Argentina - Ushuaia

28. december 2008 - 3. januar 2009

Fra Puerto Natales gik turen videre ned syd paa gennem Chile. Desvaerre kunne vi ikke faa en direkte bus til Ushuaia i det sydligste Argentina (og Sydamerika), men maatte via Punta Arenas - en by hvor vi forventede max. at skulle tage en enkelt overnatning, inden turen fortsatte til Ushuaia. Saadan blev det ikke - der var kun en bus hver anden dag og den foerste var allerede fuldt booket, saa vi maatte tage 3 overnatninger i byen, hvor der overhovedet ikke er noget interessant at give sig til! Rent tidspilde, men hvad kunne vi goere; det er jo en af de ting, man loeber ind i engang imellem, og hvis det ikke skulle ske omkring jul og nytaar, hvornaar saa? Det blev derfor til en dag paa ryggen (og ja, efter den lange trekkingtur, var det vel ok at tage en enkelt dag paa "skjoldet"?) og en dag, hvor vi opdaterede vores hjemmeside m.m. Vi boede paa et rigtig hyggeligt familiested med god morgenmad og adgang til koekken, ligesom Michael kunne kigge lidt tv paa vaerelset, saa naar det nu endelig skulle vaere, saa var det vel ikke det vaerste sted (ufrivilligt) at "hvile ud" et par dage. 

Nytaarsaftensdag kl 5 om morgenen gik turen saa videre fra Punta Arenas til Ushuaia. Busturen var normeret til 9 timer, men bussen var (som saedvanligt, fristes man til at sige) laengere om det, saa kl. var blevet ca. 20 da vi ankom til Ushuaia. Der var dog stadig tid til at finde et vaerelse, og herefter fejre nytaarsaften ....men vi blev klogere! Vi havde faaet at vide, at det ville vaere svaert at finde et vaerelse, saa for at fremme processen blev vi enige om at dele gaderne imellem os, og saa herefter moedes paa hvert gadehjoerne for at hoere, om den ene eller den anden havde fundet et vaerelse. Her gik det galt, og vi blev vaek fra hinanden, men saa er det jo godt, at vi begge har en mobiltelefon, saa vi kunne kommunikere; det kunne vi bare ikke, da det var nytaarsaften, og nettet var overbelastet. Vi fandt saaledes foerst hinanden efter ca. 3 timer, og ingen havde fundet et sted at bo, som var til at betale sig fra - vi skulle maaske ha' proevet at booke en vaerelse i forvejen? Naa, det er jo aldrig vaerre end at vi kan slaa teltet op, saa vi blev enige om at gaa ud paa campingpladsen 3 km fra byen, blot for at konstatere, at alt var optaget. Vi kunne dog faa lov at slaa teltet op paa parkeringspladsen, men det var lettere sagt end gjort. Mens klokken rundede midnat proevede vi forgaeves at faa teltploekkerne i den stenhaarde jord! Nu var gode raad dyre; klokken var efterhaanden blevet 1.30 om natten, da vi kom tilbage til byen efter at have gaaet godt 10 km med fuld oppakning (inkl. rundturen i byen). Vi blev derfor enige om at "overnatte" (ikke at vi fik sovet overhovedet) i en ATM, da der her i det mindste var en smule lae for vinden og varmere end udenfor - gad vidst hvad vagten i banken samt bankkunderne, der haevede penge i loebet af natten, taenkte? Det var vores nytaarsaften .....indgangen til aar 2009 er helt sikkert en aften vi ikke glemmer lige foreloebig. Det gode ved saadan en start paa aaret er, at det kun kan gaa fremad - og vi skulle heldigvis ikke vente laenge foer det foerste mirakel kom....

Naeste morgen, efter ikke at have faaet noget soevn overhovedet, gik jagten paa et vaerelse videre. Stadig uden succes endte vi paa "Turismo Ushuaia", som er en af de agenter, som saelger "last-minute"-billetter til Antarktis. Det viste sig, at der muligvis var 2 billetter til en tur fra den 3. - 16. januar, og prisen var godt halvdelen af det oprindelige, dvs en besparelse paa USD 4.250 per person i forhold til normalprisen. Efter at agenten havde fortalt om turen, var vi ikke meget i tvivl - det loed bedre end den tur som vi selv havde fundet paa nettet et halvt aar foer, og som vi ikke kunne faa billetter til. Vi slog derfor til med det samme, dvs. vi maatte vente i ca. 1 doegn, foer vi fik bekraeftet fra selskabet i USA, at der var plads! Vi tog et lidt dyrt vaerelse paa det hostel, som laa i forbindelse med agentbureauet, men vi var efterhaanden saa traette, at vi ikke orkede at lede laengere. For en gang skyld opholdte vi os faktisk en del paa vaerelset (der var en hel nattesoevn, som skulle indhentes), saa vi fik meget for pengene :-)! 

Det naeste doegn var ulideligt, for vi ville jo ikke haabe for meget, hvis der nu ikke var ledige pladser alligevel ....men vores nytaarsaften betalte sig aabenbart, for vi var heldige at faa billetterne - se beskrivelsen under "Antarktis". Resten af dagen (2. januar) gik med at faa handlet ind, og faa ordnet lidt praktiske ting (bl.a. koebe busbilletten videre fra Ushuaia nordpaa til El Chaltén - dette skal goeres i god tid, da det er lige saa svaert at komme fra Ushuaia som til byen. Det var heller ikke saa nemt at faa billetterne, da busselskabet var lukket i dagene efter nytaar. Vi maatte loebe an paa, at en agent ville ordne det for os, mens vi var paa Antarktis. I loebet af dagen maatte vi flere gange "knibe os selv i armen", da det var lidt svaert at forstaa, at vi nu alligevel kunne komme afsted til Antarktis :-) - et af de absolut stoerste onsker paa hele vores tur!

