Indien - Mumbai

20. - 23. april 2008

Vi fik en begivenhedsrig start paa turen. Med kun 40 min. til at transferere i Helsinki havde vi allerede foer afrejse udtrykt skepsis overfor Finnair, men de var sikre i deres sag - det var rigelig tid! Ud af Koebenhavn en lille halv time forsinket var det ikke svaert at gaette, at vi ville faa problemer, og da vi kom til Helsinki havde vi stort set ikke indhentet noget af det tabte. Vi loeb gennem lufthavnen og selvom den er lille er 5 min. ikke meget naar man ogsaa skal igennem paskontrollen. Flinke mennesker slap os igennem mens vores navne gjaldede over hoejttalerne. Vi naaede lige at saette foden i flydoeren som de sidste - og til vores store glaede kunne stewardessen efter naermere undersoegelse bekreafte, at vores bagage ogsaa var kommet med flyet........

Vi ankom ved daggry og fik hurtigt den foerste indsigt i indisk ineffektivitet. Alenlange ventetider i immigration samt et noget usaedvanligt security check ved ankomst, men vi ventede taalmodigt og forsoegte at leve os ind i den nye kultur, trods traethed og jetlag......

En pre-paid taxi fungerede upaaklageligt, men da vi naaede hotellet, som vi overvejede at bo paa, oplevede vi for foreste gang indiernes meget staedige forsoeg paa at nasse kommission ud af alt og alle. Baade taxachauffoeren og 5-10 "vilkaarlige" maend fra gaden (kaldet touts) loeb efter os ind paa hotellet for at faa del i kommisions-kagen. Hotellet var fyldt saa det blev ikke til noget, men det fortsatte rundt i bydelen og hele tiden kom nye touts til i haabet om at tjene dagens foerste skilling. Vi besluttede at saette en stopper for renderiet, saa den ene blev staaende med bagagen paa gaden mens den anden ledte efter et vaerelse - en teknik vi i oevrigt efterfoelgende har brugt med succes i alle andre indiske turistmekkaer. Vi endte med et ikke saerlig fantastisk vaerelse til en pris, vi ansaa for relativ hoej.

Det var kun midt paa formiddagen, og vi havde mest lyst til at tage en lur. Men som altid gaelder det jo om at holde ud og faa vendt doegnet saa vi begav os ud i byen allerede storsvedende, da det var 35-40 graders varme. Energien rakte til 10-15 km travetur i det centrale Mumbai og ved havnefronten, hvilket ikke imponerede synderligt - forurenet, fattig, stoejende og rigtig mange mennesker alle steder. Vi holdt ud til kl 18, hvor vi godt traette drattede omkuld.

Dagen efter var vi tidligt oppe paa tur til Elephant Islands templer, der efter sigende har nogle af de smukkeste udskaeringer i Indien (World heritage). Om det var varmen, jetlag eller de relativt mange indiske turister skal vaere usagt, men vi var ikke saa imponerede. Det var dog en glimrende dag - det var stadig meget varmt men det hjalp med baadturen frem og tilbage og lidt vind paa dele af oeen, der trods turisterne var et fredeligt fristed i forhold til byen. Et andet eksempel paa indisk (asiatisk) ineffektivitet; baaden sejlede efter sigende hver halve time....men naturligvis kun naar den er fuld, saa vi ventede paent halvanden time.

23. - 25. april 2008

Endnu en storby, som var noedvendig at besoege paa vejen til Sikkim i det nordoestlige Indien. I modsaetning til Mumbai har Calcutta en del turistattraktioner, saa vi valgte at tage 4 overnatninger, naar vi nu var her.

Som udgangspunkt er Calcutta ikke meget anderledes en Mumbai.......forurenet, fattigt, larmende, ufatteligt mange mennesker (og koeer) og omend endnu mere varmt. Her var dog lidt flere "ikke-indiske" turister, en velfungerende metro og knap saa dyrt som i Mumbai.

