Hejsa,

Så er globetrotteren kommet til irland og storbritannien – og denne gang er cyklen med igen. Det bliver til ca. halvanden måneds cykeltur rundt om Irland, Nordirland, Skotland, England og Wales. Egentlig var planen art cykle hele vejen hjem til DK, men da det kun er få år siden jeg rejste rundt i Benelux, og jeg skal klare en del praktiske ting før den store jord-omcykling/backpacking-tur starter 20 september, har jeg skippet den ide. Jeg har absolut ingen forberedelse foretaget, så hvad jeg skal se er helt uvist – og derfor også fordelingen af tiden... dog går anbefalingerne på at bruge størstedelen af tiden i Irland og Skotland.

Jeg startede med ikke mindre end 8 dage i Dublin. Egentlig ville jeg ha' været afsted en lille uges tid senere, men billetten den 20 juni kostede 289 mod ca 1000 mere ugen efter, så det var en simpel beslutning. I Dublin couchsurfede jeg de første 5 dage hos spanske Isaac. De første 3 dage var alletiders – vi havde en del tid på tomandshånd og derudover lidt tid med et par søde, amerikanske piger, som også couchsurfede hos ham. Vi var bl.a. på sportsbar og se en af Spaniens EM-kampe - og på lokal bar der var en god oplevelse, hvor vi - selvom vi kom nogle stykker - hurtigt faldt i snak med de lokale.... ganske som forventet i Irland... De sidste par dage var mindre fantastiske – der kom 2 andre amerikanske piger, som var meget fjantede og forkælede, og det faldt åbenbart i Isaacs smag, for han løb efter dem som en hundehvalp. Det gav mig lidt tid til at klare en del praktiske ting inden starten på cykelturen.

Vejret i Dublin var trist – overskyet det meste af tiden og en hel del byger og kun strejf af solskin ind imellem. Jeg fik dog alligevel taget mig sammen til at cykle rundt at se de fleste af byens parker inkl. Phoenix park, der er Europas største. Jeg var også på Glasnevin kirkegård, hvor store dele af Irlands/Dublins historie ses af de mere eller mindre pompøse grave - aristokrater, oprørere mod aristokratiet og overklassen, IRA-medlemmer m.fl. - jeg ved ikke, om det var en speciel søndag, men jeg var i hvert fald overrasket over de mange hundrede mennesker og 2 orkestre.... ikke noget man ser på en kirkegård i DK. Derudover så jeg det hyggelige Trinity College fra 1592, de fleste af byens museer, katedraler og kirker samt var rundt at se det halvfærdigbyggede Docklands. Mest interessant var nationalmuseet, hvor jeg fik ”den anden side” af vikingernes indtog på øen fra 800-1100... en overraskende positiv fremstilling.

De sidste 3 dage i Dublin boede jeg hos Alan i en forstad 20 km sydvest for centrum – han havde 2 logerende Donal og sydafrikanske Johan. Alan er brandmand og falckredder, så han havde lange og meget skiftende arbejdstider - jeg så ham derfor ikke så meget, men i den tid vi havde sammen, gav han mange gode råd til turen (oftest kombineret med hvor god en pub der er i området). Johan er lastvognchauffør og havde nattevagt, så ham så jeg heller ikke alverden til – vi nåede dog at snakke om situationen i Afrika samt vores fælles passion dykning. Donal var sygemeldt med diabetes 1, så vi havde masser af tid sammen, og det blev bl.a. til en travetur i de nærliggende Dublin Hills og en lidt længere smuk, men bakket cykeltur rundt om Dublins drikkevandsreservoirer. En lidt hård tur hvor jeg godt kunne mærke, at jeg med fordel kunne trænet lidt hjemmefra – bortset fra et par km i København og omegn har jeg ikke siddet på en cykel i 9 måneder... det er vidst det, der hedder ” at tage den på rutinen”. Den væsentligste årsag til, at jeg skulle bruge 8 dage i Dublin var, at jeg skulle mødes med min amerikanske ven Timur, der skulle til lægekonference i Dublin – og så havde han mit nye telt med købt i US. Sjovt fortsat at mødes med ham rundt om i verden... senest i Guatemala City for et par år siden.