Selve Ushuaia er meget turistet og har intet saerligt at byde paa - det er 2 gader med agenter, souvenirbutikker, restauranter, cafeer mv. Saa med mindre man skal til Antarktis eller blot insisterer paa at komme til "Verdens ende", som byen ynder at kalde sig, saa kan vi ikke anbefale, at man bruger tid paa at komme saa langt ned i Argentina ....det er svaert at komme til og fra byen, det er oftest overskyet og prisen for et vaerelse er skyhoej i hele byen (vi fandt ikke noget dobbeltvaerelse til under 200 kroner og selv paa 6-mands dorms koster det ca. 100 kr. per mand per nat!).

16. - 17. januar 2009 

Tilbage i Ushuaia fra en fantastisk tur til Antarktis skulle vi lige naa et par dage ud i nationalparken "Tierra del Fuego" - det var tilbage til virkeligheden med det samme. Det regnede hele formiddagen, saa vi var ikke for optimistiske, men med bjerge i naerheden kan vejret jo skifte fra det ene oejeblik til det andet, saa vi besluttede os for at tage afsted uanset vejret. Efter at vi havde faaet vores billetter til bussen nordpaa (dejligt at agenten som skulle fikse billetterne overraskede positivt), samt pakket rygsaekkene om og efterladt det meste paa hostellet, tog vi afsted ved middagstid. Vi var heldige for det klarede lidt op, selvom vi fik et par korte regnskyl i loebet af eftermiddagen og det oesregnede hele natten - men i oevrigt var vejret haederligt uden at vaere prangende - vi havde jo efterhaanden vaennet os til, at vejret aldrig er rigtig fantastisk i Ushuaia. Naturen var skoen (selvom en blaa himmel nok ville have gjort den fantastisk), og der var rigtig meget dyreliv (vilde heste, kaniner, spaetter, falke, aender, gaes, baevere m.m.), og vi naaede det meste af parken paa de to dage. Vi var tilbage i Ushuaia om aftenen den 17. - heldigvis havde vi reserveret et vaerelse paa forhaand :-). Desvaerre fik vi det absolut mindste vaerelse, hvilket ikke var optimalt, da vi skulle have toerret toej, telt og soveposer samt pakke om til naeste morgens bustur kl. 5 - ja det er skoent at vaere paa ferie. Det lykkedes med besvaer at faa toerret alting, men vi fik ikke meget soevn den nat.

Argentina - Los Glaciares Nationalpark

18. - 22. januar 2009

Turen fra Ushuaia til El Chalten kraevede ikke mindre end 3 busture. Foerst 12 timer fra Ushuaia til Rio Gallegos. Efter 3 timers ophold paa busstationen videre samme aften til El Calafate, hvor vi ankom kl. 2 om natten. Naeste bus gik allerede kl. 7:30 om morgenen, saa vi tog en nat paa busstationen (hvor vagten var saa flink at lade os blive indenfor, selvom busstationen lukkede mellem kl. 4 og 6 om morgenen). Egentlig er vi for gamle til det pjat, men med de faa timer vi havde at goere godt med, ville vi ikke faa meget soevn alligevel.

Vi ankom til byen El Chalten sidst paa formiddagen - navnet kommer fra Fitz Roy, der tidligere hed El Chalten eller "det rygende bjerg", fordi det altid er daekket af skyer. Efter at have efterladt en stor del af vores bagage i byen og handlet mad til de kommende dage (endnu engang broed og tun, da det kostede en formue at leje blus og gryde) gik turen direkte ud i Los Glaciares nationalpark, der er kendt for bjerget "Fitz Roy". Vi havde 3 1/2 dag i parken, og naaede at daekke de fleste af stierne (de tre hovedattraktioner; soeen "Toro" og bjergene "Torres" og "Fitz Roy"). Vejret var fantastisk det meste af tiden og hver eneste dag havde vi udsigt til hele bjergkaeden inkl. Fitz Roy; sidstnaevte er ganske usaedvanligt, da bjerget som regel er skyet til! Vi fik naturligvis ogsaa den obligatoriske nat med et ordentligt regnvejr den sidste nat, men det klarede op over frokost og vi havde en fantastisk eftermiddag (hvor Michael for anden gang loeb op til udsigtspunktet til Fitz Roy - ca. 700 meter over campingpladsen - Helle blev tilbage med rygsaekkene og for at toerre teltet).

Parken ligger ca. paa hoejde med "Torres del Paine" i Chile, men er naturmaessigt ikke helt saa varieret. Her er, som i Chile, masser af bjerge med sne paa, samt masser af smaa gletchere (som dog ikke virkede helt saa imponerende efter turen til Antarktis). Der var dog en del fugleliv, inkl. spaetter og kondorer, ligesom Helle saa en raev (det har vi ikke noget billede af) den morgen vi var ved "Torres" - en af de gange, hvor Michael havde taget en "afstikker" for at komme taettere paa gletcheren.

Generelt var parken meget turistet paa hovedstierne (stierne er relativt nemme at gaa, og flere stier kan gaas som dagsture fra byen, hvilket goer, at alle typer turister - og ikke bare "trekkere" har tilgang til "hovedattraktionerne"; "Fitz Roy" og "Torres"). Det stoerste problem var dog (endnu engang) isralerne, der udgjorde 75% af de camperende paa alle pladser. Et er at de kommunikerer ved at raabe til hinanden, men vaerre er det at de fuldstaendig skider paa parkens regler (der er lig sund fornuft for alle "normale" mennesker). Alle der kommer til denne park faar regelsaettet gennemgaaet og udleveret paa skrift, ligesom der staar skilte paa alle pladser. Man skal derfor vaere ualmindelig mindrebegavet for at kunne tilskrive sig uvidenhed. Alligevel efterlader israelerne store maengder skrald alle steder, ligesom de fx. taender baal. Det er ikke studenterhuen, der trykker. Et er, at det er relativt toert, noget andet er vindstoed paa 50-75 km/t ....vanvittigt! De slukkede dog (noget modvilligt) baalene, da vi bad dem om det. 

