedet og gik videre med besked om, at jeg aldrig betaler for hverken billeder eller sex. Der gik et øjeblik før den gamle kælling reagerede, hvorefter hun kom løbende ned ad stien, så vi tog benene på nakken – hun indhentede os aldrig, så om det var penge eller sex hun løb efter, må stå hen i det uvisse....
Tilbage i Lhasa havde vi om aftenen kl 18.30 fået lovning på et telt i menneskestørrelse, samt at møde guide/chauffør ifm slutbetaling. Teltet var selvfølgelig stadig et 2-personers-telt, så jeg gjorde agenten klart, at hvis vi ikke fik et ordentligt telt, var der ingen tur. Det hjalp (kinesere!!) for i løbet af en time, havde vi et 4-personers-telt (naturligvis inkl fortelt hvilket er særdeles anvendeligt i 5 kilometers højde!) til samme pris – teltet var stadig ikke helt langt nok, men åbenbart det bedste der fandtes. Guiden talte (som ventet) dårligt/intet engelsk, men det var jo lidt sent at udskifte ham (hvilket sikkert også var agenten plan) og i øvrigt blev vi enige om, at det var begrænset, hvad vi skulle bruge hans engelsk til.
Tidligt op og afsted på Friendship Highway, der kræver god fantasi overhovedet at forestille sig er en vej, da det oftest er tale om en stenet pløjemark på en skråning. I løbet af de første dage passerede vi Gyatse (hvor vi så det lokale kloster og havde en flot udsigt over byen fra den gamle borg på en bakke midt i byen) samt Shigatse (hvor vi tillige så byens kloster). Chaufføren var svær at blive klog på – den første dag kørte han i ”bedstemor-stil”, mens han de næste dage kørte dødskørsel, så vi blev kastet rundt i bilen - vi blev enige om, at han måtte være forsinket til en kort-aften eller en fræk aftale?!
Vi passerede på turen en række hellige bjerge, gletchere og pas, hvor der i de fleste tilfælde var tiggere samt øvrigt godtfolk, der prøvede at platte turisterne for penge med billeder af dem selv, på ryggen af en yak eller lign. Naturen var i overensstemmelse med førstehånds-indtrykket stadig meget gold som et månelandskab, men alligevel smuk på sin måde. Langs vejen står der el-master på række, som jeg forestiller mig telegrafen over prærien i USA for 150 år siden – flere steder er ledningerne dog revet over.
På 3-dagen kom vi til Tingri, hvorfra trekkingturen skulle afgå næste morgen. Henrik og jeg tog, hvad vi forventede (men senere skulle vise sig ikke at være tilfældet) ville være vores sidste bad i en uges tid. Det foregik ved brønden på gårdspladsen i overværelse af familiens køer og børn. Hvis ikke vi allerede var friske, så blev vi det! Hostel var i øvrigt ganske primitivt med lerstampede gulve og gardinstof på væggene, men osede af lokal-kolorit og charme – ikke mindst pga den dejlige værtsfamilie.
Næste dag skulle vi efter planen afsted kl 9, men der var selvfølgelig ikke skyggen af yak-driveren, der først dukkede op en times tid senere. Kl 10.30 stod yak-driveren, guiden, hostel-ejeren og et par stykker mere fortsat og diskuterede, hvordan vi skulle få plads til al bagagen på de stakkels dyr. Vi var utålmodige og fik angivet retning fra guiden, men da vi efter ½ time fortsat ikke havde fundet den omtalte ”vej”, måtte vi vente (hvad der ikke skulle blive sidste gang). Det var dog til at leve med, da det var dejligt vejr, og vi allerede fra starten havde udsigt til Everest samt størstedelen af verdens øvrige bjerge over 8 km.
Guiden indhentede os endelig og fandt ”vejen” over bjergene og gennem en kilometerbred udtørret flodseng. Hen ad eftermiddagen begyndte det at blæse op, så det var ikke længere en fornøjelse med t-shirt og korte bukser. Det nåede op på 30+m/sek, hvilket for os dødelige må betegnes som en sandstorm, men for egnens børn øjensynligt var dagligdag. En dreng står stadig klart i erindringen som Karius (eller Baktus); mørkt strithår lige ud af hovedet, den åbentstående skjorte hængende halvt nede på armen, bare fødder, snot ud af næsen og totalt tilstøvet.
