Peru - Lima

13. - 16. oktober 2008

Heldigvis var busturen mere komfortabel end vi havde turde haabe paa, og vi ankom til Lima 24 timer efter at vi havde forladt Gauyaquil. Bussen var en saakaldt luxusbus med dejligt store saedder (vel svarende til business class pa et fly) og relativt god benplads, saa det blev for en gangs skyld til lidt soevn undervejs. Paa Equadorsiden koerte vi primaert gennem rismarker og bananplantager, mens det meste at vejen i Peru var oerken - det var naesten som at vaere i Egypten. Kysten er dog paa denne tid af aaret daekket af havgus, hvilket goer at der ikke er meget udsigt, saa vi kunne med god samvittighed laese og hvile undervejs.

Da vi ankom til Lima, havde vi ingen kontanter, saa vi endte med at gaa ca. 5 kilometer op til den bydel, vi havde bestemt, vi ville bo i..........senere viste det sig, at vi maaske ikke ligefrem havde gaaet i de bedste kvarterer, men der var nu masser af politi paa gaden, saa vi foelte os ikke specielt utrygge, og efterfoelgende er det jo en fordel, at man kender byen (Michaels bedste argument for at gaa fremfor at tage en bus eller en taxi). Vi var noget traette af vejret (ca. 20 grader og overskyet), men taenkte, at det nok blev bedre......vi fandt dog ud af, at der ogsaa i Lima ligger havgus over byen, saa det er ikke meget man faar solen at se paa denne aarstid (hvis nogensinde?). Efter 5-6 forsoeg fandt vi et sted at bo, hvorefter vi maatte paa udkik efter en bank - det var vist paa tide at faa lidt valuta paa lommen.....vi matte dog forsoege os i ca. 8 pengeautomater, inden vi fandt en, hvor vi kunne haeve et beloeb, som svarer nogenlunde til maksimum paa kreditkortet og ikke maskinens maksimum. Vi fandt ogsaa det stoerste supermarked i denne del af byen - og ja, der blev handlet. Vi er ikke saerligt gode til at gaa ud at spise om aftenen - saa naar vi ikke har tilgang til et koekken, hvor vi kan lave varm mad, staar den ofte paa hjemmelavede sandwich paa vaerelset, men det kan jo ogsaa vaere hyggeligt nok ........og det kunne (heldigvis) ikke betale sig at koebe tun paa daase (det har vi faaet RIGTIGT meget af i Equador)!

Lima er en storby paa godt og ondt - her er masser af trafik, og dermed ogsaa en hel del smog. Byen er mere vestlig en sydamerikansk, men har dog nogle faa gamle huse og kirker, som er vaerd at besoege. Vi havde laest, at Peru's bedste museum laa i byen, og taenkte, at det nok var her vi skulle starte for at faa fod paa landet - MEN hele museet var under ombygning, og vi fik kun adgang til en meget lille samling klenodier, som man havde placeret i et stort rum i stueetagen samt en fotoudstilling omhandlende de voldelige optoejer i perioden 1980-2000 (vidst mest interessant for de lokale). Alt i alt noget af en skuffelse, da det kostede meget tid og en taxa frem og tilbage. Vi benyttede dog lejligheden til at koebe en busbillet til Nazca et par dage senere paa et buskontor i naerheden. Tilbage i byen brugte vi eftermiddagen paa at se diverse pladser, kirker og museer i det centrale Lima. Mens vi var her var der et hav af demonstrationer og masser of politi og militaer, men det syntes at gaa fredeligt for sig.  

Dagen efter brugte vi paa en internetcafe..........rigtigt gaettet - opdatering af vores kaere hjemmeside :-)! Som Michael siger; " Jeg haaber sgu, at der er nogle, der laeser vores hjemmeside og kigger billeder, for vi bruger godt nok mange timer paa at opdatere den" - saa for at opmuntre Michael, maa I gerne sende en hilsen, naar I har vaeret inde og laese paa siden :-)! Vi havde snuet lidt saa foerst for sent gik det op for os, at der faktisk var lidt sol denne dag - var vi kommet lidt tidligere op kunne vi vaere taget ud til "Pchacamac" ca 30 km udenfor Lima. Det gjorde vi i stedet dagen efter - dog foerst efter at have brugt en del tid paa at finde den rigtige bus i et stort kaos af busser, der ikke var skiltede og som ikke ligefrem var venlige at stoppe for at hoere, om vi skulle med. Pachacamac var en vigtig Inca plads med bl.a. pyramider og templer, og omraadet var en kaempe by, da spanierne ankom til Peru. Stedet blev foerst fundet for 20-30 aar siden og er stadig under udgravning, saa der er formentlig mere at se, hvis man kommer her om 10 aar....... og naar man har set Pyramiderne i Egypten, og et hav af andre tempelkomplekser/-byer i resten af verden, saa var det noget svaert at blive imponeret. Vi slog 1 1/2 time ihjel, og kan sige vi har vaeret her - hvilket hvis ikke gaelder saerligt mange andre, hvis man skal doemme ud fra antallet af oevrige turister (primaert skoleboern paa udflugt).

Alt i alt kan vi vist godt sige, at Lima ikke blev det store kulturelle "mekka" primaert fordi stort set alt var under ombygning. Vores 2-3 dage her var derfor mere end rigeligt.

Peru - Nazca

17. - 18. oktober 2008

Paa vejen fra Lima til Cuzco gjorde vi stop i byen Nazca - et hul i jorden (eller naermere oerkensandet), hvis det ikke lige var for de beroemte "Nazca Lines". Nazca Lines er linier og figurer, som er spredt ud over et kaempe omraade (ca. 500 km2). Foerst i 1939, hvor en amerikansk forsker floej hen over omraadet, fandt man ud af, at disse linier og figurer eksisterede. I dag er Nazca verdenskendt, og ca. 10 selskaber arrangerer flyvninger over omraadet. Linierne og figurerne er lavet ved at man har fjernet de moerkere sten fra omraadet, saaledes at den lysere undergrund kom til syne - ikke saerligt nemt at se fra jorden, men figurerne bliver meget synlige fra luften. Der findes mange teorier om, hvem og hvorfor man har lavet figurerne, og hvorfor kan man kun se figurerne fra luften (de er jo lavet paa et tidspunkt, hvor man ikke kunne flyve). Den dag i dag, er der stadig ikke nogen, der har et endegyldigt svar, hvilket naturligvis goer det hele lidt mere interessant.

