Hejsa,

Jeg startede turen med nogle dage i Manila. Det er efter sigende er en af de farligste byer i verden, men jeg havde nu ikke nogle problemer med at trave byen tynd i dagtimerne. Fik set det gamle borganlæg, havnefronten, en del kirker og parker samt den store kirkegård et stykke uden for centrum af byen.Traveturen derud foregik på en stor vej men gennem nogle af berygtede slumkvarterer i byen – et par gange havde jeg øjenkontakt med nogle fyre, der synes interesserede i gringoen, men et hurtigt og bestemt trav gjorde, at jeg var langt forbi, før de fik gjort mere ved det. Selve kirkegården var en lidt surrealistisk oplevelse - den mindede om en by med store gader og hvor gravene var på størrelse med huse.

Herefter gik turen nordpå, hvor jeg brugte 14 dage på trave i rismarker (bla. UNESCO world heritage) og bjerge samt bo i forskellige minoritets landsbyer. Spændende trekking i bjergene hvor jeg får lidt på må og få efter solen uden at møde en sjæl – på et tidspunkt troede jeg, at jeg var faret vild, men det lykkedes alligevel at finde tilbage til byen efter at have sonderet terrænet fra en bjergtop. Mine bukser var revnet fra livet og ned, så de lokale stirrede noget, da jeg kom tilbage til byen først på aftenen – heldigvis fandt jeg en skrædder og de synes heldigvis bare, at det var morsomt med en stor, hvid mand i underbukser mens bukserne blev lappet.

På en af busturene mellem byerne sad jeg på taget for at nyde udsigten og passe på min bagage - her kom jeg i snak med en lokal fyr, der fortalte, at han sad på taget, fordi han en gang havde været i en bus der kørte udover en skrænt og rullede 60-80 meter ned i en kløft. Det havde taget årevis for alle sårene at hele og kroppen var ”over-tatoveret” med ar. Ulykken skyldtes (som det efter sigende tit er tilfældet), at chaufføren var fuld, så nogle af forældrene til de 30-35 dræbte skolebørn slog ham ihjel, efter at han ellers havde overlevet i første omgang.....

Næste stop på turen var Taal Volcano, der ligger i en sø. Da jeg stod ved udsigtspunktet mente jeg at kunne huske, at man kunne gå rundt om krateret, så jeg begav mig fro afsted. Den lidt større sti forsvandt hurtigt, men jeg synes jo alting ligner en sti, så jeg fortsatte ufortrødent, selv da jeg skulle kravle over et rustent pigtrådshegn – skepsis'en steg men man er jo en eventyrer og jeg tænkte at jeg nok ville komme tilbage på den rigtige sti igen, hvis bare jeg fortsatte. Mange pigtrådshegn senere og i 40 graders varme (uden hverken vind eller skygge!!) var jeg ved at gå til. Jeg balancerede på kanten af vulkanen (30 cm bred og lodret fald på begge sider) uden i øvrigt at kunne se ret meget pga. ”bundplanter” på stien, så det var lidt på må og få.Efter den sidste store stigning måtte jeg 3/4 rundt opgive fordi stien ”pludselig” forsvandt.... jeg ledte i 15 minutter men et stort tornekrat gjorde det umuligt at fortsætte. , så jeg måtte meget modvilligt vende om og gå hele vejen tilbage..... Jeg måtte flere gange ned at ligge for at hvile mig og troede på et tidspunkt, at jeg skulle ende mine dage her på kanten (der nåede dog ikke at kredse gribbe om hovedet på mig) – masser af chokolade og salttabletter hjalp godt og samtidig trødte min rejsegud hjælpende til med skyer så temperaturen dalede 10 grader. Møg-belortet, oversået med rifter og totalt udkørt nåede jeg tilbage til båden. Efter et check i guidebogen gik det op for mig, at jeg havde taget fejl af denne vulkan og en anden, så projektet var dødsdømt på forhånd.

