Forud for denne beskrivelse var en måneds ophold i Vietnam, hvor jeg rejste fra syd til nord. Denne beskrivelse er desværre forsvundet sammen med mange andre rejsebeskrivelser.
Jeg er netop kommet til Chang Rai i det nordøstlige Thailand efter at have krydset grænsen fra Laos. Jeg regner med at tage natbussen til Bangkok i morgen aften, og derefter tilbringe et par dage der, før det går til Cambodia og siden Singapore/Malaysia.
For at tage det fra en begyndelse af, så landede jeg i vientiane den 25 juli. På flyet mødte jeg en israelsk pige, som jeg rejste sammen med de næste 8 dage. Dette gav anledning til en del diskussioner, dels omkring mellemøst-situationen mv, dels fordi hun er en del yngre end mig og foretrækker at rende i byen (og komme halvsent hjem) ind imellem - men hvad gør man ikke for at spare lidt penge? Det er den positive ting ved at rejse alene – at jeg bare kan ”skrotte” mine rejsekammerater, når jeg føler for det, og at vi ikke behøver at lave alting sammen hver dag. Omvendt savner jeg min dejlige Helle at dele oplevelserne med, så....
Laos skulle (og har) sammen med Cambodia (Angkor Wat) være(t) turens kulturelle islæt. I Vientiane gik de 3 dage mest med at se templer, men der blev dog også lejlighed til at Buddha-parken (hundredevis af buddhaer mv i alle afstøbninger – noget anderledes). Det er absolut den mindste hovedstad, som jeg nogensinde har været i – som en dejlig kontrast til det stressede Vietnam kan man her krydse vejen (hvoraf halvdelen er af jord) med lukkede øjne uden at risikere liv og lemmer.
Fra Vientiane tog jeg en stoppet bus (ingen plads trods mødetid 45 minutter før) nordpå til Vang Vieng, der er en hyggelig og meget afslappet lille by på vejen til Luang Prabang. De to dage blev brugt til lidt trekking/cykling (endnu en alt for lille cykel gav anledning til smerter med i knæ og ryg), en svømmetur i en kilde (hvor man mod strømmen kunne svømme ind i en grotte, hvorfra vandet kom) samt et rigtigt grottebesøg, hvilket uden guide og begrænset lys gav anledning til mange ”interessante” afstikkere, bl.a. i form af en glidetur på 5 meter ned ad en mudderskrænt, hvor jeg fejlagtigt troede, der var en gang videre – ned på alle 4 og møve sig op igen! Samtlige 3 aftener mødtes alle folk ved floden for at se solnedgang, men som efter et urværk kunne man regne med styrtregn fra kl 17.30 – 19.00, når solen var gået ned.
Belært af erfaringen mødte alle turisterne op 1½-2 timer før til bussen til Luang Prabang. Turen tog 8 timer og var meget smuk gennem bjerne og dale (over og under skyerne) – alt sammen meget frodigt. Luang Pranbang gav anledning til mange tempelbesøg, hvor That Luang er det mest kendte og afbilledet på pengesedlerne. Af andre seværdigheder var der den lokale triumfbue kaldet ”den lodrette landingsbane”, da den er bygget af beton, der i sin tid skulle have været anvendt til en lufthavn. Endvidere Pak Ou grotterne (en kæmpe skuffelse med sejlturen frem og tilbage var ok) og endelig Kuang Si vandfaldet. Sidstnævnte var en stor oplevelse, dels pga at vandfaldet var meget smukt med mange fald, træer i og ganske stort, men også fordi jeg kravlede en tur over faldet og tog en svømmetur - først på kanten to selve faldet ca ½ meter fra pga en stensætning - og siden i en lille sø bagved efter at krydset flere floder på træstammer og haft mudder til midt på lårene. Det var først på halvvejen, at jeg tænkte på ueksploderede granater, slanger, igler mv. men da var det alligevel for sent at vende om!
Fra Luang Prabang – nu på ladet af en truck – nordvest til Oudom Xai, hvor det blev til en enkelt overnatning bare for at få organerne på plads inden næste dags tur videre til Luang Nam Tha. Her spenderede jeg tid med et US/UK par, der havde undervist engelsk i Japan i 3 år, og nu var på vej hjem – uden dog at vide hvor det var (de havde foreløbig været nogle år om turen). Vi brugte turen på lange spadsereture til små landsbyer samt en masse kortspil, hvilket egentlig var hyggeligt for en gangs skyld.
