Bolivia - Titikaka-soeen

12. - 15. november 2008

Busturen fra Puno i Peru til Copacabana i Bolivia gik smertefrit, og der var en fantastisk udsigt paa busturen, som gik langs med Titikaka-soeen (helt utroligt at det skal vaere hoej blaa himmel, hver gang vi skal sidde i en bus). Flere gange saa vi massevis af flamingoer i soekanten, og saa kan vi jo smile lidt af, at vi gik flere kilometer paa Galapagos for blot at se et par stykker! Et nyt indslag paa busturen var fodring af hunde i vejkanten. Billetmanden smed broed ud til 5-6 hunde inden for en straekning paa ca. et par kilometer - havde vores spanske vaeret bedre, havde vi spurgt hvorfor, men det maa staa hen i det uvisse?! Sidste moede med Peru og foerste moede med Bolivia var koe. Foerst skulle vi veksle penge, fordi alle skal betale 1 Boliviano (15 oere) for at komme ind i Copacabana. Dernaest var det exit fra Peru - ligesaa effektivt immigrationskontoret i det nordlige Peru var, da vi skulle ind i landet, ligesaa ineffektivt var kontoret i Kasani, da vi skulle forlade Peru. At vi tilmed var saa uheldige at komme sidst af tre busser hjalp heller ikke paa det, men efter en lille halv time og besoeg paa to kontorer, var vi "checket" ud af Peru. Efter en gaatur et par hundrede meter op ad vejen var det saa immigrationskontoret i Bolivia - effektiviteten ikke meget bedre, men det kraevede dog kun besoeg paa ét kontor.

Vi ankom til Copacabana (ligger som resten af soeen i ca. 3800 meters hoejde) lidt foer middagstid, og efter at have faaet et vaerelse (3 USD for to personer - men saa skulle vi ogsaa betale naesten en dollar hver, hvis vi ville have brusebad - det skulle vi saa ikke), gik vi ned i byen for at checke tider og priser for afgange med baaden til Isla del Sol. Det viste sig, at byen var helt doed, og vi mener det - helt doed. Her i byen bliver siesta'en aabenbart udlevet til fulde, saa der var ingen mennesker i butikker, agentbureauer m.m. hele eftermiddagen. Vi fik dog set katedralen, som er kaempe stor og fuldstaendig ude af propertioner med byens stoerrelse i oevrigt. Desuden slog vi et smut omkring byens centrale marked blot for at konstatere, at priserne ikke var specielt lave - et godt tegn paa, at vi var kommet til en turistby. Priserne paa markedet afspejlede ogsaa, at de ogsaa i denne del af verden kan finde ud af at danne karteller - alle solgte det samme og samtlige vi spurgte havde fuldstaendig samme pris paa deres ting. Saa er det jo godt, at der findes andre ude paa gaden, som vil saelge til en billigere pris. Fra mange rejsende, som vi har moedt tidligere paa rejsen, havde vi hoert, at Bolivia var det mest fantastiske land de havde besoegt; venlige mennesker og meget billigt - saa langt var vi noget skuffede, da det ikke var billigere end f.eks. Peru, og alle vi havde kontakt med saa langt (mest aeldre damer) var nogle sure loeg og absolut ikke venlige. Det kan da kun blive bedre hen ad vejen!

Vi slog lidt tid ihjel ved strandkanten (Bolivias eneste strand - dog ikke helt saa stor som stranden af samme navn i Brasilien) uden dog at hoppe i badebukser og bikini (temperaturen laa vel paa godt 20 grader i solen men vinden var kold). Det lykkedes os langt om laenge at faa indhentet de faa oplysninger, vi havde brug for til de naeste par dage samt faa koebt en busbillet videre fra Copacabana til La Paz. Michael fik tillige byttet sig til et par nye boeger, inden vi begav os op paa "Cerro Calvario" - en bakketop ca. 200 meter over byen. Her kunne vi nyde udsigten over byen og soeen samt nyde den fantastiske solnedgang - og som om det ikke var nok med det, saa var der tilmed fuldmaane - hvilken afslutning paa dagen! 