Af de (mange) turistattraktioner vi besoegte, gjorde Mother Theresas hus det stoerste indtryk - en kvinde med et kald og en passion for at hjaelpe de svageste i samfundet.

Indien - Darjeeling

26. - 30. april 2008

Alle tog i Indien er pr definition udsolgt mindst 14 dage frem i tiden, hvilket goer det lidt vanskeligt som udenlandsk turist. I de stoerre byer saelges der dog billetter til turisterne fra et saerligt kontor (de saakaldte turistkvotaer, dvs et mindre antal pladser tildeles turister). Vi maatte gaa langt for at finde kontoret, men vi var heldige at der var et par "sleeper"-billetter til naeste nats tog nordpaa. 

Vi var ganske vist heldige at have faaet billetterne, men "Sleeper" blev det aldrig rigtigt. De normale saeder kan laegges ned til senge paa ca. 180 cm, men manglende erfaring gjorde, at vi desvaerre fik saederne i gangen, som ikke er laengere end 140 cm - Michael fik ikke meget soevn i siddende stilling i 10-11 timer!! Til gengaeld minimeres risikoen for at miste bagagen betydeligt. Det var i oevrigt et cirkus hver gang vi skulle have vores metalnet spaendt paa de store rygsaekke og toejret dem til saederne - meget "bakseri" og mange interesserede blikke.

Da vi kom ud fra stationen i New Jalpaiguri blev der revet i os fra alle sider af folk som ville paadutte os en privat jeep til en mindre formue. Vi fandt dog en share-jeep som koerte helt til Darjeeling - en tur paa ca. 4 timer. Shared jeeps er vaeldig populaere i Indien; en jeep som oprindelig giver plads til 8 personer, koerer aldrig med mindre end 10 personer, og de ynder at smide op til 14 personer i bilen samt et halvt dusin paa taget......og med to fede danskere, som fylder for mindst 3 indere (tilsammen - ikke hver for sig!!), gav det anledning til at de stakler, som har haft pladserne ved siden af os, ikke har faaet de mest bekvemme koereture.....men det gav overraskende nok aldrig anledning til brok.

Paa koereturen fik vi en lang snak med et nygift par fra Calcutta, som var paa bryllupsrejse - her fik vi for foerste gang lidt indsigt i indernes dagligdag (det skulle senere vise sig at vaere en sjaeldenhed, primaert p.g.a indernes generelt meget daarlige engelskkundskaber). Paa turen fra Calcutta var kvinden i den traditionelle indiske sari, men da vi senere stoedte paa dem i Darjeeling, var hun i jeans og sweatshirt - et tydeligt tegn paa generationskloeften og et land i rivende udvikling, selvom det for os paa mange maader virker som et tilbagestaaende land.

Darjeeling ligger i ca. 1500 m hoejde - dejligt koeligt (20-25 grader), men desvaere ogsaa meget skyet/diset.......vi fik efter laengere tids soegen et billigt "slammervaerelse" med udsigt til dalen, men udsigten fik vi ikke meget glaede af, da der ikke var en eneste dag, hvor vi kunne se de (efter sigende) omkringliggende hvide bjergtoppe. Mest grinagtigt var det, at der hver morgen var sunrise-ture til Tiger Hill uden for byen - knap 100 jeeps med forventningsfyldte indere og et faatal udenlandske turister, der ikke kunne se noget der mindede om et solopgang. Det forhindrede ikke inderne i at klappe livligt, da et par enkelte lysstraaler kortvarigt kiggede gennem skyerne....?

Byen i sig selv var meget turistet, men paa en dejlig afslappet og venligsindet maade - en helt anderledes oplevelse af Indien.