Den sidste dag kom vi tilbage til byen ved 20-tiden. Vi vi fik handlet lidt aftensmad, fik pakket rygsaekkene om og betalte os fra et par (tiltraengte) brusebade paa et hostel. Herefter stod vi paa bussen kl 1 om natten (halvanden time forsinket). Vores ophold i El Chalten blev meget effektivt og billigt, da parken inklusive camping var gratis.

Argentina - Mendoza

23. - 28. januar 2009

Efter en bustur paa 31 timer (over 2 naetter i en normalbus, dvs. at saederne ikke kunne laegges ned) fra El Chalten ankom vi til Bariloche i Lake District. Vejret var halvdaarligt, og der var smaakoeligt. Dette kombineret med, at Bariloche er den stoerste turistby i Argentina (baade for udenlandske og lokale turister), samt at vi havde trekket en del i Chiles tilsvarende Lake District, gjorde - tro det eller ej - at vi efter 4 timers ventetid paa busstationen steg paa endnu en bus - til Mendoza hvilket er yderligere 19 timer. Busturen til Mendoza blev en af de bedre, da vi havde to saeder hver, og bussen var en bedre bus end de forrige, men vi var da lidt flade, da vi naaede til Mendoza om morgenen den efterfoelgende dag. Dog dejligt at vi endelig er naaet op i sol og varme igen; 25-30 grader, saa det var frem med sommertoejet og ikke mindst sandalerne igen. Vi fandt et vaerelse, og tillod os at tage en "slapper" resten af den dag, dvs. vi fik set lidt af byen og fik handlet ind til lidt aftensmad ..... 1 kg boef (endelig) med salat og roedvin; en dejlig forandring! 

Den efterfoelgende dag gik halvdelen af dagen med at finde en bank, hvor vi kunne faa lov til at haeve penge (stort set alle pengeautomater har et latterligt lille maksimum-beloeb, som koster alt for meget i kortgebyr). Vi fik dog set det meste af midtbyen paa denne maade, saa ingenting er saa skidt, at det ikke er godt for noget. Resten af dagen tilbragte vi i "General San Martin"-parken - en kaempe park i udkanten af byen. Desvaerre gjorde varmedisen, at vi ikke fik den bedste udsigt fra parkens hoejste punkt - men den skulle vaere fin! Da vi kom tilbage paa vaerelset om aftenen, havde vi set det meste af byen og vel gaaet smaa 20 kilometer i sandaler, hvilket godt kunne maerkes, naar vi nu har gaaet i stoevler de sidste 1 1/2 maaned.

Mendoza-omraadet er Argentinas stoerste vinomraade, saa vi skulle naturligvis ogsaa paa vintur. Vi havde gjort vores bedste for at planlaegge dagen, men turistinformationen var ikke til meget hjaelp - kun faa oplysninger og dem vi fik, viste sig senere at vaere forkerte. Vi var tidligt oppe for at tage lokalbussen til omraadet "Maipu" lidt uden for Mendoza, hvor vi lejede et par cykler, og saa afsted. Foerste stop var vin-museet, som ligger paa en af de stoerre vingaarde. Vi kom lidt sent ind i rundvisningen, som skulle vaere paa kombineret engelsk og spansk. Det er der ogsaa nogle, der vil mene, at den var, men ca. 95% af omtalen foregik paa spansk (ca. 25 i gruppen var spansktalende) og de resterende 5% paa engelsk (til aere for 3 engelsktalende turister). En rundvisning, vi ikke fik specielt meget ud af, ligesom den ene vin, vi smagte i afslutningen af rundvisningen, var en halvtrist vin, som ikke kunne koebes paa markedet. Naeste besoeg var paa et lille familiested (Di Tomasso), hvor vi fik en rigtig god rundvisning - denne gang paa engelsk og i en lille gruppe, saa der var masser af tid til at stille spoergsmaal og faa svar. Afslutningsvis fik vi lov til at smage paa fire af deres vine (tre roede og en dessertvin). Ulempen ved at vaere rygsaekrejsende er, at man skal baere paa alt det man koeber, saa vi lod fornuften tale, og undlod at koebe vin med derfra - vi synes maaske ogsaa, at det ville vaere lidt fraas at koebe en god flaske roedvin til aftensmaaltidet, som vi vidste ville bestaa af pasta og koedsovs! Herefter skulle vi have besoegt endnu et par vingaarde, men priserne var 50-100% hoejere end dem der var anført i vores helt nyudkomne guidebog, saa vi tog i stedet til en gaard, hvor de producerer oliven-olie. Rundturen var kort og guiden havde et frygteligt engelsk (hvilket hun dog undskyldte), saa dette besoeg var ikke den store succes - de ville dog ikke have betaling, saa de var maaske selv klar over, at det ikke var den bedste rundvisning. Som det mest positive, blev et tordenvejr overstaaet, mens vi var paa dette besoeg, saa vi undgik at cykle i alt for meget regn. Afslutningsvist var det meningen, at vi skulle besoege en af de stoerste vinproducenter (Trapiche) i omraadet, men al elektricitet i omraadet var gaaet paa grund af tordenvejret, saa der var lukket for rundvisninger - perfekt. Vi skulle ogsaa have besoegt det naerliggende vodka-destilleri, men det var ogsaa lukket. Alt i alt blev dagen ikke den oplevelse, vi havde sat naesen op efter, og vi var tilbage i Mendoza noget tidligere end forventet.

