Guadeloupe - Marie-Galante

18. - 24. februar 2009

Flyveturen fra Buenos Aires til Guadeloupe var inkluderet i vores rundt-om-jorden billet, hvilket betød noget af en omvej med mellemlanding i New York og Puerto Rico. Flyveturen til New York gik planmæssigt, og vores første besøg til staterne, som indbefattede registrering i "forbryderregistret" (fingeraftryk og billede), voldte ikke de store problemer.

Da vi ankom til Puerto Rico, var flyet til Guadeloupe (som er en del af Frankrig) aflyst, eller rettere sagt udskudt til næste morgen - årsagen var efter sigende en lufthavnsstrejke på Guadeloupe, som på det tidspunkt havde varet i fire dage. Vi var altså lidt på herrens mark for hvad nu, hvis flyet ikke gik næste morgen? Vi kunne jo ikke vente i al evighed på at komme til Guadeloupe, så vi besluttede os for at gå på American Airlines kontor i lufthavnen for at høre, om vi kunne ændre billetten (flytte lidt rundt på rækkefølgen i Caribien), såfremt flyet næste morgen igen blev aflyst. Folkene på kontoret gav ikke udtryk for, at de kendte til problemerne på Guadeloupe, men var meget villige til at se på mulighederne for at ændre vores billet, såfremt flyet ikke gik næste morgen. Med lidt assistance fra Oneworlds kontor, fik vi beskeden, at det godt kunne lade sig gøre, såfremt det skulle blive aktuelt. Efter besøget hos AA (og nej, det er ikke anonyme alkoholikere men American Airlines) nærmede klokken sig 21, og vi besluttede os for at overnatte i lufthavnen, da vi alligevel skulle være i lufthavnen ca. kl. 4 næste morgen. Som sagt så gjort; selvsagt fik vi ikke sovet særligt meget, men vi var lykkelige, da det viste sig, at flyet - om end en time forsinket (ud over de i forvejen 4-5 dage) - lettede med kurs mod Guadeloupe. Vi undrede os godt nok over, at der med så mange dages forsinkelse ikke var flere med flyet, men i ren eufori over at vi kom afsted, satte vi ikke yderligere spørgsmålstegn ved det.

Både i Buenos Aires og i New York havde vi uden held forsøgt at finde den nye version af Lonely Planet over Caribien, så vi stod nu fuldstændigt uforberedte i lufthavnen i Guadeloupe. Første stop gav således sig selv; turistinformationen. Og her gik virkeligheden så op for os. Den såkaldte "lufthavnsstrejke" viste sig at være en generalstrejke, som havde varet i mere end en måned, og hvor der dagligt var voldelige optøjer og afbrænding af biler i gaderne. Vi blev - af både turistinformationen og et lokalt bosiddende amerikansk ægtepar (som modsat dem i turistinformationen talte engelsk) - advaret mod at bevæge os rundt i byen, og efter kl. 18 var det strengt tilrådeligt at blive inden døre (de facto spærretid). Det amerikanske par opfordrede os til at forlade Guadeloupe med det samme, hvorimod turistinformationen mente, at vi godt kunne tage til en af de andre øer (Marie-Galante), hvor problemerne skulle være mere begrænsede. Vi besluttede os for at gå over for at spørge biludlejningsfirmaerne, hvorvidt det var muligt at leje en bil, for at køre til nogle af de områder på hovedøen, som ikke var ramt af problemer, men ikke et eneste af de 10 biludlejningsfirmaer havde åbent - og det talte jo sådan set for sig selv! Nu var gode råd dyre. Skulle vi give Marie-Galante en chance, eller skulle vi bare komme væk så hurtigt som muligt? Vi gik - igen - på AA's kontor, hvor vi hævdede, at de havde fejlinformeret os om realiteterne og derfor burde hjælpe os fra øen. Ikke overraskende var beskeden blot, at alle og enhver (og her mente de hele verden) jo kendte til situationen på Guadeloupe, og der jo ikke var nogen, der havde tvunget os til at tage flyet fra Puerto Rico. En rigtig gang bullshit for nu at sige det lige ud, men ikke specielt overraskende fra et flyselskab, der ikke yder nogen som helst service uden at tage betaling for det. Vi var godt tossede, da vi jo havde haft alle muligheder for at ændre på turen i Puerto Rico, hvis der bare havde været nogle fra AA's kontor, som havde været ærlige omkring situationen/havde informeret os. Vi diskuterede længe frem og tilbage, og besluttede til sidst for at søge "tilflugt" på Marie-Galante og i håbet om, at situationen ville blive bedre på hovedøen i løbet af de næste dage.

Da der ikke var nogen busser fra lufthavnen ind til byen/færgelejet måtte vi tage en taxa, og efter en times tid, fandt vi en taxachauffør, som ville gå med til at køre os fra lufthavnen til færgen for 15 EUR ...alle andre ville have 20 EUR, og uden konkurrence kunne de jo i princippet tage, hvad som helst for turen! På de ganske få kilometer fra lufthavnen til færgelejet oplevede vi øde gader, vejblokader overalt og ca. 50 afbrændte biler - det lignede nærmest en kriszone. Vi fik uden problemer en færgebillet men før vi kom frem til Marie-Galante, var det blevet mørkt (så meget for at være ankommet til Guadeloupe om morgenen!). Vi havde heldigvis smugkigget i en guidebog i en boghandel i lufthavnen og fundet et af de billigste steder (50 EUR per nat), og heldigvis havde de plads. De så godt nok noget underlige ud i hovedet, da vi til fods troppede op med rygsæk og spurgte, om de havde et værelse - det er vist ikke så ofte, at folk ankommer uanmeldt om aftenen. Værelset viste sig at være en hel lejlighed, så vi fik valuta for pengene, selv om vi jo ikke behov for al den plads. Den sene ankomst medførte, at vi ikke kunne nå at arrangere billeje til dagen efter, så vi tog lidt modvilligt en ekstra overnatning, hvilket dog var tiltrængt efter den lange rejse fra Buenos Aires.

Vi var spændte på, om det nu var muligt at leje en bil på Marie-Galante, men tilsyneladende havde turistinformationen på hovedøen ret i, at der ikke var problemer på denne ø - ud over, at supermarkederne stort set var tomme, og at alle andre butikker generelt var lukket. Det lykkedes os at komme på den lokale turistinformation i det korte tidsrum, hvor der var åbent. Engelskkundskaberne var ikke prangende, men det lykkedes da at få lidt inspiration til de kommende 3 dages biltur rundt på øen. Man kan vist roligt sige, at vi fik set øen - en del steder indtil flere gange. Udover at se øen fra bilen, fik vi også gået de fleste markerede traveture på øen. Øens størrelse taget i betragtning var naturen meget varieret, og vi var heldige med vejret. Nætterne tilbragte vi - ulovligt da man vidst ikke må campere på øen - i vores medbragte telt, som blev slået op ved skumringstid, og som var pakket væk igen, inden kl. 7 om morgenen .....bilturen skulle jo "finansieres", som Michael kalder det, og med de priser kunne det ikke også blive til "lovlige" overnatninger! Vi endte med at tilbringe 6 dage på øen, inden vi tog tilbage til hovedøen. Færgen tilbage til hovedøen gik kl. 6 om morgenen, så vi forlod øen i samme stil, som vi ankom, nemlig i totalt mørke:-)! Billetdamerne hos færgeselskabet påstod, at der ikke var nogen færge videre til Dominica samme dag, men da vi på selskabets hjemmeside havde set, at der gik en færge videre om eftermiddagen, tog vi chancen, hvorefter der kom en sur bemærkning fra billetdamerne om: ".....at det måtte vi jo selvfølgelig selvom, men de havde jo fortalt os at der ikke var nogen færge - allerede dagen før, da vi spurgte første gang". Da vi kom tilbage til hovedøen, viste det sig, at der gik en færge videre til Dominica selv samme eftermiddag, og da situationen på hovedøen ikke var blevet bedre, var det ikke en svær beslutning af forlade Guadeloupe.