Indien - Trekking Sikkim

1. - 12. maj 2008

Vi tog en jeep til Gangtok i Sikkim for at arrangere vores foerste trekkingtur i Indien. Noget omstaendigt er det, at Sikkim er selvstaendig, saa til trods for visum til Indien skulle vi alligevel ud og have stemplet passet ved "graensen". Sikkim adskiller sig ogsaa ved at vaere miljoebevidst, hvilket er sort snak for en inder, der ynder at smide deres affald alle steder. Det kom ogsaa til udtryk paa jeep-turen. En sikkimsk betjent havde netop mindet alle om det, mens vi tankede benzin. Alligevel gik der kun 2 minutter foer en dame i bilen rullede vinduet ned for at smide sit lort ud. Spontant raabte Helle "NOOOOO..." saa alle i bilen stivnede af skraek. Men det gjorde tilstrakkeligt indtryk - damen beholdt paent skraldet til endestationen.    

Der sker ikke meget i Gangtok ud over, at folk arrangerer ture. Vi var en tur i byens park, men fornoejelsen var til at overskue, da de indiske turister ustandseligt kom rendende for at trykke haand og tage et hav af billeder med hele familien. En enkelt kan gaa, men naar de begynder at staa i koe (hvilket indere i oevrigt aldrig goer), saa bliver det for meget.  

Der er et hav af agenter i Gangtok, som arrangerer trekking til Goecha La, der ligger ved basen til Indiens hoejeste bjerg, Khangchendzonga paa knap 8.000m. Turen foregaar i 2000-5000 meters hoejde og tager 9 dage. Vi endte med at bruge 2-3 dage paa at arrangere turen, dels for at faa en fornuftig pris, dels i forsoeget paa at afdaekke alle mulige og umulige forhold. Alligevel blev de faerreste ting som lovet fra agentens side; baade guide og kok samt de andre deltagere viste sig at vaere forskellige fra dem vi havde faaet oplyst paa forhaand.....!! Det blev absolut ikke bedre af, at vores guide var totalt uvidende og ikke kunne svare paa et eneste af vores spoersgmaal. Sammelignet med de oevrige deltagere havde vi dog faaet turen til en fornuftig pris, saa der var vel graenser for hvor meget vi kunne blive snydt - og maaske for hvad kunne vi forvente...!?!

Turen startede i en lille by, Yuksom, som er et par huse i det vestlige Sikkim. Vi tog dertil dagen inden trekkingturen startede, og havde mulighed for at snakke lidt med de to andre i gruppen - en israeler og en amerikaner: en kombination der gav basis for nogle gode diskussioner turen igennem. Vi er normalt ikke imponerede af dem vi moeder fra de naevnte lande, men disse fyre viste sig faktisk at vaere meget sympatiske, hvilket skabte et godt sammenhold i gruppen.  

Selve trekkingturen var til tider et helvede for de to fede, danske kontornussere. "Bakkerne" var hoeje, det var koldt og vi var slet ikke i form til den slags udskejelser!! Michael kaempede tilmed med forkoelelse og alt for hyppige toiletbesoeg - ofte flere gange i umiddelbar forlaengelse af foedeindtagelsen.

Selvom vejret var meget svingende om formiddagen (altid skyet og regnvejr om eftermiddagen), fik vi heldigvis fantastisk udsigt ind imellem, hvilket gjorde, at det var alle anstrengelserne vaerd. 

Indien - Varanasi

13. - 18. maj 2008

Endnu engang var vi "heldige" at faa togbilletter til samme aften..........men Helle kan ogsaa vaere saa vedholdende (bitch'et), at enhver giver op. Paa billetkontoret kaeftede hun op i saa lang tid, at den stakkels billetsaelger maatte sende hende til en overordnet, som kunne oplyse, at hvis vi tog ned paa selve stationen og talte med chefen, kunne vi faa billetter til samme aften. Denne gang kunne vi ikke faa billetter paa turistkvota (ej storby), men paa militaer/-regeringskvota - det gaelder om at kende systemet og have taalmodighed til en hel del forskellige skranke(pave)r. Ved en af skrankerne spurgte billetsaelgeren hvor vi kom fra (det mest almindelige indiske spoergsmaal naar de small talker), og vi svarede pligtskyldigt "Denmark", hvorefter han begynder at synge: "We are red, we are white, we are danish dynamite...." - noget overraskende oplevelse paa en lille station i Indien!!! 