Mendoza er en relativ rig by med alt hvad det foerer med sig af restauranter, toejbutikker osv. Som foelge heraf er byen meget turistet med hoejdepunkterne vin og mad. Men naar vi nu ikke er saa gode til at gaa ud at spise, saa havde byen ikke det store at byde paa for vores del. Den sidste dag foregik derfor paa en internetcafé ...dvs. der var lige et afbraek paa tre timer, da caféen havde siesta mellem kl. 13 og kl. 16 - helt utroligt, men det er virkelig noget, de holder meget fast paa i Argentina, og saa kan man som turist bare tilpasse sig og vente. 

Argentina - Cordoba

29. - 30. januar 2009

Vi er jo ved at vaere i form med hensyn til natbusser, saa turen fra Mendoza til Cordoba foregik ligeledes over natten. Bussen afgik fra Mendoza kl. 22:15 og det saa paa forhaand ud til, at det skulle blive en god tur; gode brede saeder med masser af benplads i underetagen af bussen, hvor der kun er 9 saeder. Desvaerre blev turen ikke det store hit. Michael fik ingen aftensmad, lyset ved saedet virkede ikke, naboen snorkede og der var relativt koldt i bussen - lad os bare sige det med det samme; dette busselskab faar ikke genvalg! Vi ankom dog til Cordoba til tiden, hvilket naturligvis var positivt.

Da vi kun skulle have en overnatning i byen, havde vi undtagelsesvis bestilt et dobbeltvaerelse paa et af byens faa hostels paa forhaand. Det goer vi af princip aldrig for man faar altid det daarligste vaerelse til overpris. Og ganske rigtigt - indgang fra koekkenet, med gaardhaven til den ene side og faellesrum til den anden side + en masse stoej fra gaden, saa det kunne ikke blive vaerre - og nej, vi blev ikke positivt overraskede, men fik lige saa lidt soevn som forventet den nat!

Cordoba er den naeststoerste by i Argentina, og den foerste dag gik med en rundtur i byens centrum, hvor der var masser af gamle bygninger og kirker. Hen paa eftermiddagen fandt vi lidt skygge i en af byens parker, og slappede af med en oel og en sodavand. Vi fik handlet ind til lidt aftensmad; boeffer med kartoffelmos og roedvin - kartoffelmos er maaske ikke lige det oplagte tilbehoer til en boef, naar der er 30 graders varme udenfor, men det smagte godt (og vi blev maette)!

Vi skulle foerst checke ud til middagstid, saa vi snuede (sove var ikke muligt med den placering vaerelset havde) til hen paa formiddagen. Efter en times soegning, lykkedes det os at finde en internetcafé med de fornoedne programmer, saa her tilbragte vi resten af dagen - lidt synd med det fantastiske vejr udenfor, men vi skal formentlig opholde os i sommertemperaturer de naeste maaneder, saa det gaar nok ..og Cordoba er rent ud sagt blot en storby, som alle andre. Generelt er Michael noget skuffet over Argentina, som han mener er mere vestlig end sydamerikansk.

Argentina - Iguazú vandfaldene

31. januar - 3. februar 2009

Vi havde besluttet os for at besoege nationalparken "Reserva Provincial Esteros del Ibera", der er et vaadomraade med et helt saerligt dyreliv (efter sigende bedre end i Brasilien). Vi havde, som saedvanlig, koebt billetter til en natbus fra Cordoba til Corrientes, men den fantastiske standard, som busserne skulle have i Argentina, har vi ikke vaeret saa heldige at opleve endnu - det var en gammel skrammelbus uden meget benplads. Vi kom tilmed af i den forkerte by, Resistencia (en by for tidligt da bussen var forsinket og holdt udenfor busstationen, saa vi ikke kunne se skiltene), blot for at konstatere, at den bus vi skulle med videre til byen Mercedes forlod busstationen, mens vi stod i billetkoeen. Vi maatte derefter vente 7 timer, foer den naeste bus gik. Da busstationen laa et stykke udenfor byen, og der ifoelge Lonely Planet intet er at se i byen, slog vi timerne ihjel med at sole paa en graesplaene. Da vi endelig kom til Mercedes - nu loerdag aften - viste det sig, at bussen til nationalparken ikke gik om soendagen, men formentlig mandag midt paa dagen ...okay, ikke ligefrem vores dag! Vi brugte et par timer paa at gaa rundt i byen og lede efter et sted at bo, men paa trods af (eller maaske netop derfor?), at vi var laengere ude, end der, hvor kragerne vender, saa var der ingen billige vaerelser i byen. Betale for to dyre overnatninger foer vi (maaske) kunne komme videre, i en by, hvor der ikke sker noget som helst, havde vi ikke taalmodighed til, saa tro det eller ej; vi tog bussen tilbage til Corrientes (hvor vi kom fra tidligere paa dagen) kl. 1.30 om natten, og herfra fik vi en bus videre nordpaa til Puerto Iguazú kl 5 om morgenen med ankomst kl. 14. Iguazú vandfaldene ligger paa graensen mellem Argentina og Brasilien, og der er saaledes 2 nationalparker, som man boer besoege, hvad enten man bor paa den ene eller den anden side. Vi valgte at bo i Argentina, og blot tage en dagstur til Brasilien.

