Hejsa,

Saa er det tid til en rejsebekrivelse fra min cykeltur rundt paa balkan efter at jeg endelig har fundet en internet cafe - det er bestemt ikke saa nemt, slet ikke i de smaa landsbyer bjerge og skove hvor jeg primaert befinder mig.

Anyway, alt gaar som saedvanlig helt fantastisk og jeg nyder turen i fulde drag. For dem der ikke skulle vaere bekendt med grovskitsen til turen er den at koere fra Wien gennem slovakiet, ukraine, rumaenien, moldova, bulgarien, albanaien, makedonien, kosovo, serbien, montenegro, bosnien hersegovina, kroatien og slovenien - og derfra ma jeg saa se hvordan jeg kommer hjem. Et sjus paa 6-8.000 km og 2-3 maaneder afhaengig af hvordan tingene udvikler sig.... Efter 3 uger er jeg pt i rumaenien (transylvanien) og har koert godt 2.000 km. De foerste dage godt 100 km pr dag, mens det nu er ca 150 km pr dag afhaengig af veje, vejr og hvad jeg skal se. I dag er min foerste halve hviledag, fordi jeg klare praktiske ting og paa sightseeing her i Brasov. 
 
Det startede dog med lidt udfordringer - jeg var meget i tvivl om det i det hele taget var en god ide at tage afsted med mit daarlige knae, der havde faaet et vrid ved en rundboldkamp til en familiepinsefrokost 3 uger foer. Knaeet var stadig haevet saa jeg overvejede baade at udskyde og aflyse, men besluttede mig saa til sidst for at tage afsted - som min gamle forboldtraener altid sagde: "det skal loebes vaek"!! Lidt chancet men det vaerste der kunne ske var jo at skulle tage hjem igen. Indtil videre gaar det ok - knaet er ganske vidst stadig haevet men ikke mere end foer, saa det gaar nok. En anden udfordring var cykelkassen til transport i flyet - jeg havde hentet den i god tid hos cykelhandleren, men skybruddet i weekeenden inden afrejse "aad" kassen i kaelderen, hvor vi havde 35 cm kloakvand... 
 
Naa, afhente ny kasse og saa faa min flinke svoger ivan til at koere mig i lufthavnen tidligt om morgenen. Begivenhedsloes tur og ingen problemer med cyklen (modsat et aeldre dansk par der bare havde puttet cykelen paa flyet uden beskyttelse). I Wien boede jeg et par dage via mit couchsurfing medlemskab hos et ungt par lidt uden for byen. Rigtig soede mennesker hvor jeg foelte mig som hjemme - de havde endvidere mange gode anbefalinger til sightseeing og shopping (vejkort for hele oesteuropa, camping-gas osv) i wien, ligesom de kendte til en hyggelig cykelvej til bratislava, saa jeg slap for hovedvejene. Jeg har aldrig vaeret i Wien og noed en lang cykeldag rundt i den smukke by.
 
Vejret har vaeret fantastisk - vidst det man kalder hedeboelge med 35-40 i skyggen og en hel del mere i den stegende sol paa landevejene. Naesten for varmt til at cykle isaer i bjergene. Den sidste uges tid har det vaere mere moderat med ca 30 grader i skyggen og lidt skyet ind imellem - helt behageligt. Jeg har mest koert ostpaa og saa lidt nord og syd - af en eller anden aarsag er der altid modvind - jeg satser paa at nar jeg kommer til bulgarien og skal koere vestpaa, saa er det bare at brede armene ud og nyde medvinden resten af turen - vi faar se.... Her til formiddag er det lidt overskyet, hvilket jo er fint timet naar jeg nu skal sidde paa internet cafe Det har vaeret toert bortset fra 2 naetter og en dag med vilde skybrud - sidstnaevte gav store problemer af flere omgange. Det var en dag jeg skulle krydse bjergene, men heldagsregn med 3 skybrud betoed store oversvoemmelser. Foerst proevede jeg at skyde genvej af hvad der burde vaere en vis stoerrelse sidevej, der endte i et mudderhul af en markvej - ikke lige sagen for en tung cykel der synker i og skovler mudder op under skaermene. Efter at have trukket tilbage til hovedvejen og renset cyklen i et vanloeb, cyklede jeg en stoere omvej op i bjergene, foer jeg efter 30 km paa mudrede og oversvoemmede veje maatte konstatere, at vejen var lukket. Noedcamping i en lille skov i byen og dagen efter maatte jeg hele vejen tilbage til hovedvejen (med mere mudder og cykelrensning til foelge) og en stoerre omvej sydom paa en hovedvej. Saadan kan tingene hurtigt aendre sig med vejret, men det er jo bare at tilpasse sig - der er ikke saa meget andet at goere.   
 
Udstyret har generelt holdt fint men det er jo ogsaa gennemtestet fra tidligere ture. De elendige veje har dog kostet en knaekket skrue til forbagage-baereren, som det tog et par timer at finde erstatning for i den lille bjergby, hvor jeg befandt mig. Halvdelen af byen var paa den anden ende for at hjaelpe....Endvidere er min baglygteholder knaekket af, saa den har faaet en gang gaffa-tape.
 
I slovakiet boede jeg en del paa camping, dels fordi pladserne er hyppigt forekommende og paalidelige, dels for at finde en cykelmakker til en del af turen. Sidstnaevnte viste sig hurtigt helt umuligt. Meget faa cykler og de faa der goer, har en planlagt tur hjemmefra eller holder sig til de officielle europaeiske cykelveje (ja det findes aabenbart) - ikke lige noget der passer til min mere spontane rejseform. Det meste af tiden har jeg derfor sovet i skoven, krat i vejsiden, paa marker - ja kort sagt alle steder hvor jeg har kunne slaa et telt op i nogenlunde fred og ro. Officielt er det vidst ikke tilladt, men de lokale (isaer rumaenerne) goer det alle steder, og og naar jeg taler med folk, er det intet problem - de er mere bekymrede paa mine vegne uden at kunne praecisere for hvad. Det giver fantastiske oplevelser at vaere i skoven i morgentimerne og aftenskumringen, hvor dyrene er fremme - bl.a. har jeg set raadyr og et kaempe vildsvin helt taet paa.  Maden haenger i et trae for at undgaa uoensket selskab i teltet af alt fra mus til bjoerne. Min stoerste bekymring vaeret de mange vilde hunde i rumaenien, der lever alle steder - ogsaa langt ude i skoven. Det skyldes, at de lever af folks efterladte affald og endnu vaerre at nogle decideret fodrer dem. De er ganske naergaaende og nogle ret aggressive og af en eller anden grund synes en dansk cykelturist at vaere et velkomment offer at jagte - nogle gange flere km indtil de loeber sig traette. Jeg taenker, at de ligefrem nyder at faa mig til at cykle hurtigere bare for sjov og jagten, men omvendt foeler jeg ikke det store behov for at stoppe op og teste om de i givet fald mister interessen. Lidt bedre planlaegning havde nok indebaeret en rabies-vaccination.... Og apropos vaccination saa skulle jeg maaske have taget en vaccination for flaater - her i oesteuropa baerer nogle af dem en meget skadelig hjernevirus (ingen sjove bemaerkninger!), og jeg har da maatte grave et par stykker ud. En paa foden og en paa kuglerne - sidstnaevnte var en spaendende "operation" med en neglesaks i pandelampens skaer.....   
 