Guiden foreslog, at vi slog teltene op lige udenfor en lille by - ikke i byen pga risikoen for, at nogle af beboerne ville stjæle vores ting. Vi fik dog hurtigt afvist denne ”mulighed”, da vi var sikre på, at teltene ville blive flænset på ingen tid (hvis vi overhovedet kunne få dem sat op) og turen dermed ødelagt. Vi søgte derfor ly på byens ”hotel”, der vidst ikke havde været besøgt i årevis, for der skulle først muges ud i lokalet (formentlig en gammel stald), som de fandt passende til os. Her fik vi besked om, at barrikadere os, hvilket dog var særdeles vanskeligt, da byens beboere på skift kom rendende for at se ”girafferne”, herunder prakke os alverdens skrammel på eller tigge noget grej. Hvis Tingri var primitivt, er det svært at beskrive dette sted, idet fx lokumsbesøg foregik ved at kravle op på taget af ”stalden” og stikke enden udover kanten på det halve tag – og så måtte gederne ellers flytte sig. Jeg var lidt nervøs for holdbarheden med mine knap 100 kg – ikke mindst var det vanskeligt at tisse i denne højde i stormen. Vi fik afprøvet kogegrejet, der til guidens store skræk ikke kunne samles (jeg havde 3 gange med bekræftelse spurgt ham, om han havde prøvet det før vi tog afsted), indtil Henrik lærte ham om links-gevind.
Pga vinden om eftermiddagen havde vi aftalt at skulle tidligt afsted dagen efter for at indhente det tabte. Vi var derfor oppe kl 6.45 (pissekoldt og mørkt) og klar til at tage af sted kl 7.30, men endnu engang svigtede guiden. Lidt mere end almindeligt anstrengende, når man i forvejen har sovet elendigt, fordi vi kæmpede om benpladsen hele natten. Vi lod vores grej stå og blev igen sendt afsted på egen hånd fortsat i ca 20m/sek modvind. Og endnu engang måtte vi konstatere, at det var i den forkerte retning, hvilket – udover at vi var heldige overhovedet at finde den rigtige vej – kostede os en ekstra times travetur - igen måtte vi vente ½ times tid på okser og guide for at sikre os, at vi gik i den rigtige retning. Vi traskede over bjergene i hvad der svarer til en sandkasse og gennem endnu en udtørret flodseng før guiden – efter at vi kort forinden havde befundet os i lidt læ – ville holde frokostpause på dagens hidtil mest åbne slette (måske af hensyn til oksernes mulighed for at græsse?!).
Videre over et par floder og ud over stepperne. Træthedens begyndte så småt at melde sig hos Henrik, men især hos undertegnede, der måtte ned at ligge et par gange for at få pusten – vores træthed skyldtes formentlig, at vi havde insisteret på selv at bære de store rygsække, hvilket hverken guide, yak-driver eller hollænderne var tynget af. Guiden – der syntes mere interesseret i at være yak-driver 2 – knoklede i forvejen, og havde det ikke været fordi hollænderne lå på mellemhånd, havde vi ikke anet, i hvilket retning vi skulle gå. Da vi nåede lejren – der var slået op i en gammel ruin - var jeg helt knust og måtte hvile mig et stykke tid, før jeg temmelig svimmel og rundt på gulvet kunne hjælpe med at sætte vores telt op i blæst og sne, hvilket medførte, at der endte adskillige kg støv og møg i teltet. Jeg røg ind og hvilede mig en times tid, mens de andre lavede mad (nudelsuppe), som jeg ved en kraft-anstrengelse fik taget mig sammen til at spise kun for at gå direkte tilbage i teltet yderligere et par timer. Jeg kæmpede modvilligt endnu en nudelsuppe ned, før vi lagde os til at sove.
En elendig nat, hvor jeg - pga kulden, teltets ”retning” og hældningen på bjerget medførte, at vi lå på den ”korte led” - ikke fik sovet et klap. Næste morgen var jeg derfor endnu mere flad end dagen før. Henrik var set ude, da han absolut skulle vaskes i floden (og Helle siger, at jeg er forfængelig), så vi kom afsted efter de andre. Vi kom hurtigt endnu længere bagud på vej op mod et pas i 5.250 meters højde, og hver gang de andre ventede, fortsatte de, inden vi indhentede dem til trods for, at vi signalerede, at de skulle vente. Endnu engang blev vi ”reddet” af, at en af de hollandske piger ventede på os, så vi kunne finde vej. Da vi indhentede de andre ved frokostpausen, gav jeg guiden en ordentligt overhaling for hans manglende evner og generelt uansvarlige opførsel over for gruppen, men som det gælder for alle asiatere, kan de ikke tåle kritik, så han hældte bare vand ud ad ørerne og beklagede sig over vores manglende form – hvilket jeg forsøgte at forklare ham bare underbyggede min påstand om hans manglende forståelse for jobbet. Vi havde om morgenen konstateret, at der pga frosten var gået en mindre hul i et af plastic-vinduerne i vores telt, så i stedet for at gøre mere ud af det, blev Henrik og jeg enige om, at vi ville kræve refusion for guiden, hvis vi senere skulle blive stillet til regnskab for det ødelagte telt.