Vi tog sammen en truck Muang Sing (op kl 6 for at gå 3 km med fuld oppakning for at vente på en bus, der først kom kl 7.40) tæt på den kinesiske grænse, men da det havde styrtregnet hele natten udmøntede amerikanerens bange anelser sig i virkelighed efter blot 10 km, da der var et stort mudder/stenskred. Parret vendte om, mens jeg sammen med 3 piger fra hhv. US/Australien fortsatte til fods over skredet – meget interessant at balancere i mudder med fuld oppakning (knap 35 kg) kun ½ meter fra en kuretur på 25 meter lodret ned i Mekongfloden, og hvor løs jord fortsat kommer ned af skrænten oppefra. Nå, men en times tid senere kunne vi komme med en truck fra den anden side, så det gik alligevel. Det var en god start på min fødselsdag!!! Da vi nåede Muang Sing fik vi hurtigt værelser, og da vejret var klaret op gik vi en tur på 20 km gennem minoritetslandsbyer med mange smilende mennesker – især børnene med deres ”Sabaydeeeeeee”. Et kvarter før vi nåede tilbage stod det igen ned i stænger, så jeg kan ikke ha' været rigtig flink det seneste år. Jeg spiste fødselsdagsmiddag med pigerne og til min store overraskelse havde de arrangeret både balloner og lagkagelys (hvorfra de havde fået dem må guderne vide?!?), så dagen - der startede så skidt - endte alligevel meget godt. Næste dag købte vi salat og brød, og da det på vores travetur begyndte at regne holdt vi picnic i en lille hytte i rismarkerne – bare hyggeligt! På vejen besøgte vi endvidere en Akha minoritetslandsby, der dog var en stor skuffelse, da de kun var interesserede i at sælge stoffer – selv børnene på 5-6 år (meget sørgeligt men desværre også en del af dagligdagen her i den gyldne trekant). Turen til byen var dog alletiders, da vi skulle krydse floder og indtil flere gange måtte vade igennem mudder til knæene. Næste dag skiltes vi, og jeg tog til Adima, der blot er et guesthouse i bjergene 3 km fra den kinesiske grænse. Første dag besøgte jeg flere minoritetslandsbyer (Akha og Yao) og næste dag krydsede jeg grænsen til Kina over 4 bjerge og et tilsvarende antal dale og gennem et hav af rismarker og floder (hvor jeg hver gang skulle fjerne 30-50 igler). På et tidspunkt blev jeg jagtet af nogle skæve opiums-smuglere med gamle rifler. Da jeg passerede dem første gang på vej op ad bjerget, nåede de kun at se mig lige før jeg forsvandt, men på vejen tilbage (stien gik den gale vej over bjerget, så jeg måtte vende om) var de mere opmærksomme – jeg hilste, men de var åbenbart ikke så venligst stemt, så jeg tog den på røv og albuer ned ad den smattede bjergsti.
Heldigvis gav de hurtigt op, så jeg igen kunne tage den med ro. Selvom jeg gik efter det, var det ret tilfældigt, at jeg efter knap 5 timer fandt vejen nogle km inde i Kina, og var der gået meget mere end yderligere en ½ time, så var jeg gået tilbage samme vej, jeg kom fra. På vejen til grænsen prøvede jeg at digte en historie, men blev enig med mig selv om i stedet at benytte den ”dumme turist-taktik” (burde ikke være svært) – og som Per altid siger: ”De elsker os jo!”. En meget lille og åben grænsepost, hvor jeg stille og roligt spadserede forbi uden at nogen sagde noget. Heldet slap dog snart op, for på det sidste stykke vej til guesthouse, blev jeg umotiveret stukket i panden af en bi – jeg nåede ikke engang at få hånden op for at vifte den væk. Gennem de sidste to dage er mit ansigt hævet, så jeg dårligt kan se ud af øjnene (gæt hvor lang tid det har taget at skrive denne mail). For et par dage siden tog jeg noget penicillin med det resultat, at jeg i morges ikke kunne mærke mit venstre ben. Jeg gættede på, at det skyldtes sammenblandingen med chlorokin-pillerne mod malaria, så dem skippede jeg, og i morges kunne jeg igen fornemme benet! Jeg synes hævelsen i ansigtet er faldet lidt, så forhåbentlig slipper jeg for at gå til lægen, når jeg kommer til Bangkok.
Uheldet fortsatte næste dag, hvor jeg i en truck på vej fra Xieng Kok på grænsen til Burma kom ud for endnu et kæmpe jordskred – hele vejen var væk, og der gik en mindre flod igennem. Samme tur som sidst med yderligere ventetid. I Xieng Kok tog jeg en speedbåd til Houay Xai på grænsen til Thailand – 4 timer øresønderdøvende larm, som jeg stadig ikke er kommet mig helt over. Jeg håber ikke jeg mister flere sanser foreløbig.
