Indonesien - Java

23. - 30. juni 2008

Efter en lidt hektisk check-in i Hong Kong (hvor vi skulle have vaeret afsted en time tidligere), ankom vi til Jakarta midt paa dagen. Paskontrollen gik smidigt, og vi kom med den rigtige bus indtil Jakarta centrum. Paa vejen moedte vi belgiske Jean-Luc, der viste sig at vaere en hyppig gaest i Indonesien. Han boede samme sted som vi havde planlagt, saa det var bare at foelge med. Han gav os en masse gode raad vedroerende Kalimantan (den indonesiske del af Borneo), som var dem primaere distination i Indonesien.

Jakarta er blot en storby som saa mange andre i Asien, men overraskende ren og knap saa "smog'et"/trafikeret som forventet. Da der ikke er mange turistattraktioner i Jakarta valgte vi kun at blive et par dage - og bortset fra at vi saa "National Monument" (i folkemunde; "Soekarno's final erection"), saa blev det meste af tiden brugt paa en internetcafe, hvor vi knoklede med at faa hjemmesiden op at koere.

Vi havde laest i Lonely Planet, at vi kunne flyve til Kalimantan (de indonesiske del af Borneo) naermere betegnet Pangalan Bun taet paa Tanjung Puting nationalpark, hvor vi skulle se orangutaner. Det viste sig imidlertid hurtigt ikke at vaere tilfaeldet - den foerste indikation paa at turismen har vaeret staerkt nedadgaaende de senere aar. Vi var derfor noedt til at sejle med baaden fra Semarang - en laengere togtur naturligvis paa oekonomiklasse, hvilket var tydeligt; ingen benplads og et leben af den anden verden (vakte minder om indien.....tiggere, "musikere", saelgere osv.). Positivt var det at toget koerte til tiden, og at vi "kun" var en time forsinket (de 8 1/2 time foeltes dog som det dobbelte!!)

Vi ankom relativt sent til Semarang, saa det var midnat inden vi havde fundet et sted at overnatte. Efter en nat med 50-100 myggestik hver, var det tidligt op for at konstatere, at faergen til Kumai (Kalimantan) ikke gik foer 4 dage senere - det havde vaeret rart at have faaet den information i Jakarta, men ingen kendte sejlplanerne. Vi koebte billetter til faergen og skulle saa finde paa noget at lave de 4 dage. Semarang er en doedsyg storby, saa vi tog bussen til Yogjakarta der med sine templer var det bedste alternativ med de faa dage, vi havde til raadighed (og til trods for at Helle har vaeret der for 13 aar siden). Vi overnattede ved det buddhistiske tempel Borobodur, saa vi kunne vaere der naar de aabnede kl 6 naeste morgen - . Der er ikke meget "ferie" over det, men det viste sig at vaere den helt rigtige beslutning, for vi noed den foerste time/halvanden for os selv foer "masserne" kom i store turbusser - isaer stoejende skoleboern paa udflugt i sommerferien. En god oplevelse ved et storslaaet bygningsvaerk. Efter Borobodur tog vi tilbage til Yogja, hvor vi boede dejligt billigt og centralt. Vi besoegte det hinduistiske tempel Prampanan og nogle omkringliggende templer (dagstur fra Yogja) - imponerende som Borobodur, men desvaerre er en del blevet oedelagt af et jordskaelv for nogle aar siden - og derfor var meget af omraadet spaerret af med henblik paa restaurering. 

Vi traskede lidt rundt i centrum af Yogja, hvor der ikke er saa meget at se. Vi brugte derfor en hel del timer paa endnu en internetcafe....man kan undre sig over, at den hjemmeside ikke kom i luften noget tidligere!! Yogja er Indonesiens stoerste turistby, hvilket indebar at vi kunne vi kunne faa kolde oel samt koebe brie, maelk, juice mv. i supermarkedet (vanvittigt dyrt, og vanvittigt skoent!!!).