Alt i alt må vi indrømme, at vores tur til Guadeloupe blev meget anderledes end vi havde håbet på, og mange af de oplevelser vi fik kunne vi godt have været foruden. Men det er jo en del af "charmen" ved at rejse med rygsæk; man er sjældent forberedt på, hvad der venter en, og det går jo altid alligevel.

Dominica

25. februar - 3. marts 2009

Vi ankom  til Dominica med færgen fra Guadeloupe sidst på eftermiddagen. Vi havde ingen viden om øen, ud over at folk var engelsktalende (og så er man jo straks bedre stillet, end når kommunikationen skal foregå på fransk). På indrejseblanketten skulle vi oplyse, hvilket hotel, vi skulle bo på. Det havde vi jo sådan set ikke nogen anelse om, så vi bad immigrationsbetjenten om at skrive, hvilket som helst af byens hoteller på blanketten, hvilket han faktisk gik med til. At han skrev et af byens dyreste hoteller på blanketten kan vel ikke overraske nogen - ej heller, at det ikke var der vi endte :-)

Da vi kom ud fra færgeterminalen, blev vi overfaldet af folk, som ville sælge os et sted at bo. Vi anede som sagt ikke noget om prisniveauet, så vi forlod "sælgerne", og spurgte i stedet nogle lokale "unge" mennesker (de var vel 5-10 år yngre end os), hvor vi fandt det billigste sted i byen (vi anede på dette tidspunkt end ikke hvad byen hed, men var klar over, at det var hovedstaden på øen). Vi fulgte de lokales råd, og spurgte os for de 2 steder, der var blevet foreslået. De sidste sted vi spurgte, var indehaveren Phil villig til at inkludere morgenmad til samme pris som det forrige sted, så vi slog til. Da han hørte, at vi var fra Danmark, fik vi det største "billige" værelse han havde, da danskere og Danmark (som han havde besøgt) stod højt på hans favoritliste. Vi måtte trække på smilebåndet, da han havde overladt værelset til os, for han havde den dybeste stemme man kan forestille sig, og han var negersort, så endelig var der noget, der levede op til vores forventninger/fordomme om Caribien!

Næste formiddag gik vi på turistinformationen, så vi kunne få vores viden om øen udvidet, og minsandten om vi ikke rendte på en af "sælgerne" fra dagen før. Han ville stadig gerne vise os den lejlighed, kan kunne skaffe til meget rimelige penge, så vi aftalte at mødes med ham senere, så han kunne vise stedet frem. I løbet af de næste par timer blev vi dog enige om, at vi ville tage "bussen" op nord på til byen Porthmouth for at blive der et par dage, hvorefter vi ville vende tilbage til hovedstaden (som vi nu vidste hed Roseau) og tilbringe yderligere nogle dage her. Med en båd der kun sejler et par gange om ugen, og busser der kun kører når de er fyldte (og vidst aldrig på søn- og helligdage), ville vi være sikre på at være i Roseau, når ville skulle med færgen. 

Vi fik checket ud og kom afsted med bussen - efter kun 1 times ventetid. Vi blev sat af lidt uden for Porthmouth, hvor vi havde fået navnet på en "bekendt" til vores hostelvært, som helt sikkert kunne hjælpe os med at finde et sted at bo til fornuftige penge. Her fandt vi dog hurtigt ud af, at der ikke var så meget at hente, men også, at de altid liiiiige kender en, som sikkert kan hjælpe. Efter 3-4 timer, hvor vi bl.a. havde talt med et canadisk ægtepar, som havde boet på øen i et par måneder og arbejdet frivillig på byens skole, fandt vi et værelse på et gammelt hotel, som lå lige over for byens busholdeplads. Her var der et gammelt køkken, og med en fin stor balkon ud mod busholdepladsen, kunne vi rigtig følge med i bylivet - sådan lidt på afstand :-)

De næste par dage travede vi nogle lange ture på den nordlige del af øen, der er relativt kuperet. Strandture blev det ikke til, da der kun er stenstrande på denne del af øen - en følge af den seneste orkan i november 2008. Vi besøgte et tidligere fort; hvor den centrale del af fæstningsværket var sat i stand. Derimod var de ydre bastioner helt "Indiana-Jones"-agtige med træer og planter, der groede op mellem ruinerne. Det blev også til en gåtur gennem verdens eneste "drive-through"-vulkan - ja, den er god nok; de har simpelt hen lagt en asfalteret vej lige gennem krateret! Efter 3 overnatninger på den nordlige del af øen, tog vi bussen tilbage til Roseau, hvor vi endte på samme hostel som tidligere. Denne gang var dog "konen", der stod for værelsesforhandlingerne, så det blev til et noget mindre værelse, men heldigvis en meget bedre seng. Rygtet ville vide, at Phil fik en ordentlig skideballe, da Helle kom til at nævne, at vi havde haft det store værelse til de samme pris sidste gang, vi boede der. 

Dominica er kendt for sin store regnskov midt på øen, og da øen er en vulkanø, er der i regnskoven masser af varme kilder og spændende natur. Vi tog bussen op i bjergene en tidlig morgen, for at gå en af de mest interessante ture på øen - naturligvis uden guide, hvilket de fleste lokale havde noget svært ved at forstå. Helle spændte vandrestøvlerne på, mens Michael valgte at tage turen i sandaler, hvilket hurtigt viste sig at være et fornuftigt valg. Regnskoven levede nemlig til fulde op til sit navn, da det stort set regnede samtlige de 6 timer traveturen tog. Helles støvler var gennemblødte efter en 1/2 time, og da skyerne lå i øjenhøjde var der heller ikke megen udsigt. En rigtig røvtur for nu at sige det på godt dansk! Målet for turen, Boiling Lake, var dog en oplevelse, da vi kunne se søen koge de få gange tågen lettede. Vi valgte at gå de ca. 8 kilometer tilbage til byen (det var ned ad bakke, hvilket hjalp en del på motivationen) frem for at tage bussen - man ser nu engang mere til fods end gennem et busvindue, men vi var godt trætte, da vi kom tilbage til vores værelse.

Sydøen klarede vi med endnu en dagstur - med bus til sydspidsen, og senere til fods tilbage til Roseau. Vi havde taget snorkeludstyret med, da øens bedste snorkling efter sigende skulle være på sydøen. Vi var nu ikke synderligt imponerede - måske er vi for godt vant! Dagens højdepunkt skulle have været snorkling på champagne-stranden (underjordisk aktivitet gør, at der kommer luft op fra havbunden som i et glas champagne), men vi missede stranden. Michael havde sat det lange ben foran og var "spurtet" forbi skiltet, og da Helle endelig fik indhentet Michael i forbindelse med en pause i strandkanten, orkede vi ikke at gå tilbage.

Dominica er et selvstændigt land, hvis store trækplaster er den smukke natur, og de flinke mennesker, der altid hilser på en i gaderne. Det er dog en af de fattigste caribiske øer med sløj infrastruktur, triste og beskidte byer og en lav levestandard (det var fødevarepriserne til gengæld ikke). Fattigdom og arbejdsløshed betyder dog mange, pågående sælgere (faktisk løb vi på den samme værelsesudlejer 5-6 gange i løbet af de få dage, vi befandt os i hovedstaden, men trods vores afslag på hans tilbud, hilste han højlydt, hver gang vi løb på ham). Druk og stoffer florerer livligt, og der er en del "tosser" på øen - gad vide om indavl er forklaringen?