Iguazú vandfaldene er den stoerste turistattraktion i Argentina, saa vi frygtede det vaerste mht. overnatningsmuligheder, da vi ankom midt i den lokale feriesaeson. Det lykkedes os dog med lidt hjaelp fra en schweizer, som arbejdede for stedet, at finde et "uofficielt" familiested til rimelige penge. Stedet var meget basis, men hvad goer det, naar det er nogle soede mennesker, der ejer stedet, og der er en god stemning! Der var ikke en sky paa himlen og temperaturen laa vel omkring de 35 grader (nogle paastod, at der var over 40 grader, men det er vist lidt af en overdrivelse), men da det efterhaanden var blevet hen paa eftermiddagen, besluttede vi os for at vente med besoeg til vandfaldene paa den argentinske side til dagen efter. Og hvad sker der saa? - det regner selvfoelgelig kl. 6:30 den efterfeolgende dag om morgenen, hvor vi skulle afsted!! Naa, vi besluttede os for at vente et par timer, og i stedet for tage til den Brasilianske side om eftermiddagen, da denne del af vandfaldene ikke er saa stort, og derfor kan klares paa en halv dag, selv med transport til og fra Brasilien. Naar man blot tager en en-dags tur til Brasilien gider det brasilianske myndigheder ikke engang se/stemple passet, saa det gik relativt smertefrit med at passere graensen. Paa den brasilianske side, kommer man ikke saa taet paa vandfaldene, men faar via den sti man gaar i stedet panoramaudsigt over flertallet af vandfaldene. En af de store attraktioner er de mange regnbuer der kan ses naar vejret er godt - det fik vi desvaerre ikke lejlighed til at se, da solen aldrig nåede at komme rigtigt igennem. Og der er jo ikke noget, som er saa skidt, at det ikke er godt for noget andet; antallet af turister var begraenset, saa det var faktisk muligt at gaa og nyde vandfaldene uden at vade i haelene paa tusinde andre turister. Alt i alt endte det derfor med, at vi havde en fin dag.

Den sidste hele dag i Iguazú brugte vi paa den Argentinske side af vandfaldene. Igen var det trist vejr fra morgenstunden, men vi kunne ikke udskyde besoeget yderligere, da der intet andet er at give sig til i omraadet. Om formiddagen var det mest skyet, men vi var heldige at det klarede op midt paa dagen med sol og blaa himmel. Vi tog derfor alle stierne 2 gange - og her lykkedes det os faktisk at se en hel del regnbuer i loebet af eftermiddagen. Ud over vandfaldene, som der var rigtig mange af, var der masser af dyreliv i parken; fugle (gribbe i 1000-vis, papegoejer m.m.), sommerfugle, vaskebjoerne-look alikes, en krokodille og en slange. Modsat dagen foer, var her ulideligt mange turister, saa det kneb lidt med at finde fred og ro i loebet af dagen, men parken var absolut imponerende og vi kom ganske taet paa en del af vandfaldene. Dagen sluttede af med et gevaldigt tordenvejr, hvor det stod ned i staenger ...som om vi ikke havde faaet vand nok!!

Argentina - Posadas og Jesuitter-ruinerne

4. - 5. februar 2009

For en gangs skyld havde vi valgt at tage en ekstra nattesoevn paa vaerelset fremfor i en bus. Vi tog derfor fra Iguazú om morgenen og ankom til Posadas midt paa eftermiddagen. Vi havde paa forhaand besluttet os for at tage en overnatning eller to i Posadas, da det herfra er muligt at tage paa en dagstur til Paraguay for at se nogle Jesuiter-ruiner, som der er mange af i dette omraade, der er kendt som Misiones. Vi fandt et sted, som absolut kunne traenge til en "ansigtsloeftning" (vi missede at tage et billede af stedet), men for en enkelt nat kunne det gaa an, og det vigtigste var, at det var muligt at efterlade vores bagage dagen efter, naar vi skulle til Paraguay. At vi boede paa "Missions-hotellet" goer jo bare historien bedre, men der var fred og ro (laes: der boede ikke et oeje), hvilket passede os glimrende!

Vi brugte resten af eftermiddagen paa at se lidt af Posadas, der dog er en kedelig provinsby -selv byens centrale plads var under ombygning og lignede en stor byggeplads. Vi har derfor ikke et eneste billede fra byen.   

Vores dagstur til Paraguay gik som smurt i olie. Det at krydse graensen var i sig selv lidt af en oplevelse. Paa morgenbussen loeb passagererne ud af bussen for at faa et graensestempel i haabet om, at naa den samme bus videre. Vi havde ikke helt saa meget hastvaerk, saa vi ventede de 5 nminutter paa den naeste bus. Idet hele taget var der ikke meget ventetid paa hverken busser eller deletaxaer, saa der var god tid til at se Jesuiter-ruinerne. Vejret var pragtfuldt, dvs. vi maatte krybe i skygge, da vi skulle spise vores medbragte mad, og der var stort set ikke andre turister, som havde fundet vejen til de 2 ruiner, vi besoegte! Da vi kom relativt tidligt tilbage fra ruinerne, taenkte vi, at vi lige kunne checke internet og handle lidt ind inden vi tog paa busstationen, men nej ...vi er i Sydamerika, og her holder selv det store supermarked siesta 3 timer om eftermiddagen, saa vi maatte klare os med de kiks vi havde!

Uruguay - Montevideo

6. - 8. februar 2009

Vi havde ikke helt opgivet tanken om at besoege nationalparken "Reserva Provincial Esteros del Ibera", saa vi spurgte ind til transportmulighederne fra Posadas, der viste sig at vaere helt umulige. Man havde for et aars tid siden indstillet den offentlige bus, og hvis man skulle med en privat jeep, ville det koste os mere en 1.000 kr. per mand for en tur paa godt 100 km. Vi var derfor tilbage ved busturen via Mercedes, hvorfra vi skulle kunne faa en bus til parken. Vi havde ikke koebt en busbillet videre fra Posadas, da vi ikke vidste praecis, hvornaar vi kunne vaere tilbage fra Paraguay. Da vi kom paa busstationen, kunne vi desvaerre ikke faa plads paa den foerste bus til Corrientes (ja, her har vi vaeret nogle gange paa det sidste), saa vi maatte vente et par timer paa den naeste, hvilket betoed, at vi ville ankomme lidt foer midnat - et skidt tidspunkt, men da vi tidligere havde set, at der laa et par hostels i naerheden af busstationen, haabede vi at kunne finde et sted at overnatte, uden at skulle loebe byen rundt midt om natten.