Fra Lima havde vi taget en - relativt - dyr bus. Det viste sig ikke at vaere nogen fidus, da bussen dels var 1 1/2 time forsinket (paa en bustur som efter sigende skulle tage 6 1/2 time), og temperaturen svingede helt ulideligt fra temmelig koeligt til temmelig varmt under hele turen. Vi ankom dog til Nazca inden det blev moerkt, og fandt et vaerelse (et gammelt koekken hvor man havde smidt en dobbeltseng ind), som var paa niveau med de daarligste vaerelser, vi havde i Indien - men vi skulle jo kun vaere her en enkelt nat, saa vi overlevede. Eller det vil sige; Michael havde naer ikke overlevet brusebadet, da han var ved at blive "ristet", da hans hoved roerte den elektriskiske vandvarmer (der sad i knaehoejde), som der var overgang i.

Naeste morgen stod vi i lufthavnen kl. 7:45 efter godt en times travetur inde fra byen. Vejret var perfekt med solskin og naesten ingen vind. Vi fik en billet til 50 USD per naese - selskaberne havde koordineret prisen, saa det blev i sidste ende et spoergsmaal om at finde det mindste fly. Vi var kun 3 passagerer og en pilot, saa det var helt perfekt. Vi kom afsted ved 10-tiden, og vejret var heldigvis stadig fint, selvom der var lidt mere vind end tidligere paa morgenen. Piloten floej rundt om de fleste figurer fra begge sider af flyet, saa vi havde godt udsyn og gode muligheder for baade at tage billeder og nyde udsigten. At det var et meget lille fly giver sig selv, og flyet var da ogsaa noget uroligt i luften, hvilket den trejde passager - en asiat - ikke havde det saa godt med, men hun undgik at morgenmaden kom op igen! Vi var godt tilfredse, da vi stod paa landjorden igen - det var en stor oplevelse og heldigvis alle pengene vaerd.

At vi endnu engang havde godt en halv dag, som skulle slaas ihjel, inden bussen gik mod Cuzco om aftenen, var ikke noget nyt. Desvaerre havde alle byens PC'ere virus (checkede over 10 steder), saa den planlagte opdatering af hjemmesiden, og back-up af billeder blev ikke til noget. I stedet slog vi timerne ihjel paa byens torv, inden vi gik ned paa busstationen - og tro det eller ej; bussen var selvfoelgelig 1 1/2 time forsinket (okay, saadan er det aabenbart at rejse med bus i Peru, saa det kan vi vel ligesaa godt vaenne os til).

Peru - Cuzco

19. - 21. oktober 2008

Cuzco er formentlig den mest turistede by i Peru - ikke mindst fordi, at det er herfra alle turene til Machu Picchu (turistattraktion nr. 1 i Sydamerika) bliver arrangeret. Byen ligger i 2800 meters hoejde, i et bjergomraade, saa det er op og ned ad de smaa stenbelagte gader, naar man skal rundt i byen, saa det er god motion, selv naar man holder sig i byen. Vi ankom om morgenen efter en bustur, hvor vi havde valgt "luksussaederne" (store laedersader) i den nederste del af bussen. Da der ikke var mange i den del af bussen, fik vi tilmed sovet lidt begge to, hvilket ellers ikke sker saa tit paa natbusser/tog.

At Cuzco er saa turistet, betyder naturligvis ogsaa, at byen har et vaeld af overnatningsmuligheder, agentbureauer, restauranter, sovenirbutikker og saelgere. Paa trods af dette er byen rigtig hyggelig, og saelgerne er ikke saa paatraengende, som vi tidligere har oplevet - et paent "nej tak" bliver accepteret med det samme. 

Vi fandt et hyggeligt lille familiested, hvor vi fik et vaerelse med eget badevaerelse (og varmt vand) og morgenmad inkluderet i prisen. At morgenmaden var saa daarlig, at vi kun spiste det én morgen (broedet var saa toert, at man ikke engang kunne vaere bekendt at fodre aender med det) var kun begyndelsen paa nogle lidt traelse dage paa dette sted. Vi havde selv vasket toej paa badevaerelset, hvilket fik "mutter" (som i oevrigt var halvdoev, og derfor overhovedet ikke til at kommunikere med) til at taende helt af. I to dage lavede hun ikke andet end at beklage sig over, at vi havde faaet vaerelset for billigt (hun havde selv accepteret den lave pris), og at vi skulle betale for at have vasket vores toej (foerst var det brug af varmt vand, og da vi sagde at vi vaskede i koldt vand, var det ogsaa et problem). Desuden maatte vi heller ikke faa mere toiletpapir, da vi loeb toer for det - godt at vi ikke var hjemme hele dagen, for det var noget anstrengende at hoere paa i laengden (selv naar vi var paa vaerelset kunne vi hoere hende raabe op og beklage sig). En af soennerne i huset undskyldte og forsoegte sit bedste, men det var en ringe troest, naar "mutter" tydeligvis bestemte alting. Om hun var loebet toer for kraefter i loebet af disse to dage, ved vi ikke, men om morgen inden vi tog til The Sacred Valley og Machu Picchu, laa hun stadig i sengen og var sloej. Og hvor ved vi saa det fra - jo, vores 2 store rygsaekke, som vi efterlod den uge vi var afsted, skulle staa paa hendes kammer uden at hun orkede at brokke sig :-)!

De foerste dage brugte vi paa, at se det vi nu synes var vaerd at se i Cuzco by. Vi var heldige med vejret, og der var noget varmere, end vi umiddelbart havde forventet, hvilket jo var skoent. At det ogsaa her i byen var naesten umuligt at finde en internetcafe med et antivirumprogram - og for dem der havde et program en PC uden virus - var lidt af en skuffelse. Det lykkedes til sidst, selvom bekymringen var stor, fordi antivirusprogrammet ikke havde vaeret opdateret i maanedsvis. Vi tog chancen, fordi vi skulle have lavet en backup af vores mange billeder - bekymringen var berettiget - det viste sig senere, at der var kommet virus paa harddisken! Det lykkedes heldigvis senere at faa fjernet virussen uden konsekvenser for billederne  

Vi havde en enkelt dagstur i Cuzcos omegn, inden vi tog videre til "The Sacred Valley" og Machu Picchu, for derefter at komme tilbage til Cuzco (se saerskilte beskrivelser).

29. - 31. oktober 2008

Vi kom tilbage fra Santa Maria den 29. oktober om eftermiddagen, efter en bustur som varede hele dagen - ikke den store oplevelse, da vejret var omend endnu vaerre end paa udturen. Det mest (eller mindst) ophidsende var konfiskering af de lokales mange coca-blade, 1/2 times trafikprop i Ollantaytambo og endnu en af de mange saelgere, der holder timevis lange foredrag for at lokke penge ud af folk. 

Vi var lidt spaendte paa, hvordan "mutters" humoer var, nu da vi havde vaeret vaek et par dage laengere end forventet, men bortset fra at vi fik et daarligere vaerelse end sidst (det andet "reserveret" til nogle, der ville betale mere end os ....hmmm!), saa var der ikke meget boevl. Vi fandt ud af, at hun tilmed kunne smile, men hun havde selvfoelgelig ogsaa haft ca. en uge til at komme sig.