Vi havde besluttet os for at tage 2-3 dage til Isla del Sol, og tog med baaden fra Copacabana om morgenen (med telt, liggeunderlag, sovepose og mad i rygsaekken). Det saa ellers ikke for godt ud rent vejrmaessigt om morgenen, hvor der hang meget tunge skyer i retning af oeen, men i loebet af sejlturen paa et par timer klarede det op, og oeen levede til fulde op til sit navn - soloeen. Isla del Sol var for de foerste beboere kendt som Titi Khar'ka, som betyder Puma-stenen, og hvorfra Titikaka har sit navn. Oeen er efter sigende foedested for selve solen, samt en del af de vigtigste personer fra den Peruvianske og Bolivianske kultur (det er i hvert fald, hvad de fleste folk fra Aymará og Quechua-kulturerne tror paa).

Vi havde nogle rigtig gode dage paa oeen, og foruden nogle ruiner (som maaske ikke var de mest prangende, vi har set paa denne tur), saa vi naturligvis "Puma-stenen" og solens fodspor fra den gik i land efter foedslen (hvad siger i saa?), samt en helt utrolig skoen natur - billederne taler for sig selv...! Selvom "bakkerne" paa oeen kun er 300-400 meter hoeje, fik vi gaaet noget op og ned i loebet af de 2-3 dage, og der var ikke meget af oeen, vi ikke fik set. Paa oeen er det tilladt at campere, hvor som helst - den foerste nat var vi nok mere heldige med valg af campingplads, da vi fandt en bugt, hvor vi kun blev forstyrret af fuglefloejt tidligt om morgenen og en enkelt lokal som kom forbi med sine aesler. Den anden dag ankom vi allerde midt paa eftermiddagen til den lille by, hvor vi havde faaet anbefalet at campere - vi ville helst saa langt vaek fra "byen" som muligt, saa vi valgte at slaa teltet op paa et stykke uopdyrket landbrugsjord taet paa stranden. Vi var spaendte paa, om vi ville blive smidt vaek, men den eneste som "forstyrrede" os om eftermiddagen var en lokal knaegt, som var meget ivrig for at hjaelpe med at slaa teltet op for derefter at forsoege at kraeve penge for "hjaelpen", der bestod i at bukke to ploekker (vi burde i stedet have opkraevet ham). Derefter forsoegte han at saelge os en baadtur, fisk m.m. Udsigten til bjergkaeden Cordillera Real var flot, men pladsen var ogsaa meget udsat, da det stormede en halv pelikan fra soeen. Vi kroeb derfor relativt tidligt i teltet, hvilket ogsaa reducerede de lokales opmaerksomhed. Foerst paa aftenen blev vi ramt af et gevaldigt regn- og blaesevejr (hvor teltet heldigvis holdt), men vinden lagde sig heldigvis foerst paa natten. Om morgenen startede fiskere kl 4, ryttere kl 5 og en boendemand kl 6 temmelig tidligt med dagens gerninger - alt sammen meget taet paa teltet. Michael var ude for at checke solopgangen kl. 6 og fik en sludder med bondemanden, som ejede jorden - endelig en venlig sjael, der blot ville sludre og ikke kraeve penge op. Det var overskyet og lidt koldt, saa vi var ikke meget for at kravle ud af teltet, og da vi endelig viste os udenfor kl 8 (da solen kom frem og kunne toerre teltet) gik der kun 2 minutter, foer kaptajnen fra en naerliggende lokalbaad kom op og spurgte, om vi ville med til Copacabana. Et tilbud vi takkede ja til, hvis han kunne vente 5 minutter paa, at vi fik pakket sammen. Det kunne han + 40 andre lokale, som ventede i baaden ....:-)! Egentlig ville vi have vaeret med den "officielle baad" til fastlandet et par timer senere, men dette gjorde at vi undgik stress med at hente og ompakke vores ting i Cocacabana, inden vi skulle med bussen til La Paz om eftermiddagen.