Vi ankom til Corrientes (Argentina) lige inden midnat efter at have koert i et par timer i det stoerste torden- og regnvejr, vi har haft paa turen. Det stod ned i staenger, og gaderne sejlede i vand til knaeene. Vi opgav at finde et hostel, da vi var blevet drivvaade, hvis vi havde begivet os ud i tordenskyllen, der fortsatte det meste af natten. Det var meningen, at vi skulle med en tidlig morgenbus til Mercedes for at komme til nationalparken, men da vi havde faaet at vide, at bussen til parken ikke koerer, naar det har regnet (og det havde det!), turde vi ikke loebe an paa endnu engang at havne i Mercedes og ikke kunne komme videre. Efter 2-3 forsoeg indsaa vi efterhaanden, at det ikke var meningen, at vi skulle til den nationalpark. Vi besluttede os derfor for at tage til Uruguay i haabet om at naa karnevallet i starten af februar, naar vi nu alligevel var "i naerheden". Det blev derfor til en nat paa busstationen (og ja, vi er stadig for gamle til det pjat, men ikke desto mindre), inden vi naeste morgen tog bussen videre mod Colon, som er en argentinsk graenseby mod Uruguay. 

Hvis du sidder med fornemmelsem af, at vores Argentina-eventyr blev en lang bustur, saa er det ikke helt forkert ....det foeles i hvert fald saadan. Og naar vi taeller de dage og timer, vi har spenderet paa busstationer og i busser, saa er det naesten halvdelen af den tid, vi har opholdt os i Argentina. Vi har tilbagelagt store afstande paa bemaerkelsesvis kort tid (i knap saa gode busser, som folk havde fortalt om - vi var bla. blevet stillet champagne i udsigt!), men desvaaerre har vi ogsaa vaeret noedt til at holde os til de relativt store hoved(turist)byer, fordi infrastrukturen ellers er for ringe. Kort og godt kraever det en bil, hvis man vil opleve det "rigtige" Argentina, hvor ikke alle andre rejsende/turister kommer. Vi kiggede lidt paa mulighederne, men gav hurtigt op. Billeje er desvaerre svaert og dyrt, naar man (som vi) ikke kommer tilbage til samme sted, da biludlejningsfirmaerne typisk er lokale.  

Naa, men vi ankom til Colon foerst paa aftenen, og desvaerre var der ikke helt saa mange forbindelser til Uruguay, som vi havde haabet/forventet (der er trods alt kun 15 km til graesebyen Paysandú i Uruguay). Den daglige bus gik kl. 00:45 - hvorfor dette (vanvittige) tidspunkt for en koeretur paa en times tid, fandt vi aldrig ud af. Men som hardcore rygsaekrejsende indpasser vi os selvfoelig og faar det bedste ud af det, saa vi brugte tiden paa at spise aftensmad og paa internet bl.a. fik vi booket et par naetter i Montevideo, hvilket var naermest haabloest og samtidig dyrt, saa vi tog det som et tegn paa, at vi kunne naa den sidste dag af karnevallet.

Det blev en lidt maerkelig krydsning af graensen, hvor buschauffoerren samlede papirer sammen (de fleste lokale - kun et par udlaendinge udover os skulle have stemplet passet) og klarede alt det praktiske, mens vi sad i bussen (det skulle senere give lidt problemer, da vi forlod Uruguay). Vi var i Paysandu lidt i kl. 2 om natten, hvor vi med det samme kom med en bus videre til Montevideo. Vi var efterhaanden begge to saa traette, at vi faktisk fik en skraber paa den sidste bustur, som "desvaerre" (naar vi nu faldt hen) kun var paa fem timer.

Vi spiste lidt morgenmad paa busstationen, og da vi ikke kunne finde nogle pengeautomater, som virkede (det viste sig senere, at der ogsaa i Uruguay er et lavere maksimum paa maskinen end paa kortet), endte vi med at gaa de 3 km ned til det hostel, hvor vi havde bestilt vaerelse. Det viste sig at karnevallet var torsdag og fredag, hvor vi ankom loerdag morgen ...kan man vaere mere uheldig? Naa, vi havde jo ikke paa forhaand planlagt at skulle til Uruguay og opleve et karneval, saa det var svaert at vaere meget skuffet, og set i bakspejlet havde vi formentlig ikke kunnet finde noget sted at bo, hvis vi var kommet i de dage, hvor karnevallet foregik. Paa hostellet var alt kaos; de havde haft fuldt hus i forbindelse med karnevallet, saa vi maatte vente 3 1/2 time, inden vi fik vores vaerelse ...det var vi ikke saa imponerede over, og i betragtning af at vi betalte 50 USD per nat for vaerelset, saa var det den ringeste morgenmad, vi endnu har oplevet. Koekken og bad var tilmed moegbeskidt alle dage, saa de fik nogle gevaldige taesk i internetbedoemmelsen af stedet.

Nu var vi jo i Montevideo, og selv om vaerelset var hundedyrt (ligesom det meste andet i Uruguay), besluttede vi os for at blive et par dage. Vi travede naturligvis byen tynd, og naaede at se det meste af det centrale Montevideo paa et par dage. Ikke specielt spaendende - der er mange gamle bygninger og hyggelige alleer med traeer, men desvaerre er alting gammelt/forfaldent og ogsaa ganske beskidt. Da vi jo snart skal til Caribien, droppede vi stranden, som ligger i selve byen, men turen langs med strandpromenaden kunne vi ikke undgaa. Foerstedagen var halvskyet og temperaturen laa bare paa et par og tyve grader, men andendagen naade temperaturen over de 30 grader og solen skinnede fra en skyfri himmel - lige til at holde ud! Vi havde haabet paa, at internet-situationen var anderledes her i Uruguay, men heller ikke her fandt vi nogle pc'ere, som kunne laese vores harddisk eller kameraets memorykort (dvs. ingen back-up af billeder og ingen opdatering af hjemmesiden).  