Naa men som jeg kom fra, saa har jeg cyklet for mig selv, bortset fra foelgeskab af de lokale, der meget gerne sludrer. De taler alverdens slaviske sprog men sjaeldent vesteuropaeiske, saa det bliver ofte paa gebrokkent tysk, som ingen af os mestrer - og saa selvfoelgelig det universale tegnsprog. Det sagt, saa er jeg faktisk kommet langt med spansk (og lidt fransk) her i rumaenien, der er et meget "romansk" sprog. De lokale er ofte ganske reserverede og svaere at traekke et smil ud af - men naar det saa lykkes at faa en gammel tandloes kone til at smile, er det bedre end at vinde den store gevinst i lotto. Jeg er begyndt at vinke til at alle og det synes at virke bedre. Naar jeg stopper for at bede om vand eller kikke paa kort, kommer mange gerne over og snakker - jeg maa jo ligne en lokal, eller ogsaa forestiller de sig ikke at nogen gider cykle saa langt i fremmede lande...!? Reservationen falder hurtigt naar vi staar over for hinanden, og jeg oplever kun venlighed og hjaelpsomhed  -folk stimler til og der ringes til andre for gode raad. Jeg bliver jaevnligt budt paa baade det ene og det andet - vand og limonade, is, frugt, frokost med hele familien, overnatning osv - og en gang tilboed en fyr i en computerbutik at jeg kunne laane hans pc, fordi han ikke vidste hvor der var en internet cafe. Folk der mener, at det oesteuropaeere er forfaerdelige mennesker skulle besoege landene og opleve, hvor fantastiske disse mennesker er overfor fremmede - vi kunne laere meget....   
 
Vejene er meget som Baltikum sidste aar - kvalitet haenger ofte men bestemt ikke altid sammen med stoerrelsen af vejen (og da slet ikke angivelser paa mit vejkort). Hovedvejene er meget trafikerede og der bliver koert hurtigt - 150/200 km/t er ikke usaedvanligt hvor der maa koeres 80 km/t. Det gaar, naar der er lidt asfalt til hoejre for stregen (hvis der overhovedet er en streg), men ellers er det livsfarligt - omvendt er det nok ikke saa vigtigt om jeg bliver ramt bagfra med 100 eller 200 km/t. Jeg tager saa vidt muligt de smaa veje men det er ikke altid en hjaelp for den mindre trafik giver bedre betingelser for fart-tosserne. Endvidere udvikler det sig noget gange lidt anderledes end forventet - en dag havde jeg cyklet meget paa hovedvej og ville skyde genvej paa en lille vej langs floden - det endte med 300m gennem en 5-10 cm oversvoemmet tunnel, hvor jeg ikke fik glaede af dynamoen fordi jeg maatte cykle langsomt, hvis der nu skulle vaere et stort hul eller bump. Derefter blev vejen til en 10 km grus/stensti over et bjerg, saa jeg foelte at jeg med i VM i mountainbike med bagage. Steine delte sig hyppigt, saa jeg maatte koere efter solen og instinktet og oplevede en del mystiske ting f.eks saa jeg jeg folk der stod og flyttede varer fra en lastbil til en anden (jeg undlod klogeligt at spoerge hvad der foregik....? Da jeg kom endelig kom ned paa den anden side af bjerget viste det sig at campingpladsen, som jeg havde koert efter ikke fandtes, saa jeg maatte tilbage over endnu et bjerg til hovedvejen - ikke en udflugt der havde givet mange roser hos evt. medrejsende, men saa var det jo nok aldrig kommet dertil. Naa, men mest forsigtigt bliver der koert paa de utroligt mange hullede veje, men ligesom bilisterne slingrer jeg ogsaa over 2 vejbaner for at finde den mindst forfaerdelige rute. Farligt er det ogsaa at koere nedad bjergene - der kan komme god fart paa cykelen med 50 kg bagage, saa det er bare at haabe paa at cyklen holder, at der ikke kommer et pludseligt hul/bump eller hund, hest, ko eller vaeltet trae - koncentration og gode bremser er alfa & omega. I givet fald giver bar mave, cykelshorts og sandaler jo ikke meget beskyttelse..... Byerne er ogsaa problematiske at cykle i - de fleste gange skal man koere paa vejen, hvor der ikke er plads i siden og asfalten altid er presset op i buler pga varmen. Faa steder har de forsoegt sig med cykelstier paa fortorvet - det er omend endnu farligere, fordi bilisterne ikke ser cyklerne ved hoejresving og fodgaengeren slet ikke har noget forhold til cyklerne. I Kosice i slovakiet var jeg saaledes taet paa 4 ulykker paa en times tid! At der sker mange ulykker forbigaar ikke opmaerksomheden - alle landene har tradition for at at opsaette kors i vejsiden og dem er der ikke saa faa af. Maaske en ide til DK for at apellere til fart-tosserne...? 
 
Slovakiet er utrolig bjergrigt - over 80% af landet ligger over 750m, saa koerer man ikke op saa er det ned. Det er derfor vigtigt at vaere helt sikker paa vejen for ellers risikerer man at vaere rullet 5-10 km ned ad en forkert vej.... Stigningerne er ofte barske - 8-12% er ikke usaedvanligt, men der har vaeret stigninger paa knap 20% (det maa vaere uden for kategori? - og saa gider jeg i oevrigt ikke hoere om, at de har det haardt i Tour de France uden abgage, med vandbaerere, rigelig kost, massage osv). Da der en gang var 2 af den slags stignigner inden for en halv time, maa jeg indroemme at jeg maatte af og traekke op - ikke at det er meget nemmere at skubbe saa tung en cykel op ad et bjerg. Andre gange maa jeg skubbe op fordi det er grus-/stenveje, hvor cyklen ikke kan faa "daek-faeste". Slovakiet har en spaendende historie med en central placering i middelalderen, saa jeg har set mange borge, slotte og kirker fra den tid. Storbyerne minder meget om vores, men paa landet er det ofte som at stille tiden 50-100 aar tilbage - charmerende faarehyrder og kodrivere, storke i lygtepaelene, ligesom der flere steder hoestes med le. Andre steder foregaar det dog maskinelt som hos os. Udover forskellige slags korn, dyrkes der vin og kaempe-solsikker, saa langt oejet raekker. Jeg ved ikke om de dyrkes til et saerskilt formaal, eller om det blot er af hensyn til de mange biavlere, der har stader alle steder - i hvert fald var det i forbindelse med et solsikke-billede, at jeg blev stukket af en af de mange bier - og efter en uges overnatning i skoven uden bad, kan jeg med sikkerhed sige, at det ikke var fordi jeg duftede af mark-blomst: goedning er nok et bedre bud. Endelig er skovning desvaeere et saa udbredt, at mange bjergskraaninger nu staar oede hen - det ser ud som om skovbevaring var en af de gode ting ved kommunismen.
 
Ukraine var fra starten taenkt som gennemkoerselsland til rumaenien - muligvis med en afstikker til krim og odessa. Det er saa kaempestort, at det kraever en tur for sig. Efter at have cyklet der et par dage, maa jeg konstaere, at det ikke bliver paa cykel. Vejene er ganske enkelt helt haabloese - her blev droemme fra slovakiet om et fladt stykke erstattet med oensket om 50m sammenhaengende asfalt. Efter 13 timer i sadlen og kun ca 100 km lignede min bagdel noget der havde vaeret gennem en koedhakkemaskine, og fornoejelsen ved at skulle i sadlen naeste dag var til at overskue. Der bliver snakket meget om, at moderne tortur-metoder som waterboarding ikke skal vaere tilladt - jeg foreslaar at man sender folk paa et par ugers cykeltur i ukraine, saa skal de nok fortaelle alt de ved.... Og saa er det ikke et nemt at komme hverken ind eller ud af landet paa cykel. Da jeg skulle ind, blev jeg dirigeret til en anden graensepost - graensevagten var dog saa flink at paapege at det kun var 40 km vaek.... Og da jeg skulle ud af landet kunne det heller ikke lade sig goere - jeg maatte koere 30 km tilbage og krydse ind i ungarn i stedet. Denne gang insisterede jeg, og loesningen blev, at cykel og jeg blev smidt ind bag i en spansk varevogn og koert over graensen. Jeg kunne aerlig talt ikke lade vaere med at grine, mens jeg stod i moerket bag i bilen. Og saa blev det ellers taget billeder og skrevet rapport, mens en 4-stjernet fyr saa til. Paa den rumaenske side var de ganske overraskede over, hvordan jeg var kommet gennem den ukrainske graensepost paa cykel, men lod mig passere uden yderligere spoergsmaal.... Der var ikke det store at se i ukraine - mest bare dagligdagslivet paa landet, hvor folk utvivlsomt er meget fattige - bemaerkelsesvaerdigt er det dog at kirkerne altid er nye eller ny-restaurerede - bygget paa ryggen af den haardtarbejdende og meget lidt uddannede befolkning. Bortset fra det var ukraine en positiv oplevelse, hvor folk var meget venlige og hilste paent - langt fra det frygtede billede af fulde russere. Som kuriosum er det i oevrigt interessant at mindst 90% stadig koerer i de gamle ladaer fra lang tid foer muren faldt - til gengaeld findes de baade i haevede og saenkede versioner, med alu-faelge osv. 
 