Martinique

4. - 5. marts 2009

På stort set alle caribiske øer gælder det, at man ved indrejse skal kunne bevise, at man har en billet ud af landet igen. Dette gælder dog ikke Guadeloupe og Martinique, som er franske, hvorfor man som EU-borger kan opholde sig her efter samme regler som gælder i Europa. Frem for at købe en returbillet til Guadeloupe, som vi jo ikke ligefrem havde de mest positive oplevelser med, havde vi købt en billet via Dominica videre til Martinique vel vidende at vi kunne rende ind i de samme problemer med strejker, som vi havde oplevet på Guadeloupe.

Færgen gik fra Dominica kl. 10 om formiddagen, så vi ankom til Martinique ved frokosttid. På færgen havde vi mødt en franskmand, som var på vej hjem til Paris, efter at have rejst rundt på de caribiske øer. Han kunne anbefale det hotel han tidligere havde boet på i byen Fort-de-France. Og da han havde et glimrende engelsk, og vi ikke kan prale med vores franske, så fulgtes vi med ham til hotellet. Vi kunne med det samme se, at butikker m.m. også her på Martinique var lukket, så vi havde ikke de store forventninger til øen. Da vi kom til Hotel Lafayette (uden sammenligning med det på Concorde pladsen), var også hotellet lukket med gitter for hoved- og bagindgang. Der var dog en seddel med et telefonnummer, som man kunne henvende sig på - vores franske ven fik lånt en telefon og hotellets receptionist var så venlig at lukke os ind efter 10 minutter. Vi fik et værelse i et næsten tomt hotel, men da alle andre hoteller var lukkede, var det lidt svært at handle om prisen ...vi måtte altså punge ud med 65 EUR for et basisværelse, og det endda uden morgenmad (som i øvrigt ikke kunne købes pga. generalstrejken).

Det var underligt at gå rundt i en by, hvor alting var lukket. Der var sådan set masser af mennesker på gaderne (flest strejkende og politi), men der var ikke rigtigt noget at give sig til for os. Vi fandt efter længere tids søgen og mod alle odds en internetcafé, som var åben. Her fik vi undersøgt muligheder og priser for at komme videre rundt til de caribiske øer, da der intet var at give sig til her på Martinique (selv turistinformationen var lukket). Vi kunne ligeså godt komme videre med det samme, men desværre gik færgen til St. Lucia ikke den efterfølgende dag, så vi måtte -  meget mod vores vilje - blive en ekstra dag i Fort-de-France. 

Vi kunne formentlig godt have lejet en bil, men når alt er lukket og ventetiden på benzin er 7-8 timer, droppede vi hurtigt den tanke. I stedet fordrev vi vores "ekstradag" på øen med en rundtur i byens centrum. Det viste sig, at et enkelt supermarked havde åbent denne formiddag, men køen var så lang som i fortidens Rusland, og folk blev kun lukket ind en ad gangen i takt med, at andre kom ud. Vi opgav at handle ind, og kunne heldigvis overleve på det brød og bananer, vi havde med fra Dominica. Om eftermiddagen var det tilmed blevet halvkedeligt vejr, så vi tilbragte resten af dagen på hotelværelset. På vores rundtur i byen, havde vi set en hel del demonstrationer med ensklædte demonstranter (og mindst ligeså mange politifolk til at holde ro og orden i gaden), men bortset fra en smule uro om natten, blev vi ikke generet af tumulterne, mens vi var i byen. Vi hørte efterfølgende fra vores franske ven (som på dette tidspunkt var tilbage i Frankrig), at urolighederne først rigtig tog til aftenen efter, at vi havde forladt øen. Nej, de franske øer i Caribien blev ikke den oplevelse, som vi vil fortælle vidt og bredt om, og et muligt gensyn står ikke øverst på ønskesedlen.

St. Lucia

6. - 10. marts 2009

Igen tog vi færgen videre til næste ø i rækken - denne gang St. Lucia. Vi ankom midt på eftermiddagen og vi måtte kæmpe mod de mest ihærdige lokale om at komme først i køen til immigrationsskranken, da vi skulle nå på byens turistinformation, inden denne lukkede. I byen var der masser af liv i gaderne og ikke mindst en del turister ....3-4 store krydstogtskibe lå i havnen i hovedstaden Castries, så efter en hurtig konsultation hos byens turistinformation, tog vi en minibus længere sydpå til byen Soufriere, hvor atmosfæren var mere afslappet. Der var en fantastisk udsigt langs med kysten, og ind over øen, så alene på denne bustur fik vi set meget af, hvad øen har at byde på.

Vi havde inde fra byen booket et værelse på et hostel og til en glædelig overraskelse lå hostellet op ad en bakkeskråning med den mest fantastiske udsigt over byen og bugten. Værelset var billigt, da der var delekøkken og delebadeværelse med de to andre værelser på etagen ....og ikke helt uheldigt nåede vi lige op til hostellet til solnedgang. Da mutter (Mammi Chass på knap 80 år) sørgede for, at vi havde hele etagen for os selv, besluttede vi os for at have base på dette sted, frem for at flytte rundt på øen. Et lille minus var dog, at der var en frygtelig larm fra høns, hunde og højt musik nede i byen, men det var hverken første eller sidste gang, at vi oplevede det, så det hører vist bare med til oplevelsen. Omvendt oplevede vi også en af de mest smukke solnedgange på vores tur en aften på terrassen - selv Mammi Chass sagde, at det var sjældent man fik sådan en solnedgang at se...... 

At vi endnu engang var endt hos en af byens "gejstlige" (mutter var tidligere menighedsrådsformand og havde eget udendørsalter, hvor størstedelen af byens troende kom forbi i forbindelse med påsken), kunne vi blot konstatere med en smil, for vældig religiøse kan man vel næppe beskylde nogen af os for at være. Men når vi skal præsentere os, så passer det sig bedre at sige, at vi er "husband and wife" - herved slipper vi for en del løftede øjenbryn og spørgsmål, når vi rejser i områder af verden, hvor religion fylder en større del af hverdagen, end vi er vant til i lille Danmark ......og nej, vi er ikke blevet gift undervejs, hverken officielt eller uofficielt :-)

St. Lucia var afslappet og der var en rigtig hyggelig atmosfære, hvor end man kom hen, i hvert fald når man kom væk fra krydstogtsturisterne i Castries og de store resorts nordpå. Samtidig var øen langt mere organiseret end Dominica og prisniveauet væsentlig lavere (gjaldt både overnatning, transport og mad). Der var tilmed en god infrastruktur, så der var ikke behov for at leje en bil, da det meste af øen kunne klares ved at tage en lokalbus.

I løbet af vores fem dage på øen, fik vi set rigtig meget dejlig natur, og en masse fine hvide strande. Desværre lykkedes det os ikke at komme ud at snorkle, selvom vi to dage i træk gik om til øens bedste strand, som også skulle være et glimrende snorkelsted. Begge gange måtte vi konstatere, at bølgerne var så høje, at snorkling ikke var en mulighed. Stranden tilhørte et dyrt resort, så vi følte os forpligtet til at opholde os i den fjerneste ende af stranden, mens vi kunne studere de "rige" turister blive vartet op af de - ufatteligt - mange ansatte på resortet.