Den 28 juni var der så endelig afgang og heldigvis var vejret ganske fint fra morgenstunden, hvilket er irsk for hastigt skiftende mellem blå himmel og overskyet. Dagen før med Donal havde været hård uden bagage, så med fuld oppakning krævede det en mandfolke-indsats (og flittig brug af første gear) at komme sydover Wicklow Mountains til Glendalough, der er et gammelt klosterområde fra ca. år 500 – et interessant kig tilbage i historien. Beliggenheden er fantastisk mellem søer og bjerge, men skyer og kraftige byger tog en del af fornøjelsen. Over endnu et par bakker og så skulle jeg for første gang finde et sted at sove. Masser af skov, men altid indhegnet – og de få gange der ikke var et hegn, var der er grøft med masser af vand i. Jeg var begyndt at tvivle, men så skete det lille mirakel – 30 meter åbning mellem hegnene og kun en smal grøft – før jeg havde gået de 20 meter ind til skoven havde jeg dog fået sok i det sumpede græs/skovbund, så rigtig fantastisk var det ikke. Dertil kom tusindvis af ”midges” (ved ikke hvad de hedder på dansk), der ikke stikker men bider..... jeg begik derfor den store fejl ikke at tage dem alvorligt (den eneste grund til at jeg efter 20 minutter tog en trøje og lange bukser på var, at antallet af dem irriterede mig), hvilket jeg kom til at lide under de kommende mange dage.

De næste dage gik det sydvestpå til halvøerne på vestkysten. I prioriteringens navn havde jeg fået anbefalet ikke at bruge unødig tid på vejen, fordi det mest er farmland med nogle få bjerge/bakker. Jeg nøjedes derfor med at se nogle få byer på vejen – smukkest var Kilkenny der er en hyggelig gammel by med slot og katedral, gamle gågader osv., samt Killarney der også havde et smukt gammelt slot, et stort landsted med slotshave samt en stor nationalpark. Herefter kørte jeg et par dage rundt om halvøen Kerry, hvor jeg dog intet så pga regn, blæst og tåge. Jeg ville også ha' været rundt om halvøen Dingle lidt nordfor, men da vejret var uændret elendigt besluttede jeg mig for at skippe det.

Op langs vestkysten forbi Cliffs of Moher og derefter op til Galway, hvor jeg kun skulle 40-50 km nordvestpå før jeg var i bakkerne i ingenmandsland (lyng, får og blæst).... Irland er totalt åbent fordi alle skovene er fældet – langt størstedelen under Cromwells regime i det 1700 århundrede, hvor de blev brugt som tømmer til den engelske flåde. Videre nordpå forbi Sligo op derefter op til (London)Derry i Nordirland, hvor jeg bl.a. så de berømte ”murals”, der illustrerer kampene med englænderne ( et besøg der gav mig en bedre forståelse for dybden i konflikten mellem protestanter og katolikker). Dagen var startet skidt med en knækket stang i det helt nye telt (!!) og en ipod der pludselig ikke virkede, og det skulle åbenbart fortsætte - for det der skulle have været turens længste dag, blev den korteste, fordi det styrtede ned hele eftermiddagen, så jeg besluttede mig noget ufrivilligt for at overnatte på et hostel i byen. Da først beslutningen var truffet, var det dog meget rart med et par lange varme bade, tøjvask, ordentlig aftensmad og en god seng – årsagen til at jeg ikke gider hostels er, at altid er nogle kommer fulde og støjende hjem midt om natten og vækker hele værelset... og ganske rigtigt så kom en pige fuld hjem kl 2.30 tændte lyset og gik forvirret ind og ud af døren i 15 minutter, før hun drattede bevidstløs og stor-snorkende omkuld..... Opholdet i Derry betød at den efterfølgende dags plan om at gå Causeway samt besøge Bushmill Distillery gik fløjten. Jeg nøjedes derfor med at cykle hele nordkysten af nordirland samt gå et par km af Causeway – og da vejret midt på eftermiddagen klarede op, blev det samtidig turens længste dag med godt 160 km.