Overgangen til rumaenien blev stoerre end ventet - ikke vejene der de foerste mange km var ligesaa elendige. Hurtigt kom jeg dog ud paa en bedre hovedvej og stor var min overraskelse, da 90% af bilerne var de store tyske sportsvogne og firehjulstraekkere - pludselig var jeg en del af et racerloeb paa aaben vej..... Og kort efter kom jeg til et omraade, hvor alle synes at have et hus paa mindst 500 kvadratmeter - hvad skete der lige med det fattige rumaenien. Jeg taenkte straks i stjaalne vesteuroaeiske biler og korruption af EU-penge (til bla vejbyggeri der aldrig er faerdiggjort), men de lokale forklarede senere, at det var folk der arbejdede paa kontrakt i vesten og saa kom tilbage med deres relativt mange penge. De har ofte kun raad til skallen af huset, mens det tager et livs indkomst at indrette selve huset. Faenomenet er udbredt og i mange byer er halvdelen af husene nye eller nyistandsatte - men vanerne aendrer sig ikke, saa gamle maend og koner sidder stadig paa baenke uden for husene og sludrer mens de studerer livet der passerer forbi. Det gaelder dog ikke paa landet, hvor folk stadig er meget fattige - f.eks. ses der ofte flere hestevogne (med nummerplader) end biler og meget foregaar som paa landet i ukraine. Rumaenien er lidt fladere end Slovakiet, mens til gengaeld er der nogle store pas paa over 1.500m med opkoersler paa 10 km - det traekker taender ud - og ofte faar jeg ikke noget ud af nedkoerslerne fordi vejen er for daarlig. Mange veje er asfalt oven paa beton-elementer (a la hitlers transportveje) eller paa brosten. Nogle steder er der endda lagt brosten paa nogle km vej som del af EUs nye vejeprojekter - givetvis meget idyllisk men ikke saerlig oenskvaerdigt for en cyklist. Ogsaa her er folk meget imoedekommende, naar jeg passerer de smaa landsbyer, hvor folk sidder paa den lokale bar og faar sig en kold oel, hvad der synes at kunne foregaa hele dagen.
 
Moldova skulle have vaeret nogle dage til besoeg af bla. et grotte-kloster. Folk havde imidlertid anbefalet en rute laengere sydpaa i rumaenien, end jeg oprindelig havde taenkt, saa hvis jeg skulle besoege klostret betoed det en lille uges cykling, hvilket ikke lige var sagen. I stedet besluttede jeg at tage en dagtur i den sydligere del af landet. Det blev paaa mange maader en bemaerkelsesvaerdig dag. Jeg blev vaekket kl 5 om morgenen, fordi jeg havde sat teltet op i graeseomraadet ned til floden til Moldova. I begyndelsen var jeg lidt skeptisk overfor de 2 fyre, der stod oppe paa et et dige og sagde jeg skulle pakke sammen, mens de kiggede paa og stillede mange spoergmaal. Men den var god nok - det var graensebejente. Vi sludrede hele vejen ind til en lille by og efter at de havde set pas endte det med, at den ene brugte 15 minutter paa at anbefale steder jeg skulle se i rumaenien samt give mig hans og soesterens telefonnumre, hvis jeg skulle komme i naerheden af hvor de boede - det var nok ikke sket i DK.... (i ovrigt saa jeg senere mange baglands-patruljer helt op til 20 km ind i landet - om de er effektive og fanger nogle overloebere ved jeg ikke, men der goeres da noget). Naa, men efter den obligatoriske jagt af 10 bidske hunde over graensen, blev jeg ogsaa lukket ind i Moldova, efter at en saerdeles omhyggelig vagt havde studeret mit pas med lup flere gange. Jeg ved ikke hvad han forestillede sig - at nogle ville snyde sig fra EU til Moldova...? Efter et par km drejede jeg ned ad en vej, der burde vaere af en vis stoerrelse, men som hurtigt viste sig at vaere det vaerste jeg endnu havde oplevet - sand/grus/sten og kaempe huller i vejens bredde fyldt med vand saa jeg ofte maatte i folks haver for at komme forbi. Efter 10 minutter havde alle 3 passerende biler stopppet mig og forklaret at Moldova var et farligt land - isaer paa cykel. En fyr insisterede endvidere haardnakket paa, at jeg skulle cykle nordpaa og ikke sydpaa, hvor der boede nogle vaerre typer og intet var at se. Det var oplagt at vende om, men paa den anden side kunne jeg nu kun blive positivt overrasket - og det blev jeg. Efter 30 km havde jeg opgivet haabet om en bedre vej og kunne kun glaede mig over at vaere kommet tidligt afsted for det ville tage nogle timer, at koere de 130 km i Moldova paa saadan en vej. De sidste 80 km var imidlertid en relativt fin hovedvej, og saa gik de jo alligervel. Samtidig var folk - om end noget overraskede - meget flinke og hilste paent.

Turen gaar de naeste dage nede gennem det centrale rumanien til bulgarien og derefter vestpaa til flere eventyr.

Det blev en lang historie blot for at sige at jeg nyder turen og livet. Jeg haaber at alt ogsaa staar vel til hos dig, og at du nyder sommeren og ferien. Hils familien mange gange.

Mange rejsehilsner fra Michael

- - - -

Hej igen

Sidste mail endte i Brasov i Transylvanien i Rumaenien. Derefter gik det 100 km vestpaa for at koere over rumaeniens hoejeste bjergkaede paa omkring 2.600 meter, hvor vejen dog "kun" gik i 2.100m. Jeg havde selvfoelgelig store forhaabninger inden turen, men de blev hurtigt minimeret, da bjergene paa lang afstand var indhyllet i dis fra morgenstunden. Ikke desto mindre var det bare med at komme opad - den foerste halvdel af opstigningen paa 30 km foregik i skoven, saa der var absolut intet at se (man kunne da godt lige have lavet et enkelt udkigspunkt). Derefter koerte jeg ind i skyerne med en sigtbarbarhed paa ned til 5-10m og moerke, dryppende skyer paa toppen. Det siger sig selv, at det ikke var den store oplevelse - mere en bedrift at kaempe sig over bjerget. Det var i oevrigt en weekend, hvor der var en eller anden form rumaensk folkefest paa bjerget, hvor folk camperede alle mulige steder med picknik og hele balladen.... Bjergene er smukke men det er jo hverken himalaya eller alperne, og med et lovet uvejr i vente var det bare med at komme ned igen efter en hurtig gang suppe til at varme sig paa. Nedad kunne have vaeret en fornoejelse, hvis vejen havde vaeret bedre, men nu gik det mest med at bremse og holde sig fri af de stoerste huller. Cirka halvvejs nede blev jeg beloennet for dagens indsats, da jeg fandt et helt fantastisk sted at campere med panorama-view til en stor soe fra foerste parket. Mine soede "naboer" fra Bukarest boed paa aftensmad og hyggeligt samvaer foer det lovede uvejr satte ind om aftenen - himmel og jord i eet men der var jeg kroebet til koejs!