Efter nudelsuppen fik jeg smidt rygsækken på en af yak'erne, da vi ikke var klar over, at vi allerede havde passeret dagens hårdeste pas (som det er kendetegnende for mange kinesere havde ”guiden” intet forhold til hverken tid eller sted). Det gjorde turen noget mere behagelig, så jeg var omtrent blevet helt frisk, da vi hen mod eftermiddagen slog lejr i endnu en gammel ruin. For at vinde lidt respekt tilbage efter dagens tamme indsats, foreslog jeg, at vi tog et bad i floden (gletcher-”smeltevand” fra Everest). Hertil er kun at sige, at vinterbadning er særdeles opreklameret, da de fleste hopper i fra en bro. Her skulle der kravles over sten mv., og det var i øvrigt ikke synderligt dybt, men under kom jeg da – og vasket blev jeg da også. Henrik var også frisk på en dukkert, og det var da også en god fornemmelse bagefter at sidde og få varmen på stenene. Lidt nudelsuppe (igen) og få klippet et par vabler, før vi gik i seng ikke så længe efter, at solen var gået ned – temperaturen faldt 15 grader, så det var som at slukke for varmen på en kontakt.
En kold nat hvor jeg dog fik sovet ok, da vi lå på den rigtige led i teltet. Det var imidlertid ikke nogen stor fornøjelse at skulle pakke telt mv. i isnende kulde, fordi solen endnu ikke var kommet op over bjergene. Efter gårsdagen var det en let beslutning igen at smide rygsækken på oksen efter at have oplevet, hvor befriende det var, ikke at skulle slæbe på den. En uinspirerende travetur på 3 timer til Rongphu (der er et hul i jorden men hvor vi til Henriks store begejstring kunne få andet end nudelsuppe), og derefter til de sidste 2 timer til Everest base camp (BC), hvor vi i øvrigt endelig så et par af de mange rådyr, som vi var blevet lovet.
BC minder mest af alt om en landingsbane, idet der er store flade arealer og mindre bjerge af sammenskubbet grus mv. Til vores store overraskelse og stik imod vores ”kontrakt” oplyste guiden, at han ikke ville (og aldrig havde) overnatten i BC, men da vejret var fint, og vi fandt et mindre blæsende sted, valgte vi selv at blive. En fantastisk følelse at være så tæt på, og så alligevel at være 3½ km fra toppen. De fleste bøger mv. siger, at Everest er et ”almindeligt” bjerg, men for mig var det forbundet med noget særligt og smukt, når jeg sad og studerede det.... men hvad ved jeg om det, og måske var det de medbragte danske Faxe, der gjorde udslaget?!? Det var også en dejlig fornemmelse at være de eneste på stedet, der havde gået de 85 km ind i modsætning til luksusdyrene, der var kørt hele vejen i lastbil med køkken, eget lokum osv.
Vi var dårligt ankommet til BC, før en fyr fortalte os, at det kostede 100 USD at passere en given bygning, men på forespørgsel om dokumentation viste det sig, at det kun gælder, hvis man overstiger 5.500 meter. Før vi tog afsted næste morgen, gik vi derfor en tur længere op ad bjerget (også lidt længere end 5.500 meter, da man ikke kunne se os nedefra), men for at undgå diskussion, blev det ikke helt til, hvad vi havde håbet på. Vi blev samlet op af landroveren og kørt tilbage stort samme tur, som vi havde gået. Endnu et fantasi-foster af en vej, der mest af alt bestod af udtørrede floder og grus-/markveje med det til fælles, at der var mange sten og meget vand. Chaufføren kørte forket 3 gange, hvilket dog var tilgiveligt, da skiltning er ikke-eksisterende og det samme som nævnt er tilfældet med vejene.
Tilbage i Tingri fik vi taget et tiltrængt bad og vasket det tøj, der nu kunne stå af sig selv. Mange plusser og minusser men alt i alt en god oplevelse ikke mindst pga den fantastiske udsigt, der er til Everest det meste af vejen (i modsætning til nepal-siden, hvor det kun er til sidst).
I forgårs kørte vi det sidste stykke til grænsen, hvilket var et smukt farvel til tibet, som jeg vil huske for den betagende (trods golde) natur men ikke mindst for befolkningens varme og livsglæde trods vanskelige levevilkår – ikke mindst kinesernes overherredømme og undertrykkelse. De kinesiske genvordigheder (in-effektivitet) var dog ikke slut. Først en lastbils motorsammenbrud på en bjergvej, hvilket medførte kaos, fordi dem der ville hjælpe absolut skulle holde ved siden af og spærre for al trafik, frem for at holde lidt før eller efter. Derefter totalt kaos i grænsebyen Zhangmu pga byggeri samt et utal af lastbiler parkeret (heraf en trediedel gamle lig permanent) i den smalle gade. Dette medførte, at vi ankom kl 14.15 – 10 minutter for sent til at komme over grænsen, fordi der var frokostpause! Vi måtte derfor vente 1½ time, før den åbnede igen. Humøret steg dog betragteligt, da vi fandt ud, at tidszonerne gav os 2.15 time (forskellig fra Indien og Kina!). Paskontrol og stempling, og da jeg vendte mig om efter at have pakket passet væk, står der en ung fyr og vil se det igen!