Vi ankom med nattoget fra New Jalpaiguri sidst paa eftermiddagen. Inden vi kom ind til byen og fik et hotelvaerelse var det blevet moerkt, saa vi besluttede os til at tage et billigt slammervaerelse for en nat og saa skifte hotel naeste morgen. Som sagt saa gjort; Michael fandt naeste morgen et fantastisk vaerelse med balkon og udsigt over Ganges.......noget af det bedste vi har haft og tilmed billigt.

Hvis det havde vaeret varmt i Indien tidligere, saa var det ingenting mod hvad temperaturen naaede op paa her - over 40 grader hvilket var svaert at haandtere efter de seneste ugers temperaturer i bjergene. Michaels krop havde svaert ved at klare varmen, og han maatte kaste op et par gange efter det daglige, kolde brusebad......men ingenting er saa skidt, at det ikke er godt for noget; kiloene fortsatte med at rasle af ham!!

Varanasi er kendt for sine "ghats" langs med Moder-floden Ganges og er en af de helligste byer i Indien, og inderne valgfarter hertil paa pilgrimstur (hvis man doer i Varanasi slipper man ud af cirklen med doed og genfoedsel). Og at blive braendt paa en af Varanasis "burning-ghats" er det meget stort for en hindu. Derudover er der et masse-hysteri ved floden med badning, ofring osv......helt ufatteligt, naar man taenker paa, at Ganges her er saa forurenet, at der intet liv er i floden!! Selv om tro kan flytte bjerge, er der nok stoerre sandsynlighed for at blive syg end rask, naar man bader i floden.

Varanasi goer et eller andet ved folk; alt var meget intenst, og virkelig enerverende....hvem ved, maaske er det fordi, vi ikke helt har forstaaet kernen i hinduismen, men ro og fred var der ikke meget af, tvaert i mod! Hver solop- og nedgang var et stort inferno af mennesker og larm - men vi kan da sige, at vi har vaeret i Varanasi.

Indien - Allahabad

19. - 21. maj 2008

Det kan godt vaere, at Varansi var et maerkeligt sted, men Allahabad var naermest som forhekset........eller sagt paa en anden maade; man skulle tro, at vi kom fra en anden planet. De foerste 10 hoteller vi spurgte efter vaerelse paa var fuldstaendigt bookede (uanset prisniveau), hvilket vi aldrig har oplevet foer. Folk gloede som om de aldrig havde set hvide mennesker tidligere. Vi kunne knap finde en restaurant, som ville servere mad for os og ingen talte engelsk.

Der var ikke meget af se i byen, men endnu engang fik vi bekraeftet, at inderne (hinduerne) gaar helt amok omkring deres hellige floder.......Folk valgfartede hertil i busser, paa ladvogne m.m. for igen at bade og ofre i floden(erne) og deltage i fuldstaendigt hysteriske Harakrishna optog - fint at opleve, men ogsaa meget traettende og vi var glade for at vi ikke havde flere dage end hoejst noedvendigt i denne maerkelige by.

Indien - Agra

22. - 25. maj 2008

Enhver indisk togtur har sine overraskelser. Turen fra Allahabad til Agra tog 12 timer mod normeret 6 timer, hvoraf de 2 foerste timers forsinkelse var fra kl. 1 til kl. 3 om morgenen. Turen var med eksprestoget, hvilket dog ikke siger alverden, da alle transportmidler i Indien pr. definition er ekspres. I det hele taget er indiske togture altid en oplevelse, der afsloerer befolkningens mangfoldighed: tiggere, kroeblinge, transvestitter, musikere og de utraettelige saelgere, der aldrig giver op trods et haabloest varesortiment.   