Indonesien - Tanjung Puting National Park

1. - 4. juli 2008

Efter 3-4 dage i Yogja, tog vi bussen tilbage til Semarang. Det startede godt - ganske vist en skrammelbus men god plads og fuld fart ud over stepperne. Det udviklede sig der hurtigt til en rigtig lortetur. Efter en times tid koerte vi ind paa en holdeplads, hvor alle stod af uden at fortaelle os, hvad der saa skulle ske. Stor forvirring - nogn sagde at vi skulle blive siddende andre at vi skulle op i en anden tom bus. Det endte med at vi maatte stavre ud paa hovedvejen og stoppe en gennemgaaende bus. Den var naturligvis allerede helt stoppet, saa Michael sad i forruden mens Helle maatte staa i den anden ende af bussen (i 3 stive timer) - en bevidst taktik af de lokale eller bare almidelig ubetaenksomhed...?!

Efter en overnatning i Semarang - paa et ikke alt for imponerende vaerelse (men belaert af erfaringen nu med myggenet) - tog vi faergen til Kumai paa Kalimantan. Endnu engang oekonomiklasse dvs. en soveplads paa gulvet (vi fik dog en pude), men paa en 22 timers sejltur var det faktisk helt rart at have masser af benplads, og bare kunne ligge og "fede" den......at der ikke maatte komme saelgere med paa faergen samt det rolige vejr bidrog naturligvis ogsaa til den positive oplevelse af sejlturen! Og selv paa oekonomiklasse var der et aftensmaaltid med i prisen - en lille portion ris og lever og da indvolde ikke er Michaels yndlingsret blev Helle maet.

Kumai er en lille trist havneby, som alene lever af faergetrafik og turismen til Tanjung Puting National Park, saa der var ikke meget at give sig til ud over at arrangere turen til parken. Vi fik forhoert os hos de fleste (hvis ikke alle) kaptajner og agenter i byen. Anbefalingerne var generelt at leje en baad med guide og kok. De to sidstnaevnte kunne vi ikke se et behov for ....en guide kunne naturligvis lette kommunikationen med kaptajnen, som ikke talte engelsk, og maaltiderne blive knap saa ensformige med en kok, men ud over disse to faktorer, kunne det blive anstrengende at skulle vaere social i tre dage paa en baad!! Vi endte derfor med udelukkende at faa arrangeret en baad til afgang naeste morgen.

Vi opholdt os paa daekket hele turen herunder sov paa daekket paa et par gode madresser under et myggenet.....skoent at sove i det fri og dejligt at blive "vaekket" af naturen. Og saa viste det sig jo at gaa forbavsende godt med kommunikationen - man kommer langt med tegn og fakter, naar begge parter er indstillet paa det (kaptajn og assistent fik oevet lidt englsk, hvilket vi havde meget sjov med - og vi laerte vi lidt indonesisk - hvilket blev udbygget en del resten af turen i Kalimantan, hvor ikke mange taler engelsk). Det eneste tidspunkt hvor en guide kunne have bidraget var da floden var spaerret efter sigende pga et vaeltet trae. Gode raad var dyre for vi havde kun lige tid til at naa til lejren for at se dagens fodring. En opsynsmand/parkbetjent lidt nede af floden tilboed at sejle os i sin motoriserede kano for den beskedne sum af 200.000 rupiah (en overnatning koster typisk 50.000 for et vaerelse til to personer). Et lidt vanskelig situation naar man ikke ved hvad der konkret er sket, hvad udsigterne er, hvad en baad boer koste og om der er alternativer. Vi vidste at prisen var for hoej men dels havde han monopol, dels paastod guiden paa en anden baad at han havde betalt det samme. Kaptajnen paa vores baad slog bare ud med armene - det var ikke hans skyld eller problem, hvilket selvfoelgelig var rigtigt men omvendt var det hans opgave at faa os frem til lejren! Da vi skulle se fordring i samme lejr dagen efter, blev vi enige om, at aflyse dagens fordring og tage imod tilbuddet naeste morgen. Aftalen var 250.000 mod at han ventede paa os hele dagen. Da vi sidst paa eftermiddagn skulle sejles tilbage maatte vi vente 1/2 time i regnvejr fordi han var ved at sejle alle andre besoegende tilbage til deres baade. Fra de andre havde vi hoert at prisen var 50.000 til lige paa den anden side af spaerringen og da vores baad ogssa laa der noejedes vi med at betale det samme. Han havde selvfoelgelig haabet paa de 250.000 men brokkede sig egentlig ikke alverden - hvilket han heller burde da han var ansat af parken og derfor burde have gjort det gratis!         