Nå – ud i ingenmandsland hvor man må betale ågerpris for at få en fyr i en gammel skrammelkasse til at køre en de 8 km ned ad bjergskråningen til nepal. En halv times organ-transplantation senere endelig den forjættede bro til nepal, men først endnu en kinesisk kontrolpost (det er vidst mest hinanden, de kontrollerer). Ud på den anden side og finde en bus, men nej der er ikke flere til Katmandu den dag (kun en om morgenen kl 7). Vi kunne dog komme 1/3 af vejen på 3 timer for 100 rupees (en storsmilende chauffør med et alt for forsigtigt ”OK?”) og derefter tage en morgenbus næste dag. Den ellers lidet økonomisk attraktive mulighed med en bil blev mere attraktiv, og en ellers fredelig udbudsrunde endte i håndgemæng mellem chaufførerne. Efter at have flyttet bagagen flere gange mellem bilerne, endte vi med en sympatisk fyr, der efter 10 meter ”brød sammen” og opgav turen pga gruppepresset fra de andre - han havde underbudt ”den nedre grænse”! Over i en anden bil (dog stadig en 20 år gammel toyota corolla), hvor vi sammen med 2 andre og chaufføren + al vores bagage sad 3½ time på vej til katmandu uden det store held med blodcirkulation til benene. I katmandu blev vi sat af ved det ønskede guesthouse og faldt hurtigt i søvn efter lidt føde og en bajer.
En pudsig dag hvor vi kom fra 5.500 meter til 1.500 meter, hvilket særligt sås tydeligt på naturen, der skiftede fra goldt månelandskab og sneklædte bjerge til frodige dale med rivende floder. Dog glad for at det ikke gik den anden vej pga akklimatiseringen; en over-entusiatisk pige, som henrik havde taget et billede for ved et af passene, kom løbende de 10 meter hen mod ham, og var ved at gå i gulvet – det kan selvfølgelig også ha' været henrik, der fik benene til at ekse under hende?!
I går turede vi rundt i katmandu. Meget anderledes end de seneste uger – nu var der støj, larm, forurening og ikke mindst 30 graders varme. Meget turistet men samtidig meget flinke mennesker; en del (lidt for mange) dog båret frem af muligheden for at tjene på de ”dumme turister”. I dag har vi lejet cykler og kørt rundt i katmandu-dalen og været kulturelle - som sædvanlig på en alt for lille cykel, men denne gang lykkees det mig dog ikke at ødelægge den med min vægt. Det er langt fra så interessant at kigge på templer i nepal som i tibet, da templerne generelt er lukkede, og de få åbne kun har adgang for hinduer.
I morgen tidlig tager vi på 12-13 dages trekkingtur til Lantang. Desværre var det ikke muligt at få vores ønsketur over et givet pas, da der ligger meterhøj sne, og det i øvrigt endnu ikke har været passeret i år. Trods selvtilliden fra tibet var vi kloge nok til at kende vores begrænsninger, da de begyndte at tale om alenlange reb, isøkser og pigsko mv. I stedet tager vi en anden tur i området og til vores store ærgrelse føler vi os nødsaget til at tage en guide, fordi vi skal gå en 15-dags tur på kortere tid. Det kan dog vise sig at være en fordel, når vi skal bo hos lokale familier (sprog), og fordi måske han kender nogle gode afstikkere fra den ”officielle sti” - time will tell...
Henrik er kommet overpå, så det pt. kun er mig, der skranter med vabler. Hverken maveproblemer eller lign, men det er nok takket være den obligatoriske fernet brancha hver morgen. Det kan vise sig katastrofalt, at den nu er drukket, så vi må nøjes med gammel dansk?!
Ikke mere for denne gang. Hvorvidt der bliver mulighed for at skrive igen afhænger af, hvor hurtige vi er til trekkingturen, idet vi på 14-dagen tager på en 3-dages rafting-tur (5 dage inkl transport) – et lidt stramt program men det bliver fantastisk.
Masser af anstrengte feriehilsner fra Michael (og Henrik)
PS Tusind tak til alle jer der har skrevet – det er dejligt at høre hjemmefra, selvom det ”bare” er hverdagshistorier; jeg kan desværre ikke nå at svare jer alle sammen.
- - - -
Hej alle,
Ja så er vi tilbage i katmandu efter bare 11 dage og uden guide – hvorfor vil fremgå af nedenstående.
Selvom vi kom tidligt op om morgenen før afgang, var det ikke tidligt nok for slowboy henrik, der som sædvanlig ikke var færdig, da guiden troppede op kl 7. Nummeret før panik (guiden hjalp med at pakke det sidste og brokkede sig i øvrigt over vores alt for tunge rygsække – selv havde han et fingerbøl!), men det gik, og vi fik taget en taxa ned til busstationen. Vi følte os dog ikke helt overbeviste om guidens kvalifikationer, da han farede forvirret rundt og ledte efter bussen i 10 minutter, men det lykkedes da til sidst. De sædvanlige diskussioner om, at hvorvidt bagagen skal på taget eller må være inde i bussen, men vi – turisterne – stod sammen, (undtagelsesvis med 10 israelere) og fik vores vilje. En ulidelig lang bustur på 9 timer; alt for lidt benplads og pga bagagen ikke mulighed for at smide dem ud i midtergangen; konstant højt-snakkende israelere, gennemhullede bjergveje; et hav af pas-kontrolposter; og omtrent ingen udsigt fordi katmandu-dalen på denne årstid er fyldt med smog og senere fordi det var diset og regnede.