Uruguay - Barra de Valizas

9. - 10. februar 2009

Vi tog med bus fra Montevideo til Barra de Valizas. Da busturen foregik midt paa dagen, fik vi lejlighed til at se lidt af landet, og lige paa naer palmerne, saa var det som en bustur paa landet i Danmark; landskabet var fladt, der var skove og marker med koer, heste og faar. Da vi kom til Barra de Valizas, som er en strandby, var det som at komme til en dansk strandby ved Vesterhavet. Masser af klitter med smaa "sommerhuse" (maaske ikke helt samme standard som derhjemme), og masser af turister!

Medmindre, man ville leje et "hus" for nogle dage, var der ikke de store overnatningsmuligheder i byen. Da der var lus og lopper i sengene paa byens hostel (som kun havde store delevaerelser/dorms), endte vi med at campere. "Campingpladsen" var i baghaven hos en lokal, og teltene laa naermest oven i hinanden, saa det var ikke synderligt fantastisk. At de oevrige beboere overhovedet ikke viste hensyn, og sad og snakkede/sang/spillede guitar til langt ud paa natten, hjalp ikke paa nattesoevnen.

Formaalet med at komme til denne by var at gaa en tur langs stranden til en anden by, Cabo Polonia. En gaatur paa 2 x 13 kilometer, som var slaaet stort op i Lonely Planet; dels paa grund af sandbankerne a la Raabjerg Mile, dels paa grund af de doede saeler, der er skyllet i land paa stranden (desvaeere var der ingen levende saeler, hvilket havde vaeret mere interessant). Selve Cabo Polonia var en hyggelig badeby (a la Loekken) med et par gode strande, masser af turister og dermed ogsaa restauranter, hoteller mv. Byens "vartegn" er de mange, gamle fiskerhuse i alle afskygninger og farver.

Det meste af dagen bankede solen ned fra en skyfri himmel, og vi fik maaske lige rigeligt med sol, selvom vi havde gang i solcremen. Da vi var kommet tilbage til Barra de Valizas trak skyerne sammen om aftenen, og vi fik - efterhaanden ikke overraskende - en tordenbyge a dimensioner. Vi troede, at vi laa i lae under et halvtag, men det var desvaerre ikke taet, og da teltene laa saa taet, at vi ikke kunne stramme overteltet, endte det selvfoelgelig med, at vi havde masser af vand i teltet ....mest gik det ud over Michaels store rygsaek, der var ligesaa vaad, som havde den ligget i et badekar! Da vejret ikke afholdt de unge sydamerikanske turister, som laa i teltene omkring os, fra at hoevle bajere og (forsoege paa at) synge/spille hele natten, besluttede vi os for at pakke teltet sammen og tage den foerste bus fra byen kl. 05:40 om morgenen.

Uruguay - Colonia de Sacramento

11. - 12. februar 2009

Egentlig havde vi en billet fra Barra de Valizas til Montevideo til kl. 08:40, men de var saa flinke at bytte billetten til kl. 05:40, og det lykkedes os rent faktisk at faa lidt soevn paa vej mod Montevideo. I Montevideo maatte vi vente et par timer, inden vi kunne faa en bus videre til Colonia de Sacramento. Paa trods af at vi havde laest, at det var naesten umuligt at finde noget at bo i, medmindre man havde forudbestilt, havde vi ikke faaet taget os sammen til at bestille et vaerelse her i byen. Og ganske rigtigt, alt foruden dorms/delevaerelser, var fuldt bookede eller kostede mere end hvad vi var villige til at give. Men det er jo ikke foerste gang, at vi staar i denne situation, og som saa mange gange foer, lykkedes det os at finde et sted at bo. Maaske ikke ligefrem det fineste vaerelse i byen (indelukket og daarlig luft og ikke sat i stand siden foraeldrene byggede det mindst 50 aar tidligere), men i hvert fald det billigste :-)! Her var tilmed fred og ro og vi havde eget badeværelse saa vi kunne faa vasket toej. Vaerelset var hos et aeldre aegtepar (han var foedt i tyskland, men hans foraeldre var flyttet til Uruguay - og efter alderen at doemme var hans foraeldre flygtet fra 2. verdenskrig). Paa trods af, at vi maaske nok kunne have faaet et andet vaerelse den anden nat, besluttede vi os for at blive boende.

Den foerste aften koebte vi broed, ost og skinke til et par sandwich, som vi noed til en fin solnedgang ved vandkantenten ....skoent at vi er kommet "op" i varmen, og bare kan dalre rundt i sommertoej. Vandet er dog fuldstaendig "plummerfarvet" paa grund af den megen jern der skylles ud fra jorden i regnskoven. Det ser ikke saa spaendende ud, og man faar da slet ikke lyst til at dyppe sig i saadan en gang "kaffe med floede"-farvet vand.

Den efterfoelgende dag travede vi rundt i den gamle portugisiske bydel; rigtig hyggeligt med masser af gamle huse, brostensbelagte gader, traeer og blomster. Vi fik ogsaa besoegt et par af byens "museer". Vi maatte smile lidt af museernes stoerrelse (4 museer paa 30 minutter) og ikke mindst af det meget blandende indhold, der spaendte fra sjove, gamle verdenskort fra 1500-1700-tallet, gevaerer og soldateruniformer til potteskaar, sommerfugle og insekter samt knogler fra uddoede dyr! Et par timer af eftermiddagen blev brugt i en park, hvor vi toerrede vasketoej - ja, de lokale slaeber deres vasketoej med i parker, saa det kan vi vel ogsaa; og det var i hvert fald aldrig blevet toert paa vores vaerelse :-)! 