Som Dominica er øen en vulkanø, og også her er der regnskov og sulpher kilder (hot springs). En af øens turistattraktioner er de to bjergtoppe, Lille Piton og Store Piton, som også indgår i landets flag. For at gå op på bjergene var det et krav, at man havde en guide med, selvom man uproblematisk kunne klare det selv (fortalte de der havde gået turen). For det mindste bjerg kostede det 80 USD per person (3-4 timers tur), ligegyldigt hvor mange mennesker guiden skulle "slæbe" op ad bjerget. Uden sammenligning i øvrigt kostede det i Indien 25 USD per dag for guide, bærere, en kok + yak'er, og de bjerge var en del højere! Det er vel overflødigt at skrive, at vi nøjedes med at nyde synet af bjergene frem for udsigten fra toppen :-)

Vi valgte i stedet at tage rundt på øen. En af vore dagsture gik op til Castries, eller dvs. vi stod af bussen på en bakketop lidt uden for byen i nærheden af universitetsbyen, for til fods at nyde udsigten på vej ned til byen. I Castries tog vi endnu en bus videre op nord på til byen Gros Islet og Pigeon Island. Området var relativt turistet, da en del krydstogtsturister også fandt op til denne del af øen. Alligevel havde vi en fantastisk eftermiddag på Pigeon Island, hvor vi besøgte både et fort og et museum, samt fik et par timers sol, inden vi tog bussen tilbage til Castries sidst på eftermiddagen. I Castries fik vi handlet ind i supermarkedet, og fortsatte herefter "hjem" til Sufriere. Den efterfølgende dag gik turen til den sydlige del af øen, Vieux-Fort, hvor vi travede op til det gamle fyr, som lå på en bakketop med en helt utrolig flot udsigt. Da vejret endnu engang artede sig strålende, nød vi et par timer på ryggen, uden en eneste gang at blive forstyrret af andre mennesker ....skønt! 

Så langt var St. Lucia absolut vores favoritø i Caribien! 

St. Vincent & the Grenadines

11. - 18. marts 2009

Nu var det desværre ikke længere muligt at tage færgen til næste ø, hvorfor vi måtte flyve fra St. Lucia til St. Vincent and the Grenadines. Vores meget gode indtryk af St. Lucia blev lidt ærgerligt reduceret noget i lufthavnen. Først måtte vi i check-in omfordele kiloene i vores store rygsække, da hver enkelt rygsæk ikke måtte overskride vægtgrænsen (det har vi dog aldrig oplevet før, når vi rejser sammen). Derefter skulle vi sikkerhedschecket have ALT (hvilket er en del, når vi skulle overholde makskilogrænsen for de store rygsække) op af de små rygsække til trods for gennemlysning uden "udslag". Vi kunne da heller ikke undlade at udtrykke, at ikke engang i USA er de så grundige, hvorefter vi fik et surt svar tilbage, at "..det jo ikke var USA" - nej, det kunne vi jo sådan set ikke være uenige i, men at sikkerhedsprocedurerne skulle være så meget strengere på en lille ø i Caribien, havde vi svært ved at forstå! Nå, igennem kom vi - i god tid endda, hvilket tillige måtte have været gældende for vores medpassagerer, for flyet afgik en halv time før den fastsatte afgangstid ....hvor mange gange har man lige prøvet det?

Da vi kom til St. Vincent konsulterede vi endnu engang turistinformationen i lufthavnen, hvor vi fik udleveret det obligatoriske turistmateriale. Og det må vi indrømme; det er nogle fantastiske turistbrochurer de udleverer på de fleste caribiske øer. "Ins & Outs" hedder de, og indeholder - ud over ufatteligt mange reklamer - informationer om landets historie, kultur, natur, spisesteder og indkøbsmuligheder (de store guidebøger kan uproblematisk være udarbejdet på baggrund af disse turistbrochurer - uden at nogen har besøgt øerne). Pigen i turistinformationen var til gengæld ikke til meget hjælp - hun havde hverken den store viden om selve byen, Kingstown, eller de omkringliggende øer. Efter at have passeret immigrationsmyndighederne (hvor vi fik en måneds ophold uden at skulle vise dokumentation på, at vi forlod landet igen) og told, gik vi de 3 km ind til byen, for at konsultere turistinformationen, som lå her. Hvorfor tog vi ikke bare bussen? Nej, for med al vores oppakning var det ikke til at få plads i de små minibusser, som allerede var overfyldte, når de passerede lufthavnen.

Kingstown var væsentlig anderledes, end det vi lige var kommet fra. Støjniveauet var enormt, folk var langt mere aggressive og alting var halvanden gang dyrere ....ikke lige det vi havde brug for, efter at har været oppe klokken halv fire om morgenen, og allerede har gået 5 km med al bagagen på St. Lucia og herefter 3 km på St. Vincent. Vi fik dog checket op på færgetider mellem øerne (St. Vincent & the Grenadines består af ca. 30 øer, hvoraf 6 er beboet), ligesom turistinformationen hjalp os med at booke et værelse (ikke langt fra lufthavnen, hvor vi lige var kommet fra). Denne gang kunne vi dog gå på busstationen for at tage bussen fra startstedet, således at vi kunne få plads til bagagen (som man selvfølgelig betaler et sæde for). Kingstown var rimelig intetsigende, så vi nøjedes med en op til Fort Charlotte, som lå på en bakketop med en fin udsigt (som nok havde været fantastisk, hvis vi havde haft vejret med os). 

Da vi ikke ligefrem var begejstrede for Kingstown, besluttede vi os for at forlade byen - og øen St. Vincent - allerede næste dag til middag. Pga. af en kommende helligdag, hvor færgerne mellem de øvrige øer var indstillet, måtte vi droppe et besøg på øen Bequia, og i stedet tage direkte til den sydligste del af the Grenadines, øen Union Island. Vi havde fået oplyst, at mad og drikkevarer var væsentligt dyrere på de små øer (da fragtpriser jo skulle tillægges), så i lighed med de lokale lavede vi storindkøb i Kingstown (sprut, sodavand, chips og nødder - det mest nødvendige!), inden vi gik ombord på færgen. Som så mange andre steder, var man også her på "Island time", så båden lagde fra kaj godt en time forsinket. Vejret var fantastisk så vi solede på dækket, og da færgen på vejen lagde til på øerne Canouan og Mayreau, fik vi set det meste af landet fra vandsiden på den 4 1/2 times sejltur.

På Union Island lykkedes det Michael (en af os står som regel med bagagen, mens den anden render rundt og "forhandler" overnatning) at finde et rigtigt dejligt værelse lidt uden for byen. Stedet tilhørte kirken St. Joseph ved siden af, og blev ledet af "Fader Andrew". Det lå på en bakkeskråning, og vi havde en skøn udsigt til strand og vand (+ et par omkringliggende øer) fra terrassen. St. Josephs Guest House havde alene to værelser på den etage, vi boede på, hvor der tilmed var et delekøkken, og ovenpå boede foruden "Father Andrew", øens læge,  samt et engelsk/fransk ægtepar (Jackie og Yves), som havde lejet et værelse for et par måneder. Altså ikke meget støj fra naboerne, og da der ikke var høns og hunde i nærheden, var det et sjældent fredeligt sted, vi havde fundet. Freden blev afbrudt ca. 1 ½ time hver aften, når det lokale børneorkester i kirken havde øvetime. Med samme repertoire (olietøndemusik) hver eneste aften lærte vi hurtigt numrene udenad - orkestret var ikke verdensmestre, men efter Jackie og Yves udsagn havde den sidste måneds øvetimer gjort sit til, at aftenenens koncert nu var udholdelig.

Vi endte med at tilbringe syv nætter på stedet, og vi blev ikke overanstrengte af opholdet på Union Island, ligesom der ikke var meget afveksling i, hvordan dagene forløb: morgenmad på terrassen, gåtur til en af øens strande, kylling og ris til aftensmad (ja, faktisk syv dage i træk) og aftendrinks på terrassen med Jackie og Yves. Øens strande var fine, men snorklingen var ikke specielt ophidsende, og generelt havde vi vel det vejr, som man kan forvente i Caribien; 2 dage med kanonvejr og 4 dage med "so-so" vejr, dvs. sol, skyer og en kort byge af og til!