Eneste oplivende element på turen var, da bussen ikke kunne op ad en stejl bakke, fordi det var mudret. I takt med at bussen fedtede op og ned af bakken, forsvandt flere og flere af de lokale ud (af vinduer og døre samt fra taget), hvilket af en ukyndig kan tolkes som et faresignal. Vi sad på den gale side til at kunne vurdere, hvorvidt højre baghjul virkelig var så tæt på kanten, som det føltes. Da de fleste var smuttet ud, kunne jeg imidlertid skifte plads og få stukket hovedet så langt ud af et vindue og se, at der ikke var nogen ko på isen. Jeg hoppede dog ud af vinduet alligevel for at hjælpe med at lægge sten under hjulene.
Da vi ankom til selve Langtang National Park skulle vi checkes af militæret, hvilket var noget af en parodi. Alle skulle ud af bussen inkl bagage, hvorefter et par soldater øjensynligt skulle afsløre ulovligheder ved at mærke på ydersiden af rygsække mv. For at undgå ballade med ”de frygtindgydende turister” var de forsynet med maskingeværer mv. Endelig fremme i Dunche fik vi et fint værelse på et guesthouse, og over aftensmaden fik vi en hyggelig sludder med guiden.
Vi fik lov til at sove længe næste morgen, så efter en god morgenmad i solskin på tagterrassen traskede vi afsted kl 9. Guiden gik og sludrede med et par andre guider, der ”tilfældigvis” skulle afsted samtidig, men vi var sådan set ikke interesserede i en gruppetur (i givet fald havde vi tilmeldt og betalt for en sådan), så vi satte det lange ben foran. Guiden kom flere gange halsende efter os, for at give instruktioner om vejen, hvorefter vi måtte fortælle ham, at han måtte følges med os, men snart gik det op for os, at han simpelthen var i dårlig form (city guide!). Hver gang der kom en stigning, blev han hægtet af i løbet af kort tid, til trods for at hans rygsæk vejede langt mindre end vores ca 25 kg, og at jeg ikke er specielt hurtig opad.
Frokostpause ved 13-tiden, hvor det tog næsten 2 timer at tilberede et simpelt måltid (vi havde endda bestilt det samme, for at gøre det nemt), hvilket fik os til at mistænke, at han havde bedt mutter om at ”sylte” maden for at slippe for mere traveri den dag. Hun lobbyede tillige med overnatning, at det ville blive regnvejr osv. Afsted ved 15-tiden med et stejlt fald ned i dalen (ca 600 meter), hvor guiden kun hang på, fordi han kendte et par smutveje. Derefter gik det opad igen, og han var igen sat, uden at det gik specielt hurtigt – og i øvrigt uden intentionen om at hængte ham af. Henrik satte tempoet, mens jeg gjorde mit bedste for at hænge på. Da vi havde gået opad i ca 1½ time (ca 1.000 højde-meter), mente jeg, at vi måtte være gået forkert, for vi kunne nu se byen – som vi kom fra - et stykke under os. Henrik fortalte, at han nede ved floden havde set et skilt ved en delevej, og at vi burde være gået rigtigt. Jeg havde gået det meste af tiden i Henriks fodspor, og derfor ikke set noget. Da det var ved at blive mørkt, blev vi dog enige om, at vi under alle omstændigheder burde møde guiden på vejen, såfremt stien mod (min) forventning skulle være rigtig. Det lange ben foran og næsten nede ved floden var der ganske rigtigt et skilt, men henriks briller kan ikke ha' været pudset, for der var en klar angivelse i den modsatte retning af den, som vi var gået. Med de sidste kræfter nåede vi frem til et lille guesthouse ved floden, lige inden det blev mørkt, og lige inden det begyndte at styrte ned. Ingen guide og ingen der havde set ham?! Et lunkent bad under en haveslange, og derefter et god aftensmad i særdeles primitive men meget hyggelige omgivelser.
Næste morgen kom guden halsende ned fra bjerget og fortalte, at han havde fået at vide, at nogen der lignede os var gået til den næste by, hvorfor han var gået derop. Vi gentog, at han var nødt til at følges med os, så det ikke sket igen. Da vi nævnte, at vi havde planer om, at gå til Langtang (en lang tur opad), den dag, havde han pludselig problemer med benet, dårlig mave mv., så han ikke kunne gå med os. Lange regnestykker hvorefter vi fik refunderet et acontobeløb til mad, overnatning mv. Han var dog flink nok til at give os et par fif vedr. priser og steder at bo og fortalte os endvidere, at vi ikke kunne gå forkert. Efter 5 minutter alene var vi igen gået forkert, men ikke mere end at vi hurtigt kunne nå at redde den!