Alt i alt var byen rigtig hyggelig, omend lige lovlig turistet. Vi ville for engangs skyld have vaeret ude at spise,  hvilket vi jo ellers ikke goer det store i, men til frokost lykkedes det ikke at finde en interessant pizza (til trods for det store udvalg fx 3 slags med chokolade?!?). Og om aftenen ville vi have vaeret paa et grillsted, som var anbefalet i Lonely Planet, men her var stedet lukket, saa det blev i stedet til en kaempe grillkylling fra det lokale supermarked ...saamaend en udemaerket afveksling, men ikke lige det vi havde sat naesen op efter.

Argentina - Buenos Aires

13. - 17. februar 2009

Vi ville egentlig have vaeret med bussen fra Colonia de Sacramento til Buenos Aires, men det ville kraeve en 3-timers bustur retur til Montevideo, og derefter en 8 timers bustur fra Montevideo til Buenos Aires. Det blev i stedet til en katameran direkte til Buenos Aires, hvilket var noget dyrere men behageligere og meget hurtigere (1 times sejltur).

Vi ankom til Buenos Aires ved middagstid, og efter en travetur og et par skift i metroen, fandt vi ud til det hostel, vi havde besluttet os for at bo paa. En stykke vaek fra centrum i haabet om, at det var et fredeligt sted, i modsaetning til de mange store hostels med barer og fest hele natten, som byen ellers byder paa. De havde heldigvis plads og oven i koebet til en billigere pris, end vi havde set paa nettet (det er vidst ikke sket foer). Selvom vi havde rigeligt med dage i Buenos Aires, startede sightseeingen selvsamme eftermiddag. Med en fungerende metro er det jo ingen sag at komme omkring og naar vi samtidig ikke er bange for at gaa et par kilometer eller 20 om dagen, saa kan man daekke en stor del af byen paa et par dage .....og saa var der stadig to dage tilbage! En tidligere kollega til Helle havde sagt; "Buenos Aires er sydamerikas Paris".  Det udsagn er vi helt enige i. Byen oser af charme med mange gamle bygninger, alléer med store traeer, masser af parker og en nyrenoveret havnefront. Her er alt hvad oejet, maven og hjertet kan begaere. Vi spiste og drak i rigelige maengder og fik isaer indhentet en del paa boef- og roedvinsfronten.

Det viste sig desvaerre, at hostellet ikke var saa fredeligt. Vi havde et fint vaerelse paa foerste sal med udsigt til gaarden, men desvaerre var der hver nat 10-15 (nye) mennesker, der holdt en mindre fest her. Vi proevede at lukke vinduet, men var ved at svede ihjeld i varmen uden vifte eller aircon. Vi haabede hver aften det ville blive anderledes, saa lidt dumt fik vi foerst skiftet vaerelse den sidste aften - der var ikke den store diskussion om, hvorvidt der havde vaeret larm om natten, for det viste sig at naboerne havde tilkaldt politiet. Og saa oplevede vi for foerste gang i Sydamerika (og nogensinde), at nogle andre gaester havde taget noget af vores mad i koeleskabet. Om det skyldes, at de fleste af gaesterne var "lokale" (laes: sydamerikanere) skal vi lade vaere usagt, men vi kan vel godt indroemme, at vi ikke har vaeret synderligt begejstrede for de unge sydamerikanere, som vi har moedt paa vores vej - de har vaeret temmelig hoejroestede, og de tager overhovedet ikke hensyn til deres omgivelser. Eller maaske er vi bare ved at vaere for gamle til at bo paa store hostels, hvor der bor "unge" mennesker....?!

Som saedvanlig brugte vi den overskydende tid paa en del internetcaféer. Vi fik skrevet al udestaaende tekst, men var (trods ihaerdig soegen) ikke saa heldige at finde en eneste pc, som kunne laese vores harddisk, saa billedopdateringen paa hjemmesiden udestod. For en gang skyld var timingen dog rigtig, idet vi havde pragtfuldt vejr de 2 1/2 dag vi rendte rundt i byen (selv de lokale led i varmen, hvilket vi tolkede som at vejret var over gennemsnittet), mens det var overskyet og smaaregn mens vi var paa internetcafeer.

Generelt har sydamerika vaeret en meget positiv overraskelse, og en del anderledes end vi havde forventet hjemmefra. Vi har rejst 12-15.000 km i busser og med faa undtagelser har infrasrukturen vaeret god. Naturen har vaeret det gennemgaaende tema og den helt store oplevelse i alle landene - og saa forskelligt det har vaeret fra nord til syd og vest til oest.Vi har aldrig foelt os utrygge og har ikke selv vaeret ude for ubehagelige oplevelser (men moedt en del andre, som er blevet bestjaalet mv.), saa rygtet om at sydarmerika er frygteligt kriminelt er blevet gjort til skamme. Indbyggerne har generelt ikke vaeret helt saa soede, hjaelpsomme og gaestfri, som vi havde hoert, men vi har heller ikke gjort alt vi kunne. Saaledes er det skuffende, at vi ikke har kunnet tage os sammen til at laere mere spansk; ja vi klarer uden problemer "dagen og vejen", men foere en egentlig samtale kan vi fortsat ikke. Chile og isaer Argentina har vaeret dyrere end forventet, og selvom naturen er fantastisk, saa ligner byerne for de flestes vedkommenede "vores egen verden". Saa efter knap 6 maaneder paa kontinetet er vi klar til at komme videre mod nye oplevelser - foerste stop Caribien.