I dag stod jeg tidligt op og småløb de 3 km til grænsen, fordi jeg var lidt sent på den til båden – grænsevagten må have tænkt sit da han så en ansigts-opsvulmet og stor-svedende dansker, men han sagde ikke noget – jeg synes selv det burde være oplagt at checke bagagen for stoffer, men nej.... Jeg tog båden over til Thailand og gik yderligere 3 km til busstationen, hvor jeg straks fik en bus til Chiang Rai, og derfra spadserede yderligere et par km til et guesthouse - nok pak-æsel for en dag.
Generelt har Laos været en stor oplevelse, og langt større end Vietnam. Dette skyldes, dels at Laos er langt mere afslappet (som turist går man i fred), dels at der i højere grad er tale om et backpacker land (transport er langt mere uorganiseret og tager meget tid, fordi man aldrig ved, hvornår lastbilerne kører, og hvor lang tid det tager). Min umiddelbare fornemmelse er, at jeg har set alt af interesse i Vietnam, men at jeg kun har set en brøkdel af Laos, og da jeg samtidig foretrækker atmosfæren og menneskerne her, er det bestemt et sted, som jeg ønsker at komme tilbage til, hvilket ikke er tilfældet med Vietnam.
Selv om der har været mange jord- og stenskred har vejret været fantastisk godt med sol gennem skyerne og over 30 grader. Jeg har endnu kun haft buksebenene på i templerne - selv om aftenen i bjergene er det varmt.
Håber i alle har det godt
Mange feriehilsner fra Michael
- - - - -
Hej alle sammen
Til jer der har skrevet fulde af bekymring kan jeg kun beklage, at internet situationen på Borneo ikke er den bedste, der findes, hvorfor jeg ikke har kunnet skrive de sidste 3 uger (og når jeg endelig finder et sted duer lortet ikke). Nu lykkedes det, men desværre kan jeg kun blive til en færdiggørelse af min beskrivelse fra Singapore, da vi (rejser pt. med et engelsk par) skal være tilbage og se orangutangerne blive fordret kl 3.
- - - -
Ja, så er det i morgen at turen går til Malaysia. Jeg skal op kl 4.30 for at nå flyet, så det er ikke altid lige afslappende at have ferie.
Siden sidst er der sket en del – især er jeg taknemmelig for at mit held er tilbage. I stedet for at tage til Bangkok blev jeg yderligere nogle dage i Chiang Rai, da jeg fandt 3 englændere og en koreaner at tage på sightseeing med. Vi lejede knallerter, der på trods af de 100cc alligevel snildt løber 100 km/t. Det skulle vise sig at være tæt på skæbnesvangert, men jeg overlevede da... først et selvmordforsøg og derefter flere mordforsøg. Selvmordsforsøget var umiddelbart efter, at vi havde fået knallerterne og gashåndtaget satte sig fast - jeg fløj ud på vejen i den gale retning (formentlig refleks fra DK) og over for rødt lys i et lyskryds, før jeg endelig fik svinet stoppet (god start!!). Nå, men herefter skulle man ikke tro, at det kunne blive meget værre, men... Vi kørte til en varm kilde, og mens vi søgte ly for en monsum-byge i et busskur, kom der en cementtruck kurende baglæns lige foran busskuretog endte i grøften kun 10-15 meter fra hor vi sad. En lokal mand, der sad og fiskede fra skuret samt tilløbere, morede sig kosteligt – forhåbentlig fordi der ikke sket personskade - mens vi andre takkede de højere magter!Vi kørte til den gyldne trekant og spiste frokost med udsigt over floden til Laos og Burma. Bagefter kørte vi østpå gennem ad bjergveje gennem smukke dale. På et tidspunkt kom jeg kørende op ad en bakke med 80 km/t, og lidt før jeg nåede toppen, kom der en bus over bakketoppen i en sindssyg overhaling, hvor det mest af alt lignede, at den ville vælte. Jeg katastrofebremsede, og da det samtidig lykkedes chaufføren at få bussen ned på fire hjul igen og over i den rigtige vejbane, så skete der heldigvis ikke noget, men.... Vi havde fejlkalkuleret tiden, så det endte med, at vi måtte køre den sidste 120 km hjem med 60 km/t i bælgmørke på hullede bjergveje med nærlys (10 meter), da knallertkurven var i vejen for det lange lys. Ind imellem var der stillet trekantede, sylespidse metalstativer over hullerne for at advare, men de var til mere fra end gavn i mørket. Utroligt nok kom vi alle hjem i hel tilstand kl 21.30 efter en spændende dag.