Vi havde hoert fra en turist, at der var strejker og vejblokader i og omkring byerne Puno og Arequipa, hvilket var vores naeste planlagte destination, saa vi slog et smut forbi turistinformationen, for at hoere sidste nyt. Ganske rigtigt saa var busruterne indstillet, og ingen vidste hvornaar de blev genaabnet. Vi besluttede os derfor at tage en dagstur oest for Cuzco den 30. oktober (se saerskilt beskrivelse under "Cuzcos omegn") og se, hvordan situationen udviklede sig. Vi kom heldigvis ikke til at vente laenge, og fik en billet til Arequipa den 31. om aftenen - gaet hvad vi lavede sidstedagen indtil vi skulle afsted; slog tiden ihjel paa et par internetcaféer.

Peru - Cuzcos omegn

21. oktober 2008

Hvis nogen skulle vaere i tvivl, saa er omraadet omkring Cuzco spaekket med inka-ruiner. Man har indfoert en turistbillet, som gaelder i 10 dage, og som daekker entre til en stor del af disse ruiner, bl.a. de 4 som vi besoegte denne dag. Vi kunne gaa op til den naermeste ruin (Saqsaywamán) paa en lille halv time, og valgte derefter at tage en minibus ud til den ruin (Tambomachay), som laa laengst vaek (ca. 8 km) for at gaa tilbage ad vejen, hvor de resterende to ruiner (Pukapukara og Q'enqo) ligger. Saqsaywamán var klart den stoerste og mest interessante - et stort og vigtigt faestningsvaerk i inkaernes kamp mod spanierne. Vi var endnu engang utrolig heldige med vejret, og undgik tilmed alt for mange turister paa de tidspunkter, som vi besoegte ruinerne. Desvaerre oplever vi ofte, at der er skoleklasser, som er paa besoeg ved ruinerne, og vi kan konstatere, at der er ikke meget disciplin at spore; der er ingen laerer eller guide, som fortaeller dem om ruinerne, og de gaar mest af alt op i at fotografere hinanden, kravle paa monumenterne samt raabe op og larme - aergerligt at de faar lov til at spolere oplevelsen for os andre.

30. oktober 2008

Da busturene sydpaa fra Cuzco var indstillet pga. strejke og vejblokader, besluttede vi os for at tage paa endnu en dagstur i Cuzcos omegn - denne gang sydoest for byen. Vi havde stadig et par ubesoegte ruiner tilbage paa vores turistbillet, saa det var oplagt at bruge dagen paa disse ruiner. Vi var relativt heldige med vejret - solskin om formiddagen, og slap for regnvejr om eftermiddagen trods meget sorte skyer. Vi havde en rigtig fin dag, omend vi nok var ved at vaere maettede for ruiner for denne gang. Og saa fik vi naturligvis dagens motion, ikke at forglemme - som om det ikke er nok, at disse inka-byer skal ligge afsides, saa ligger de ogsaa altid oppe paa en bjergtop :-)!

Peru - The Sacred Valley

22. - 24. oktober 2008

Vi besluttede os for at efterlade vores store rygsaekke i Cuzco, og tage paa en tur rundt i "The Sacred Valley", som er et stort omraade nord for Cuzco. Transporten foregik dels med lokalbusser, dels med collectivos (dele-taxa'er) og dels til fods. Foruden at omraadet har en fantastisk natur, saa findes der ogsaa her en hel del inka-ruiner (inkluderet i vores turistbillet), som er vaerd at besoege.

Den foerste dag besoegte vi Pisaq-ruinerne - en kaempe inka-by (nu ruiner), som laa spredt over et stort bjergomrade oven over det, der idag er Pisaq by. Efter at have taget en flot bustur fra Cuzco til Pisaq klatrede vi op ad bjergsiden - i modsaetning til 99,9% af alle turister, der tager en taxa til hovedindgangen. Og hvilken udsigt - det var alle anstrengelserne vaerd. Vi kan vel godt tillade os at prale lidt og sige, at det kun tog os 45 minutter at klatre op ad bjerget - selv de lokale var imponerede (og Lonely Planet skrev 1 1/2 - 2 timer), saa vi er vel endelig ved at vaere i form. En fordel ved at tage "bjergsiden" op var, at vi havde en stor del af ruinerne for os selv, da de faerreste andre turister kom om til den del, hvor vi startede. Selve ruinerne var fantastisk imponerende, og heldigvis havde vi ikke andet, vi skulle naa den dag, for omraadet er kaempe stort (Hammershus kan ligge i det ene hjoerne). Og heller ikke helt dumt, at vi har tid til at vente paa, at de store turistgrupper passerer forbi, saa vi igen kan faa det for os selv. Hen paa eftermiddagen tog vi en lokalbus videre til Urubamba - ikke at der var noget interessant i denne by, men byen laa centralt for naeste dags udflugt, og der var overnatningsmuligheder.

Paa andendagen havde vi besluttet os for, at vi skulle naa to "ruiner" hvis muligt, saa vi stod tidligt op, og var med bussen kl. 7 - en bus, vi troede gik helt til byen Maras. Nu skal man ikke tro men vide, saa vi blev sat af ved hovedvejen, og maatte tage en collectivo op til byen, for derefter at gaa en times tid ud til ruinen Moray, der primaert er terasser brugt til at teste forskellige dyrkningsmetoder. Det var en flot gaatur og vi havde ruinerne helt for os selv den times tid, som vi var der - helt perfekt. Vi skulle tilbage til hovedvejen for at tage en bus videre, og da vi havde god tid, besluttede vi os for at faa lidt ekstra kilometer i benene, og gik den ekstra times tid fra Maras ud til hovedvejen. Naeste ruin paa programmet var Chinchiro - i Inkariget kendt som pladsen, hvor regnbuen blev foedt - vi fik ikke set regnbuen, men forudsaetningerne var paa plads med rigtigt tunge, moerke skyer i den ene retning og blaa himmel i den anden. Selve ruinerne var ikke de mest imponerende, hvilket antallet af turister ogsaa afspejlede (laes: der var stort set ikke andre).

Da vi stod i Chinchiro by og ventede paa bussen til Urubamba, kom vi i snak med et schweiziske par, og det lykkedes os at forhandle en taxa til samme pris som bussen - og saa var det jo ikke saa svaert at vaelge. I Urubamba lavede vi samme trick, saa de busture, som skulle have taget et par timer sammenlagt, fik vi overstaaet paa en times tid. Da vi kom til Ollantaytambo var vejret fantastisk, og vi var noget fristede af at tage ruinerne samme eftermiddag, men da der var et hav af turister (det er den stoerste stationsby paa vejen fra Cuzco til Machu Picchu), besluttede vi os for at vente til naeste morgen og satse paa, at vejret var lige godt. Resten af eftermiddagen blev brugt paa at finde et sted at bo - ikke saa nemt, at finde noget billigt, men efter et par timers soegen, fik vi et vaerelse paa et hyggeligt lille hostal hos et aeldre aegtepar. Det laa i udkantet af byen, men hvis man tror, at det er ensbetydende med ro, saa kan man godt tro om - hoens, geder, faar, hunde, boern osv. kan lave ligesaa meget stoej, som trafik, musik mv.