I irland har jeg kørt godt 100 km om dagen, hvilket efter omstændighederne er ok for en særdeles ”unfit” dansker. Mange faktorer har begrænset antallet af km, hvoraf de vigtigste er:

• dårlig form.... lidt træning inden havde givetvis gjort tingene nemmere – og måske også forhindret det sædvanlige problem med et hævet venstre knæ, som jeg stadig døjer med nu efter en lille måneds tid pga overanstrengelse (min gamle knæskade som beskrevet i tidligere cykelmails). Ikke det bedste udgangspunkt for en jordomcykling, men det løser sig forhåbentlig

• Skuffende dårlig vejkvalitet. Der er kun få store huller, men stort set alle veje er lavet med løse småsten, der skal køres ned i det tynde lag asfalt... det er de sjældent, så overfladen er ru som et vaskebræt – ofte gjort endnu værre af, at de øverste lag ”skræller af” pga vinterfrost, så vejene alligevel føles ”halvhullede”. Konkret kan jeg mærke det ved, at jeg kan gå 4-5 gear op, når jeg kommer over på et af de få stykker god asfalt. Til sammenligning har vores cykelstier i DK bedre asfalt end de fleste veje i irland - selv hovedvejene … vi er ganske forkælede uden at vide det. Men når kassen er tom, er det nok ganske fornuftigt at bruge pengene andetsteds - selvom meget af det synes at være fra før krisen.

• Irland har overraskende mange halvstore bakker (a la Geels og større) at forcere... ofte med få hundrede meters mellemrum. Det tager gevaldigt på kræfterne med de mange kg (ca 55 kg cykel og bagage samt mine overvægtige knap 100 kg)

• Og så er der vejret. På grund af de åbne landskaber er vinden ubarmhjertig (a la Vesterhavet på en frisk efterårsdag), og selvfølgelig er der altid modvind, uanset om jeg har kørt vestpå eller nordpå?!?! Men værst har været regnen. Jeg vidste naturligvis godt, at det ville regne i Irland, men at det var hver dag hele tiden havde jeg ikke regnet med. På de knap 14 dage rundt om Irland har jeg set solen den første halve dag, en time en anden morgen, en halv time ved Cliffs of moher samt nogle timer den sidste eftermiddag....! Derudover har det været overskyet (typisk kulsorte skyer) og så har det regnet, regnet og atter regnet. Udgangspunktet i irland er åbenbart (selvom alle indrømmer, at det er den værste sommer i mands minde), at det regner – det er kun et spørgsmål om hvor meget. For overhovedet at komme nogle steder har jeg derfor været nødt til at cykle i regnen, når den har været mellem støvregn og ”almindelig”. Når det har styrtet ned (og det har det ofte – nogle gange med få kilometers mellemrum) har jeg søgt ly under træer, i garager, bag huse osv. for ikke at blive helt gennemblødt.... det lykkedes ofte men langtfra altid. Og så er det ikke så sjovt at campere, når jeg skal i det våde cykeltøj næste morgen. Temperaturen har typisk ligget på 13-15 grader, så det har været pænt køligt, når det samtidig har regnet og blæst. Jeg får ind imellem tilkendegivelser om misundelse af mine mange rejser, men denne gang går det den anden vej – jeg kan ikke benægte, at jeg har tænkt tanken, om det nu også var en god ide at cykle irland rundt, og om det ikke ville være meget rart at sidde hjemme i DK i tørvejr med en varm kop kaffe. Men ærlig talt så er det ikke DK jeg savner, men varmere/tørrere og mere eksotiske himmelstrøg.