Dagen efter var jeg på knallerttur til et stort vandfald og om eftermiddagen travede jeg rundt i byen for at få tiden til at gå indtil natbussen gik kl 18.30. Turen forløb smertefrit. De går virkelig op i at narkokontrol... alle på nær den eneste turist (mig) blev visiteret og deres bagage gennemgået – både før bussen kørte og to gange mere i løbet af de første 2 timer. Jeg prøvede at forklare en betjent, at det var et forkert signal at sende de lokale, og at der i øvrigt var større sandsynlighed for at finde stoffer hos turisterne, men han var ikke interesseret i min mening. På vejen snakkede jeg lidt med en lokal fyr, der studerede til bromotolog i Bangkok, og han hjalp mig da også med at finde lokalbussen til Khao San Road (3½ bath = 20 øre). Klokken var 7 om morgenen, da jeg ankom, og der var kun et usselt hummer ledigt, men jeg var træt og tog det (100 bath for et rum på størrelse med sengen og uden vindue). Bangkok var kedelig, da jeg allerede tidligere har set det meste af interesse, så udover lange spadsereture, blev tiden mest brugt til at klare praktiske ting.
Videre til Cambodia, der var en stor fornøjelse. I Siem Reap lufthavn slås de om at kapre turister, men jeg havde allerede fået anbefalet et guesthouse, så jeg valget fyren med det ”rigtige” skilt, hvilket senere skulle vise sig at være en god beslutning – han blev nemlig også min chauffør for 4 USD om dagen, og han var bare alletiders og i øvrigt rimelig god til engelsk (guesthouse var derimod ikke imponerende så efter lidt søgen dagen efter fandt jeg et splinternyt sted med eget bad for 2½ USD pr nat). Angkor Vat var fantastisk fra første syn. Jeg brugte 4 lange dage på at trave rundt i ruinerne – bogstaveligt da der ikke er restriktioner for, hvor man må gå og ikke gå! De lange dage skyldtes, at det er et turist-hit at se solopgange og -nedgange over Angkor, men til trods for 4 forsøg af hver blev det ikke til noget (hvilket var en stor skuffelse, når jeg nu stod op kl 5). Nogle af templerne er restaureret, men andre er holdt i den oprindelige stand, hvilket vil sige at de er tilgængelige men ikke-restaurerede – sten flyder overalt og træerne gror midt imellem og op igennem ruinerne. Jeg foretrak det sidste, og følte mig som Indiana Jones – specielt når jeg traskede rundt om morgenen kl 6, velvidende at jeg var den eneste turist på stedet, fordi alle andre var taget tilbage til byen for at få morgenmad. Et par gange mødte jeg nogle lokale, der af uvis årsag altid har en riffel over skulderen, men de hilste alle høfligt og bekymring kan ikke betale sig for sker der noget, så sker det (og der er jo ikke meget ved at sidde hele ferien på et værelse).
Jeg var på en 2 dages tur til Phnom Penh. Jeg tog båden ud, hvilket var alletiders, da jeg kunne sidde på taget og nyde solen og et par pilsnere. Selve byen var ikke så interessant bortset fra, at jeg som sædvanlig fik begivet mig ind i et halv-skummelt slumkvarter, hvor jeg fandt et par drenge at spille fodbold (det var nu en gammel dåse) med på en losseplads. Og før jeg fik set mig om var der 10-15 børn, der spillede med og, 35-40 der heppede/kiggede på, inkl mange forældre – en dejlig oplevelse, som jeg vil huske længe. Bortset fra det var jeg på en skydebane og prøve en AK47, men der var noget galt med sigtekornet for de fleste skud sad 10 cm til højre-- billigt russisk lort!! Jeg så endvidere S21, der er en tidligere skole bygget om til et fængsel under Pol Pots rædselsregime, hvor diverse intellektuelle og andre afvigere blev tortureret til de ”indrømmede” deres skyld. Og endelig The Killing Fields, hvor de samme mennesker blev henrettet og smidt i massegrave – på 3 år og 8 måneder blev anslået op mod 3,3 millioner mennesker slået ihjel svarende til halvdelen af befolkningen. En forfærdelig og ufattelig historie.
I Singapore brugte jeg et par dage på at trave byen tynd. Ikke så meget at se, men en af mest behagelige storbyer, som jeg har været i. Rent og pænt og begrænset trafik og dermed også forurening. På andendagen mødtes jeg med Thomas, som jeg havde snakket med 2 måneder tidligere i flyet fra København ti Singapore på vejen til Vietnam – udover at vise mig rundt, inviterede han mig også ud at spise op en lille lokalt sted, hvor jeg også mødte en af hans venner, der har boet 15 år i England. En god kombination til at diskutere alverdens emner med forskellig indgangsvinkel. Vi har aftalt at mødes igen, når jeg kommer tilbage til Singapore, før jeg flyver hjem.