En lang dag op langs floden, da vi skulle kravle ca 1.600 meter i løbet af de ca 12-13 km. Den første del af dagen var vejret fint, men udsigten langs floden begrænset pga bevoksning. Senere blev udsigten gennem Langtang-dalen flot, men den blev desværre begrænset af vejret, da det nu var overskyet og regnede ind imellem. Vi trøstede os med, at vi skulle samme vej tilbage og koncentrerede os om at overleve turen. Endnu engang gik vi forkert ved floden, og da vi søgte opad endte vi på en mark med syngende piger – alle meget ivrige for at hjælpe, men pegende i vidt forskellige retninger. Ved hjælp af den sunde fornuft (!?) fandt vi igen stien, og gik det sidste stykke, før vi endte på en bakketop hos en meget venlig tibetansk familie under særdeles primitive forhold – bad med en slev med varmt vand fra det opvarmede komfur og middag med stearinlys; ren råhygge (og så er det jo ingen skade til at kunne et par tibetanske gloser).
Næste dag gik vi det relativt korte sidste stykke til Kyangjing Gumpa, der er den sidste by i dalen. En fantastisk flot tur gennem den idylliske Langtang-dal – frodig og omkranset af mørke bjerge med sne på toppen, familier der opdyrker jorden på gammeldags maner, fritgående køer og geder, rislende bække og brusende floder, blomstrende buske og træer mv. Vi fandt hurtigt et guesthouse, hvor vi efterlod vores bagage, før vi traskede videre ned gennem dalen, hvor vi fandt et godt sted at nyde et par pilsnere og den smukke udsigt. Da vi kom tilbage vaskede vi tøj, fik taget bad og kogt drikkevand – alt sammen gratis (inkl værelset). Sikke en tillid til at vi ville vælge at spise i deres restaurant! Vi var kommet i 3.700 meters højde, så om aftenen - da solen var gået ned – var det lidt koldt, især da vi skulle skylle vasketøjet op i en mindre sne-/haglbyge. Som de eneste gæster var det igen rigtig hyggeligt at spise aftensmad i stearinlysets skær, mens vi fik snakket lidt med familien. Om natten var det koldt, og der faldt et ordentligt lag sne, men det største problem var at jeg rullede rundt i sengen med dårlig mave til kl 2, hvor jeg fløj ud ad døren og kastede op over altankanten og 3 meter ned i gården.
Selvom om jeg fik det meget bedre, fik jeg ikke sovet meget den nat, så jeg var godt flad, da vi skulle på gletcher-tur om formiddagen i flot vejr. Henrik (path finder) førte derfor an, og til en afveksling gik vi forkert. Resultatet var dog en fordel, da vi endte på en bjergryg, fra hvilken der var en langt bedre udsigt over bjergene - 360 grader rundt – og til de to gletchere. Henrik var begejstret for udsigten, men ikke for de mange glatte rullesten. Lidt flere omveje nedad før vi nåede vores guesthouse, hvor vi fik pakket og begav os et par timer tilbage gennem dalen til Langtang nu i regn og slud. En mandlig turist i guesthousets værelset nedenunder kom hver 10 minut i flere timer med de mest højlydte bræklyde og ynkelige støn, indtil han fik besøg af en kvindelig turist (mother teresa) – så var der ikke flere lyde fra ham. Det var dog nok til at min skepsis for stedets køkken nåede en højde, der gjorde, at jeg skippede aftensmaden.
Næste dag havde vi endnu en lang dag foran os, så vi (ja også Henrik) var for en gangs skyld tidligt afsted, hvorfor vi røg gennem morgentrafikken af bærere. Ikke et synderligt misundelsesværdigt job at slæbe 35+ kg for USD 3½ pr dag under usle vilkår. Ikke mindst deres fodbeklædning er et kapitel for sig – alt fra bare fødder til gummistøvler, ”klip-klapper”/sandaler og i meget sjældne tilfælde noget der minder om gummisko. Og sikke en masse lort de slæber på; alt fra jernstivere og finer-plader til huse, kommoder, brænde, dagligvarer samt alskens bras tril især japanske turister (borde, stole, gasblus, petroleum, kufferter mv.) - man ved altid når der kommer en stor gruppe turister for bærerne kommer altid i forvejen.
Vi nød den dejlige tur ned gennem dalen og videre ned langs floden til vi nåede bunden 1.600 meter senere – det var dog hårdt for knæene. Det var (i meget kort tid) en hel befrielse at skulle kravle 600 meter op til den næste by - vi fik dog god hjælp fra en hel plade chokolade. Vi fandt et gusthouse med flot udsigt til bjergene; også fra badet selvom fornøjelsen dalede noget, da der – efter at jeg var blevet sæbet ind – pludselig ikke var mere vand (ikke engang koldt). Mutters trøstende ord om, at vandet kom få minutter mistede troværdigheden efter et kvarter, hvorefter jeg opgav og måtte tørre sæben af med håndklædet.