Agra er kendt for Taj Mahal, Agra Fort og mange andre bygningsvaerker, der alle er meget imponerende. Agra er imidlertid ogsaa et must for alle indiske turister, hvilket indebar et enormt antal saelgere der proevede at prakke os alverdens ting paa - ganske anmassende.

Vi fik et vaerelse paa et hotel, hvor der var udsigt til Taj Mahal fra restauranten paa taget - superfint, selvom vi ikke benyttede os synderligt af det, da restaurantpriserne var derefter. Til gengaeld havde vi glaede af en rotte, der en nattetime rodede i vores skraldespand paa vaerelset - nogen havde taget stenen, der laa for hullet i gulvet...!?!?

Der var aabenbart lavsaeson, saa en restaurant i omraadet gav 30% rabat paa de i forvejen lave priser paa menukortet - et tilbud vi benyttede os af alle 4 aftener, da maden var aldeles udemaerket (og vi ogsaa herfra tagrestauranten havde udsigt til Taj Majal - omend ikke saa god som fra vores eget hotel).

Indien har forskellige entre-priser ved turistattraktionerne; en pris for indere og en pris for udenlandske turister - selvfoelgelig godt at man saetter priserne, saa inderne selv har raad til at besoege landets kulturskatte, men ogsaa en understregning af, at man synes det er okay, at udenlandske turister skal betale mere end en almindelig inder, hvilket kan vaere svaert at forstaa med danske briller. Det mest groteske, vi har oplevet, var ved Taj Mahal, hvor en inder skulle betale 25 rps for sin billet og vi 750 rps per billet eller 38 gange saa meget. Rygtet gik at turistprisen forventes oeget til 1500, saa i det lys slap vi naturligtvis billigt!!!!

Indisk security check er en historie for sig og Agra understegede at det hverken er saerligt effektivt eller konsekvent. Paa flodsiden af Taj Mahal ligger en militaerlejer der soerger for at ingen medbringer tasker og dermed bomber ud i den delvist udtoerrede flod. Vi skiftedes derfor paent til at passe paa taskerne og gaa ud i floddeltaet, mens vi ventede paa solnedgangen. Efter et par timer sov de i timen og nogle andre turister gik ind med tasker paa. Det blev for meget for Helle, der gjorde opmaerksom paa at vi ikke matte tage tasker med ind. De undskyldte fejlen mange gange og synderne blev kaldt tilbage. Overraskende nok var det pludselig tilstraekkeligt at taskerne blev checket - til gengaeld checkede de taskerne paa alle mens vi var der (men formentlig ikke efter). Om morgenen hvor vi skulle ind paa Taj Mahal kunne vi ikke gaa paa en gade, fordi en militaervagt sagde der var en bombe. Det loed noget utrovaerdigt og derfor gik folk bare forbi uden at det udloeste en reaktion. Nede ved Taj Mahal blev vi afvist med vores tasker til trods for at vi tilboed at de kunne checke saa meget de ville. Ikke til diskussion saa Michael matte tilbage paa vaerelset med taskerne. Tilbage ved indgangen nu kun med vand og Lonely Planet havde vi en ny diskussion med vagterne. Nu maatte vi ikke have bogen med ind fordi den var for stor. Saa taendte Michael helt af og han ville have veakket generalen for at diskutere sagen. Om det var generalen, der efter laengere tids diskussion over en walkie sagde ok, ved vi ikke men vi fik i hvert bogen med ind. Da vi mange timer senere forlod Taj Mahal havde de skiftet vagthold, og nu kom alle pludselig ind med deres tasker bare de var checket....?!!? Andre steder har vi oplevet "security doerkarme", der ikke er sluttet til og hvis de er - og hyler - tager ingen sig af det. Fysisk check af tasker bestaar oftest af et hurtigt kik i toppen af det ene rum osv osv. Det virker mest af alt som et beskaeftigelsesprojekt fremfor reel security!