Så hvad har jeg egentlig set – faktisk ikke så meget. Det giver sig selv, at lysten til at køre omveje - for at se noget, som alligevel ikke kan ses - er til at overskue. Og derfor er mange af de highlights, som jeg havde forventet at skulle se, skippet pga vejret. Jeg har dog set en masse bakker, marker, kyststrækninger a la bornholm osv. Dyrelivet – udover farmene med køer og især får - er ret begrænset....egern, harer, pindsvin og grævlinge - de fleste af dem kørt over på vejen. Mere rigt er fuglelivet med hejrer, musvåger, falke osv. Irerne er flittige motionscyklister, men åbenbart i ”luksusklassen” for jeg har kun set dem i tørvejr – og det har der som sagt ikke været meget af. Fuldstændig den samme indstilling som jeg har når jeg cykler i DK, så det er åbenlyst at min begejstring har været til at overskue. Der er 3 skilte der går igen i irland: Til salg, Ingen adgang og Ingen skydning. Jeg har ikke hørt nogen skud, men der må jo være nogle skydegale irere, siden det er nødvendigt med alle de skilte.

Den første overnatning i skoven lærte mig en del om både vanskeligheder ved at finde steder og behovet for påpasselighed. Jeg har derfor kun haft et par nætter i skoven, mens langt de fleste har været på farmeres marker eller i folks private haver. Den irske venlighed/imødekommenhed er legendarisk og med god grund - jeg har endnu ikke oplevet at blive afvist.... trods aldeles utilstrækkelig hygiejne – der er stadig noget at lære for os bekymrede danskere...... Irerne er generelt lidt tilbageholdende. Det tog således lidt tid før det gik op for mig, at de faktisk hilser på vejen – enten ved at sætte hovedet på skrå og nikke (ligner mest af alt et ”tick”) eller ved at løfte pegefingeren fra rettet. De tager sjældent initiativ til at hilse på mig, men når jeg har taget initiativet, viser de sig hurtigt at være aldeles imødekommende og snakkesaglige. Mange gange har en simpel forespørgsel om vej eller vand, ført til en kop te og lidt mad samt en længere sludder om dette og hint – ganske hyggeligt og interessant. Faktisk er den irske imødekommenhed og venlighed det bedste (og vel eneste positive), som jeg tager med efter at have besøgt landet. Det sagt så har jeg haft et par mindre fantastiske oplevelser – unge mennesker i bil har én gang spyttet efter mig og en anden gang kastet noget efter mig (det har jeg aldrig oplevet før – ikke engang i indien hvor den slags efter sigende er ganske normalt) - begge gange UK nummerplader. En engelsk cykel-pige, som jeg mødte, oplyste, at det ikke er ualmindeligt i England. Sørgeligt at så mange unge mennesker mangler kærlighed i opvæksten og derfor indeholder så megen vrede og dårligt selvværd, at de er nødt til at hævde sig på bekostning af andre.

Samlet set må jeg konkludere, at Irland endte med at blive en overlevelsestur fremfor en oplevelsestur. Og sidder du med tanker om at tage til irland, kan jeg anbefale, at du i stedet bliver hjemme og læser turistbrochurerne under bruseren ... du vil se ligeså meget og blive ligeså våd!