Videre ned gennem det centrale rumaenien, hvor jeg i oevrigt for foerste (og indtil videre sidste gang) blev antastet af nogle mindre loedige typer, mens jeg spiste lidt frokost uden for et lille supermarked (selvfoelelig i en storby). Jeg vidste det med det samme (de havde ikke rare oejne), saa jeg var paa vagt. 2 fyre summede om min styrtaske hvortil der er laas uden at jeg dog bruger den - det kraever lidt teknik at faa den af styret under alle omstaendigheder. De kunne ingen sprog saa det blev ikke meget samtale, og de forsvandt kortvarigt for at vende tilbage i stoerre antal - 4, 6 og til sidst 10 - som fluer paa en nylagt kolort. De proevede alle de gamle tricks og til sidst fortrak jeg til en fredelig park, hvor jeg fik afsluttet frokosten. Paa vej sydpaa konstaterede jeg, at det meste gammel-kommunistiske industri ikke bare er lukket men ogsaa revet ned. Det betyder i oevrigt en omvendt urbanisering, hvor de unge flytter fra byen tilbage til landet og familien. Det vil paa sigt efterlade de mange arbejderkareer i udkanten af storbyerne tomme, men indtil videre ser de nu acceptable ud - isaer fordi de ofte er shinet op med lidt maling og lidt groenne omraader. De saelger som sagt alting ud bagklappen paa bilen, men den hyppigste egentlige forretning synes at vaere vaerksteder til vulkanisering samt reparation af de utroligt mange, gamle Dacia'er - sikke en arbedsloeshed det vil medfoere, naar de engang faar udbedret alle vejene med de mange EU-midler som der reklameres med langs vejene.

Det skulle vise sig at vaere lidt vanskeligt at krydse graensen til bulgarien. Paa mit kort lignede det en bro, men det skulle vise sig at vaere en baad, der var svaer at finde og i oevrigt gik relativt sjaeldent. Iflg planen skulle jeg vente 2 timer til kl 17, men den blev selvfoelgelig 19.30 foer vi kom afsted og efter kl 20 foer vi ankom til Bulgarien - og saa havde jeg pludselig lidt travlt med at finde lidt skov at overnatte i. Naeste dag gik det sydpaa ca 100 km til den gamle kongeby Veliko Tarnovo - jeg skulle dog aldrig komme saa langt, for pludselig fik jeg gear/kaedeproblemer, der dog viste sig at vaere 2 knaekkede eger paa baghjulet - med mig og bagage alt for kritisk til at turde fortsaette de sidste 27 km til Veliko. Jeg har ikke eger med og havde i ovrigt ikke varet i stand til at skifte dem, fordi det kraevede specialvaerktoej til foerst at fjerne gearene. Jeg maatte derfor traekke 5 km tilbage til en lidt stoerre landsby i haab om at faa hjaelp fra byens altmuligmand. Lidt skeptisk da jeg saa det lille og meget rodede vaerksted, men Tidor (simon Spies look alike paa hans gamle dage) viste sig at have helt styr paa tingene, og cyklen var (naesten) saa god som ny da jeg rullede derfra en god times tid senere - selvfoelgelgi uden at betale. Det ville han slet ikke hoere tale om! Igen endte en lidt uheldig dag fantastisk med camping ved en lille flod. Et hyggeligt lille sted ejet af en aeldre englaender med koekken, internet osv.

Naeste dag gik det til Veliko - ikke en specielt charmerende by, men jeg fik da set det vigtigste bla et kaempe monument midt i byen og den imponerende borg paa toppen af et bjerg lidt uden for byen. Og i oevrigt heldigt at jeg ikke kom til byen sent dagen foer, for der er ingen camping i naerheden af byen trods 3 angivelser paa mit kort. Paa vej sydpaa af smaa bjergveje (af haederlig kvalitet) oplevede jeg for foerste gang mange mennesketomme landsbyer - meget anderledes. Derudover gik cyklen selvfoelgelig i stykker igen - endnu en eger knaekket paa samme side og denne gang ingen i naerheden til at reparere - en fyr kiggede paa den, og det var fint nok for saa var jeg da i toervejr den halve time et skybrud passerede. Naermeste stoerre by ca 40 km vaek - jeg kom dog kun halvvejs foer en forespeoergsel om vej endte med en gratis bustur til en anden stoerre by (via telefon til en vendinde der kunne lidt tysk) - 50 km i lidt forkert retning men hvad betyder det, naar cyklen er i stykker og jeg kan blive sat af lige hos en cykelhandler. Det vigtigste som et par af passagerne oenskede at jeg skulle vide, at der var doedeligt giftige slanger i bjergene - det vidste jeg godt og havde godt nok set en doed en paa vejen, men sandsynligheden for at blive bidt af saadan en er jo lille - det skulle da lige vaere om natten, naar jeg er ude at slaa en streg. Anyway, det viste sig at alle egerne paa samme side var naesten slidt igennem - noget som tidor nok burde have set, men han havde jo gamle oejne. Cykelhusets soen martin reparerede alle egerne men det tog saa lang tid, at det var ved at blive sent, sa han tilboed overnatning - virkelig dejlig familie der fodrede mig af efter alle kustens regler med lokale retter + rundvisning i byen. Igen uden betaling - ikke engang for cyklen maatte jeg betale for! Og jeg fik endda et helt saet nye super-eger med til naeste gang, det gik galt. Det er bare gaestfrie mennesker, naar det er bedst.   

Herfra tog jeg et stoerre loop rundt i det centrale, sydlige og vestlige bulgarien efter forskellige lokales anbefalinger. Hvor Slovakiet var slotte/borge og Rumaenien klostre er Bulgaien i hoej grad meget smuk natur med bjerge, dale, soeer, floder osv. (til min store glaede er der mange traeer i bjergene) - gasnke flot men desvaerre lidt skaemmet af trist vejr nogle halve dage og saa nogle knap saa gode veje, der flytter fokus isaer paa nedkoerslerne. Her konstaterede jeg, at bulgarerne vidst har det sydlandske sociale gen - naar de camperer i bjergene klumper de sig sammen paa faa smaa omraader i stedet for at sprede sig lidt ud. Og saa blev jeg ogsaa for foerste gang "opdaget" i teltet, som jeg plejer at gemme lidt vaek for at undgaa for meget opmaerksomhed. Troede det var fint gemt, men blev vaekket kl 7.15 loerdag morgen af nogle der startede med at faelde traeer - det virkede lidt lusket for de havde parkeret langt vaek og gaaet flere hundrede meter over en stor bakke for at faelde disse traer som var taet paa vejen hvor jeg laa - naa, de var nok lige saa overraskede som mig. Jeg havde tidligere konstateret, at mit bulgarienskort ikke er fantastisk med ikke-eksisterende campingpladser, nogle byer er ikke paa kortet, mens andre der burde eksistere ikke findes paa kortet. Men disse dage i bjergene kom det for alvor til udtryk vedr. hoejder. Den foerste dag endte jeg efter 40 km uafbrudt opkoersel i et skisportsomraade i godt over 2 km hoejde - paa en gang fascinerende og frustrerende, at bjergene bare fortsaetter efter hvert sving - det gav anledning til lidt panikcamping fordi det blev saa sent. Kortet angiver til gengaeld "smaa" pas paa 700m og 1.000m - det betyder at 10 km kan tage under 10 minutter eller over 2 timer - og at jeg sjaeldent ved det. Med saa mange op- og nedkoersler har jeg preaciseret begreberne lidt - et bjerg skal vaere over 1.000 m ellers er det en bakke. Saa passer det med minimum et bjerg pr dag - nogle gange 3-4. Formen er ved at vaere fin og jeg har for laengst tabt de 10-12 kg som jeg tog paa de 10 uger jeg var i DK efter mellemamerika-turen  i vinter - bare saadan for at have lidt at taere paa til denne tur.