Bolivia - La Paz

15. - 17. november 2008

Bussen fra Copacabana til La Paz afgik ikke langt fra, hvor vi boede, saa vi valgte at gaa direkte til bussen (de andre passagere havde faaet besked paa at moede paa buskontoret nede i byen, for derfor at blive koert op til bussen i en minibus) for at faa et saede fremme i bussen, og med forhaabentlig god benplads. Da vi kom til bussen, laa der to mand og rodede med motoren - godt eller skidt tegn(?), men hellere inden afgang end under turen (og de bange anelser blev nu gjort til skamme, da bussen fungerede uden problemer). Vi fik plads foerst i bussen, men benpladsen var nu saa som saa (busserne i Bolivia er ikke helt af samme klasse, som busserne i Peru) - vi var dog saa heldige at faa hvert vort saede ca. halvvejs. Efter ca. 1 1/2 times koeretid, blev vi bedt om at stige af bussen. Hvad var nu det? Vi skulle sejles over en bugt; alle passagererne i en baad og bussen i en anden (eller dvs. baad og baad; bussen blev transporteret paa noget der mindede om en toemmerflaade) - det havde vi ikke lige faaet oplyst, da vi koebte busbilletten....og saa var "baadbilletten" heller ikke inkluderet i busbilletten; ikke at det var store penge (godt en krone), men maerkeligt, at man ikke lige bliver oplyst om, at det er saadan, det fungerer....

Efter godt 4 timer kom vi frem til La Paz; modsat de seneste dage ved Titikaka-soeen, saa var vejret halvtrist, og vi kunne se, at det havde regnet. Hm, det tegnede ikke godt for den planlagte trekkingtur nord for La Paz, men det kunne jo vaere en enkelt svale, selvom vi maaske nok var et par maaneder for sent paa den i forhold til regntiden. Vi fandt et, efter hovedstadsforhold, billigt vaerelse, hvor vi endnu engang maatte betale ekstra, hvis vi ville have brusebad - og til de billige penge fik vi da ogsaa larm doegnet rundt med i prisen ....4-5 af stedets unger lavede konstant larm fra morgen til aften paa gangen og trappen, og om natten var det fulderikker og hunde, som stod for underholdningen (endnu engang tak for at der findes oerepropper). Helle var saa heldig at faa varmt bad naeste morgen, mens Michael maatte lide under en kold bruser - som han dog slap for at betale for...

Den efterfoelgende dag var vejret absolut ikke bedre - om eftermiddagen var det tilmed regn og hagl, saa vi besluttede os for at droppe trekkingturene som ellers skulle have vaeret et af hoejdepunkterne i Bolivia, men det maa vi komme tilbage til en anden god gang, naar saesonen er rigtig. Det blev til lidt sight-seeing i byen, som ikke har meget at byde paa - en rigtig kedelig storby, men med (overraskende) mange turister. I La Paz findes et faengsel, som adskiller sig ved, at det er fangerne selv, som styrer alt i faengslet. Der er ingen fangevogtere inden for murene (dog temmeligt meget politi uden for), og gaester kan komme og gaa, som de vil. Det er desuden muligt for turister, at komme paa en rundtur i en del af faengslet, saa vi var naturligvis forbi. Prisen for en rundtur var dog noget over det forventede - godt 200 kr. per person - saa vi gik igen ...stedet virkede nu heller ikke specielt indbydende, og vi blev moedt med en del tilraab fra fangerne. En agent oplyste senere at en rundtur i faengslet kostede 250 kroner per person, og oplyste samtidig at det ikke var helt ufarligt at besoege faengslet paa egen haand - turister blev ofte "opkraevet" ikke uvaesentlige beloeb under rundvisningen. Det var maaske held i uheld, at vi ikke takkede ja til en rundtur, naar nu alt kommer til stykket? Michael spurgte politiet udenfor, om han maatte tage et billede ind gennem porten, hvilket (selvfoelgelig) ikke var tilladt - og det intetsigende billede af selve bygningen blev han tvunget til at slette paa kraftig opfordring fra politiet, der truede med boede og det der var vaerre. Vi naaede ikke at komme afsted, fordi Helle var dybt begravet i Lonely Planet....

Da der som sagt ikke var noget at blive for, fik vi koebt en busbillet sydpaa - desvaerre var det kun muligt at tage en natbus, hvilket betoed at vi endnu engang havde godt en halv dags "spildtid" . Der var selvfoelgelig hoej blaa himmel hele dagen, naar vi nu havde bestemt os for at sidde paa en internetcafé, efter at vi havde checket ud fra vaerelset kl. 12, (det er noget besvaerligt at suse rundt paa sight-seeing, naar man slaeber rundt paa bagagen som vejer godt 60 kilo). Mens vi sad paa internet-caféen var der en person, som kom vaeltende ind og braekkede sig ned ad ryggen paa Michael - en noget underlig oplevelse, og rigtigt laekkert, naar vi skulle sidde hele natten i en bus uden mulighed for at faa vasket toej!