Og hvordan gik det saa dagen efter? Vi var de foerste, der stod ved indgangen til ruinen kl. 7, da der blev aabnet, og vi havde fantastisk vejr og hele stedet for os selv frem til kl. 8.15 - nok tid til at vi var faerdige med vores besoeg. Selvom vi normalt staar tidligt op, saa var det lidt underligt, at have klaret dagens sightseeing inden vi checkede ud fra vaerelset kl. 8:45, men dagens bus videre gik kl. 9, saa der var ikke meget valg!

Peru - Machu Picchu

25. - 28. oktober 2008

Fra Ollantaytambo kan man tage toget til Aguas Calientes, byen der ligger ved Machu Picchu. Da der ikke er nogen vej fra Ollantaytambo til Aquas Calientes har Perurail monopol paa denne straekning, hvilket prisen paa togbilletten i hoej grad afspejler (hvis man tager nattoget kan man faa en billet ned til USD 48 for en 2 timers tur paa monkey class!). Vi valgte derfor at bruge en ekstra dag (og spare knap USD 100 per person) ved at tage en alternativ vej.

Heldigvis havde vi ikke gaaet paa kompromis med tiden, da vi saa ruinen i Ollantaytambo. Det havde vareet aergerligt for bussen var over en time forsinket. Desvaerre havde vi ikke fantastisk vejr paa busturen over bjergene, saa det var saa som saa med udsigten, som ellers skulle vaere fantastisk. Vi havde ogsaa en laengere diskussion af billetprisen med indtil flere billetmaend - det var ikke muligt at koebe billet i forvejen, og de kraevede fuld betaling fra Cuzco, hvilket vi selvfoelgelig ikke ville betale. Vi betalte derfor, hvad vi antog var rimeligt henset til tid og afstand - det betoed, at Helle blev henvist til at sidde i gangen paa en skammel, og at en af de lokale (som ikke havde betalt mere end os) fik Helles saede. Ikke lige den verden, vi kommer fra, men for billetmaendene og buschauffoeren er det vel det man kalder selvregulerende loenstigning, da der ikke bliver udskrevet en billet, og busselskabet derfor ikke kan kontrollere, hvor mange, der stiger paa undervejs.

Vi ankom til Santa Maria ved 14-tiden, hvor vi hurtigt fandt et sted at bo. Byen er en bjergflaekke, hvor der ikke sker meget. Efter den lange koeretur var Michael imidlertid lidt rastloes, saa han smuttede op paa den naermeste bakketop, hvorfra der var fin udsigt over by, bjerge og dal. Helle tog tjansen med at sidde i hostalets restaurant og vente paa, at reservebatteriet til kameraet blev ladet op (laes: hun var for doven til at gaa med Michael, og hvis hun skulle bruge tiden lidt fornuftigt, saa var det prioriteten, da vi ikke havde et stik paa vaerelset).

I Santa Maria sker der som sagt absolut ingenting, eller dvs. det gjorde der lige praecis den aften/nat, da der var fest i byen til den lyse morgen. Det blev derfor ikke til meget soevn den nat. da musikken stadig spillede, da der blev banket paa doeren kl. 3:45. Collectivo'en til Santa Teresa koerer normalt kl. 4 om morgenen, saa vi blev ikke taget helt sengen, men endnu engang kunne vi konstatere, at det med tidspunkter er noget flexibelt - det er dog yderst sjaeldent, at de koerer for tidligt :-).

Vi var fremme i Santa Teresa ca. kl. 4:45 om morgenen - stadig moerkt saa det var for tidligt at starte paa gaaturen til Aguas Caliente. Vi spiste vores medbragte morgenmad paa byens torv, og lidt i seks var vi paa vej. Foran os ventede 4 timers travetur; foerst 2 timer til et elektricitetsvaerk paa stier i dalen og paa vejen og herefter yderligere 2 timer langs med jernbaneskinnerne. Endnu engang var vi de eneste, der havde glaede af at gaa - de oevrige (relativt faa) turister, der havde valgt denne alternative rute, vaglte at tage taxa'er til elektricitetsvaerket. Vi travede gladeligt ud af skinnerne, da vi havde laest, at jernbanen ikke laengere blev brugt. Det var derfor noget overraskende, at vi pludselig kunne hoere toget kom koerende - heldigvis var vi ikke naaet ud paa broen over floden, for saa havde vi vaeret noget paa den.

Da vi kom frem til Machu Picchu synes Michael lige, at vi skulle smutte op ad bjergskraaningen til selve ruinerne, saa vi vidste, hvor lang tid det ville tage os naeste morgen. Det er der nok ikke lige saa mange andre der goer, og dem vi talte med undervejs, saa da ogsaa ud som om de taenkte, at de to er da ikke for kloge. Efter stejle 55 minutter stod vi ved indgangen til ruinerne, blot for at gaa ned igen! Paa vejen ned startede det med at regne, saa vi var ikke alt for optimistiske mht. vejret naeste dag- dog havde vi sat 3 dage af til at vente paa godt vejr, hvis det skulle blive noedvendigt. Vi fandt et vaerelse (det tog lidt tid, da da priserne var lige i overkanten af, hvad vi ville betale, saa vi var endnu engang hele byen rundt), og slog benene op, hvilket var tiltraengt efter ca. 8 timers travetur.

Naeste morgen ringede vaekkeuret kl. 3:45, men vi var jo i "traening" fra dagen foer, saa det var ikke noget problem - og humoeret var hoejt for det var helt stjerneklart ....hvor heldig har man lov til at vaere? Efter en hurtig morgenmad var det afsted, og en time efter at vi havde forladt vores vaerelse, stod vi (endnu engang) ved indgangen til Machu Picchu. Vi havde gaaet et kvarter hurtigere end forventet, saa klokken var kun 5:20, og vi var blandt de foerste - de aabner foerst kl. 6. Mens vi ventede voksede koeen foerst med andre morgenfriske vandrere og derefter med dem, der tog de foerste busser op - i alt stod der vel et par hundrede da de aabnede kl. 6.