Udover sproglige udfordringer i samtale har jeg ogsa lidt vanskeligt ved det cyrilliske - saaledes praestede jeg at korere forkert, fordi jeg missede de cyrilliske finesser i 2 naesten enslydende bynavne - det sendte mig over et pas paa 1 km. Det gik dog alligevel, da det var sydpaa - blot ikke lige den vej jeg havde planlagt, men saadan udvikler tingene sig hurtigt. Udover de dejlige mennesker (rigtig mange positive tilkendegivelser - isaer paa vej op ad bjergene) har min foerste observation i Bulgarien vaeret de manglende vilde hunde. Der findes nogle faa, men det er intet mod rumaenien. Jeg savner bestemt ikke de forraadnede hundelig paa vejen hver km - nogle gange kunne man se dem; andre gange blot lugte dem! I bulgarien er det i stedet oedelagte lastbildaek, der ligger i vejsiden hver km. Og saa har bulgarien ogsaa givet mig fornemmelsen af, hvad piger med store fortrin snakker om - det haender ganske ofte, at isaer unge maend kigger paa cyklen fremfor mig.

I gaar kom jeg til Makedonien, hvor det paa 3 dag i traek var taet paa 40 grader i skyggen og nok 50 i solen - stoettefoden synker i hvert fald i asfalten med det samme. Helt tosset at ligge paa landevejen under saadanne forhold, hvor alle fornuftige mennsker sidder i airconditioneret bil eller i skyggen med en kold oel - men det er jo en cykelferie, saa jeg maa videre. Makedonien er virkelig en positiv overraskelse - noget af det smukkeste natur paa denne tur med bjerge, dale, floder, soeer. Og overraskende gode veje, naar jeg holder mig paa hovedvejene, som ikke er specielt trafikerede. I gaar medfoerte ordet "katastrofe" og visning af kampesten om en mindre vej over bjergene til en hurtig ruteomlaegning - gasnek vidst 30 km laengere men paa fin vej. Og igen maa jeg konstaere soede og dejlige mennesker, der baade er interesserede og soerger for mig undervejs (hundene er dog igen efter mig, saa det bliver til noget intervaltraening). Alle nationaliteter synes at have fordomme om andre - bulgarerne bla om Makedonerne, men det er skudt helt forbi. Alle hader romaerne, mange har fordomme om rumaenerne og ukrainerne (de er ikke rigtige europaeere) - og albaneren og kosovo-befolkningen har heller ikke faaet meget ros, hvilket bliver de naeste lande jeg skal besoege. Maaske bliver jeg behandlet bedre, fordi jeg ikke er fra regionen, men indtil videre er det kun positive oplevelser.

Endnu en lang historie blot for at sige, at jeg fortsat nyder turen og livet. Jeg haaber, at alt ogsaa staar vel til hos dig, og at du har nydt sommeren og ferien trods regnen i DK. Hils familien mange gange.

Mange rejsehilsner fra Michael

- - - - -

hej igen - saa er der endelig nyt fra globetrotteren. Jeg beklager ikke at have skrevet i lang tid, men som tidligere naevnt har det ikke vaeret nemt at finde internet cafeer.

Efter en helt fantastisk tur paa 60 dage er jeg nu kommet tilbage til wien, hvor jeg bor et par dage hos min gode ven simon, foer turen gaar til DK. Iflg mit kort har jeg koert godt 7.000 km men et mere realistisk bud er omkring 8-8.500 km, simpelthen fordi vejkortene konsekvent undervurderer afstandende - isaer i bjergene, hvor det ofte er med op mod 50%. Det ligner en kontornusser-loesning, hvor man ikke tager hoejde for de lange snoede bjergveje - og generelt maa jeg sige, at kortene ikke har imponeret mig, men det gik jo alligevel. Jeg kom igennem alle 14 lande som anfoert i min foerste mail, og generelt er jeg blevet meget positivt overrasket over den smukke natur - herunder de utroligt mange hoeje bjerge - og ikke mindst den hjertevarme som menneskerne i denne region byder en fremmed fra nord, der gaester deres land.

Alt er gaaet godt. Cyklisten har ingen problemer haft - knaeene har godt nok knirket lidt de sidste par dage, men jeg har ikke oplevet en gentagelse af tidligere tures lamme fingre eller muskel-infiltrationer i nakken, saa det maa siges at vaere en succes. Cyklen er en lidt anden ting - i en uges tid afsloerede det daglige morgen-cykelcheck en ny knaekket eger, hvilket har givet anledning til en del problemer med at faa cyklen repareret, fordi der simpelthen er meget faa - hvis nogen - cykelhandlere i disse lande. Heldigvis har nogen holdt haanden over mig f.eks. i bosnien & hercegovina (BH), hvor jeg var helt paa spanden langt oppe i bjergene, men ud af ingenting moeder jeg et cykelpar (nogle af de meget faa udlaendinge, som jeg overhovedet saa i landet), der havde "noeglen" til at pille gearene af cyklen, saa jeg kunne komme til at skifte eger. Det lykkedes saaledes altid at faa repareret cyklen, men undervejs gav det anledning til nogen bekymring - baade for hvornaar mon den naeste eger knaekkede og isaer for om jeg pludselig ville staa med 2 knaekkede eger samtidig, hvilket ville betyde, at jeg ikke kunne fortsaette med at cykle. Da jeg endelig fandt en lille cykelhandler i serbien, fik jeg overtalt ham til at saelge mig hans "gearnoegle", og siden da har der selvfoelgelig ikke vaeret problemer - det er aabenbart som med paraplyer og regnvejr. Derudover har jeg haft en del knaekkede skruer til bagageophaeng, men mest irriterende har vaeret gearproblemer - min cykelhandler i DK har ikke faaet indstillet gearskifterne ordentligt foer jeg tog afsted, og jeg har ikke turde pille ved dem, fordi jeg intet aner om det og derfor sikkert ville oedelaegge mere, end jeg fixede. Jer der cykler meget kender kun alt for godt problemet med, at kaeden ligger og hopper mellem kransene - ekstremt irriterende naar den ikke tager fat og ogsaa ganske farligt, fordi et traad, hvor der pludselig ikke er modstand, faar benene til at cykle vildt rundt i luften med en slingretur til foelge. Ikke det bedste hverken paa vej op eller ned af et bjerg med taet trafik og tung bagage. Mere end én gang har jeg haft lyst til at eftergoere Bjarne Riis 1997 tour de france-tricket med at smide cyklen ud paa en mark, men hver gang har jeg besindet mig - dels har jeg jo ikke folk klar med en ny cykel, dels ville det nok give anledning til en voldsom rygskade at forsoege at smide 55 kg cykel og bagage nogen som helst steder hen. Maaske er det et forventeligt antal problemer paa saadan en tur, men efter sidste aars cykeltur i baltikum - hvor jeg absolut ingen problemer havde - virker det lidt overvaeldende. Naa, men udover ovenstaaende har resten vaeret almindeligt slid - og timingen med afslutningen her i wien har vaeret god, for den sidste uges tid har stort set vaeret uden bremseklodser og kevleren i daekkene blevet mere og mere tydelig (hvilket i oevrigt ogsaa medfoerte den foerste punktering i cyklens levetid efter 14.000 km - det maa siges at vaere godt gaaet). Mit campingudstyr mv har heldigvis fungeret upaaklageligt trods daglig brug og ind imellem meget utaknemmelige overnatnings-steder paa skraaninger, stenet underlag osv. - eneste problem har vaeret, at et eller andet kryb gnavede 2 mindre huller i oversejlet til teltet, men det er jo hvad jeg maa forvente, nar jeg konsekvent overnatter "vildt". Den sidste maaned har jeg saaledes kun benyttet campingpladser 2 dage til at faa et meget tiltraengt bad, vasket toej, ladet batterier op mv.