Bolivia - Potosi

18. november 2008

Vi ankom til Potosi med natbussen kl. ca. 5:30 om morgenen. Bussen var en saakaldt "sovebus" - men soevn fik vi ikke meget af, desvaerre. Vi havde endda taget en relativt dyr bus i haabet om at faa lidt soevn, men bussen (som skulle vaere direkte) stoppede konstant, passagerer stod af og paa, chauffoeren hoerte hoej musik og diverse saelgere fik lov til at staa paa bussen undervejs ...godt man stadig er ung og ikke behoever meget soevn, hm!

Da vi baade i Copacabana og La Paz havde boet relativt billigt, brugte vi knap 3 timer paa at lede efter et sted at bo til et lignende prisnivau, hvilket var totalt umuligt. Vi havde saaledes stadig ikke fundet noget sted at bo, da klokken naermede sig 8:30. Vi besluttede os for at indstille soegningen efter et sted at bo, og i stedet tage med paa en arrangeret tur til en mine i naerheden (agentbureauet opbevarede vores rygsaekke i mellemtiden) - det var trods alt derfor, vi var taget til Potosi.

Minerne i Potosi anvendes stadig, og det er derfor kun muligt at besoege minerne via en af de arrangerede ture med et agentbureau. Vi var 17 i gruppen - hvilket var noget i overkanten, men de delte os efterfoelgende i tre grupper, og vi var saa heldige at komme med i en gruppe paa fem personer. Efter at vi havde faaet udleveret overtraekstoej, gummistoevler og sikkerhedshjelm, gik turen til "minemarkedet" i byen (fantastisk at rende rundt i byen, og ligne en klovn, men de lokale er formentlig vandt til at se horder af turister i det outfit). Paa "minemarkedet" kan man koebe alt det, minearbejderne bruger i minerne, og det er kutyme, at turisterne tager "gaver" med til arbejderne, naar de besoeger minerne. Normale "gaver" er dynamit, 96%-finsprit (som minearbejderne drikker fredag aften, inden de gaar paa weekend), coca-blade og sodavand. Vi koebte lidt af hvert i vores gruppe + en ekstra stang dynamit, som skulle fyres af uden for minen ....bare saadan for sjov! Det var en noget underlig fornemmelse at gaa rundt i byen med to poser dynamit i haanden - og efterfoelgende i bussen sidde med 17 turister og nok det samme antal staenger dynamit ....saa haaber man paa, at det ikke er den dag, at bussen koerer galt. En stang dynamit kostede kun ca. 15 kr. og man kan gaa lige ind fra gaden i en alder af 9-10 aar og koebe dynamit samt finsprit - maaske ikke lige her i byen, man har lyst til at fejre nytaarsaften:-)! Inden turen gik til selve minen besoegte vi et af de steder, hvor man udskiller mineralerne. Der findes ca. 30 af disse forarbejdningssteder, hvoraf halvdelen ejes af bolivianere, og resten af udenlandske foretagender. Og ikke en eneste bekymrer sig om miljoet, saa rensning af spildevand er ikke noget, man gaar op i. Godt man ikke bor ned til de floder, hvor spildevandet ender! Minerne ligger i op til 4350 meter, saa foruden stoev og partikler fra de forskellige stoffer (soelv, kobber, tin, zink og asbest mv) skulle vi ogsaa haandtere hoejden (andre havde dog stoerre problemer end os). Vi havde faaet en rigtig god guide, som dels tidligere havde arbejdet i minen, dels havde et relativt godt og forstaaeligt engelsk, saa turen var meget informativ. Vi maa vel indroemme, at efter at have set hvilke forhold minearbejderne arbejder under, saa kan man godt forstaa, at de en gang imellem strejker for bedre vilkaar. Det er absolut ikke et job, som er misundelsesvaerdigt ...og vi tilbragte kun ca. 2 timer i minerne - de arbejder mindst 8 timer i doegnet (ofte det dobbelte), 6 dage om ugen - og kun ca. 1/4 af arbejderne har rent faktisk en forsikring/pension, hvis der skulle ske noget alvorligt (et chokerende lille antal i betragtning af, at staten ejer minerne). Da vi kom ud fra minen, var den blaa himmel erstattet af tunge moerke skyer, saa det endte desvaerre med, at vi maatte springe dynamitten af i regn-/haglvejr - effekten var naturligvis den samme, men Michael var noget skuffet over stoerrelsen af eksplosionen ...men hvis ikke hele bjerget skal spraenges i luften, er det vel begraenset, hvor stort et "brag", det kan give per stang dynamit :-)!