Da der blev aabnet loeb Michael som den foerste op til udsigtspunktet, hvorfra "postkortbilledet" skulle tages - sikke en oplevelse at faa det hele for sig selv, selvom det var mindre end 5 minutter. Helle gik samtidig over for at stille sig i koe (der er begraensning paa 400 mennesker per dag) til Wayna Picchu, som er en bjergtop man kan klatre op paa for at faa en fantastisk udsigt over Machu Picchu og omegn. Michael lykkedes med at faa nogle gode billeder af omraadet uden mennesker paa, og Helle var foerst i koeen til Wayna Picchu - vi er vel ved at vaere rutinerede ruin-gaester :-)! Vi maa indroemme, at vi var noget overraskede over, at de turister, som havde gaaet Inca Trail ikke allerede var ved ruinerne, men fik senere forklaringen - den sidste kontrolpost, som de skal igennem paa turen aabner kl. 6:30, hvilket betyder, at de foerst kan vaerre fremme tidligst kl. 7:00 - rigtig traels for dem, men vi var naturligtvis ganske godt tilfredse (isaer over at vi ikke var kommet paa Inca Trail-turen; det kunne nok have faaet Michael op i det roede felt).

Det var en kraevende kraevletur op til toppen af Wayna Picchu, men det var det hele vaerd, Vi noed den fantastiske udsigt for os selv, indtil de neaste dukkede op. Nede igen fik vi lidt at spise ved 9-tiden, hvorefter vi gik op til "Intipunku" (Solporten) i den anden ende af omraadet. Det er her, man kan foerste gang kan se se Machu Picchu, naar man gaar Inca Trail. Vi tilbragte godt 3 timer ved Intipunku, mens vi ventede paa, at det vaerste turist-raes var overstaaet paa selve Machu Picchu-omraadet, saa vi kunne komme ned og nyde ruinerne/omraadet igen (de fleste turister har forladt omraadet kl. 14). Vi havde en fantastisk dag, og det endte med at vi tilbragte 11 timer (fra de aabnede til de lukkede) paa omraadet - det er der nok heller ikke lige saa mange, som goer! Som dagen foer begyndte det at regne praecis, som vi skulle til at gaa ned af bjerget - god timing. Vi var godt traette, da vi var paa vaerelset omkring kl. 18 efter en meget lang, men ogsaa helt perfekt dag.

Den efterfoelgende dag var det graat og overskyet (ja, vi havde virkelig vaeret heldige med vejret dagen foer), saa den planlagte tur paa en bjergtop i naerheden blev droppet. Vi sov laenge/dovnede den, indtil vi bevaegede os ned mod museet ved middagstid. Og saa var museet lukket ....hvilket vi maaske godt kunne have gaettet os til, da der var stroemafbrydelse i hele byen (varede ialt 48 timer!). Vi gik tilbage mod byen, hvor vi slog en times tid ihjel paa en baenk, da Aguas Calientes ikke har de store attraktioner at byde paa. Byen er utroligt turistet med souvenirbutikker, restauranter med vestlige menuer og hoteller i massevis - ikke den store kulturelle oplevelse, men vel ganske forventeligt med Sydamerikas stoerste turistattraktion som nabo.

Stroemmen kom tilbage om aftenen (efter godt 48 timer), saa vi naaede museet naeste morgen, inden vi atter satte naesen mod Santa Maria. Lidt kedeligt at gaa den samme vej tilbage, men positivt at vejret var bedre end paa udturen. Vi ankom til Santa Maria midt paa eftermiddagen, lige da det var begyndt at oesregne. Efter at vi havde faaet koebt busbilletten tilbage til Cuzco dagen efter, kunne vi med god samvittighed smide benene op resten af dagen.

Peru - Arequipa

1. - 2. november 2008

Bussen fra Cuzco til Arequipa var en natbus, saa der var ikke meget udsigt paa vejen. Vi havde valgt et (billigt) busselskab, som vi ikke havde koert med tidligere, saa vi blev positivt overraskede, da busselskabet gjorde, hvad de kunne for at passagererne skulle foele, at sikkerheden var i hoejsaede. Ved paastigning blev der dels taget video af samtlige passagerer, dels taget fingeraftryk og vist ID - det har vi trods alt ikke proevet foer (og maaske en anelse bekymrende, at det skulle vaere noedvendigt?). Ganske faa minutter efter, at vi var taget afsted fra Cuzco, blev alle bedt om at spaende sikkerhedsselen....i en bus - saa har vi proevet det med! Vi sad igen i de "dyre" saeder nederst i bussen, saa der var endnu engang udsigt til nogle timers soevn - troede vi; desvaerre blev der skruet saa meget op for aircon'en, at selv en pingvin ville have frosset....det er altsaa svaert at forstaa, hvorfor der skal skrues saa meget op, naar ingen synes det er en fornoejelse (og alle sidder med jakke, hue og handsker paa).

Vi var fremme ca. 5:30 om morgenen. Det var en af de ture, hvor man naesten haaber paa, at bussen er forsinket, for ikke at komme alt for tidligt frem, men for en gangs skyld koerte bussen paa normeret tid - typisk. Vi spurgte et par betjente om vej fra busstationen til byen, og det viste sig senere, at den vej de havde anvist, blev fraraadet af turistinformationen, da det laa i "et mindre paent omraade". Det skal retfaerdigvis siges, at der ikke skete noget, men hvilke banditter er ogsaa oppe kl. 6 om morgenen?

Vi fandt et vaerelse paa et hostal, hvor der baade var koekken og mulighed for at faa vasket toej. Vi var dog ikke alt for populaere den foerste aften, efter at Helle havde faaet oedelagt en af knapperne paa gaskomfuret (Michael var klog nok til at bede Helle om at forsoege at fikse knappen, saa han ikke fik skylden!). "Fatter" fik dog reparerat komfuret allerede naeste dag - og det paa trods af, at det var soendag. I det hele taget var Helle ikke saa heldig; alt hvad der i forvejen var loest (vandhanen og knageraekken) gik i stykker, naar hun roerte ved det....men hvor der handles, der spildes, ikke sandt? Michael paastaar, at det er som med Samson; styrken sidder i haaret, og Helle vil stadig ikke klippes efter knap 7 maaneder!

Arequipa, som ligger i 2350 meters hoejde, er Peru's anden stoerste by, og paa naer den centrale bydel omkring Plaza de Armas, som er vaeldig turistet, saa er resten af byen blot en trist storby. Byen er omgivet af bjerge og vulkaner, og vejret var fantastisk - ca. 20-25 grader og hoej blaa himmel fra morgen til aften, saa det var en positiv overraskelse. 

Paa de to dage, vi tilbragte i byen, fik vi set et par kirker - dog ikke katedralen, som konstant var lukket paa trods af de annoncerede aabningstider (vi forsoegte i alt tre gange). Herudover fik vi set et gammelt nonnekloster, som har eksisteret i 450 aar. Stedet er naermest en by i byen, da nonnerne ikke maatte have kontakt til omverdenen. Det var et rigtigt hyggeligt sted, som vi besoegte fra morgenstunden, saa vi undgik for mange andre turister.