Indien - Trekking Kuari Pass

26. maj - 2. juni 2008

Efter mange uger i varmen var det atter tid til at komme op og trekke i de koelige bjerge. Vi tog toget fra Agra til Haridwar og fik en bus videre til Risikesh samme eftermiddag. Forsoegte forgaeves at faa arrangeret en shared jeep til Joshimath, hvilket var haabloest, og selvfoelgelig havde billetkontoret lukket, da vi naaede ned til busstationen. Vi tog et hotel ved busstationen, da bussen til Joshimath efter sigende koerte naeste morgen mellem 4 og 7 - naermere betegnet naar bussen er fuld. Haabloes information for en turist, der ikke har lokalkendskab og ikke har plads til at satse paa en sen afgang. Vi maatte altsaa rigtig tidligt op kl 3.15 (vi havde jo ingen billet). Det svaereste var at finde bussen, da alle (som saedvanlig) pegede i forskellige retninger. Selv nogle vi senere saa paa bussen pegede i en anden retning...!!  Efter en halv times soegen lykkedes det at finde bussen, hvor vi fik en plads med afgang (allerede) kl 4.45. Bussen var fyldt med pilgrimme paa vej til Badrinath for at faa helbredt deres fysiske skavanker. Deres "kampraab" gjaldede med jaevne mellemrum i bussen.

Efter en bustur paa ca. 11 timer incl. diverse spise- og tissepauser (som for Michaels vedkommende bliver brugt paa at straekke ben, da pladsen mellem saederne er saa kort, at han maa sidde med benene i gangen) naaede vi til Joshimath.......noget moere efter to dages transport, og ikke meget soevn.

Naeste dag fik vi undersoegt mulighederne for at kunne arrangere Kuari Pass trekkingturen paa egen haand, dvs. uden en guide. Til vores store fornoejelse var dette muligt - dog maatte vi betale et agentbureau for at saette en fiktiv guide paa vores tilladelse hos myndighederne. Da vi jo selv har al udstyret med (telt, soveposer, underlag mm) var det blot at faa handlet lidt mad til de naeste 5 dage, da der ikke var mulighed for at koebe mad paa turen undervejs. Udfordringen var dog at koebe mad, som vi kunne faa lidt naering fra uden at det vejede for meget - vi skulle jo selv baere hele skidtet, og udstyret i sig selv vejer jo rigeligt, naar man skal bevaege sig rundt i 3000-4000 meters hoejde. Dertil kom et meget begraenset udvalg, saa vi endte med toastbroed, marmelade, chokolade, bananer, tomater og nogle daaser tun.    

Det var en rigtig god tur; varieret natur, masser af sneklaedte bjergtoppe (bl.a. Indiens 2. hoejeste bjerg, Nanda Devi, paa 7816 m), nogle fantastiske campingsteder, godt vejr (bortset lige fra sidste aften/nat, hvor vi fik en hel del regn) og ikke mindst fred og ro.......og det bedste af det hele; vi var i vaesentlig bedre form og nogle kilo lettere end vi var paa den seneste trekkingtur, og fornoejelsen dermed stoerre. Eneste minus ved ikke at have en guide var den foerste dag, hvor vi bogstavelig talt kom lidt paa skovtur fra begyndelsen og ikke naaede helt saa langt som planlagt. Det var dog ikke vaerre end at vi med en ihaerdig indsats kunne indhente de tabte km de efterfoelgende dage for stadig at klare turen paa 5 dage. 

Efter en dags transport fra slutstedet paa trekkingturen og tilbage til Joshimath, hvor vi havde efterladt al vores oevrige bagage forkaelede vi os selv (nok mest for Helles skyld:-)!!) med et vaerelse med varmt bad.......og gud, hvor var det skoent efter 5 dages trekkingtur!

Indien - Trekking Pindari Glacier m.fl.

5. - 15. juni 2008

Lange bus- og togture har vi haft mange af i Indien, og turen fra Joshimath til Bageshwar var ingen undtagelse; ca. 12 timers bustur som startede kl. 4 om morgenen - og for en gangs skyld, saa koerte bussen til tiden, uden at den var fuld.