Hele turen varede ca. 5 timer, og tilbage i byen genoptog vi "jagten" paa et sted at bo. Vi maatte bide i det sure aeble, og betale naesten dobbelt saa meget som tidligere i Bolivia, for et vaerelse der mest af alt mindede om en faengselscelle (4 senge + deletoilet, som absolut ikke var rent - naturligvis ingen bruser, hvilket ellers var tiltraengt efter en nat i bussen og en dag i minen). Men vi skulle jo blot sove her en enkelt nat, saa hvorfor ikke! Resten af dagen blev brugt paa at se lidt af byen, som ikke er vaerd at skrive om. Man havde "shinet" byen op i centrum, men bortset fra det, er Potosi blot en kedelig mineby, som vi heldigvis ikke behoevede at bruge mere end en enkelt dag paa.

B olivia - Tupiza

19. - 20. november 2008

Paa vejen mod Uyuni tog vi en afstikker til Tupiza, som er en lille oerkenby, der proever at vokse via turisme. Vi havde faaet de foerste saedder i bussen, med saakaldt panoramaudsigt. Vinduet var dog smadret, men ikke mere end en gang silikone og lidt tape kunne klare (den var nok ikke gaaet alle steder). Busturen var en enerverende tur gennem oerkenen - eneste hoejdepunkt var nogle kondorer, som svaevede over en bakke.

Vi var alene taget til Tupiza for at trekke i den omkringliggende oerken og dale/bjerge. Vi fandt dog et sted at bo, hvor der tilmed var koekken, saa vi fik ogsaa lavet lidt varmt mad, hvilket var en dejlig afvaeksling til tun, tomater og broed. Det lykkedes os ikke at finde noget ordentlig koed, saa det blev til vegetarmad i et par dage...det havde vi nok forsvoret inden vi tog paa jordomrejse, men man laerer jo at tage til takke med, hvad man kan faa:-)!

Vi havde i Lonely Planet (LP) laest om en tur paa et par dage, som vi havde besluttet os for at gaa. Vi havde koebt et lokalt kort, hvor turen dog ikke var markeret, og endnu engang begik vi den fejl, at stole paa LP fremfor det lokale kort. Da vejret var saa som saa tidligt om morgenen, blev kl. 9 inden vi kom afsted. Undervejs ventede vi paa, at det skulle klare op, hvilket kostede noget tid, men vi blev dog beloennet med en opklaring. Da vi ikke kunne finde stien, som var beskrevet i LP, gik vi op paa en "bakketop", hvor vi fik den fedeste udsigt over hele dalen. Turen op havde ikke virket saa vanskelig, men da vi skulle ned igen (paa den anden side af bjerget), kom vi paa arbejde. Indtil flere gange maatte vi have rygsaekken af, og bukserne saa ikke for godt ud, da vi kom ned. Vejret var tilmed noget omskifteligt, men heldigvis blev det kun til 5-10 minutters regn, inden det klarede op igen. Timingen var dog lidt uheldig, da vi paa det tidspunkt var paa vej ned gennem en stejl kloeft, men det tog heldigvis ikke lang tid, foer det hele var toert igen (fordelen ved at vaere i en oerken:-)!). Det lykkedes os ikke at finde stien, som var beskrevet i LP, saa vi endte med at gaa med fuld oppakning en hel dag (telt, sovepose, liggeunderlag, drikkevarer og mad) for blot at ende tilbage paa vaerelset om aftenen.....men undervejs kom vi steder, hvor vi med sikkerhed kan sige, at der ikke kom mange andre turister, og selve turen var flot og det hele vaerd. Naturen var utrolig varierende, med de utroligste klippeformationer, bjerge i alle farver (graa, groenne, sorte, roede) samt masser af kaktuser - og et par kondorer, ikke at forglemme, og alt i alt fik vi en rigtig god dag ud af det, omend turen i sig selv blev noget kortere end forventet.