Vi havde en rigtig god 3 dages tur i Tanjung Puting National Park, hvor vi sejlede paa floden og kunne observere dyrelivet fra vandsiden. Paa naer en enkelt orangutanmor med en unge, saa vi naeseaber, makaker og en del fugle ved flodbreden. De orangutaner, vi ikke saa ved flodbreden, saa vi til gengaeld  naar vi besoegte de tre "Camps"/lejre (som ligger i nationalparken). De er i disse lejre, at de fodrer orangutanger. I den stoerste af disse lejre tilbragte vi hele dagen inden fodring kl. 14, og det var helt vildt, saa taet vi kom paa orangutangerne i de 2-3 timer, vi var ved selve lejren.....selvom vi begge to har set orangutanger tidligere, saa stod de tidligere oplevelser langt fra maal med denne!!! Det begyndte at regne, mens vi var i lejren, og vi trak ind under en overdaekket terasse. En orangutang med sin unge, som sad 4-5 meter fra os begyndte at plukke blade sammen til tag over hovedet. Helle siger: "Det var da noget nemmere, hvis den kom over under halvtaget til os".....og hvad skete; 1/2 minut senere kom mor med unge over og satte sig under bordet 1 meter fra os, og vi kunne sidde helt stille og betragte dem. Det blev ogsaa til en "vandretur" i "junglen" ved denne camp, men det var en kedelig tur, hvor en uengageret "ranger" gik rundt med os i 2 1/2 time uden at vise os det store (Helle fik dog aeren af et par igler paa foedderne, hvilket hun ikke havde proevet tidligere, men det er vel en af de oplevelser, man kan vaere foruden!!).

Indonesien - Loksado

5. - 14. juli 2008

Fra Kumai gik turen til Pangalan Bun. Vi havde ca. 6 timers ventetid i Pangalan Bun, inden vi skulle med bus videre. Fint, taenkte vi, saa kan vi gaa paa nettet, men nej......der var stroemsvigt i byen (efter sigende kunne det nogle gange tage flere dage), saa det blev kun til 1 times internet!! Det er lidt en anden verden, end den man kommer fra.

Fra Pangalan Bun tog vi videre til Banjarmasin......en MEGET lang bustur af to omgange (11 + 6 timer); foerst en airconbus, hvor der var alt, alt for koldt, og CD-samlingen var yderst begraenset men hvor hoejttalerne bestemt ikke fejlede noget. Herefter en oekonomibus med meget lidt plads, og hvor der blev kaederoeget fra chauffoerens side (til headbanging musik, som maaske ikke lige er det man har allermest lyst til at hoere mellem kl. 4 og 10 om morgenen - men hvem ved, det var maaske det der skulle til, for at chauffoeren kunne holde sig vaagen).

Vi havde bestemt os for, at vi ville trekke i Loksado og omegn, der skulle vaere noget af det bedste i Indonesien. Vi forhoerte os om mulighederne hos en agent i Banjarmasin......og fik fornemmelsen af, at det var rigtig laenge siden, at der havde vaeret turister paa de ture, som var naevnt i Lonely Planet. Overvejelserne om en "arrangeret" trekkingtur med guide og overnatning i longhouse blev hurtigt droppet (vi har agenten lidt mistaenkt for, at han satte prisen saa hoejt, at han var sikker paa, at vi ikke skulle takke ja). Vi kom med noget besvaer til Loksado (ingen direkte bus, naturligvis). Den oprindelige bus til Kandangan koerte ikke p.g.a. for faa passagerere, saa efter 1 1/2 times ventetid i en tom minibus, kom vi i en anden bus, som til gengaeld var stoppet....fantastisk - vi havde vaeret der tidligt for at faa en ordentlig plads, og endte med at sidde roevelendigt i 3 timer!! I Kandangan kom vi igen til at vente i et par timer, da der ikke var andre end os, som skulle til Loksado, og vi ville ikke betale for 5 personer - vi fandt dog et kompromis og kom afsted inden det blev moerkt.