6. november 2008

Vi kom tilbage fra Colca til Arequipa sidst paa eftermiddagen. Vi benyttede lejligheden til at spoerge til busbilletter til Puno den efterfoelgende dag, naar vi nu alligevel var paa busstationen, ligesom vi fik handlet ind til aftensmad (saa den ikke for fjerde dag i traek skulle staa paa broed, tun og tomater). Det var derfor blevet moerkt inden vi naaede op til vores hostal, hvor vi havde efterladt stoerstedelen af bagagen. Desvaerre var der kun et vaerelse, som ikke var optaget - lige bag ved receptionen, saa vi var klar over, at det ikke ville blive til meget soevn den nat. Og som om det ikke var nok, saa var der ikke noget vand (efter sigende var der nogle haandvaerkere, som ved en fejl havde faaet "cuttet" vandtilfoerslen) ....tja, vi kunne nu godt have brugt et varmt brusebad efter dagens anstrengelser, men det maatte vente til naeste morgen. Aftensmaden var tip-top. 

Peru - Cañón Del Colca

3. - 5. (6.) november 2008

En af aarsagerne til at vi tog til Arequipa var, at vi ville trekke nogle dage i Cañon del Colca - verdens naeststoerste kloeft (den stoerste kloeft, Cañon del Cotahuasi, der ligger nogle faa hundrede kilometer nordpaa i Peru og er 150 meter dybere). Kloeften, Cañon del Colca, er 100 kilometer lang og 1000-3041 meter dyb, hvilket er ca. dobbelt saa dyb som Grand Canon i USA. Kloeften er tilmed omgivet af hoeje vulkaner og bjerge, saa vi var ikke saa meget i tvivl om, at dette sted maatte vi besoege, naar vi nu havde muligheden.

Vi efterlod stoerstedelen af vores bagage i Arequipa, og pakkede telt, liggeunderlag, soveposer og mad til 3-5 dage i de store rygsaekke. Afsted med bussen om morgenen, hvor vejret (som saedvanligt) var fantastisk, da vi forlod Arequipa. Vi havde en flot og meget varieret udsigt fra bussen - vejen var dog ikke altid lige fantastisk, saa nyrerne blev rystet godt undervejs. Desvaerre var det blevet overskyet og trist, da vi naaede frem til Pinchollo, som var foerste stop paa vejen.

Pinchollo er en meget lille bjergby i 3600 meters hoejde. Hvor indbyggerne var henne, ved vi ikke, for der var stort set ikke et oeje i byen - en rigtig spoegelsesby, hvor doere og vinduer klaprede i vinden, der peb gennem de triste graa gader. Det viste sig, at der var to overnatningsmuligheder i byen; hotellet paa byens centrale plads (hvor der ikke var nogen til at betjene os), og saa et lille hospedaje (billig overnatningsmulighed). Vi valgte (af naturlige aarsager) det sidste, og det var et vaerelse med to senge, og lokum i gaarden - men hvad mere havde vi behov for? Vi var ikke rigtigt i humoer til noget som helst (formentlig paa grund af det relativt daarlige vejr), saa der blev slappet af resten af eftermiddagen (selvom vi ikke havde lavet andet end at sidde i bussen).

Naeste morgen kom vi afsted mod Cruz del Condor kl. 5:30 - fint vejr, saa det tegnede godt for at se kondorene, som skulle vaere dagens hoejdepunkt. Vi havde faaet at vide, at det bedste tidspunkt at se kondorerne paa var mellem 7:30 - 8:00, og ganske rigtigt, der var ca. 10-12 kondorer, som floej rundt ved udsigtspunktet kl. 7:30. Vi kunne se dem fra vejen, men desvaerre havde sat sig paa klippeafsatsen (soelle 5 minutter for sent!), da vi naaede frem. Efter at have studeret dem en halv times tid paa en klippeafsats taet paa, blev Michael utaalmodig, saa han loeb 500 meter ned i dalen, hvor 2 kondorer kredsede rundt i vinden. Han kom taet paa, men det blev aldrig helt den forventede oplevelse - saadan er det med dyr og set i bakspejlet var vi selvfoelgelig taknemmelige for, at der overhovedet var nogle kondorer - ifoelge guideboegen og de lokale skal man vaere lidt heldig, saa....

Efter nogle timer ved udsigtspunktet Cruz del Condor begav vi os videre mod San Juan (en lille bjergby i 2300 meters hoejde i bunden af kloeften), som skulle vaere vores naeste overnatningssted. Paa vejen var der en fantastisk natur - kloeft, vulkaner og bjerge saa langt oejet rakte. Vi gik ca. halvanden time langs med vejen, inden vi skar genvej gennem et par marker og derefter ned i kloeften - en nedstigning paa 1200 meter, som tog et par timer ...en haard tur for knae og ben, men alle anstrengelserne vaerd. Paa vejen fik en laengere sludder med en gammel dame, der havde svaert ved at forstaa at vi var paa jordomrejse og kom fra et land med "kun" 5 mio. indbyggere. Hun havde aldrig vaeret i Cuzco og kendte kun til de faa tusinde mennesker, der boede paa egnen - saadan er alt jo relativt.Vi camperede paa et skoent sted (hvor betalingen alene var Michaels oel, som dog ogsaa kostede ca. 3 gange saa meget som normalt) med en fantastisk udsigt - saedvanen tro, fristes man til at sige, saa var det blevet overskyet, men vi slap for regn, hvilket jo er en fordel, naar man ligger i telt :-). Allerede om aftenen var det blevet stjerneklart - det er nogle fantastiske naetter, de har i bjergene.

Tidligt op naeste morgen, hvor vi foerst klatrede op til en bjergby, Tapay, i 2800 meters hoejde. Det er helt fantastisk, naar det eneste man moeder paa vejen er nogle faa lokale og et par aesler, heste og koeer. I Tapay tog vi en tiltraengt slapper paa en times tid paa byens torv, inden vi gik videre ned mod Sangalle, som ligger i bunden af kloeften. Langt de fleste dropper Tapay, for hvem gider gaa godt 500 meter op, for blot at gaa ned igen? ...men vi skulle jo have dagen til at gaa - kald det bare en smule taabeligt! Vi krydsede endnu en dal, samt passerede et par bjergbyer, inden det gik nedad mod byen Sangalle - eller Oasis som de lokale kalder stedet. Og det er ikke vanskeligt at forstaa hvorfor. Der er utroligt frodigt, mens resten af dalen er bemaerkelsesvaerdig toer (undtagen de opdyrkede omraader, hvordan de ellers baerer sig ad?) - selv kaktusserne lider af vandmangel paa denne aarstid.