Efter at have taget færgen til Cairnryan i skotland kørte jeg op langs vestkysten til inverness bl.a. via Fort william og Loch Ness. Det meste af tiden kørte jeg i de smukke dale langs søer og floder, og kun enkelte gange kom jeg op i højlandet, hvor jeg virkelig følte, at jeg var i skotland.... dyrene gik frit omkring og intet var indhegnet. Fra Inverness gik det østover til Aberdeen, hvor jeg besøgte min ”postkort-ven” gennem 13 år Mike – vi mødtes et par gange i kina i 1999 og har udvekslet postkort lige siden, men aldrig mødtes igen. Det var ganske hyggeligt at udveksle rejse-anekdoter, omend jeg er overrasket over, hvor meget det sociale liv i skotland er centreret omkring alkohol og den lokale pub. Mike havde typisk fri kl 12, hvorefter han gik på pub'en og fik 4-5 pints, før han kom hjem. Derefter yderligere en stribe pilsnere om eftermiddagen og om aftenen delte vi en flaske whisky og flere pilsnere.... godt at besøget kun varede et par dage – og ikke underligt at Mike ligner en på 85 år trods sine kun 56 år. Fra Aberdeen gik det sydover til edinburgh, hvor jeg couchsurfede 2½ dag hos george.... en interessant, hyggelig og hjælpsom fyr som bl.a. tog mig på en 7 timers sightseeing-travetur rundt i byen. Dagen efter ville jeg have besøgt edinburgh castle, men et utal af mennesker og knap 200 kr i sommer-billetpris overbeviste mig om noget andet. I stedet besøgte jeg Rosslyn Chapel (kendt fra Dan Browns bøger), byens katedral og skotlands nationalmuseum.

Skotland er bakket, men det føltes ikke så slemt som i irland, formentlig pga min bedre form og det bedre vejr. Vejene er som udgangspunkt af samme dårlige kvalitet som i irland; dog er nogle meget bedre og andre meget værre – især i og omkring byerne er vejene lappet som et patchworktæppe. Vejret i Skotland har været anderledes hæderligt.... vestkysten har haft tørke i månedsvis, og det nød jeg godt af med fint vejr det meste af tiden - kun regn nogle timer en morgen som forsinkede afgang og en aften som forsinkede teltopsætning. Og så det meste af dagen på vej fra inverness til aberdeen (som sædvanlig søgte jeg ly, når det var værst, og en gang udviklede det sig til kaffe, aftensmad og overnatning – utrolig søde mennesker som jeg skal besøge igen på vejen sydpå mod england) og en hel dag i aberdeen, hvor det regnede for 3 uger på én dag! Derudover har det blæst en del, så ofte har jeg måtte læne mig 10-15 grader mod vinden for ikke at køre af vejen/vælte. Det bedre vejr i skotland har gjort det muligt at køre omkring 130 km om dagen i gennemsnit.

I skotland har man ”allemandsret” som i sverige, men i praksis har det ingen betydning, fordi alt er indhegnet. Jeg har derfor haft lige svært ved at finde steder at campere som i irland, men det er da altid lykkedes til sidst (stor har glæden været når myggesprayen har virket på fluer og myg, siden den nu ikke virkede på midges). Det meste af tiden har jeg dog sovet privat, hvilket har været en stor forkælelse.

Det dårlige vejr – især i irland – har begrænset antallet af billeder. Hvor jeg normalt tager 1000-1500 billeder (netto) om måneden, er det denne gang ca 200 - nogle dage har kameraet end ikke været fremme. Vejret har også haft betydning for mit tøjvalg. Hvor jeg på de 2 tidligere cykelture har været iført sandaler, cykelshorts og bar mave, har det denne gang primært stået på regntætte sko og tykke sokker, ulden ski-undertrøje under t-shirten eller fleeche – i regnen tillige regnbukser og vinterfrakke. Kun én eftermiddag har jeg haft bar mave i et par timer og sandalerne er endnu ikke kommet ud af tasken)! Det gode er, at jeg før jord-omcyklingen starter, har fået testet udstyret i regnvejr og konstateret et behov for opgradering.

Indtil videre har jeg ikke haft uheld eller problemer med cyklen – heller ingen punkteringer trods den megen regn og de mange flintesten på vejen. Folk har generelt været flinke til at bremse op og køre en pæn bue udenom. Skotterne er lidt mindre påpasselige end irerne (men kun et par gange har bilerne været urimelig tæt på), ligesom tålmodigheden i byerne er noget mindre en på landet.