En enkelt dag besøgte vi Marineparken Tobago Cays (som var hovedårsagen til, at vi var taget til Union Island). Tobago Cays er en øgruppe bestående af 5 ubeboede "bounty-øer" med noget af Caribiens bedste snorkling. Man må ikke overnatte på øerne, men sejlbåde kan kaste anker på særligt markerede steder, ligesom de små krydstogtsskibe kan lægge til uden for parken og sejle folk ind til øerne i mindre både. Endvidere arrangeres der dagsture fra Union Island, hvor man ud over Tobago Cays tillige besøger 2 andre af øerne i the Grenadines. Hele området er en marinepark, som passes af "rangere", som sejler rundt mellem øerne og indhenter fee fra sejlbådene samt ser efter at de besøgene generelt opfører sig ordentligt. Vi havde ikke specielt lyst til at tage på en af dagsturene (hverken de 80 USD per person eller de mange turister, der startede med rumpunch fra morgenstunden, trak synderligt), så vi gik ned til marineparkkontoret og spurgte, om det var muligt at få et lift ud til øerne og retur. Og heldigvis sagde de ja .....det er vist ikke så ofte, at turisterne selv dukker op på kontoret og spørger til muligheden, men vi havde hørt fra Jackie og Yves, at Fader Andrew havde lavet et lignende arrangement på deres vegne, så vi tog chancen - ud over at slippe for turistbøvlet fik vi på sejlturen ud til øerne også en hel del information om marineparken fra rangerne. I løbet af dagen besøgte vi 2 af øerne, Petit Bateau og Baradal, hvor sidstnævnte bød på fantastisk snorkling bl.a. så vi en haj, stingrays, masser af skildpadder, barracudaer, trevallies samt hæderlige koraller. Vi var forholdsvis heldige med vejret denne dag, hvor vi kun en gang fik en ordentlig skylle, og selv om der var en del andre turister, havde vi en skøn dag (hvor vi var godt brugte om aftenen, da vi kom tilbage til værelset). 

Fra Union Island var der 2 gange om ugen en lille lokal båd, som sejlede til øen Carriacou i Granada. Vi havde besluttet at benytte denne transportform videre, og gik derfor (faktisk 2 gange) til immigrationskontoret i lufthavnen, for at få et udrejsestempel i passet. Begge gange blev vi afvist med den begrundelse, at vi skulle have kaptajnen med i lufthavnen .....så med vores rengøringskones hjælp, fik vi fat på kaptajnen, som mødte os i lufthavnen, og vi fik klaret formaliteterne. En noget tung proces for en kaptajn, som kun har et par turister om ugen, og hvor lufthavnen ligger 3-4 km fra bådepladsen. Og da båden sejlede kl. 7:30 om morgenen betød det endvidere, at formaliteterne skulle klares dagen før (stakkels kaptajn). 

Grenada (inklusive Carriacou)

19. - 24. marts 2009

Vi var tidligt oppe for at nyde en sidste gang morgenmad på terrassen, inden vi begav os ned til båden, som skulle sejle os fra Union Island til Carriacou. Vi havde fint vejr, så vi slap for den helt store gyngetur. Kaptajnen havde ansvaret for, at alle kom forbi immigrationskontoret både på Union Island og ved ankomst til Carriacou, så det gik i gåsegang til told og derefter immigrationskontor. Efter at formaliteterne var klaret, valgte vi at blive i byen Hillsborough, hvor vi fandt et ok værelse, hvorfra der var vandkig fra balkonen. Der var ikke mange turister i området, så det var nemt at få en god pris for et værelse med delebad og -køkken (hvor der i øvrigt ikke var andre gæster at dele med ).

Grenada består af øerne Grenada, Carriacou og Petit Martinique. Petit Martinique er en ganske lille ø, som vi gættede på, ville ligne Union Island, så vi droppede en dagstur til øen.

Efter en uge på Union Island, hvor vi var kommet helt ned i gear, så ......tog vi yderligere 4 dage i fuldstændig samme tempo, og med fuldstændig samme agenda; morgenmad - dog ikke på terrassen, men i køkkenet, en gåtur til en af øens mange strande og aftensmad bestående af kylling og ris. Drinks med Jackie og Yves måtte vi selv klare på balkonen til solnedgangene. Vi slæbte troligt snorkeludstyret med på vores udflugter, men snorklingen var nu ikke noget at råbe hurra for her på øen.

Efter 4 overnatninger tog vi bussen til Tyrrel Bay, hvorfra vi tog postbåden til Grenada. Alt afhængig af hvem man spurgte, gik båden mellem kl. 10 og kl. 11:30. Vi havde nok ikke ligefrem forventet, at den såkaldte "postbåd" var en gammel (norsk) færge, men navnet kan jo have hængt ved over årene. Det viste sig, at båden planmæssigt skulle være gået kl. 11, men at den var en halv time forsinket, så informationerne var ikke helt ved siden af! Der var fint solskinsvejr, og ikke meget vind, så der blev solet på dækket, mens vi nød turen, som bl.a. gik langs størstedelen af Grenadas vestkyst ned til hovedstaden St. George's.

I St. George's havde vi ikke det store held med at finde billig overnatning, så vi endte på turistinformationen for at få lidt hjælp. Her ringede en af de ansatte rundt, men enten var der lukket eller også var det uforholdsmæssigt dyrt. Chefen for den afdeling, der beskæftigede sig med overnatningsmuligheder, tilbød at vi kunne betale for at bo i en af hendes - endnu ikke helt færdige - lejligheder, som lå i underetagen af hendes ejendom i byen Grand Anse (hvor vi på forhånd havde fået at vide, at øens bedste - og ikke mindst længste - strand var beliggende). Vi tog imod tilbuddet, da vi alligevel havde planlagt, at skulle besøge stranden dagen efter, ligesom det var et plus, at der var køkken i lejligheden. Vi fik ikke vældig meget for pengene - ingen udsigt og en masse larm fra naboens 7 hunde, hvoraf de 5 var hvalpe, der hylede i et væk, men da vi kun havde 2 overnatninger, var det til at leve med. Og vores "værtinde" var endda så flink at køre os i lufthavnen næste morgen, hvilket sparede os en masse besvær med bagagen i bussen.

Vores ene dag på stranden Grand Anse var mere end rigeligt, da stranden var frygteligt turistet og fyldt med lokale sælgere (tiltrukket af de mange resortgæster og krydstogtpassagerer), som vi ellers havde været forskånet for i meget lang tid. Det var helt tydeligt, at nu var vi kommet til et "feriested", hvor der fra turisternes side blev høvlet øl og drukket drinks fra morgenstunden, og hvor de lokale som opholdt sig på stranden var mere eller mindre skæve af alkohol og/eller stoffer. Vi blev da også tilbudt både det ene og det andet på stranden, hvilket vi dog - hvis nogen skulle være i tvivl - takkede pænt nej tak til. 

Ikke bare på Grenada, men mange steder i Caribien, oplevede vi, at en stor del af lokalbefolkningen var mere eller mindre berusede hele dagen. Men når arbejdsløsheden er høj og fattigdommen stor, og den billigste sprut indeholder 70% alkohol, er det vel ikke så underligt.

Barbados

25. - 30. marts 2009

Vi var som sagt så heldige, at vi blev kørt i lufthavnen af vores "værtinde" (som arbejdede hårdt på at blive Granadas turistminister på et tidspunkt). Da hun skulle aflevere os inden hun skulle på arbejde, og datteren i skole, var vi i lufthavnen i meget god tid. Det betød, at vi ligeså godt kunne benytte lejligheden til at få vores nye billetter udskrevet (vi havde ændret på vores rundt-om-jorden billet, således at vi skulle flyve fra Barbados og ikke Guadeloupe til Puerto Rico). Det er nok ikke den type billetter, som personalet hos American Eagle (lavprisselskab under American Airlines) håndterer flest af, for hun glemte at opkræve de 155 USD per person en sådan ombookning efter sigende koster. Med den meget dårlige behandling vi hidtil havde fået af American Airline, må vi indrømme, at vi da ikke ligefrem reklamerede med, at vi kendte til omkostningen. Vi skulle flyve med et Dash8-fly, så der var ikke andet end at håbe det bedste. Turen gik dog fint, så vi undgik at ende som en nyhed i rulleteksterne på CNN.