I Loksado var det "billige" hostel i Lonely Planet erstattet af et (noget) dyrere hotel.....vi fik dog at vide, at vi kunne gaa 2 km og bo i et "Long-house" (tradionelt indonesisk hus, hvor man tidligere kunne bo op til 30 familier i samme hus) i den naermeste flaekke. Det loed jo attraktivt, at vi kunne proeve at bo "lokalt", men det viste sig, at vi blot fik et vaerelse i det lokale "forsamlingshus", der langt fra var et long-house men naermere det lokale ungdomhus. Vi fik dog, som i et long-house, lov til at sove paa gulvet, saa den del af forventningen blev indfriet. Naive som vi var, saa bestilte vi aftensmad hos de lokale i forventning om et faellesmaaltid i byen, men i stedet viste det sig at de blot hentede "take-a-way" i Loksado (og kun til os) - til 3 gange prisen, saa klart!! Den hoppede vi kun paa en gang! Vi kan vel godt sige, at civilisationen er naaet ud i de smaa samfund i Indonesien.....der var et leben uden lige fra tidlig morgen til sen aften; mobiltelefoner, radioer, knallertlarm, hoens og grise, samt en gut, som absolut ikke kunne synge eller spille guitar (men paa trods heraf "spillede" og sang hele dagen lang!!!). Men, ingenting er saa skidt, at det ikke er godt for noget - der var ingen moske, som "blaeste" boenner ud 5 gange om dagen!!

At "byen" havde mistet lidt af sin charme er vel en del af udviklingen, og dette kunne have vaeret opvejet af trekkingturene (dagsture), som i Lonely Planet var beskrevet som storslaaede trekkingture. Det viste sig, at man havde asfalteret mange af stierne, og der var et hav af knallerter, hvilket ikke helt var det, vi havde haabet paa. Positivt var det dog, at hvorhen vi end kom, blev vi moedt med store smil fra lokalbefolkningen. Vi fik selvfoelgelig travet et par dagsture (ca. 20-25 km per dag); den foerste dag ud til et vandfald, som viste sig at vaere 10 m hoejt. Michael fik dog peppet turen lidt op med vandring paa ikke helt saa officielle stier (det er hans yndlingsbeskaeftigelse), saa vi kunne komme op og faa lidt "udsigt".....desvaerre blev det overskyet lige inden vi naaede op, men det var god motion!! Den anden dag gik vi en tur, som skulle ende ved nogle "hotsprings". Det viste sig at vaere et totalt forfaldent kursted, som blev anvendt som lokal badeanstalt (haarvask mv) - og det behoevede vi ikke lige vaere en del af!! 

Indonesien - Derawan

14. - 20. juli 2008

Fra Loksado gik turen videre nord paa til Derawan (en oe i det nordlige Kalimantan, som er kendt for sit dykning og snorkling).....en lang og besvaerlig tur, som kraevede en stor del taalmodighed paa vejen!!

Fra Loksado skulle vi tilbage til Kandangan - ventede 3 timer paa en pick-up i Loksado, men fik heldigvis et (gratis) lift med imam'en fra Kandangan, som havde vaeret paa lokalt besoeg i Loksado. I Kandangan ventede vi fra ca. kl. 13 til kl. 20 paa bussen til Samarinda (havde faaet besked paa at bussen kom kl 18, saa vi var noget nervose for, om den overhovedet ville dukke op) - endnu engang fungerede internettet ikke, hvilket jo altid er en favoritbeskaeftigelse, naar man alligevel bare skal have tiden til at gaa......det blev en lang eftermiddag! Efter en 13 timers bustur ankom vi til Samarinda, og der var endnu engang overhovedet ingen hjaelp at hente fra de lokale, naar vi spurgte, hvorledes vi kom til den busstation, hvorfra vi skulle med naeste bus (til Berau). Vi endte med at gaa temmelig langt med fuld opbakning, indtil Helle fik viftet en minibus ind til siden......Helle fik spurgt til prisen, der var fair, saa vi steg ind og koerte....noget af en omvej, da vi baad skulle paa tankstationen samt samle andre passagerer op og saette dem af undervejs til den paagaeldende busstation. Vi fik mistanke om, at der maaske var gaaet noget galt i kommunikationen angaaende prisen, hvilke viste sig at vaere korrekt. Chauffoeren ville have 40.000 i lat mens vi ville betale 4.000 pr mand (deraf maaske "misforstaaelsen"). Chauffoeren raabte op paa busstationen, og truede Michael med en papegoejetang, og der var et vaerre paastyr, hvor 50-100 kiggede til, mens 10-15 stykker blandede sig aktivt for at laegge pres for os for at skulle betale. Vi afviste blankt og bad dem ringe til politiet. De ville have, at vi skulle koere med til politistationen, hvilket vi selvfoelgelig naegtede (i kan selv taenke jer til hvad den slags kan ende med). De ville ikke have politiet til at komme til busstationen saa i loebet af en halv time loeb det ud i sandet og chaufforen koerte uden at ville have de 8.000 vi tilboed. Det er naturligvis altid aergerligt naar den slags sker, men helt undgaa det kan man nok ikke - der er altid brodne kar der venter paa at appelsinen falder ned i turbanen (paa mere eller mindre aerlig vis). Skuffende er det dog at ikke en eneste indoneser tog parti for os til trods for den aabenlyst horrible overpris.