Fra Singapore fløj jeg til Kuching på Borneo. Byen var ikke interessant, så jeg tog til den nærmeste nationalpark Bako. Normalt foretrækker jeg et forholdsvis roligt tempo, når jeg trekker (for at have bedre mulighed for at se dyre- og planteliv), men her var der en anden udfordring. En af turene var normeret til 2 dage (14 timer), men da den kun var 20 km, syntes det muligt at klare det på en dag. Efter at være ankommet til parken begav jeg mig afsted lidt over kl 8 med fuld bagage (dagrygsæk på 12-13 kg), da jeg først kunne checke ind på rangerstationen kl 14. De første 4 km gik flyvende på halvanden time (forholdsvis fladt), hvorefter strabadserne startede. Efter yderligere 4 km var jeg ved at være mør og overvejede stærkt at gå tilbage, selvom klokken kun var 11.... men dels ville turen tilbage føles ulidelig lang uden at have set andet end regnskov, dels kunne jeg høre Per og Ulrichs ”boooooork” (=kylling), så jg fortsatte. Da jeg nåede frem til stranden knap en time senere, var jeg for træt til at tænke på at bade , så jeg hvilede 15 minutter, hvorefter jeg begav mig retur. To gange måtte jeg ned at ligge på ryggen 10 minutter for at samle kræfter, og jeg begyndte at overveje om mit skelet mon ville blive symbolet på menneskehedens overmod og tåbelighed. Fuldstændig bombet nåede jeg tilbage kl 17.30. Jeg var særdeles glad for at have medbragt 6 liter vand og 4 dåser sodavand for dehydrering var lige på vippen – af flere årsager: 15 bajere dagen før, ingen morgenmad og meget lidt søvn de seneste 10 dage. Jeg havde faktisk overvejet dette inden, men.. OG selvom jeg havde forceret tempoet, så jeg 10-15 aber (3 slags), en leguan (ca. 1 meter inkl hale), pitcher plants, etc.
Med båd og busser videre op ad kysten uden dog at gøre holdt for andet end natten. Jeg forespurgte om mulighederne for at besøge et langhus i junglen, men det var alt for dyrt, så jeg opgav tanken. I Miri fik jeg et lille fly til nationalparken Gunung Mulu - de sagde der ikke var billetter, men jeg stod tidligt op og tog i lufthavnen for at komme på en standbyliste og kom selvfølgelig med det første fly (hvor der i øvrigt var to ledige sæder) – en lille twin otter med 15 sæder. Ganske interessant flyvetur lige over/imellem bjergene, før vi landede på hvad der syntes at være et frimærke.
Planen var et trekke til The Pinnacles – nogle 45 meter spidse bjergtakker - og derefter fortsætte ad Headhunter's trail og videre med båd til Limbang. Jeg havde sendt min store rygsæk med cargo til Limbang, så der var ingen vej tilbage. Især prisen på bådturene er ude af proportioner med hhv. 200 og 450 RM svarende til DKK 1.300, uanset hvor mange man er. Heldigvis fandt jeg nogen at dele den første båd med – et engelsk par og en tysker. Det syntes at være noget dyrt i betragtning af, at vi selv skulle ud at skubbe 30-40 gange pga lav vandstand, og at det var upstream. Det lykkedes dog langt om længe at, hvorefter vi havde en 8 km travetur til camp 5. Ikke det store problem men mit pwc-net snerrede lidt i hånden, da den blev svedig. I nettet var der mad og drikkevarer, da vi havde fået at vide, at der ikke kunne købes noget, men det var langt fra tilfældet. Englænderne var på en arrangeret tur, så de havde en guide til at kokkerere, mens tyskeren andre og jeg spiste dåsetun og drak flodvand, kogt over åben ild. Camping er som bekendt lige mig, så det gjorde ikke noget, bortset fra at vandet smagte ad h... til (brændt?!?!). Næste morgen begav vi os videre til The Pinnacles - en stigning på 1.200 meter op til 2.400 meter (45 grader i snit). Vi klarede turen på 2½ time, hvorefter vi brugte en times tid på at nyde udsigten. Turen ned var faktisk mere krævende for knæ og lår, så vi var godt trætte, da vi nåede ned kl 14 – til et dejligt svalende bad i floden. Det blev dog ikke til meget søvn om natten, da vi sov direkte på nogle planker.