Næste dag var igen en kravledag på 1.500 meter. Flot vejr og flot udsigt men endnu engang vanskeliggjordes turen af de mange valgmuligheder mellem stier i alle retninger. Det lykkedes dog at finde en vej med hjælp fra de lokale (mest legende børn), pile tegnet i jorden, fodspor fra turiststøvler mv. Det var dog ikke alle børn, der legede; fx en lille pige på 6 år der havde fået ansvaret for at drive familiens 15-20 geder op på bjerget. Det var vidst en lidt for stor opgave, for de ville ikke makke ret, så hun småtudede det meste af vejen. Da vi endelig nåede toppen efter 2½ times uafbrudt kravlen, var det til en stor skuffelse, for skyerne var allerede trukket ind, så udsigten var begrænset. Efter en slapper gik vi det sidste stykke til byen, hvor vi brugte resten af dagen på praktiske gøremål (bl.a. vasketøj) samt slappe af.
Egentlig ville vi være gået videre, men i håbet om bedre vejr dagen efter blev vi hængende. Det skulle dog vise sig at være en fejl. Næste dag startede med styrtregn halvdelen af formiddagen. Da det lysnede, begav vi os afsted på dagens 1.100 meter-stigning til 4.400 meter (oftest med 45+ graders stigninger), men det var uden den store entusiasme, da det var så skyet, at vi kun kunne se stien lige foran os samt de absolut nærmeste omgivelser. Og i takt med at vi nåede højere op, blev det værre og værre – ind imellem kunne vi kun se få meter frem – og det skiftede med få minutters mellemrum, så i de få tilfælde, hvor vi mente at kunne tage et billede var det uden betænkningstid, for ellers var det for sent. En meget nedslående dag, der dog blev reddet delvist, da vi efter 4 hårde timer nåede op til den lille dal, hvor byen lå. Her var der (underligt nok) udsigt til dalen med by og søer alt sammen omkranset af bjerge med sne på toppen. Efter at have fundet et guesthouse nød vi omgivelserne, efter at solen pludselig syntes, at den ville vise sig. Om aftenen var det koldt, så vi skippede badet til fordel for suppe og lidt fælles hygge rundt om brændeovnen.
Der faldt en del del sne i løbet af natten, og om morgenen var det overskyet og små-sneede stadig. Vi besluttede os dog for at traske turen op til passet alligevel, da vi ikke ønskede at spilde ekstra dage på, at det måske blev bedre dagen efter. Uden sol var dalen et smukt og anderledes syn – som en kul-tegning på hvidt papir, hvilket ændredes med især brune nuancer, da solen senere – kortvarigt – tittede frem. En ganske flot tur op til passet i 4.600 meter, men da vi nåede frem, var det totalt overskyet, og da vi gik tilbage var det i snevejr. Over morgenmaden diskuterede vi mulighederne for at blive en ekstra dag, da det var lidt ærgerligt at have kravlet så langt op med så relativt ringe udbytte. Det lysnede dog sidst på formiddagen, så vi begav os afsted (med følgeskab af en ko i over en time), og det var også lidt bedre, men det gik desværre hurtigt over. På 2½ time nåede vi til en by halvvejs ned til Dunche (hvorfra vi skulle tage bussen tilbage til katmandu), men da resten af vejen samme dag ville medføre, at vi skulle ”falde” samlet 2.700 meter, var vi sikre på, at det ville medføre ”gummiben”, så vi besluttede at blive og slappe af resten af dagen. En god beslutning for et kvarter senere styrtede det ned i 2 timer i træk, hvorefter det regnede almindeligt resten af dagen.
Næste dag måtte vi vente til sidst på formiddagen før regnen tog af, og vi turde vove os ud på det sidste stykke til til Dunche. Endnu en drabelig nedtur (45+ grader mere end 2 timer i træk), der bekræftede os i fornuften i overnatningen på halvvejen. Udsigten var halvskidt, men blev bedre og bedre i takt med nedstigningen. Det samme gjorde temperaturen, så vi skiftede løbende fra vinterjakke og lange bukser til t-shirt og og korte bukser. Også vegetationen skiftede fra skov til mere åbne arealer med med busk og blomst. Da vi nåede byen, fandt vi hurtigt et guesthouse, og efter et tiltrængt bad, brugte vi eftermiddagen på at få købt busbilletter tilbage til katmandu samt slappe af med et par kolde bajere på tagterrassen og nyde udsigten over bjergene i det smukke vejr.