Vejret den sidste maaneds tid har fortsat vaeret fantastisk med 50/50 fordeling paa hedeboelge/almindeligt sommervejr paa omkring 30 grader - endnu en god grund til at cykle saa meget i bjergene, hvor det er en del koeligere end paa kysten. Den sidste uges tid i slovenien og oestrig har det dog vaeret en del overskyet, ligesom der er faldet nogen regn, men det er jo ogsaa blevet september. Jeg naevnte paa et tidspunkt, at jeg altid havde modvind og forventede medvind naar jeg begyndte at koere vestpaa i bulgarien. Det er selvfoelgelig ikke sket - tvaertimod. Fra jeg kom over bjergene i transylvanien i rumaenien har der naesten vaeret kraftig vestenvind (laes modvind) hver dag - undtagen selvfoelgelig de dage hvor temperaturen er naaet op paa 40 grader i skyggen og formentlig 50 grader i solen.... der har der faktisk ind imellem vaeret vindstille.... Jeg maa ha' traadt en vejrgud over taeerne, hvilket mest tydeligt kom til udtryk forleden, hvor jeg cyklede over en smuk bjergkaede i slovenien - paa samme dag koerte jeg foerst vestpaa, siden nordpaa og endelig oestpaa - alle i modvind.... vel og maerke blaest a la vesterhavet paa en efteraarsdag (dog ikke saa koldt)....  

Naa, tilbage til selve turen. Sidst sluttede jeg med at vaere kommet til det oestlige Makedonien, som jeg fandt fantastisk. Derefter tog jeg til det sydvestlige Makedonien foerst Bitola, der skulle vaere en meget smuk by - der blev jeg noget skuffet for den var rodet arkitektonisk og generelt ganske kaotisk. Om min vurdering er paavirket af den voldsomme og vedholdende regn den eftermiddag jeg var der, eller om det maaske var fordi en mobiltalende tosse aabnede bildoeren lige ind i siden paa mig ved jeg ikke, men det hjalp givetvis ikke. Heldigvis koerte jeg langsomt, saa det eneste, der skete var, at gaffa-tapen - der holdt min knaekkede bagagebaerer-holder - gik fra. Men det med mobiltelefoner er et stort problem her - det er absolut undtagelsen ikke at snakke i haandholdt mobil under koersel. Og hvor rumaenerne aabenbart har arbejdet meget i frankrig og taget deres biler med franske plader med hjem (paa ferie eller permanent) arbejder makedonerne i italien - jeg tror en trediedel af nummerpladerne her er italienske. Efter triste bitola og daarligt vejr kom der selvfoelgelig en "beloenning", da jeg koerte omkring Prespa og Ohrid soeerne - omend en endnu mere fantastisk natur. Ned langs kysten paa foerstnaevnte var det helt uspoleret - jeg opdagede aldrig byerne som iflg kortet skulle vaere der...de udgjordes vidst bare af et par saakaldte hoteller - meget faldefaedige bygninger med oldgamle campingvogne staaende udenfor. Mit gaet er, at det var kommunisternes foretrukne feriested til midt i 80'erne og at der siden ikke er sket alverden. Som jeg forstaar det er det baade dyrt og daarligt, saa det er nok en "regne-baglaens"-oevelse: Noedvendige indtaegter i forhold til antal faktiske kunder.... Anyway, der var en flot udsigt fra kystvejen, og selvfoelgelig da jeg kravlede op over bjerget. Paa toppen fik jeg udsigt til Lake Ohrid med Albanien i baggrunden - ogsaa meget smukt. Faktisk saa smukt, at jeg for foerste gang paa turen stoppede allerede kl 15 (dog efter 2 bjerge) og camperede paa en bjergskraaning med udsigt til soeen - masser af tid til at slappe af og laese lidt baggrund om de kommende lande, skrive dagbog, tune cykel osv. Kysten indtil Ohrid var modsat helt turistet med kamp om de gode strandstole - det maa vaere makedoniens riviera (uden sammeligning med nogen riviera i oevrigt). Ohrid var en dejlig by med en hyggelig gammel brostensbelagt bydel, hvor jeg sightseede en del timer og bla. saa borg, kirker og amfi-teater. Herefter gik det nordpaa i dale, langs floder i den vestlige del af makedodien - igen helt uspoleret natur..... Jeg havde hoert, at de lokale skulle vaere tilbageholdende, fordi de aldrig oplevede turister, men det var slet ikke tilfaeldet - der blev hilst og vinket, og jeg blev endda inviteret med til et bryllup i en lille bjerglandsby..... Mange af byerne i denne del af makedonien er muslimsk dominerede, saa det foeltes som at vaere i mellemoesten med alt fra sprog til toej, mad, musik og butikker og saa selvfoegelig de minimum 10 moskeer i selv den mindste, lille landsby - herunder den obligatoriske vaekning kl 4.30 til morgen-boen, selvom jeg laa langt ude i en skov.

Hidtil havde turen vaeret nem at "tilrettelaege" med landene liggende i naturlig raekkefoelge efter hinanden, men det ophoerte nu, hvor de resterende lande i hoejere grad ligger "klumpet sammen". I stedet for at tage et land ad gangen besluttede jeg, at zig-zagge paa tvaers af landegraenserne fra oest mod vest og retur, naar jeg kom lidt laengere nordpaa. Turen gik saaledes gennem det sydlige kosovo og derefter det nordlige albanien paa vejen mod kysten i det sydlige montenegro. Kosovo er et lille land, saa det blev en dagstur, men jeg fik alligevel et meget godt indtryk af landets smukke natur og ganske internationalt orienterede (ogsaa sprogligt) befolkning, der synes at vaere kommet langt i processen med at laegge fortiden bag sig og i stedet nyde livet. Rigtig mange mennesker var saaledes paa picknick i bjergene og det er jo dejligt.... men hvordan de kan holde ud at sidde i al det affald, der smides alle steder, det fatter jeg ikke.... man skal kigge godt efter for overhovedet at kunne se skovbund osv. - og det er alle steder..... Jeg var i oevrigt naer ikke kommet ind i landet - jeg er ved at loebe ud for sider i passet, saa jeg forsoeger altid at faa pasbetjenten til at "spare paa pladsen". Ham her havde et helt urealistisk forhold til stempelstoerrelsen (en typisk mandeting), saa han insisterede paa at anvende en ny side - det blev en lidt laengere diskussion, der endte med et acceptabelt kompromis efter trusler om ikke at lukke mig ind i landet......