Opholdet i Bageshwar havde alene det formaal, at vi skulle have arrangeret den sidste trekkingtur, som vi paa forhaand havde laest ikke kraevede en guide. Og til vores store glaede viste der sig ogsaa at vaere spise- og overnatningsmuligheder alle steder paa vejen, saa vi slap for at slaebe paa mad, telt, sovepose og liggeunderlag mv. .....absolut en fordel for de allerede traette ben og knae, naar vi planlagde en 10 dages trekkingtur.

Vi naaede 3 gletchere paa 10 dage (en tur som imponerede selv de lokale guider, vi moedte undervejs). Desvaerre var vejret saa som saa, men paa den anden side, saa naermer monsunen sig, saa maaske var vi i realiteten heldige. Ved Pindari gletcher havde vi perfekt vejr, hvilket desvaerre ikke gjorde sig gaeldende paa Sundardhunga og Kafni. Vi slap dog for de store regnskyl, mens vi gik. At undgaa regnvejr er dog i princippet et spoergsmaal om at starte tidligt nok, da man naermest kan saette uret efter hvornaar det begynder at regne midt paa dagen (12:00-12:30). Som regel gik vi ca. 6-7 timer om dagen, saa langt de fleste dage ringede uret kl. 5............men det er vel heller ikke rigtig ferie, vi er paa!! Og i oevrigt vender man jo bare doegnet og gaar tidligt i seng - der er alligevel ikke meget at lave naar det er moerkt. 

Det var generelt en fin tur, omend naturen ikke var saa varieret som vi kunne oenske os. Og vi kan vel godt sige, at vi var traette af ris, dal (en slags sovs lavet paa linser), stegte groensager (typisk kartofler og loeg) samt shapati (tyndt broed) hvilket aftensmaden stod paa 9 dage i traek!! Heldigvis havde vi slaebt kiks, chips og peanuts med til at forsoede tilvaerelsen lidt undervejs. Eneste uheld var paa andensidstedagen da Michael fik et ordentligt traelaar og et vrid i sit daarlige knae. Vi skulle over et vandloeb med nogle store sten saa glatte som saebe......et oejebliks uopmaerksomhed og Michaels ben var gledet ned mellem to klipper. Heldigvis havde vi allerede gaaet en hel km, saa der kun var 18 tilbage den dag........!!

Indien - Delhi

17. - 20. juni 2008

Efter den sidste lange rejse i Indien naaede vi til Delhi - 9 timer i bus fra Bageshwar til Haldwani, 4 timers ventetid paa stationen og saa 9 timers nattogtur (igen de daarlige saeder i gangen...dem har vi ikke vaeret for heldige med).

I 2 maaneder havde alle vi havde moedt fortalt hvor forfaeerdelig Delhi er, saa forventningerne var i bund. Maaske derfor blev vi positivt overraskede - Delhi var meget ligesom alle de oevrige indiske storbyer vi havde oplevet.

Var vi rundt og se alle de obligatoriske steder: Det store Red Fort, Indiens stoerste moske Jama Masjid, Raj Ghat der er Mahatma Gandhis gravsted, India Gate og War Memorial samt det islamiske sejrsmonument Qutub Minar.

Mentalt var vi dog halvvejs checket ud af Indien, saa fokus laa i lige saa hoej grad paa at faa indhentet lidt af det forsoemte dvs benytte os af Delhis kulinariske muligheder (hvis man da ellers kan bruge det ord om mad i Indien). Den ene dag var vi paa fin restaurant....faktisk for fin til os der ikke passede ind til skjorte og slips med vores svedige trekkingkluns. Vi havde dog i den grad lyst til at forkaele os selv, saa vi saa stort paa dresscode. Det blev til flere gode restaturantbesoeg og til Michaels store begejstring blev der ogsaa indhentet en del paa oelkontoen.