Efter hele denne affaire, forsoegte vi at faa koebt en busbillet til Berau, og pludselig var alle de billetter som var tilgaengelige 1/2 time foer udsolgt mange dage frem - tydeligvis havde nogle af deltagerne langt pres paa billetsaelgerne. For lidt soevn og for meget varme gjorde, at taalmodigheden ikke var den stoerste, og Helle var ved at hidse sig godt og grundigt op, og forsoegte at diskutere med diverse folk paa kontoret i en blanding af engelsk og indonesisk. Til alt held kom en soed indonesisk dame, som kunne engelsk, og hjaelp os med kommunikationen - vi kunne komme igen tidligt naeste morgen, og staa i koe til en billet, men de kunne ikke garantere os noget. Saa skulle vi jo pludselig til at finde et sted at bo; selvsamme dame viste os over til det naermeste hus, hvor vi fik et rum med to daarlige madrasser til ingen penge - lige i vores aand:-)!!!

Givet usikkerheden ved at kunne faa billetter samt traetheden efter de mange lange busture (hvoraf den kommende til Berau ville blive den laengste) begyndte vi at taenke i andre muligheder. Vi tilbragte eftermiddagen med at undersoege, om vi enten kunne sejle, eller flyve til Berau. Men nej - baaden gik ikke laengere, og alle fly var fuldt bookede de naeste 5-6 dage p.g.a. "De indonesiske lege", saa der var ingen anden udvej end at tage bussen. Vi havde faaet at vide, at der var indonesiske lege i Samarinda, hvorfor det kunne vaere svaert at faa et sted at overnatte. Vi forstod dog ikke, hvorfor det var saa svaert at faa transport vaek fra Samarinda. Det gik dog op for os (da vi kom nordpaa), at det var i hele det oestlige Kalimantan, at disse lege blev afholdt. Det bidrog absolut ikke positivt til vores ophold i Kalimantan, men er selvfoelgelig en oplevelse, de faerreste har faaet med (om det saa er godt eller skidt)!

Naeste morgen var der heldigvis en ny billetselger saa vi vores busbilletter, men hvilken bustur....!! 22 1/2 time i en totalt overfyldt bus, hvor saederne ikke kunne laegges ned, og hvor chauffoerer og hjaelpere (der er altid mindst 3 paa bussen, som fungerer som chauffoer, billetmand, bagagehaandtering m.m.) maatte reparerer stoeddaempere, lappe daek med mere undervejs. Hertil kom, at vejen visse steder var et mudderbad, hvilket gjorde at lastbiler, busser og personbiler stroeg i vejkanten for et godt ord. Mange kom op igen, men konstatnt rydning af vejen gav store forsinkelser. Vores chauffoer koerte fortrinligt (selv Helles far ville ikke kunne anfaegte chauffoerens koersel) - og vi lykkedes at undgaa udskridninger.....i hvert fald indtil sidste "mudderbad". Michael havde set, at umuligt kunne gaa godt, saa vi var staaet af bussen, og valgte at gaa forbi det vaerste sted. Stort set alle andre passagerer blev i bussen, som naermest landede paa siden i en kaempe mudderpoel. Efter at alle passagerere var kommet ud af bussen (staaende i mudder til knaene), fik man ved hjaelp af et reb hevet bussen paa ret koel igen, og vi naaede frem til Berau - 5 1/2 time forsinket (....men vi naaede frem!!).