Jeg havde ikke de store forventninger til Albanien - andet end at jeg havde hoert om de daarlige veje og mange tiggere - isaer boern. Vejene viste sig at vaere langt bedre end deres ry. Store nybyggede hovedveje mellem storbyerne i 4 spor (men oejensynligt ikke altid i bedste kvalitet for nogle store broer var allerede halvvejs braset sammen igen og under reparation) og vejen over bjergene var ogsaa af haederlig kvalitet - og det gav helt sig selv at jeg blev paa den vej, for alle sideveje uden undtagelse var grus- eller stenveje. Mht boernene og tiggere saa oplevede jeg det i stor stil lige efter at jeg krydsede graensen - baade paa den 4- sporede hovedvej, hvor de stod og hang langs raekvaerket (?!) og indfaldsvejen til en stoerre by Kukes, hvor de piplede frem fra alverdens steder i vejsiden. Og de tigger ikke paa afstand - de er meget hoejroestede og fysiske og ville gerne pille ved baade mig og cyklen. En del af dem loeb ligefrem efter cyklen i laengere tid, saa visse steder var det boern og ikke hunde jeg skulle cykle fra - ikke at der var optraek til, at de ville stjaele noget - det blev bare lidt overvaeldende. Alt hvad der var fladt var opdyrket/indhegnet og jorden var meget stenet og toer, saa jeg bad om hjaelp til camping og for foerste gang var der ingen imoedekommenhed. Jeg endte derfor paa en tvivlsom skraaning lidt over vejen, men det gik jo alligevel. Dagen efter passede iflg. kortet med, at jeg kunne naa til Montenegro efter ca. 100 km og 2 bjerge. Saadan gik det selvfoegelig ikke - det endte med 5 bjerge, hvor jeg alle gange skulle helt ned i bunden af dalen for at komme op paa det naeste bjerg. Og godt 150 km - hver gang jeg spurgte fik jeg oplyst dobbelte afstande af mit kort, saa til sidst spurgte jeg et par betjente. De bekraeftede de laengere afstande, og havde i oevrigt travlt med at anfaegte min meget hullede og beskidte paaklaedning. Jeg beklagede hoefligt, at det var konsekvensen af ugers sveden i den stegende sol paa landevejen, der gjorde, at jeg ikke kunne leve op til deres noble paaklaedning og det at staa og hygge sig i skyggen med haenderne i lommen... En lidt gold natur og lidt begraenset udsigt pga. varmedisen, men til gengaeld var folk flinke til at hilse (og ikke tigge), da jeg foerst kom i bjergene (og dalene). En af de bedste ting ved dagen over de mange bjerge var, at jeg fik set en del hvidhovede oerne lege i opdriften fra dalene.

Efter albanien brugte jeg et par dage paa at koere op langs kysten - og naturligvis op paa et par bjerge med udsigt til kysten - i Montenegro og den sydligste del af kroatien. Utrolig smukt (klassisk middelhav med blaat vand, fine klippeformationer men ogsaa toert og stenrigt) men frygtelig varmt, turistet og trafikeret. Interessant at observere folk, der er taget paa ferie for at slappe af, have saa travlt med at stresse afsted - dyttende, raabende/diskuterende og ikke bange for at kaste sig selv og familien ud i hasarderede overhalinger for at vinde 2 bil-laengder i et faergetraek paa 100 biler. At det var turistet blev endvidere understreget af et stort antal cykelturister - paa en dag saa jeg 10, hvilket var det dobbelte af dem, jeg havde moedt de foregaaende 5 uger. Det var i oevrigt ogsaa paa denne straekning, at jeg for foerste og eneste gang paa turen blev lidt vred - en lokal buschauffoer susede forbi og var ved at ramme mig blot for at hugge bremserne i ved et stoppested lige efter, at han havde overhalet mig. Da jeg passerede ham loeftede jeg viftende pengefingeren for at markere min utilfredshed med det resultat, at han kort efter bevidst forsoegte at kante mig (og formentlig var lykkedes hvis ikke jeg havde forudset det og bremset i tide). Da kom min langemand hurtigt op - og saa huggede han bremsen i igen med det resultat, at bilen foran mig var lige ved at koere op i bussen. Ud af bussen kom han arrigt loebende staerkt utilfreds med min gestus. Han luskede dog hurtigt tilbage, da han fandt ud af, at jeg var udlaending og over et hoved hoejere end ham selv...... Paa kystvejen gjorde jeg bla. stop i Dubrovnik, der har en smuk og idyllisk gammel bydel ved havnefronten. MEN hvor var der mange turister - der blev jeg stresset, saa det blev kun til sightseeing i en times tid, foer jeg var tilbage pa landevejen vestpaa. Ovenstaaende fik mig ogsaa til at aendre planer - oprindelig havde jeg taenkt mig at koere et laengere stykke op langs kysten, men det kortede jeg af for at koere nordpaa ind i BH ved foerstkommende lejlighed. Hyggeligt og dejligt fredeligt men hold da op - de konstante to-cifrede procenter betoed nogle gevaldige stigninger og nedkoersler paa de smaa bjergveje - og stegende varmt var det ogsaa. Fra bjergene en lang rulletur ned til Mostar, der ligger omkrandset af bjerge, hvorfor der er som en stegegryde nede i dalen, hvor der er meget lidt vind. Trods det stoerste turistmaal i BH var det ikke saa galt. Den gamle bydel er ikke stoerre, end at sightseeing kan klares paa nogle timer bla. den beroemte Stari Most (stenbro), der oprindeligt blev bygget for hundredevis af aar siden og den gang blev anset for det ypperste indenfor ingenioerkunst. Herefter var det bare op paa jernhesten og halvvejs op ad et nyt hoejt bjerg, foer jeg slog lejr for natten - i oevrigt med en sjaelden smuk roed solnedgang over bjergene og Mostar-dalen. De naeste dage gik det oestpaa over forskellige bjerge (mange med pas over 2 km) og ind i den nordlige del af montenegro - en helt fantastisk smuk natur baade i og udenfor nationalparkerne - bjerge/dale, krystalblaat vand i floder/soeer og ikke mindst koersel paa spektakulaere veje med et utal af broer samt tunneller boret gennem bjergsiderne - helt vanvittige byggerier (andre gange har jeg vaeret noedt til at koere 30 km ned langs en flod og tilbage op igen lige paa den anden side, fordi de ikke har bygget en bro paa 50 meter - noget uigennemskuelige prioriteringer). Og heldigvis viste montenegrinerne sig fra en langt bedre side i bjergene end nede paa kysten .... hilsende, sludrende og ikke mindst insisteren paa at give mig masser af mad og drikke - det er nok mit spinkle cykelrytter-look, der faar folk til at bekymre sig om mig. En gang stod jeg og sludrede med nogle bilister, der var begyndt at overdaenge mig med mad (yoghurt, kage, chokolade, rugbroed med paalaeg, frugt, saft osv.), da en anden bil stopper og spoerger, hvad der foregaar - og saa gik der naesten sport i, hvem der kunne give mest. Mit forsoeg paa at sige paent nej tak blev fuldstaendig afvist. Det var i oevrigt ogsaa i disse bjerge, at jeg oplevede turens hidtil haardeste opkoersel med 10% gennemsnitlig stigning over 11 km - det trak taender ud paa baade mig og cykel, men op kom vi da. Godt det ikke var de foerste dage af turen, for saa havde det simpelthen ikke kunne lade sig goere. Taenk at jeg hjemmefra syntes, det saa voldsomt ud med pas paa 1.000m - den slags blev hurtigt en daglig forteelse og gik fra bjerg- til bakkekategorien.

Herefter gik turen videre til Serbien, hvor der efter sigende kraeves dokumentation for for-booket hotelophold for at komme ind i landet over land - hvortil kommer krav om orientering af politiet indenfor 24 timer ved ethvert adresseskifte... det lyder som de gamle kommunistdage og var naturligvis ikke lige min kop te. Efter 3 uger i den fri natur havde jeg derfor vaeret paa camping for at komme til at se (og dufte) lidt anstaendigt (klipning, barbering, toejvask osv) - hvilket i oevrigt passede med en halv fridag som fejring af koerte 5.000 km. Om det var hygiejnen der gjorde det, ved jeg ikke, men der blev som ved alle andre graense-krydsninger ikke stillet spoergsmaal til mig som cyklist og ingen bagage checket - i montenegro har de ingengang ville se mit pas (et fif hvis du paataenker en karriere som smugler i den del af verden). Serbien var en noget "fesen" oplevelse - naturen var da fin, men intet efter det fantastiske montenegro (ikke engang det meget "hypede" omraade Zlatibor i nordvest). Og befolkningen syntes ogsaa at have nok i sig selv - ikke den store interesse for en udenlandsk cykeltosse. En lidt aeldre dame paa et marked var dog flink at foraere mig nogle groentsager, saa jeg kvitterede med en krammer, hvilket fik hende til at se noget betuttet ud. Et stop var i byen Novi Pazar, der skulle vaere meget smuk, men igen maa jeg konstatere, at jeg oftest finder "muslimske" byer rodede fremfor hyggelige - og saa hjaelper det jo ikke, at jeg ikke kunne faa lov at koebe en oel... det kunne jeg foerst faa 10 km senere i naeste by. Vejene i serbien var i oevrigt af meget daarlig kvalitet - om end ikke helt saa daarlige, saa ledte det tankerne tilbage paa ukraine og moldova - der er tydeligvis langt fra beograd til land-distrikterne i den sydlige og vestlige del af landet. 