De andre skulle tilbage dagen efter, mens jeg fortsatte ad headhunter's trail, men heldigvis fik jeg selskab af et andet engelsk par, der var godt selskab og en besparelse på 300RM – heldigt. Vi gik 12 km gennem junglen på 3 timer, før vi nåede floden, hvor en kano/båd ventede. Bådturen var alletiders med blå himmel og 35 grader – på grund af farten missede jeg et genialt billede af en gammel kone siddende på en pæl i floden med en kæmpe cigar og hængepatter til knæene. Den sidste ½ time af turen begyndte det at monsun-regne, så vi krøb sammen under regnslagene. Vi skulle egentlig have overnattet hos bådejeren, men det engelske par havde hørt om et langhus, hvor der kom få turister, så..... Den engelske fyr spurgte om det var ok, og fik et uklart ja (normalt skal man have en invitation på forhånd), så vi fik lodset bagagen og ventede 20 minutter i et bådehus på at regnen stilnede af. Vi var noget usikre på, hvad der skulle skulle ske og jokede lidt med, at vi altid kunne sove i bådhuset, hvis vi havde misforstået situationen. Op til huset hvor vi blev inviteret indenfor at chief Murut. Det er kutyme at have gaver med, men fordi vi troede vi skulle sove et mere turistet sted, hvor gaver ikke forventes, havde vi kun ½ pakke kiks og nogle krøllede smøger – en af de pinligste øjeblikke i mit liv! Vi fik dog alligevel lov til at hos chief Murut, der var tidligere hovedjæger dengang det stadig var tilladt. Han talte Iban (stammen) og meget lidt malaysisk, men heldigvis talte englænderne lidt indonesisk, der er nogenlunde det samme, så vi overlevede de første par timer i huset, indtil sønnen og en fætter kom hjem. De talte begge lidt engelsk, hvilket lettede stemningen ikke mindst efter at vi havde drukket 3-4 kander risvin. Ganske underholdende og meget interessant information om livet som hovedjæger, deres liv i dag osv.
Næste dag blev vi samlet op kl 8, hvor vi besøgte bådejerens langhus, før vi fortsatte ned ad floden og fik en bus den sidste time til Limbang. Her fik jeg min store rygsæk intakt, men i øvrigt var der ikke meget at lave udover at slappe af, før jeg tog med båden til Brunei dagen efter.
Jeg mødte op kl 8, men den sejlede først kl 9.30, da den var fyldt op. Ankom kl 10, hvor jeg efter at have fundet byens eneste billige overnatningsmulighed (et youth hostel til 10BD - næstbilligst var 80BD) - fes rundt og så 3 museer, den meget imponerende moske samt en enorm pæleby med 30.000 indbyggere, der understregede at ikke alle har fået del i oliemilliarderne. Jeg kan i øvrigt bekræfte at der intet sker efter kl 18-19, og at man ikke kan købe alkohol (dette er dog ikke tilfældet for øerne, der ligger uden for Brunei – toldfri zone og masser af prostitution; ja det er ikke nemt at være en god muslim med alle de fristelser! – og det er det åbenbart mange, der ikke er!). Dette var medvirkende årsag til at besluttede mig for at tage videre næste morgen. Med bus og to både til Kota Kinabalu kaldet KK (en uendelig lang rejsedag), hvor vi (et nyt engelsk par) brugte det resterende af eftermiddagen på at arrangere overnatning ifm bestigning af Mt Kinabalu og efterfølgende besøg i Hot Springs (der var kun få dage at vælge mellem pga skoleferie). Mine planer blev derfor ændret betragteligt, hvorfor vi allerede næste dag (i går) tog bussen til Sepilok Orangutang Park. Vi nåede at se eftermiddagsfodringen, hvor vi var heldige at se 10 stk (6 voksne og 4 unger) - hvilken akrobatik og rytme i bevægelserne. De er dog ikke så gode til at fordøje - vi talte, at 2 af dem kastede op og åd brækket igen 25 gange (især lækkert når de spiser hinandens bræk).
I morgen tager vi på en 2-3 dages tur op ad en flod, der skulle give sydøstasiens bedste mulighed for at se vildt dyreliv. Derefter bestiger jeg Mt Kinabalu og besøger Hot Springs før jeg den 17 flyver til Kuala Lumpur. Jeg har lidt ekstra dage, så muligvis tager jeg et par dage i Cameron Highlands for at trekke og se te-plantagerne, før jeg tager til Perhentian Islands og dykker/slapper af, før jeg tager hjem.
Nu skal jeg tilbage og se orangutangerne blive fodret, så i får ikke mere for den 25-øre.
Håber i alle har det godt og hilser omkring jer.