Tidligt op næste dag ikke mindst fordi junior i huset ikke havde helt styr på klokken (er der nogen asiater, der har det?). Vi havde bedt om vækning kl 6, men han syntes, at det var bedre at vække os kl 5, når han nu alligevel var stået op. Og for at det ikke skulle være løgn, kom han igen kl 5.30! Vi nød morgenmaden og for sidste gang udsigten fra tagterrassen, før vi modvilligt fik møvet os ind i bussen til katmandu. Vi havde valgt de midterste pladser på bagsædet for at kunne strække benene, men det var i høj grad på bekostning af pladsen i bredden, for der skulle klemmes 6 personer ned på 5 (små) personers pladser inkl den største matrone, vi endnu har set i nepal. Heldigvis stod hun af efter et par timer, hvorefter vi kun var 5 indtil de sidste par timer af turen, hvor der blev fyldt op igen.
Endnu engang oplevede vi asiatisk in-effektivitet. Bussen kom lidt for sent afsted, hvilket havde været til at leve med, hvis det ikke havde været fordi den skulle stoppe 4 gange i hovedgaden, der er 100 meter lang! Det kostede ½ time og yderligere ½ time gik der ved militærkontrollen på vej ud af parken efter 2 minutters kørsel (alle med bagage ud!). Og for at det ikke skulle være løgn, fik vi efter yderligere et kvarters kørsel tillige en punktering, der dog blev klaret overraskende hurtigt. Ikke så meget at sige om selve turen, andet end at den var mindst ligeså ulidelig som udturen, og at vi var lykkelige for, at det var overstået, da vi efter 9 timer endelig nåede frem til katmandu kl 16. Det ene latterlige prisforslag fra taxa-chaufførerne efter det andet, før vi fandt en fyr, der ville køre efter taxameter.. Vi var dog særdeles skeptiske, da han efter 30 sekunder røg ned ad den mindste sidegade, han kunne finde, men han fandt hurtigt vores guesthouse til en billig penge.
Første projekt var at komme ned til agenten for at få refunderet penge for den manglende guide. Det eneste, der kom ud af det var, at han vævede frem og tilbage om manglende refusion ved uheld (guiden havde øjensynligt været til lægen og fået taget et røntgenbillede - selvfølgelig uden at der var noget at se og i øvrigt for vores penge – og da han var kommet tilbage til kontoret, var han blevet støttet af to kolleger – den sidste store skuespiller er ikke født endnu!!). Vi fremsatte vores minimumskrav, som han ville tænke over til dagen efter. Oven på den historie var humøret i bund, men det steg betragteligt, da jeg fik læst mails hjemmefra og konstaterede, at jeg in absentia havde fået nyt job som regnskabschef i Københavns Lufthavn fra 1 juni. Vi var derfor ude for at fejre om aftenen, hvilket vi dog skulle have været underalle omstændigheder, da vi begge var trætte af 11 dage med Lang-tang standard-menukortet.
Som aftalt mødte vi op hos agenten næste morgen, men vi var selvfølgelig de eneste bortset fra hans ualmindeligt øretæveindbydende førstemand, der kom med den ene dårlige undskyldning efter den anden, og i øvrigt syntes at det hele var evigt morsomt. Vi traskede rundt i byen og shoppede lidt souvenirs, før vi vendte tilbage først på eftermiddagen. Ingen ændring men for at vise vores alvor, blev vi hængende og skrev postkort mv ikke mindst i håbet om, at kunne skræmme nogle af potentielle kunder væk. De eneste, der dukkede op, var imidlertid et par, der tillige var blevet tørret, så vores håb om refusion reduceredes betragteligt.
Vi var hos hos agenten i formiddag og stadig ingen chef (nye latterlige undskyldninger) og desværre heller ingen kunder. Jeg skrev derfor et langt brev, hvor jeg forklarede situationen set fra vores synspunkt, herunder at vi nok mente at kunne forvolde ham større skade ved at skrive til diverse rejsebøger end de småpenge på godt USD 150, som han skyldte os - dog uden nogen som helst forhåbninger om, at det ville gøre en forskel, men så havde vi da gjort, hvad vi kunne. Vi er nødt til at tage på rafting-tur i morgen, da denne tur allerede er betalt, hvilket han selvfølgelig er bekendt med!
I eftermiddags har vi ligget på tagterrassen og nydt solen – jeg mere end henrik, der har haft maveproblemer og kastet op mv. I morgen tidlig tager vi med bussen til Pokhara, hvor vi som nævnt skal på 3 dages raftingtur på – efter sigende - en af nepals bedste floder. Vi er dog lidt skeptiske mht vandstanden på denne årstid, men hvo intet vover intet taber.... hvilket jo allerede er bevist!
Håber at alt står vel til derhjemme, og at i også får tid til at slappe lidt af ind imellem.
Masser af (i øjeblikket med frustrerede) feriehilsner fra michael (og henrik).
PS Endnu engang tusind tak til alle jer der har skrevet.
- - - - - -
Vi havde en fantastisk raftingtur med store rapids og overnatning i det fri under gummibådene og en håndfuld interessante dage i Mosva på hjemvejen til Danmark. Der foreligger desværre ikke en beskrivelse for denne del af rejsen.