"Byen" Sangalle har fire overnatningsmuligheder med tilhoerende pools. Et fantastisk idyllisk sted, men da vi endelig havde faaet slaaet teltet op (det tog os naesten en time, foer vi havde fundet et sted, hvor det var muligt at faa alle ploekker i jorden), var det blevet overskyet - knap saa god timing. Vi havde set frem til varme kilder, saa det var lidt skuffende, at vandet i poolen kun var godt 20 grader, men vi fik da loesnet det meste af skidtet, inden vi kroeb i teltet. Som saa mange gange foer, naar vi ligger i telt, saa stod aftensmaden paa tun, broed og tomater - krydret med en pose chips enten om eftermiddagen eller senere paa aftenen, for at det ikke skal blive alt for kedeligt :-). Denne gang havde vi tilmed slaebt cola med i stor stil, saa Michael kunne faa sig en rom og cola - og vi kunne faa lidt ekstra energi, naar det gik opad.

Fra Sangalle kunne vi enten fortsaette yderligere et par dage i kloeften, eller gaa op til byen Cabanaconde, hvorfra bussen gik tilbage til Arequipa. Vi havde egentlig besluttet os for at tage yderligere et par dage i kloeften, men Helle var helt faerdig og troede ikke paa, at vi ville se saa meget nyt de efterfoelgende dage, saa vi besluttede os (lidt mod Michaels vilje) for at gaa op til Cabanaconde. Det var en haard opstigning paa 3 1/4 time (Helle havde en af de saakaldte kriser som kraevede en del cola, selvom det var tidligt paa dagen), men vi gik ogsaa fra 2200 meter op til 3300 meter med ca. 20 kilo paa ryggen. Bussen koerte omtrent med det samme - og naar vi nu skulle sidde hele eftermiddagen i bussen, var der selvfoelgelig straalende sol hele dagen - men saa kunne vi jo nyde udsigten fra bussen.   

Peru - Puno

7. - 9. november 2008

Vi tog fra Arequipa om morgenen. Da der var masser af busser at vaelge imellem, havde vi ikke koebt en billet i forvejen. Vi havde ikke for mange soles (den peruvianske valuta) tilbage, saa vi valgte at tage med et billigt busselskab, der efter sigende koerte med det samme. Det viste sig, at der var en aarsag til, at de var billige - og at vi kunne faa pladser 15 minutter efter, at bussen skulle vaere koert. Vi kom foerst afsted en halv time efter planlagt afgang (vi ventede dog kun et kvarter), da selskabet forsoegte at fylde bussen op med yderligere passagerer. Da vi endelig koerte listede bussen afsted med 20-30 kilometer i timen - af to omgange holdt vi ind til siden, for at samle passagerere op, som var blevet sendt fra busstationen med en taxa. Den tur som var normeret til 5 timer kom i alt til at tage naesten 7 timer, saa det vi havde hentet ved at vaere tidligt paa den om morgenen var desvaerre spildt, og dagen naesten gaaet, da vi kom frem til Puno. Endnu engang var omgivelserne paa busturen fantastiske. Vi koerte bl.a. gennem et reservat for lama'er,alpaca'er og vicuñas (i familie med foerstnaevnte), ligesom vi kom forbi en kaempe soe fyldt med tusindevis af flamingoer. Bemaerkelsesvaerdigt er det endvidere, at tiden staar helt stille paa landet - civilisationen passerer forbi paa vejen, mens alt foregaar manuelt som de sidste mange 100 aar.

Det lykkedes os endnu engang at finde et hostal med koekken. Vi gik paa det lokale marked og fik handlet ind til aftensmad - vi flottede os og koebte et helt kilo kylling, som smagte forrygende! Og ingen daarlig mave, selvom kyllingen blev koebt paa markedet, hvilket jo var heldigt nok, naar der ikke findes et supermarked i byen (paa trods af at der er ca. 100.000 indbyggere).

Puno er en havneby ved Titikaka-soeen, og byen er udgangspunkt for besoeg paa de peruvianske oeer i soeen. Byen har i sig selv ikke saa frygteligt meget at byde paa, saa i loebet af de par dage, vi havde i byen, tog vi en halvdagstur ud til Sillustani - en tidligere begravelsesplads for "Colla"-befolkningen, som engang dominerede Titikaka-soeen. Ruinerne ligger i nogle skoenne omgivelser ved Umayo-soeen i 3900 meters hoejde. Da vi jo efterhaanden har set en del ruiner her i Peru, kunne vi nok at overlevet uden at se Sillustani, men paa den anden side, saa var det anderledes end Inca-ruinerne, vi tidligere har besoegt. Vi var med bus og deletaxa ud til ruinerne. Da vi skulle tilbage var det frokosttid, og dermed ingen deletaxa tilbage til hovedvejen, hvorfra vi skulle med bussen til Puno. Vi besluttede derfor os for at gaa tilbage mod den naermeste lille by, men efter bare en kilometer, var vi saa heldige at faa et lift med et lokalt par fra Puno hele vejen tilbage til Puno. Endnu engang kunne vi aergre os over, at vi ikke kan sproget - det blev alene til nogle faa saetninger om, hvor vi kom fra, hvor lang tid vi havde vaeret i Peru, og hvor vi boede i Puno ....ikke mange minutters samtale til en tyve minutters tur! Fremfor at koere med helt ind til centrum, valgte vi at blive sat af i udkanten af Puno, hvorfra der var fin udsigt over hele byen og soeen. Paa traveturen ind til centrum fik vi set en del af Puno, som ikke mange turister faar set - ikke at byen er specielt interessant, men man faar alligevel et andet indtryk af byen, naar man kommer lidt uden for "turist"-sfaeren. Michael fandt tilmed en frisoer, som ville klippe ham for den nette sum af 3 soles ca. 5 kroner - det kunne vi lige finde plads til i budgettet :-)!

Helt utroligt lykkedes det os at finde en internetbiks, som havde et opdateret og fungerende virusprogram ....ellers ikke noget, vi har vaeret heldige med i Peru. Endnu engang brugte vi en hel dag paa at opdatere vores hjemmeside, tage back-up af vores billeder og faa svaret lidt paa mails hjemmefra.

11. november 2008

Da vi kom tilbage fra Amantaní (se saerskilt beskrivelse under Titikaka-soeen) gik Michael direkte paa en internet-café, hvor vi kunne braende DVD'er. Her tilbragte han de naeste mange timer, mens Helle fik ordnet lidt praktiske ting; koebe busbillet til Cocacabana i Bolivia dagen efter, koebe mad samt bruge de sidste overskydende Soles - paa 8 daaser tun, naturligvis:-). Det blev temmelig sent inden Michael kom tilbage paa vaerelset, men saa var vi ogsaa stort set klar med opdateringen af vores oplevelser i Peru. Efter en gang aftensmad (ja, vi behoever vel ikke skrive, hvad den bestod af) og ompakning af rygsaekken var det paa hovedet i seng - en seng der var misundelig paa selv en faengselsseng - store knirkende fjedre og madrasser saa bloede, at man skulle tro det var loegn. 