I turistinformationen på Barbados blev vi med det samme spurgt om, om vi var kommet for at se cricket-kampene mellem England og De Vestindiske øer, som skulle løbe af stabelen den næste uges tid. Nej, det var vi jo ikke ligefrem, men var med det samme klar over, at det kunne blive et problem at finde et sted at bo, da disse kampe var et tilløbsstykke ikke bare i Caribien, men også for englænderne. Og ganske rigtigt; vi endte med at bruge 1 1/2 time i turistinformationen uden held med at booke en overnatning - enten var der fyldt eller også blev der ikke svaret. Vi besluttede os for at tage bussen til Worthing, hvor det lykkedes Michael at finde et lille hostel, som kun lå 50 meter fra stranden. Indehaveren havde engang i firserne opholdt sig 3 måneder i Danmark, hvor han havde gang i en lille dansk godte (på den tid var han "hot", som han sagde). Han var stadig vild med danskere, som var et af de mindst fordomsfulde folk, han nogensinde havde mødt. Han fortalte en historie om, at han havde været på Bellevue Strand, og selvom han var mørk, var der ikke en eneste, der havde set skævt til ham, eller var kommet med tilråb, hvilket havde gjort et stort indtryk på ham dengang. Vi fik et dejligt stort lyst værelse, og der var et kæmpe dele-køkken, og en stor delestue med et kæmpe tv med mange kanaler (syntes Michael - Helle var glad for, at det ikke stod på værelset). Der var ikke mange gæster, og tilmed fik vi værelset meget billigere, end vi havde turdet håbe på!

Barbados er den mest turistede ø af de Små Antiller - og ca. 10 år længere fremme end de øvrige øer, vi havde besøgt. Det er rigtigt, når Barbados i sine turistbrochurer praler med at have de flinkeste mennesker og de mest hvide sandstrande i Caribien, og det er ikke så sært, at Barbados er et foretrukket feriemål for mange. Til gengæld er prisindekset også derefter, men efter lang tid uden den store variation i morgen- og aftenmåltid, nød vi, at vi kunne få stort set hvad som helst .....og så måtte vi jo sætte lidt ekstra af til madbudgettet i den uge, vi opholdt os på øen.

Vejrmæssigt var vi ikke så heldige her på Barbados. Af de 6 dage vi havde på øen, var halvdelen af dagene med sorte skyer og regn og de resterende dage hæderlige uden at være prangende. De dage, hvor det var overskyet, blev det kun til korte gåture langs stranden og et besøg i supermarkedet - for i det mindste at få en lille smule motion på dage som i øvrigt blev tilbragt indendørs med at læse og se tv.

Den ene dag gik vi de 5 km langs kysten fra Worthing til hovedstaden Bridgetown, hvor der anlagt en meget fin boardwalk i beton og træ det meste af vejen. Det var en rigtig hyggelig tur, selvom der ikke var så meget "lokalkolorit" over turen, hvor vi passerede det ene resort efter det andet med stribevis af liggestole og badegæster. Selve Bridgetown var ikke så interessant set ud fra vores synspunkt, da der var mange internationale butikskæder og byen i stor stil var lagt an på krydstogtgæster og turister i øvrigt, men vi fandt da et par fine gamle bygninger.

Noget af det positive som adskiller Barbados fra de andre øer er bl.a., at de har normale størrelse busser, som tilmed kører regelmæssigt uafhængigt af antallet af passagerere - det fik vi glæde af, da vi skulle busse den rundt på sightseeing. Første stop var Gun Hill Signal Station, som ligger midt på den sydlige del af Barbados, hvor vi havde udsigt over store dele af øen. Signalstationen var (selvfølgelig med alle de turister) sat i fin stand, men da vi allerede havde set vores del af gamle fort, nøjedes vi med at kigge ude fra (for at få udsigt kravlede Micahel i stedet op i en nedlagt mobilmast). Herefter var det med bus igen - denne gang til sydøstkysten, hvor vi gik langs vandet, dvs. det var nu mest klipper. Der var dog nogle fantastiske strande, og kun ganske få turister, så det blev til en dukkert og en slapper før vi tog bussen tilbage til Worthing først på aftenen.   

Puerto Rico

31. marts - 5. april 2009

Da vi bookede morgenflyet fra Barbados til Puerto Rico havde vi glemt, at vi normalt er i lufthavnen 3 timer inden flyet afgår, for at få flysæder ved nødudgangen. Så vi måtte op kl. 4:30 for at nå bussen til lufthavnen kl. 5:30. Da vi landede i Luis Muños Marin International Airport, var himlen fuld af sorte skyer, og der var lige kommet en ordentlig skylle - og her troede vi, at vi havde haft dårligt vejr på Barbados, men det var utrolig nok endnu dårligere i Puerto Rico.

Traditionen tro brugte vi en times tid på turistinformationen i lufthavnen, hvor vi fik en masse god information om alt lige fra priser på billeje, vejrudsigt og turistattraktioner på øen, ligesom de hjalp med at reservere et værelse på et hostel, som lå i den gamle del af hovedstaden San Juan. Puerto Rico er spansktalende, men i de fleste turistområder, taler folk engelsk. Vi tog som sædvanlig bussen fra lufthavnen og ind til byen, en tur som kom til at vare 2 1/2 time. Det var ikke noget problem at komme fra lufthavnen, men undervejs skulle vi skifte bus, og her opstod problemet. Vi blev nægtet adgang til flere busser, da vi havde for meget bagage med - meget har vi oplevet; men at man ikke kan få lov til at tage bussen, fordi man har bagage med, den var alligevel ny. Efter en times tid, og mange busser senere, var der heldigvis en buschauffør, der forbarmede sig over os. Vi fandt stedet, hvor vi havde reserveret et værelse (heldigvis ...for mutter talte ikke engelsk, men forstod hvem vi var, da vi på spansk fik fremstammet "telefonere" og "lufthavn"). Stedet var, for at sige det ligeud, noget rigtig gammelt lort, men det lå centralt i den gamle bydel, og vi kunne slippe med 35 USD per nat for et værelse med delebad og noget "mutter" kaldte et køkken (½ pris i forhold til det næstbilligste hotel). Da vi havde fået os installeret gik vi ud for at se lidt af byen, men med tre krydstogtsskibe i havnen, og deraf følgende tusindvis af turister i gaderne, besluttede vi os for at udskyde sightseeing til næste dag, og i stedet få handlet ind og gå tidligt i seng. Vi nåede dog lige forbi bydelens turistinformationen, der var ligeså elendig, som turistinformationen i lufthavnen havde været super.

Det viste sig at være en rigtig prioritering, da vi næste morgen stod op til sol fra en skyfri himmel. Den gamle bydel bar tydeligt præg af, at krydstogtsturister besøgte byen i stor stil - det vrimlede med souvenirbutikker, restauranter, guldsmede, diverse (dyre) tøjkæder osv. Da vi var så heldige, at der ikke var nogle krydstogtsskibe i havn denne dag, kunne vi nyde det gamle fort og de mange fine gamle bygninger uden alt for mange andre turister i byen.