Mange feriehilsner fra Michael
- - - -
Hejsa,
Som nævnt sidst tog jeg på en to-dages tur på floden Kinabatangan, der efter sigende giver nogle af de bedste muligheder for at se dyrene i deres rette lement. Vi rejste 4 – det engelske par fra tidligere samt tyskeren Andre. Før vi tog afsted, måtte vi dog opleve at blive smidt ud fra ”vores” guesthouse, fordi vi ikke købte deres alt for dyre mad og tog på deres urimeligt dyre flodtur. Med Uncle Tan betalte vi 160RM for to fulde dage inkl. mad og overnatning, mens en tur med værterne kostede 180RM for en dagstur og 330RM for en todages tur (det bliver svært ikke at skrive til Lonely Planet og berette om dette). Busturen til floden tog små 2 timer, og da vi satte os ned i motorbåden, var jeg på forhånd skeptisk over for, hvor meget vi kunne komme til at se med al den larm. Det skulle imidlertid hurtigt blive gjort til skamme. På de første 1½ time så vi en krokodille spise en fugl, en orangutang, nogle proboscis (næseaber), gibbon'er, et hav af ”almindelige” aber, flere forskellige arter hornbills (den med det flotte næb), borneo-svin mv.
De næste dage var vi på både morgen- og aftenbådture, hvor vi så mange flere af ovennævnte, samt fiske- og kongeørne, ugler, kingfisher (smuk blå med rødt og gult næb), hejrer mv. Lejren var meget primitiv – et skur med myggenet og en tynd madras, men ift. camp 5 i Mulu (se tidligere mail) var det store forhold. Tre måltider om dagen … ikke noget særligt men glimrende forholdene taget i betragtning. Der var ikke meget at lave, når vi ikke var på floden, da der kun var et kort sti at udforske. Vi 3 gutter prøvede dog at finde rundt om en såkaldt sø (der viste sig at være en flod), hvilket var aldeles interessant, da der ikke var officielle stier men kun vildsvinestier. Da det var meget mudret, gik vi barfodede det meste ad vejen, og det var heldigvis helt uproblematisk, da vi hverken stødte på igler, slanger, edderkopper eller lign. Vi havde inden fået at vide, at det tidligere var sket, at nogen var gået vild og havde måttet i overnatte i skoven, så Andre skar lidt i træerne for at gøre det lettere at finde tilbage. Da det var ganske vanskeligt at orientere sig i den tætte skov, valgte vi at gå tilbage efter nogle timer, hvilket stadig var nogenlunde nemt, men jeg vil tro, at det havde været noget af en udfordring, hvis vi havde fortsat yderligere et par timer. Det var dog fint, at der var lidt udfordring i selve turen, for det nærmeste vi kom dyreliv var, hvad der lød som en stor fugl, der sloges med en abe.... de var selvfølgelig forsvundet, da vi nåede frem til stedet. Fuldstændig mudrede nåede vi tilbage til lejren, hvor vi tog et bad i floden. Vi havde fået at vide, der var krokodiller... Da vi var kommet langt ud i floden for at svømme, var vi dog ikke så store i slaget, da krokodillerne svømmede rundt midt i floden... især da de dykkede var vi lidt utrygge, men de var relativt små, så vi satsede på, at de ikke ville angribe os. Senere på eftermiddagen, mens vi lå og slappede af i hængekøjerne, kom en krokodille kravlende op på bredden, men før jeg fik fat i kameraet og rendt efter den, forsvandt den ud i floden. På denne tur var det noget irriterende at skulle undvære mit spejl-refleks kamera med paparazzi-linsen, for jeg fik stort set ingen billeder af dyrelivet, og jeg er meget skeptisk mht. kvaliteten af de billeder, jeg har taget.
Efter flodturen tog vi tilbage til Sepilok, og så orangutangerne en sidste gang. Det var en god oplevelse, da det regnede kraftigt, hvilket holdt de fleste turister væk. .. kun godt 10 turister og 4 orangutanger, heraf en udenfor parken.