Som sædvanlig lever jeg af pasta og suppe, undtagen når jeg har køkken-adgang og kan lave ordentlig mad. Så gi'r jeg den gas med de fede retter, men alligevel rasler kiloene af – pt ca 10 kg på godt 3 uger, så det er godt, at jeg har fedet mig selv op inden turen startede! 

eg håber, at alt står vel til hos dig, og at du nyder sommeren med familien.

Mange rejsehilsner fra Michael

Hej,

Så er der nyt fra cykelturen rundt om irland og storbritannien. Selve cykelturen sluttede for en lille uges tid siden i Birmingham, hvorfra jeg fløj hjem den 7 august. I Birmingham cuchsurfede jeg nogle dage hos Jo – en interessant og berejst pige som pt var i store overvejelser om sin fremtid – og endnu en god couchsurfing oplevelse.

Den sidste rejsebeskrivelse sluttede i med et par gode dage i pragtfulde Edinburgh. Herfra gik det sypå til Langholm i det det sydlige skotland, hvor jeg endnu engang skulle besøge den familie, der spontant havde inviteret mig til overnatning mv. på en regnvejrdag en uges tid tidligere (denne gang i deres sommerhus). Turen derned var kun 130 km men med heldags styrtregn og ikke mindst modvind a la stiv kuling, så blev det turens hårdeste dag. Og havde jeg ikke lovet at være i Langholm den dag - og havde udsigt til varm mad, et bad, tørrefaciliteter mv – så havde jeg nok aldrig forladt Edinburgh eller i hvert fald stoppet betydeligt tidligere. Dagen efter var jeg med hele familien (i bil) ude at besøge Hadrian's Mur– den 125 km lange mur fra kyst til kyst bygget af romerne for et par tusinde år siden – ikke så meget tilbage af muren og ikke det bedste vejr men en rigtig hyggelig dag. Og selvom jeg kun har kendt dem i 3 dage, føler jeg, at jeg har fået en ny skotsk familie.

Herefter gik turen videre sydpå til de engelske nationalparker Lake District, Yorkshire Dales og Peak District og herefter vestpå til Snowdonia og sydpå gennem Wales. En på papiret stor omvej via det centrale england, men jeg undgik de fleste travle byer/veje omkring Manchester og Liverpool, og så er det jo smukkere at cykle i nationalparkerne - selvom de med byer, store veje, offentlig transport, marker osv. ikke er nationalparker i traditionel forstand. Lake District er kendt for sine store bakker, men der er nu mange bakker i hele midtengland. Og da jeg kom til wales blev bakkerne både større og hyppigere – jeg tror slet ikke de har ordet ”flad” i det walisiske sprog; i hvert fald kan det ikke bruges ifm infrastrukturen. Smukkest er naturen i wales - især fra toppen af de store bakker, hvorfra der er fin udsigt, frem for de mange mindre bakker der kun giver motion og sved på panden. At wales blev en stor fornøjelse skyldes også, at de har nogle fantastiske veje - de fleste nyasfalterede. Og hvor det i wales er nemmest at tælle de dårlige veje, er det i england (som i irland og skotland) nemmest at tælle de sjældne gode veje. Og det kan overraske lidt i betragtning af, at jeg mange gange i timen så køretøjer fra ”highway maintenance” - uden at jeg dog så meget vejarbejde....? Måske var det bedre at følge wales' eksempel og lave nogle ordentlige veje første gang i stedet for de mange elendige lappeløsninger.