Opsummering Indien

Indiens lange og brogede historie har sat sit praeg paa nutidens Indien. Indien er stadig et meget kontrastfyldt og sammensat land fx rig/fattig, by/land, uddannelsesniveau, ung/gammel (stor generationskloeft) og ikke mindst religioest (alle trosretninger er repraesenteret).

Indien er et land der har alt at byde paa - en mangfoldig befolkning, en enestaaende og varieret natur med bjerge, oerkener, skove, strande og meget, meget mere. Det er et nemt land at rejse i, blot man har masser af tid og besidder en stor taalmodighed. Infrastrukturen er paa plads, men fungerer efter princippet "vi koerer naar der er fyldt" dvs ingen skelen til kundernes behov - i den forbindelse er det mest bemeaerkelsesvaerdige, at beflokningen finder sig i permanent udsolgte toge 14 frem i tiden. Til trods herfor kaldes alle toge, busser, jeeps mv for "express" - det lader sig vidst kun goere i et ukoordineret og ineffektiuvt samfund (se ogsaa eks. med security under Agra). Det skal dog tilfoejes, at anvendelsen af diverse transportmidler er der, hvort vi har laert mest om Indiens beflokning paa kortets tid.

Indien har en religioes mangfoldighed som faa lande. Integrerede kan man vel ikke kalde dem, men med adskilte provinser synes de at fungere i nogenlunde fredelig sameksistens - med et par undtagelser i graenseomraaderne. De fleste relioner goer ikke meget vaesen af sig i dagligdagen. Muslimerne goer sig dog bemaerket ved, at alle byer med respekt for sig selv sender boenner ud over byen i store hoejttalere 5 gange om dagen. Mest bemaerkede goer dog hinduerne sig med deres generelle "massehysteri" omkring floder og hellige byer/templer.  

Vi har generelt oplevet Indien som varmt, stoejende, fattigt, forurenet/beskidt og med mennesker alle steder - selv de mest oede egne har vi ikke haft fred laenge ad gangen. Og a propos fred saa er det lidt overraskende faa indere der har set hvide mennesker foer, hvilket betyder at de glor aabenlyst og uhaemmet (flere gange har vi i en park ledt efter en fredelig plet uden mennesker, men i loebet af 10-15 minutter har der siddet 20-30 indere ved lige ved siden af), kommer med tilraab og tager billeder af en. Havde det vaeret et par stykker en gang imellem var det ok, men naar det er alle 1 mia indere, bliver det hver dag hele dagen, hvilket er noget traels i laengden.

Mad skylder vi vel ogsaa en kommentar. Som saa mange andre lande vi har rejst i, er maden i oprindelseslandet meget anderledes end det man faar i Vesten - saaledes ogsaa i Indien. Langt den meste indiske mad er simpel og ganske ensartet - overraskende har det generelt ikke vaeret helt saa staerkt som forventet. I forhold til saa mange andre, er det lykkedes os at minimere antallet af dage med daarlig maver, men det skal retfaerdigvis siges, at  vi maaske heller ikke har vaeret de mest eksperimentelle. Vaerst var det for Michael paa trekkingturen i Sikkim, hvor det meste af maden passerede hurtigt igennem systemet. Vi har dog ikke vaeret daarlige/sloeje, hvilket har vaeret rart.

Baade udlaenbdinge vi har moedt uden for Indien og dem vi har moedt de seneste 2 maaneder har udtrykt stor frustration over baade befokningens adfaerd og "systemet". Alligevel har de fleste samtidig udtrykt stor begejstring for landet og oensket om at komme tilbage igen og igen - uden dog at kunne praecisere, hvad det er der traekker - at det er saa billigt synes som et oplagt svar, men er maske kun en del af sandheden. Vi deler i hoej grad frustrationerne, men er ikke saa fascineret af Indien som saa mange andre. Maaske skyldes det at vi med 2 maaneder i det nordoestlige Indien kun har beroert overfladen, men det er ikke et land der staar hoejt paa listen over lande vi vil besoege igen.