Bolivia - Uyuni

21. - 22. november 2008

Fra Tupiza gik turen til Uyuni. En bustur paa 6 timer, der virkede som en evighed - udsigten var saadan set fin, men kombinationen af daarlig bus og ditto vej gjorde, at vi blev totalt gennemrystede - her havde et nyrebaelte vaeret paa sin plads. Vi kom frem til Uyuni, og med risiko for at gentage os selv; endnu engang var det totalt umuligt at finde et vaerelse til en rimelig pris. Det var saaledes blevet sent (og moerkt) inden vi fandt et vaerelse, efter at have rendt byen rundt i timevis.

Vi havde hoert, at turen fra Uyuni i Bolivia til San Pedro de Atacama i Chile via saltoerkenen skulle vaere en helt fantastisk oplevelse, hvilket var eneste aarsag til, at vi var taget til Uyuni. Og det viste sig ogsaa, at byen var et rigtig hul i jorden - ikke engang kirken var vaerd at tage et billede af. Vi endte med at bruge en halv dag paa at at finde et agentbureau, som dels havde aabent, og hvor personalet talte engelsk ...det lykkedes os at finde 2-3 stykker ud af de vel 50 bureauer i byen. De fleste af bureauerne udboed den samme rundtur i det sydvestlige Bolivia - en tur paa tre dage med to overnatninger, og hvor bustransporten til Chile var inkluderet i prisen. To af agenterne, som prismaessigt var ens, havde den foerste overnatning paa et salthotel (ja, et hotel hvor langt det meste er bygget af salt), hvilket vi (maaske mest Helle, naar alt skal vaere ret) syntes kunne vaere meget sjovt. Den ene af disse agenter havde tilmed en lidt anden rute paa foerstedagen, og da den agent desuden fremstod mest proffesionel, besluttede vi os, efter nogle timers betaenkningstid, for at bestille rundturen hos denne agent.

Alt i alt blev det til lidt af en "spilddag", hvor det ikke engang lykkedes os at finde en internetcafe med en PC med et fungerende virusprogram - det blev i stedet til en eftermiddagslur (en af de faa) paa vores "dyre" hotelvaerelse, saa vi fik i det meste lidt for pengene :-)  

Bolivia - Rundtur i sydvest

23. - 25. november 2008

Rundturen i det sydvestlige Bolivia (fra Uyuni i Bolivia til San Pedro de Atacama i Chile) skulle afgaa fra Uyuni kl. 10:30. Vi havde dagen foer erfaret, at langt de fleste jeeps stadig var i Uyuni kl. 11, saa vi havde indtil flere gange spurgt indtil, om vi nu ville forlade Uyuni til tiden. Agenten forsikrede at det ville ske, medmindre "turisterne" var for sent paa den. Alle turister var moedt op til tiden, men alligevel kom vi foerst afsted klokken godt 11, og da havde vi allerede taget den foerste diskussion med vores kaere agent. Vi havde spurgt ind til, hvilke omkostninger, vi selv skulle afholde undervejs, men agenten havde liiiige glemt at fortaelle om "afgiften" til immigrationskontoret. Vi paastod naturligvis, at det var en del af turen (vi skulle trods alt ende i Chile som en del af turen), men den opfattelse delte agenten ikke - ikke at det var store penge, men det var mere princippet om, at han ikke havde oplyst os om udgiften paa trods af, at vi adskillige gange havde spurgt ind til, hvilke omkostninger, vi skulle staa for.