Peru - Titikakasoeen

10. - 11. november 2008

Den eneste maade at se Titikaka-soeen er ved at tage ud til nogle af oeerne, saa vi valgte at tage en 2-dages tur, hvor vi ialt besoegte tre af de peruvianske oeer paa soeen.

Baaden sejlede ved 8-tiden som saa mange af de andre turistbaade i havnen. Man skulle tro, at soeen (som er sydamerikas stoerste soe - 170 km lang og 60 km bred) er stor nok til alle baadene, men kaptajnen (som forhaabentlig har haft en rigtig daarlig dag?) paa en af de andre baade, naaede at paasejle dels en lokal jolle (her blev redningsvestene hurtigt taget paa efterfoelgende) samt vores baad inden, der var gaaet en halv time - midt paa den aabne soe! Efter en lille times tid, naaede vi til den foerste oe (eller den foerste oe-gruppe), Islas Flotantes eller Islas Uros i folkemunde, da det er Uro-folket, som bor her. Disse oeer er flydende, og i Lonely Planet beskrevet som Titikaka-soeens top turistattraktion - og turistet kan vi i hvert fald godt skrive under paa, at det er. Paa samtlige oeer staar "beboerne" (som helt sikkert bor i Puno og alene "arbejder" paa oeerne) og venter paa, at turisterne skal komme sejlende og laegge til ved netop deres oe. Det var naturligvis interessant at se, hvordan de har boet i tidernes morgen, men heldigvis havde vi kun en lille time paa en af disse oeer, inden vi sejlede videre mod Isla Amantani. Det var (for en gangs skyld) blaesende og lidt overskyet, saa det var ikke den bedste dag, vi havde valgt til denne tur - solen kaempede sig dog igennem skyerne, saa vi kunne ligge paa (sol)daekket.

Isla Amantani, som ligger i 4000 meters hoejde, har smaa 4000 indbyggere fordelt paa 10 "byer". Paa oeen findes kun et hotel, hvor tourgrupperne holder til. De oevrige turister bliver "fordelt" mellem oens familier, som stiller et vaerelse til raadighed og serverer lokal mad. Baadens kaptajn fungerede som guide paa hele turen, hvilket vi ikke var helt forberedte paa. Tilmed tidspunktet for hvornaar man i samlet trop skulle gaa op og se oeens ruiner var fastlagt - vi valgte dog selv at gaa rundt paa oeen (vi er jo ikke de store tilhaengere af arrangerede ture), hvilket viste sig at vaere ok.

Vi ankom til Amantani ved 13-tiden, og saa blev turisterne ellers fordelt til de familier, der skulle huse turisterne. Efter at vi havde faaet anvist et vaertspar, fulgte "fatter" os op til familiens hus, hvor vi fik besked om, at der ville vaere frokost efter ca. en halv time. Vi ville egentlig helst have vaeret afsted op til toppen af oeen, hvor oeens ruiner (Pachamama og Pachatata - templer for jordens moder og fader) ligger, men synes ikke, at vi kunne tillade os bare at gaa. Ventetiden (som naermere blev en god time) blev slaaet ihjel ved, at familiens yngste paa 3 1/2 aar fremviste hus, grund og dyr - og det gik faktisk nogenlunde med at tale med et barn paa den alder. Modsat bliver samtalen med de voksne noget kortfattet, naar man hele tiden skal slaa de forskellige ord op i ordbogen. Efter en rigtig god, lokal frokost bestaaende af suppe og herefter kartofler, stegt ost, salat og tomat samt cocablade- og urtete, begav vi os afsted. "Fatter" havde for en sikkerheds skyld skrevet familiens navn ned paa en seddel, som vi fik med i lommen - ja, gad vide hvilken slags turister han tidligere havde haft boende, for vi mente nu nok, at vi kunne finde vejen hjem, inden det blev moerkt. Paa trods af det halvdaarlige vejr, begav vi os mod ruinerne, og vi fik set det hele paa stort set den halve tid (dog noget af en kamp for Helle som led i hoejden). Vi moedte stort set ikke et oeje, foer vi var paa vej ned. Her havde hele det lokale "souvenir-show" taget plads langs med stien op til ruinerne - det siger lidt om, hvor tilrettelagt det hele er, da de stort set paa klokkeslettet vidste, hvornaar de forskellige "turistgrupper" ville komme forbi. Vejret var ikke til andet end at slappe lidt af paa vaerelset, inden vi fik aftensmad kl. 20:30 - noget sent for de to gamle. Aftensmaden bestod af suppe (vist samme slags som vi havde faaet tidligere) og herefter ris, kartofler, kylling, loeg og tomat. Helle havde ikke saa meget appetit, saa Michael fik saa han blev maet, men det var ikke fordi portionerne var noget at prale af. Det var derimod de portioner, som familien selv fik efterfoelgende - vi undrede os noget over, at vi ikke blev tilbudt mere mad, men saadan er det vel, naar prisen er fastsat paa forhaand, og turisterne ikke selv kan vaelge, hvor de vil spise!?

Urte-teen skulle i foelge mutter have en god virkning paa hoved og mave, men det syntes at have den modsatte effekt paa Helle. Hun havde "racermave" hele natten, saa det blev ikke til saa meget soevn for nogen af os den nat (maaske var det alle daarligdommene, der skulle ud foerst). Paa trods heraf (eller netop fordi han ikke kunne sove) stod Michael op kl. 5 for at gaa op og se ruinerne i lidt bedre vejr - inkl. solopgang over bjergkaeden Coedillera Real i Bolivia. Efter morgenmaden kl. 7, som stod paa pandekager - to smaa til hver (den oevrige familie fik baade suppe, broed og pandekager - tja, man kan vel bare traekke paa skuldrende), forlod vi familien for at gaa ned til baaden. Endnu engang viste det sig, at hele setup'et var meget turistet, for alle de gaesterne blev fulgt ned til baaden af deres vaertsfamilier. Det var vi ikke lige klar over, saa selvom vi havde hilst af, da vi gik, saa dukkede "fatter" alligevel op ved baaden for at sige farvel. Det kan selvfoelgelig ogsaa vaere, at de bare vil sikre sig at alle rent faktisk kommer afsted?

En lille times sejltid, og vi kom til oeen Taquile, der er ca. 7 kvadratkilometer og har en befolkning paa knap 2000 indbyggere. Vi havde 3 timer paa oeen, hvilket var passende. Mens de oevrige turuster paa baaden brugte tiden paa at shoppe handicrafts og spise frokost benyttede vi det fantastisk flotte vejr til at gaa en tur op paa oeens hoejste punkt for at faa udsigt - det var alle anstrengelserne vaerd.  Hjemturen tog ca. 3 timer, hvor vi solede paa daekket - dejligt afslappende.