Var efterfølgende i San Pablo for at bestige Mt. Benehaw, men efter at have været oppe kl. 6og ventet en god time i en jeepney uden resultat (kører når den er fuld, og der var fortsat kun mig... ja det var den rigtige), så opgav jeg og tog i stedet lidt sydpå til Sabang – en dykkerby på Mindoro. Her er fantastisk god dykning (skildpadder, hajer og fantastisk flotte koraller også til snorkling lige fra kysten), så jeg har udvidet mit dykkercertifikat. Mod mine principper var det hos et dansk dykkerfirma, men de er så meget billigere end de andre, at det langt overstiger ulemperne.... der i øvrigt er meget begrænsede, da der udover instruktørerne kun er en anden dansker. Udover en masse dykning har der ogås været tid til at få en del sol – generelt er der vel 30-35 grader. En eftermiddag var der tyfonvarsel – alle forventede at den ville ramme byen direkte, så alle både var evakueret til en anden bugt og alle løse dele surret fast. Det blev ved lige ved og næsten – i sidste øjeblik drejede den af, så vi måtte nøjes med kulsort himmel og en del blæst. En ny var lvoet på vej, men den kom først nogle senere, så jeg nåede endnu et par dyk og der var heller ingen problemer med de små både til ”fastlandet”, der har sejladsforbud jo mindre det er vindstille.

Tilbage i manila tog jeg flyet til Palawan, hvor jeg brugte 14 dage på lidt trekking i , så det var stadig nationalparkerne, men ellers mest dykning. En dag dykkede jeg med et lille firma og det skulle vise sig at være en lidt tvivlsom fornøjelse. For det første sejlede vi 1½ time i en lille jolle for at komme til dykkerstedet – sker der en ulykke er der ingen hjælp at hente. Derudover var der olie i luften i iltbeholderen, fordi de ikke havde fået skiftet kompressorfilter i tide. Den eneste anden turist, der var med på turen, var en erfaren amerikansk dykker, og han sagde god for det...jeg var stadig var lidt skeptisk, og følte mig også lidt mærkeligt til mode bagefter.... En meget lærerig oplevelse med altid selv at tage ansvaret for at teste udstyret, selvom dykkerfirmaet yder det som en service.

Langt de fleste dage dykkede jeg med et mere respekteret firma – godt udstyr samt dygtige og hyggelige folk... bådene var større men ikke hurtigere, så det var stadig problematisk med de mange timers transport, hvis er skulle ske noget.... Mange rigtig spændende dyk - ikke mindst de mange vrag fra anden verdenskrig. Heldigvis var de ikke så strikse med kravene til vrag-certifcering, så vi penetrerede også nogle af de lidt mere åbne vrag – masser af kanoner, tanks, kampvogne osv. - fed oplevelse. Jeg tog båden tilbage til manila – altid en lidt farefuld færd på disse kanter, så jeg hamstrede en af de få redningsveste og placerede mig nær nødudgangen. Skibene i bedste fald er af middelmådig kvalitet og vejret lunefuldt – det typiske problem er, at motoren sætter ud, skibet driver på tværs af en bølge og kæntrer – og da skibene er voldsomt overbookede og med utilstrækkelige redningsbåde seelv til et korrekt antal passagerer, drukner der ofte 1000 mennesker eller flere.

Det har alt i alt været en god tur, hvor jeg har lejlighed til at opleve meget forskelligartet natur, men det har i visse perioder også været en lidt ensom tur – især ude på landet, hvor der absolut ingen turister er efter de mange kidnapninger de senere år (udover dykkerstederne så jeg kun et par turister i manila). Et besøg på et hostel illustrerer det meget godt – der var over 200 senge men kun mig. Ejeren sagde, at de alle var checket ud samme morgen, men af gæstebogen kunne jeg se, at dent sidste besøg var måneder tilbage.

Ha' det godt og hils omkring dig

Mange feriehilsner fra Michael