Fra serbien koerte jeg vestpaa tilbage ind i BH og her var det ogsaa vejbelaegningen, der tydeligt viste, hvem der er "de gode" og "de onde". Temmelig daarlig vej til graensen, fordi EU ikke vil stoette serbien oekonomisk foer de anerkender kosovo. I BH lige paa graensen startede en 20 km nybygget EU milliard-finansieret vej gennem bittesmaa landsbyer til Visegrad - de lokale maa have spurgt sig selv, hvad der fik civilisationen til byen..... Fra Visegrad gik det over bjergene mod Sarajevo og for foerste gang, saa jeg skilte med advarsler om ikke-ryddede mineomraader (lange passager op ad bjerget). Det var selvfoelgelig lige deromkring, at jeg havde taenkt at overnatte, saa jeg fortsatte, til der ikke var flere skilte. Jeg traskede som saedvanlig rundt paa nogle skraaninger for at finde et godt sted - der var mange jordbunker, saa enten var der mange muldvarpe eller ogsaa..... der var ikke andet at goere end krydse fingre for, at minerydderne havde gjort et godt job, samt at ingen havde fjernet evt skilte for sjov/ved en fejl. Det var i oevrigt paa samme bjerg, hvor jeg iflg. kortet forventede at finde en lille by, hvor jeg kunne proviantere fremfor at slaebe en masse med op ad bjerget. Da jeg efter 10 haarde km op ad bjerget fylder vandflaskerne ved en af de utallige vandposter i bjergene, spoeger jeg en gammel mand, hvor byen er - "her" siger han og peger desorienteret rundt: vandposten er byens centrum, og der ligger vel 5-10 huse spredt rundt paa skraaningerne! Andre gange betyder en tilsvarende prik paa kortet en by paa 5-10.000 mennesker - det er ikke altid lige let at gaette og derfor har jeg selvfoelgelig ogsaa proviant med til at overleve, men ikke det "lille ekstra" (maelk, oel og frugt osv). Mens jeg satte telt op, puslede et ukendt stoerre dyr rundt i buskadset taet ved. Jeg troede foerst det var en hund, men "hyleriet" loed ikke bekendt - en slags ulv eller maaske en stor fugl...? Jeg fandt aldrig ud af det, selvom jeg hoerte den/det flere gange i loebet af natten.

En af aarsagerne til mit stop aftenen foer var, at vejen pludselig gik over i grus, og jeg havde ikke meget lyst til at rulle langt ned for blot at skulle traekke tilbage op, hvis det viste sig at vaere forkert. Det tog over 1/2 time, foer der kom en bil, hvor jeg kunne spoerge om vej. Jeg fik paa overbevisende maner forklaret, at det var 3 km ned paa grus og derefter asfalt 4 km fladt og 5 km ned. Virkeligheden viste sig at vaere 2-300 m stejlt nedad og derefter 4,8 km svagt opad paa grus/sten, 5-6 km op over et bjerg med 5-10% stigninger og derefter stejlt nedad paa grus/sten. Selvom han kun koerer i bjergene skal saadan en mand jo ikke have koerekort, hvis ikke han sanser mere af, hvad der foregaar omkring ham - og samtidig en understregning af, hvorfor det altid er en god ide at spoerge flere forskellige personer om vej, naar det er muligt. Egentlig undgaar jeg helst de store byer, men sarajevo laa lige paa vejen vestpaa, saa jeg sightseede en times i en storby, som de er flest. Ja, der er stadig skudhuller i mange vaegge rundt omkring i byen, men jeg fornemmede, at det mere var for et syns skyld end noget, der fyldte meget i befolkningens dagligdag - en befolkning der er meget imoedekommende og hjaelpsom over for en cyklist fra nord. 

I de kommende dage koerte jeg vestpaa over bjergene foerst i BH og derefter i kroatien - egentlig var planen at koere ned til Split og saa tage den lange tur op langs kysten, men de tidligere oplevelser paa kysten appellerede ikke til en gentagelse. I modsaetning til f.eks. montenegro, hvor folk i bjergene var helt anderledes imoedekommende end paa kysten, blev det aldrig anderledes i kroatien - jeg tror simpelthen at landets vestlige (kapitalistiske) orientering flytter fokus fra menneskelige relationer til oekonomisk vinding/formaaen. Og saa bandende jeg i oevrigt en del over de kroatiske veje - selve vejkvaliteten er ok, men der synes at vaere meget unoedigt op/ned, fordi de konsekvent har bygget vejene halvvejs oppe paa bjergskraaningerne fremfor nede i bunden af dalene, hvor det er fladt. I det sidste pas foer kystbyen Senj blev jeg igen ramt af masseturismen med tourbuser og camper-vans - allesammen heldigvis paa vej i den anden retning. Og det blev kun vaerre, da jeg kom ned paa selve kysten - et hurtigt sjus sagde 50% tyskere, 25% andre udlaendinge og hoejst 25% lokale. Det blev derfor en smuk, men ogsaa meget turistet/trafikeret tur de 70 km op ad kysten til Rijeka og videre nordpaa over bjergene til slovenien. Jeg havde hoert, at slovenien var utrolig smukt, og det er det da ogsaa, men en hel del af natur-oplevelsen begraensedes af det generelt daarlige vejr - overskyet og en hel del regn tog noget af pynten fra det, der kunne have vaeret en fin tur gennem dale, langs floder og over bjerge. I slovenien fik jeg ogsaa turens laengste, stejle bakke - 9 km med gennemsnitlig stigning paa 14% (laes: knap 1.300 meter op paa 9 km - cyklen knirkede og gav sig hele vejen op, men saa laenge det knager holder det jo som bekendt!). En tiltraengt frokost paa toppen i Vrsic passet og saa ned paa den anden side til kranska gore og de andre kendte ski-omraader. Slovenien er saa vestligt orienteret, at det ikke giver mening at tale om befolkningen anderledes end i hvilket som helst land i vesteuropa - det er kun beliggenheden, der goer at det hoerer til oesteuropa. Saerligt bed jeg dog maerke i, at cykling er utrolig udbredt herunder en typisk "kaereste-hobby". Efter slovenien rullede jeg nordoestpaa gennem det sydoestlige oestrig til wien, hvor jeg afsluttede denne fantastiske tur, der boed paa langt stoerre naturoplevelser og meget mere imoedekommenhed og hjertevarme, end jeg havde forestillet mig paa forhaand. 

Og lad det vaere en klar anbefaling her til slut: tag til Balkan nu og ikke om 5-10 aar - og gerne ud i land-/bjergdistrikterne. EU-ficeringen gaar staerkt og de lokale saer-egenheder, kendetegn og kultur forsvinder alt for hurtigt. Der er ingen undskyldninger - alle landene er uden undtagelse sikre, billige og nemme at rejse i.

Det var alt for denne omgang - der gaar sikkert ikke lang tid foer min naeste rejsebeskrivelse tikker ind. Jeg haaber, at alt staar vel til, og at du og familien nyder livet lige saa meget som mig.

KH Michael