I Berau maatte vi ogsaa tage en overnatning, inden vi tog til videre til Derawan.....endnu engang var Lonely Planet ikke opdateret. Der var ikke laengere var en baad, men i stedet skulle vi med en taxi til Tanjung Batu og herfra med baad til Derawan - alene det at finde ud af den slags tager en del timer i Indonesien. Vi kom til Derawan den naeste dag uden de store besvaerligheder - udover den taalmodighed der skal til for at faa lokalprisen fremfor turistprisen. Paa Derawan var absolut ALT optaget p.g.a. de indonesiske lege. Michael var hele oeen rundt (lyder voldsomt, men det tog faktisk kun 45 minutter), og foerst dagen efter kunne vi faa et vaerelse, naar nogle af deltagerne i de indonesiske lege havde checket ud. Vi fandt dog et sted hvor vi kunne laane et vaerelse "i privaten" indtil vi fik et godt vaerelse naeste dag! 

Derawan er en rigtig bounty-oe, hvor befolkningen (ca. 1000 indbyggere) bor paa den ene side af oeen, mens der var fuldstaendigt mennesketomt paa den anden side af oeen. P.g.a. de indonesiske lege, var det ikke muligt at lege dykkerudstyr de foerste dage, saa der slappede vi af. Michael havde talt med 2 "conservation people" (i regi af WWF), der passer paa skildpadderne som laegger aeg paa oeerne. De fortalte at vi kunne gaa en tur paa stranden om aftenen, saa var vi naesten sikre paa at komme til at se skildpadderne laegge aeg - "skildpaddefolkene" ville vaere paa stranden hele aftenen/natten, for at holde opsyn med, at skildpadderne fik ro, indtil de var begyndt at laegge aeg. Og ganske rigtigt, det var en fantastisk oplevelse at se havskildpadderne komme op paa stranden, grave et hul, laegge ca. 100 aeg, og derefter daekke dem til med sand. Aeggene flyttes efterfoelgende til et afspaeret omraade, for at de lokale ikke skal stjaele aeggene. Aftenen efter oplevelsen med aeglaegningen, kunne vi opleve at tidligere lagte aeg blev udklaegget - 100 smaa skildpadder vaeltede op af sandet i det afspaerrede omraade. Vi kunne faa lov til at holde dem inden, de blev "lukket ud" paa stranden. Det var pudsigt at se de smaa "baester" bene ned mod strandkanten, saa snart de blev sat paa stranden.

Det lykkedes os at faa arrangeret dykning med nogle russere/amerikanere og et par tyskere - det blev dog meget dyrt, da tyskerne var villige til at betale hvad som helst, bare de kunne komme afsted. Det irriterede os en del, men vi fik nogle gode dyk med fantastiske koreller - maaske nogle af de fineste i hele verden, saa det var absolut pengene vaerd, hvortil kommer at Helle fik lidt oevelse (kun 4 dyk efrter at have taget sit certifikat da vi var i Egypten i november 2007). Vi sejlede i en gammel fiskerbaad til to omkringliggende oer, som laa henholdsvis 2 og 3 timer fra Derawan. Foerste dag kom vi ikke langt da motoren i baaden satte ud efter 45 min. - vi blev hentet i en anden baad og saa skete der ikke mere den dag. Neaste dag gik det bedre og vi naaede til Sangalaki (i samme baad), hvor vi havde et par dyk hver og derefter snorklede ved revet. Paa trediedagen var vi ved Kakaban, hvor Michael fik to dyk, og Helle fik kun et da det var et stoemdyk, der kraever erfaring (det viste sig, at der ikke var saa meget stroem men det ved man jo foerst, naar man er kommet ned). Paa Kakaban er der en soe, som vi snorklede i mellem de to dyk. Soeen er helt unik, og marinelivet har faaet lov til at udvikle sig helt specielt i millioner af aar - og det var virkelig som at komme til en anden planet, naar man fik hovedet under vandet. Det kan ikke beskrives, men farverne var helt fantastiske.  

Alt i alt blev dagene paa Derawan en god blanding af afslapning, solbadning, dykning og oplevelserne med skildpadderne.