Puerto Rico er på størrelse med Fyn og Sjælland tilsammen. Uden for San Juan er offentlig transport nærmest ikke-eksisterende, så vi lejede en bil i 3 dage, for at køre rundt og se lidt af øen. Noget overraskende fik vi en lille Toyota Yaris - små biler er jo ikke ligefrem det, man forbinder med USA, men Puerto Rico afviger åbenbart på dette punkt ...eller også var det Michaels kække bemærkning til udlejeren om, at det var lige meget hvilken bil vi fik, for alle biler ville være større end dem, vi kørte rundt i Danmark - Not! Inden vi var færdige med papirarbejdet var klokken blevet lidt i 4, men vi nåede at få en gratis campingtilladelse hos parkmyndighederne i "El Yunque"-regnskoven to minutter inden de lukkede kl. 16:30. Vi følte os heldige, men at vi efterfølgende skulle få svært ved at finde en passende plads kunne vi ikke vide på dette tidspunkt - vi vidste nemlig ikke, at der ikke fandtes deciderede campingpladser/områder i skoven. Skoven lå i bjergene, og der fandtes ikke et eneste fladt stykke. Teltet skulle teltet slås op mindst 50 meter fra picnic-pladser og asfalteret vej, der var ingen flade stykker jord på bjergskråningerne og skovbunden var fuldstændig mudret efter gårsdagens megen regn. Vi endte derfor med at "stille" teltet op i et gammelt skur, som lå i forbindelse med en vandstation - ikke sikkert, at vores tilladelse rakte til det, men det var tørt og godt. Da vi endelig lå i teltet, var det allerede så mørkt, at vi kunne se de mange ildfluer, og vi skulle lige vænne os til de skovens mange lyde, inden vi faldt i søvn.

Vi fik vel en smule søvn, men næste morgen var vi tidligt oppe for dels at komme fra "skuret" inden vi fik ballade for at have overnattet der, dels at komme afsted inden det muligvis skyede til senere på dagen. Det var egentlig meningen, at vi ville være kommet tilbage til regnskoven og sove endnu en nat, så vi udskød gåturene/panoramaudsigten til senere på dagen ....det kom vi bare aldrig. Så det var lidt ærgerligt, at vi ikke gav os tid til at gå bare en enkelt tur - vi måtte nøjes med det vi så fra vejen, mens vi kørte ind og ud af parken, og det Michael så, da han rendte rundt og ledte efter en campingplads.

Efter at vi havde indtaget stående morgenmad i regnskoven, kørte vi langs Puerto Ricos østkyst. Her kørte vi gennem små lokalsamfund og forbi mange fine strande, men hvis vi skulle nå at se en del af øen, var der ikke tid til at gøre holdt i mere end nogle få minutter ad gangen ("japaner-metoden"). Fra det sydøstlige hjørne kørte vi vestpå ad "Scenic Route", som løber på bjergryggen tværs over øen. På kortet ser turen ikke så lang ud, men utallige hårnålesving samt op- og nedkørsel indebar et væsentligt reduceret antal km i timen. De lokale kører som død og helvede, og ligger gerne midt på vejen i svingene i bjergene, og på motorvejen overhaler folk (inkl. politiet) mere indenom en udenom, så det er med at holde tungen lige i munden, når man sidder bag rattet ....ikke så sært, at der er mange buler i bilerne. Af samme årsag havde vi for en sikkerheds skyld tegnet fuld bilforsikring, som vi dog ikke fik brug for.

Vi ville overnatte på en campingplads i skovområdet Carite. På trods af (eller på grund af) forespørgsler om vej til campingområdet Charco Azul hos indtil flere lokale, brugte vi over 1 time på at køre forgæves rundt på grund af fejlanvisninger. Vi ankom derfor til den helt øde campingplads lige inden solnedgang. Vi var på forhånd blevet advaret imod at slå teltet op på isolerede pladser, men tidspunktet gjorde, at vi ikke havde noget valg. Oven i købet var vi nødt til at parkere bilen ude ved vejen, hvor alle forbipasserende biler kunne se den. Kl. 2:30 om natten blev vi vækket af en stor gruppe højtråbende mennesker, der rendte rundt på pladsen med lygter - vi tænkte begge to, at nu kunne der blive der "ballade", men heldigvis forsvandt gruppen igen efter et kvarters tid. Allerede kl. 6 blev vi vækket af den næste gruppe mennesker, som også blot passerede forbi. Gad vide hvad folk laver midt ude i skoven på disse skæve tidspunkter? Nå, vi var på vejen igen ca. kl. 7:30 - der havde der endnu ikke været nogen forbi for at opkræve betaling, så det endte med en billig overnatning.

Vi fortsatte vestpå af "Scenic Route", og havde flot udsigt helt til kysten både mod syd og mod nord. Udsigten blev dog hæmmet lidt af vejret; først om morgenen på grund af morgendis, og senere hen på grund af skyer. Om eftermiddagen kørte vi sydpå til "Dry Forest" (der vokser stort set kun kaktus) og de nærmeste strande syd for Guánica ....noget af en kontrast til regnskoven. Vi endte endnu engang på en campingplads langt inde i en skov (Susua Forest). Vi var de eneste, der lå i telt, men der boede folk i de 5-6 nærliggende cabins. Heller ikke her var der nogen til at kræve penge op for camping, men da der ikke engang var et "offentligt" toilet, var det måske også meget rimeligt. Michael fik sig dog et iskoldt brusebad, inden vi forlod stedet næste morgen. 

Den sidste "halve" dag kørte vi det sidste af "Scenic Route", og derefter nordvest på til et par strande, som var stuvende fyldt af mennesker, selvom det var søndag kl. 10 (hvor alle jo burde være i kirke!). Vi tog et billede af den meget fine strand "Crash Boat", men valgte at finde en mere øde (og for øvrigt dødsyg) strand oppe på nordkysten, hvor vi kunne slikke sol i et par timer, mens vi tørrede teltet (som var af drivvådt af nattens dug). Det var desværre blevet tid til at vende næsen tilbage mod San Juan, hvor vi skulle aflevere bilen ved 16-tiden. Da vi havde overskyet vejr med enkelte byger de sidste timer, inden vi nåede San Juan, valgte vi at tage de store betalingsveje tilbage mod byen på bekostning af udsigten. Vejene på Puerto Rico er ikke i topklasse, og faktisk var betalingsvejene (motorvejene) ofte de dårligste - hullede betonveje a la efterkrigstidens Europa. Vi lærte også at betale for benzin inden påfyldning, hvilket gør det lidt svært at ramme en "fuld tank" - et trist symbol på et samfund, hvor tillid er godt men kontrol (sikkerhed for betaling) er bedre.

Biludlejningsfirmaet havde en transitservice til lufthavnen, som vi kunne benytte os af. Vores fly gik godt nok først næste morgen kl 6, men da vi skulle checke ind kl. 4 ville vi alligevel ikke få meget nattesøvn, ligesom det ville være umuligt at finde offentlig transport ud til lufthavnen midt om natten (og at få bagagen med!). Inden vi tog i lufthavnen ville Michael dog lige et smut forbi Burger King for en gang aftensmad ....favoritburgerkæden skuffede dog gevaldigt, da den store menu kom med 10 stk kolde pommes frites, en cola der smagte af klor, og Whopper med lunkent kød og en blød bolle. Vi tog i lufthavnen kl. 20, hvor et besøg på McDonalds var en anderledes stor succes.

Puerto Rico føltes ikke rigtig som de andre caribiske øer, vi havde været på. Der er rigtig mange amerikanske turister, og med den store tilknytning til USA er øen naturligvis også meget influeret af staterne generelt. F.eks. oplevede vi for første gang "Drive-in" ATM'er. Man glemte ofte, at hovedsproget er spansk, og vi havde vel inden vi kom til øen en forventning om, at de fleste talte engelsk ...det er nu absolut ikke altid tilfældet - og spansk havde vi jo lykkeligt glemt i løbet af den seneste 1 1/2 måned. Generelt kan vi vel sige, at vi savnede "lidt hygge" på øen.