Vi var 6 personer (et par belgiere, en brite, en amerikaner og os) + chauffoeren i jeep'en, saa der var relativt god plads - mest af alt fordi den lovede kok ikke eksisterede. Reelt var vi faktisk 7 personer afsted, da vi havde foelgeskab af en israeler paa motorcykel. Nu var vi efterhaanden ved at vaere noget i tvivl om, hvorvidt turen ville blive en succes, og om vi havde valgt den rigtige agent (der var jo ingenting af det han havde lovet, som holdte stik). Foerste attraktion var en "togkirkegaard" som vi godt kunne have undvaeret, men den indgik - noget uforstaaeligt - i alle turene. Efter ca. en halv times koeretid punkterede vi - perfekt! Naa, chauffoeren havde heldigvis et reservedaek med, og mens vi "turister" besoegte en "saltfabrik" (fabrik er maaske saa meget sagt - "fabrikken" bestod af et rum, hvor man toerrede saltet og et andet rum, hvor man tilsatte jod og kom saltet paa poser), fik han skiftet daek og vi kunne fortsaette. Turen gik herefter til selve saltoerkenen - et kaempe omraade bestaaende af, ja rigtigt gaettet; salt! Paa turen gennem saltoerkenen, hvor vi bl.a. besoegte et salthotel, som er placeret i selve oerkenen, punkterede vi saa for anden gang - ja, hvorfor ikke? Her er det saa, at man alligevel er glad for, at der var andre jeeps paa samme rute - vi havde jo brugt vores reservehjul, saa vi maatte laane reservehjulet hos en af de andre jeeps. Vi kom noget forsinket frem til naeste attraktion paa turen - en "oe" i saltoerkenen daekket af 10-12 meter hoeje kaktuser. Her havde vi en lille times tid, inden vi skulle have frokost - frokosten, som bestod af lamaboef og quinoa, fik vi serveret omkring klokken fire, hvor vi efterhaanden var blevet godt sultne (desvaerre var der ikke overflod af mad - vi var jo én person ekstra, og han spiste godt). I mellemtiden havde chauffoeren faaet lappet de to daek, som var punkteret, og vi havde igen et reservehjul til raadighed. Efter et besoeg i nogle grotter og en fin solnedgang over oerkenen, naaede vi, uden flere uheld, frem til det salthotel (ikke i selve saltoerkenen, da det faktisk ikke er lovligt at bygge i selve oerkenen), hvor vi skulle overnatte. Her var vi saa heldige at faa "suiten", dvs. det eneste vaerelse med eget toilet. Efter en gang god aftensmad bestaaende af suppe, kylling og pomfritter, gik vi paa hovedet i seng efter en lang dag.

Naeste morgen var der morgenmad kl. 6, men Michael stod op allerede kl. 5:30 for at tage solopgangsbilleder - ja, han er ved at vaere morgenmenneske! Vore kaere medturister var ikke helt saa morgenfriske, saa morgenmaden blev foerst indtaget en halv time senere end planlagt. Denne morgen gik der kun 10 minutter foer vi punkterede for trejde gang - hvor uheldig har man lov at vaere? Dag 2 var en meget lang koeretur, hvor vi passerede en aktiv vulkan, bjerge i massevis, soer (med tusindvis af flamingoer og i alle verdens farver) samt koerte gennem sandoerken - en meget varieret dag rent naturmaessigt. Vi skulle overnatte i ca. 4300 meters hoejde, og her var noget koldere end dagen foer. Vi fik endnu engang et noget sparsomt maaltid mad, saa Helle maatte supplere med de overskydende boller, som vi havde medbragt - burde ikke have vaeret noedvendigt til en tur, som kostede 90 USD per person (rigtig mange oenge i
Bolivia)!

Paa sidstedagen var det op kl. 4, og da vi sov i dorm, kunne de andre ikke ligge og snue den. Desuden var der masser af andre ture, som overnattede samme sted, og da alle skulle afsted nogenlunde samtidigt, saa var der saa meget larm, at de andre kunne sove over sig. Foerste stop var ved et omraade med gejsere. Da solen endnu ikke var staaet op, var det hundekoldt, saa vi var noget forfrosne, da vi igen sad i bilen. Heldigvis gik turen til en varm kilde, hvor vi kunne faa lidt varme i kroppen, inden morgenmaden blev serveret. Igen var der ikke alt for meget mad, saa vi maatte gaa paa rov ved de andre borde, efter at de havde spist faerdigt - en anelse pinligt, naar vi faktisk var paa en af de "dyre" ture! De sidste attraktioner paa turen var endnu nogle soer i nogle helt fantastiske farver, inden vi blev sat af ved bussen, som skulle koere os til Chile.

Bortset fra, at vi ikke synes, at der var mad nok til maaltiderne, saa var det en helt fantastisk tur; ja, naermest som 10 ture i én. Vi havde en god gruppe, godt vejr, og der var stor variation i det vi saa/oplevede paa de smaa 3 dage turen varede.