Fra det sydlige wales kørte jeg ind i sydvest-england. Jeg forsøgte forgæves at couchsurfe i Bristol (kun anden gang det ikke lykkes - første gang var stockholm), så det blev en kort visit, før jeg fortsatte videre østpå mod Stonehenge. Egentlig ville jeg ha' været inde på området, men da billetten kun bringer én et par meter tættere på stenene, valgte jeg at se dem fra vejen – også fordi jeg kom en halv time før de åbnede, og derfor kunne se det hele uden turisthoben, der strømmede ind kl. 9. På vejen nordpå til Birmingham kørte jeg gennem det smukke og historiefyldte Oxford (ekstemt turistet - især skoleklasser fra hele verden) og Shakespeares fødeby Stratford-upon-Avon, der var omend endnu mere turistet.

Da jeg købte flybilletten hjem i Edinburgh, var jeg lidt konservativ i mit skøn af kilometertallet pr dag, ligesom jeg lagde et par reservedage til for en sikkerheds skyld. Så den sidste uges tid begrænsede jeg kilometertallet ved at tage mig god tid om morgenen (fx til stor morgenmad med bl.a. pandekager fra blusset når vejret var til det), ekstra sightseeing og lange pauser i løbet af dagen samt tidligt stop sidst på eftermiddagen.

De kortere dage gav nu også lidt sig selv pga vejret, der de sidste 14 dage var en blandet landhandel. Heldigvis få dage med heldagsregn, men generelt meget overskyet og mange og kraftige byger, der betød, at jeg ustandseligt måtte søge læ for regnen. Og fortsat ustandselig modvind uanset om jeg kørte mod vest, syd eller øst – og i modsætning til DK hvor vind fra øst eller syd som oftest indebærer godt vejr, så er vejret her uændret dårligt uanset vindretningen. Stadig forholdsvis lave temperaturer, undtagen når solen en sjælden gang tittede frem. En eftermiddag med lidt sol tog jeg optimistisk chancen og cyklede i bar overkrop, hvilket selvfølgelig medførte en gevaldig forkølelse......

Samlet set blev turen på 3650 km på den gode måneds tid turen tog – eller ca 120 km pr cykeldag. Noget mindre end forventet inden afrejsen, men ok henset til især vejret. Ingen punkteringer eller større problemer med cyklen, hvilket var en befrielse i forhold til den sidste tur på Balkan med de mange knækkede eger.

I England og Wales er det forbudt at campere i naturen, men i modsætning til Irland og Skotland er der relativt mange let tilgængelige offentlige skove, så det blev mit foretrukne overnatningsvalg - kun enkelte gange spurgte jeg om lov til overnatning på en mark. Heldigvis ingen dårlige oplevelser på vejen, men englænderne er generelt dårligere til at tage hensyn, når de passerer. Waliserne og den lidt ældre engelske generation har været en fornøjelse at møde – hjælpsomme, interesserede og snakkesaglige.

Belært af erfaringerne fra tidligere ture havde jeg fedet mig selv op til ca 100 kg inden turen. Og selvom det i starten er mange ekstra kg at slæbe over bakkerne, så forsvinder kiloene hurtigt trods færre km og mindre bakker end tidligere ture. Hvor meget jeg end forsøger at spise, er der altid et kalorieunderskud, og så er det nemmere at brænde ekstra fedt af, frem for at skulle fylde kroppen med en masse tomme kalorier. Vægten stod på 87 kg ved hjemkomst, så heldigvis ikke så grelt som tidligere tures 80 kg.

Nu er der så knap 6 uger til at få alle de praktiske ting på plads, inden den lange jord-omrejse (cykling og backpacking) starter den 20 september bl.a. opsætning af ny hjemmeside og istandsættelse af cykel (når jeg forhåbentlig snart får den – den kunne ikke være i flyet (!?!?) og skulle efter sigende via Frankfurt). Jeg sender et link, når hjemmesiden er oppe at køre midt/sidst i september. Hjemmesiden giver mulighed for at give automatisk besked, når jeg har lavet opdateringer, så send mig venligst den mailadresse, du ønsker besked på, hvis den adskiller fra denne mail.

Jeg håber, at du og familien har haft en rigtig god sommer – forhåbentlig med bedre vejr, end det jeg har oplevet....

KH Michael