Jamaica

6. - 19. april 2009

Selv om vi havde "overnattet" i lufthavnen blev check-in en stressende affære, da vi ikke var klar over, at vores bagage skulle sikkerhedscheckes, inden vi checkede ind. Det foregik udenfor afgangshallen og denne morgen synes personalet, at de ville møde ½ time senere end normalt. Vi stod langt tilbage i køen, og måtte spilde ½ halv time unødigt - blot fordi vi skulle mellemlande i Miami, inden vi kom til Jamaica (hvorfor er det, at USA som det eneste land i verden ikke kan finde ud af at lade folk transfere i deres lufthavne, uden at man skal gennem immigration og genindchecke bagage - trods samme flyselskab?). Da vi ankom til Jamaica, kunne vi kun få lov til at komme ind i landet, hvis vi kunne dokumentere, at vi havde et værelse. Det kunne vi selvfølgelig ikke, så vi måtte endnu engang omkring turistinformationen for at få lidt hjælp. Den første vi talte med var fuldstændig hjælpeløs, men heldigvis kunne en mere erfaren medarbejder tage over. Ud over hjælp til en hotelreservation i New Kingston, fik vi en masse anden god information om øen ....senere viste det sig nu, at det ikke altsammen var lige korrekt.

Endnu engang blev busturen fra lufthavnen til vores hotel en lang affære. Vi måtte tage 3 forskellige busser, og med masser af trafik i gaderne og nogle gevaldige omveje, endte vi med at bruge 2½ time i bus rundt i byen. Men vi fik da set Kingston, hvor der absolut ikke er noget at komme efter. Byen med 1,5 millioner indbyggere er fattig, trist, beskidt og larmende - meget lidt charmerende.

Vi boede i udkanten af New Kingston på et hotel, som var under ombygning. Det lykkedes os at få et værelse til 35 USD per nat med delebad men uden køkken. Det talrige personale virkede som om, at gæsterne var dem tilovers, og lavede ikke dagens gode gerning (ud over at synge med på "Praise the lord"-sangene, som ustandseligt blev spillet på restaurantens ghetto-blaster). Der viste sig endvidere at være et rigtig "regel-rytteri" på hotellet; man måtte ikke gå i bare fødder eller have bar overkrop, ikke spise egen mad ....ikke dit og ikke dat. Ikke et sted vi havde lyst til at blive længere end højest nødvendigt, men efter 3 dages camping og en lufthavnsovernatning i Puerto, havde vi brug for et par nætter i en ordentlig seng, så vi blev en ekstra dag, selvom Kingston intet har at byde på. Vi lavede da heller ikke andet end at slappe af ved hotellets store pøl, som vi havde for os selv.

Vi lejede endnu engang bil i 3 dage, og denne gang blev vi "opgraderet" til en dejlig stor bil, hvor vi havde plads til al bagagen i bagagerummet. Det er også noget af det eneste positive, der er at sige om den tur, som mere eller mindre blev et mareridt. På førstedagen brugte vi oceaner af tid på at køre ud til et (viste det sig ligegyldigt) fyrtårn, dels fordi vi kørte ad grusveje mellem uendelige sukkerrørsmarker, dels fordi vi kørte forkert (ingen skiltning). Senere kunne vi ikke finde et sted at bo, så vi endte med at slå teltet op på en meget skrånende, græsplæne ved et fyldt hostel. Den efterfølgende dag styrtregnede det hele formiddagen og det halve af eftermiddagen - og i stedet for at vente på mulig opklaring, fortsatte vi turen til Negril, så vi heller ikke den trejde dag fik set specielt meget. Dette kombineret med, at vi overnattede 2 gange i bilen bidrog ikke til den gode stemning. Gode spildte penge til biludlejning, da vi kunne have set meget af det samme ved i stedet at have taget bussen fra Kingston til Negril.

På forhånd havde vi et (stereotypt) billede af Jamaica, som en ø fyldt med glade mennesker i farvestrålende tøj, rastahår og den traditionelle strikkede hue/kasket i rød, gul og grøn, og som hører reggae-musik og danser dagen lang. Påklædningen og musikken var på plads, og der bliver også sagt "ya man" efter hver sætning, men vi oplevede desværre mange mennesker som værende triste, negative og ikke mindst totalt skæve. På vejene kørte de som vanvittige, og det var ikke unormalt, at speedometeret stod på 100 km/t i områder med hastighedsbegrænsning på 50 km/t. I radioen blev der dagligt nævnt mange episoder med trafikuheld, vold og drab på øen, og indtil flere gange oplevede vi, at folk advarede os (men det var nu nok møntet på turister generelt) mod at tage de offentlige transportmidler - bus eller deletaxa - da det kunne være "farligt". Vi oplevede nu ikke nogen problemer, men der er ikke nogen tvivl om, at øen har rigeligt med udfordringer til de næste mange år.  

Da Jamaica var sidste destination på vores jordomrejse, havde vi besluttet os for at blive i Negril på vestkysten for at slappe af de sidste dage. Vi var så heldige at finde et fantastisk sted (ejet af en canadier) lidt uden for selve Negril - og dermed væk fra det værste turistområde. Stedet lå lige ned til vandet, og i 5 dage lavede vi ikke andet end at bevæge os fra værelset ned til solstolene og tilbage igen. En enkelt dag fik vi os taget sammen til at gå en tur langs 7-miles stranden, som er Negrils kendetegn. Og sammenlignet med hotellet i Kingston, så var dette ikke et "regel"-sted; tværtimod.....der blev drukket og røget (også andet en almindelig tobak), og generelt ikke bare kunne - men skulle - vi opføre os som om vi var hjemme. Vi kunne ikke have fået en bedre afslutning på vores tur. Vores morgenfly hjem gik fra Kingston, så vi måtte desværre bruge en ½ dag på at tage bussen hele vejen tilbage.

I Kingston - på samme hotel - tilbragte vi endnu engang eftermiddagen ved poolen - denne gang var det dog knap så fredeligt, da 6-8 af personalets unger legede højlydt i vandet. Næste morgen tog vi bussen i lufthavnen, og en lang hjemrejse lå foran os. Vi skulle flyve til København via Miami og London, og selv om vi på papiret havde god tid til de 2 mellemlandinger, så endte vi pga forsinkelser med at skulle halvløbe til begge fly. Vi landede i København først på eftermiddagen - 10 timer før billetten udløb efter præcis 1 år, så det må siges at være "value for money".

Opsummering

Skal vi ganske kort opsummere forløbet af det seneste år, så har vi nået alt det, vi havde sat os for - og meget mere! Det er svært at fremhæve, hvad der har været de bedste oplevelser, da turen over 6 kontinenter har været meget varieret. Turen til Antarktis var dog noget helt særligt, fordi den adskiller sig så meget fra resten af oplevelserne, og fordi det er så specielt et sted at besøge. Andre store oplevelser har været Galapagos, dykningen og gensynet med orangutangerne på Borneo. Men ellers føler vi os bare priviligerede over at haft mulighed for at mærke historiens vingesus, at møde så mange forskellige mennesker og kulturer, at trekke i så fantastiske bjerge samt at slappe af på så smukke strande. Hvis vi på afrejsetidspunktet var det mindste i tvivl om, om det nu også var en god ide at kvitte Danmark og rejse verden rundt i 1 år, så er det blevet gjort til skamme. Det var den helt rigtige beslutning for os, og det har givet os en masse gode oplevelser med hjem, som vi kan leve højt på resten af livet.

Til slut en stor tak til alle jer der har fuldt os i (bogstaveligste forstand) tykt og tyndt på denne fantastiske rejse.