Med bussen til Mt Kinabalu, der med sine 4.095 meter, er sydøstasiens højeste bjerg. Bestigningen er normeret til 2 dage, hvor førstedagen er 6 km med en stigning på 1.500 meter til 3.300 meter, mens andendagen er yderligere 2,7 km med en stigning på 800 meter. Alle bliver påtvunget en guide til 60-70RM til trods for, at 95% er ukvalificerede (ingen engelskkundskaber, intet kendskab til dyrelivet og mange forlader deres gruppe undervejs). Vi havde derfor en lang diskussion med park warden, der sagde at det var lovbefalet, men da vi skrev under på en erklæring om, at det var på eget ansvar, var det pludselig ikke længere et krav?!?! Jeg dannede gruppe med et svensk par, to gange Andre fra Tyskland samt engelske Anne. Svenskerne og den ene Andre tog hurtigt teten, men jeg valgte at holde et lavere tempo med rygerne, da der var meget interessant planteliv at studere. Endvidere havde vi lovet at se efter hinanden, når der nu ikke var nogen guide. Andre blev mere og mere bleg, som vi kom opad, og han valgte da fornuftigt nok også at holde sengen, da vi andre traskede afsted mod toppen midt om natten. Restauranten var overraskende nok ikke opvarmet, så folk sad med store trøjer/jakker på for at holde varmen. Jeg havde et (lidt) opvarmet værelse, fordi det var bestilt i god tid, mens de andre havde ikke-opvarmede rum. De skiftedes derfor til at låne min seng i løbet af eftermiddagen for at få varme i kroppen. Om natten var der omkring 5 grader på værelset, så det var til at leve med.
Endnu engang oplevede jeg, at det er et turist-fænomen at skulle se solopgange fra bjergtoppe. Anne erkendte hurtigt, at hun var langsommere end gennemsnittet, og at hun derfor måtte starte en del tidligere end alle andre. Jeg besluttede at gå med hende, da det syntes noget uansvarligt at lade hende gå op alene kl 2 om natten. De andre havde ikke samme ”ansvarsfølelse”, så de ventede til kl 3 (den sidste ridder af Dannebrog er endnu ikke født). Det viste sig at være fornuftigt at starte tidligt, for hun holdt pauser efter hver 20-50 meter (godt nok var det stejlt, men... - jeg må dog indrømme, at jeg var glad for, at det ikke var den første uge i ferien, hvor jeg var noget mere overvægtig og totalt ude af form). I takt med at vi kom opad tiltog vinden og luften blev tyndere. Jeg fortrød derfor hurtigt, at jeg kun havde en t-shirt under min vindtætte jakke. Så længe vi gik var det ok, men da vi kl 5.15 nåede toppen var det isnende koldt. Langt de fleste valgte at gå ned efter kort tid, da det var totalt overskyet (inkl svenskerne). Vi andre valgte at vente ½ time, men da der stadig ikke var sket det store, skulle vi lige til at gå ned, da solen svagt kom til syne mellem skyerne. Det gav mod på mere, og da vi godt gennem-frosne gik ned kl 7, var det nærmest skyfrit - det var bestemt værd at vente på.....
Vi var nede i lejeren efter 1½ time, hvor vi fik morgenmad og en lur på en time, før vi begav os ned til HQ, som vi nåede 3 timer senere (Annes knæværkede voldsomt, så det tog noget tid). Efter at have taget afsked med Anne og Andre, der tog til Kinabalu, fik jeg snakket lidt mere med den anden Andre og det engelske par om deres tur ned.
Vi overnattede i parken, og mens englænderne tog til KK, tog Andre og jeg til Hot Spings. Det var lidt af en skuffelse, da det var små badekar og ikke en stor pool, ligesom udsigten var begrænset. Det tog 1-1½ time at fylde et kar, så der var tid til en stribe øl. Mens vi spiste frokost faldt vi i snak med 3 engelske piger, som vi senere fulgtes med til Conopy Walk – en 157 meter lang hængebro i trætoppene ca 40-45 meter over jorden. Det lød bedre end det var, for vi så ingen dyr og udsigten over bjergene var delvist skæmmet af dis. Da vi kom tilbage, tog vi endnu et varmt bad, mens vi sladrede et par timer, før vi fik aftensmad.
Dagen efter tog vi til KK og fik klaret lidt praktiske ting samt spist aftensmad med det engelske par, som nu skulle til Indonesien. Vi skiltes her til morgen, hvor jeg fløj til Kuala Lumpur. Jeg regner med at spendere de næste to dage her, hvorefter jeg tager til Cameron Highlands for at trekke og se te-plantagerne, og derefter til Perhentian Islands for at dykke/slappe af 10 dage, før jeg tager hjem. Det viste sig efterfølgende, at Anne er divemaster på øen, så nogle gange er det godt givet ud at være hjælpsom.
Klokken er ved at være mange efter en lang rejsedag, så jeg vil slutte uden at kunne sige, om der kommer flere mails, før jeg kommer hjem den 7 oktober. Som følge heraf må jeg hellere sørge for at sende per et stort tillykke med fødselsdagen den 25 september.
Håber i alle har det godt og hilser omkring jer (inkl. at holde ikke email-kapable personer orienteret).
Mange feriehilsner fra Michael