Kaere alle
 
Saa er der nyt fra globetrotteren, der er taget til mellemamerika for at overvintre i 4 1/2 maaned. Der var ikke lige noget interessant paa job-/opgavefronten og saa er det unaegteligt sjovere med 25-30 grader og en masse fantastiske oplevelser end det sne og kuldekaos, der fortsat er i DK. Og der er bare dejligt her i mellemamerika, hvor alle folk indtil videre har vaeret utrolig flinke og hjaelpsomme.
 
Jeg landede den 6. december i Panama City efter en frygtelig lang tur via New York. Byen er en meget blandet landhandel med nyt og gammelt mixet godt sammen. Den er egentlig ikke saa interessant, men den geografiske og derfor ogsaa historiske betydning kan ikke undervurderes. Foerst var det Conquistadores, og i de kommende aarhundreder et rigt samlingspunkt for handlen mellem oesten og vesten - og det er den jo som bekendt ogsaa idag via en stor frihandelszone og kanalen, der i oevrigt er under voldsom udbygning og skal staa faerdig i 2014 med 60% oeget kapacitet. Det styrtregnede uafbrudt de foerste par dage og det paavirkede selvfoelgelig oplevelsen. Store oversvoemmelser og jordskred, undtagelsestilstand og evakueringer, lukkede veje samt en lukket kanal for foerste gang i 20 aar. Jeg boede paa et centralt beliggende hostel, og fik trods daarligt vejr set det meste. Ikke mindst fordi en af medarbejderne paa min MBA-skole havde sat mig op med direktoeren for marinevaesenet i Panama Orlando. Han er en ganske travl mand, men tog sig alligevel tid til at tage mig med ud at spise lokal panamansk mad, tage mig paa sightsseeing i byen samt invitere mig til familiekomsammen. Alle snakkede om det og de fleste lokale havde oplevet det, men jeg oplevede ingen kriminalitet trods et par traveture til de mindre loedige dele af byen.

Orlando kommer oprindeligt fra Chiriqui i det nordvestlige panama, og da han skulle derop, tog jeg imod en lift med ham og en del af familien. En lang tur paa 7 timer, hvor der ikke var saa meget at se. Lidt bjerge, banan- og palmeplantager samt ikke mindst en hel del resorts af forskellig art. I Chiriqui stod den paa trekking, saa da vi ankom til deres hus, fik jeg hurtigt pakket om og efterladt en del bagage. Herefter hoppede jeg paa den foerste bus op mod bjergene. Det var blevet sent, da jeg stod af bussen ved en lille sidevej midt ude i ingenting. Der var 6-8 km til rangerstationen hvor jeg forventede at kunne campere, saa det virkede lidt urealistisk. Heldigvis faldt jeg i snak med en lokal fyr Jaime, der inviterede mig til at sove hos ham - han boede lige i naerheden. Rigtig hyggeligt med lokal indsigt, mad osv. Saa taenker du selvfoelig, at der maa vaere graenser for hvor meget spansktossen kunne forstaa, og ja det forholdt sig heldigvis saaadan, at Jaime havde arbejdet 30 aar i US, hvor han havde arbejdet sig op fra bunden til at have sin egen lille byggebiks. Vi hoerte en del skud i loebet af natten, men det var oejensynligt ikke ualmindeligt - en fyr var blevet slaaet ihjeld nogle dage foer. Tidligt afsted naeste morgen, hvor jeg kun havde gaaet en km, tilboed en fyr i pickup mig et lift til starten af turen til Volcan Baru. Da han efter et par km koerte ned at en lille sidevej var jeg noget skeptisk, og det blev ikke bedre af, at hans soen et par gange maatte ud at svinge macheten for at vi kunne passere noget buskads. Midt i ingenting stoppede "vejen", og han sagde god tur. Jeg var stadig lidt skeptisk, men han virkede overbevisende, saa jeg traskede derudaf. Efter 5 minutter kom der 6 smaa vildsvin hylende gennem underskoven - god start. Derefter gik det godt opad gennem regnskoven - tydeligvis den lokale rute for stien var tilgroet, og der var ingen markeringer - heller ikke naar stien delte sig. Det gik dog fint med at gaa efter naesen, og jeg gik kun forkert en enkelt gang. Det var dog svaert at erkende, saa foerst da jeg naaede en blindgyde paa en 70%-skraaning og i bedste tegneseriestil havde lianer om baade arme og ben maatte jeg vende om. I retfaerdighedens navn skal det siges, at den rigtige sti gik over en kaempe sten og fortsatte paa den anden side..... Efter 2/3 i skoven kom jeg ud i det fri og her blev det rigtig stejlt - ind imellem med en wire til at hive sig op med. Her fortroed jeg, at jeg havde vaeret lidt vel hurtig i sorteringen og nu slaebte paa over 25 kg. Vejret havde vaeret flot, men da jeg naermede mig toppen begyndte skyerne at traekke ind. Jeg naaede dog lige at faa et hurtigt blik ud over omraadet, da jeg endelig naaede toppen efter godt 7 timers haard trekking - uden at have moedt en sjael. Paa toppen var der kun en vagt og et par panamanere, der var kommet op fra den anden side af vulkanen. Vi sludrede lidt, men ellers var det mest et spoergsmaal om at faa rikket til for natten. Det var meningen, at jeg skulle campere, men det var ikke saa attraktivt med meget stenet jord og kraftige vindstoed. Vagten tilboed mig at sove i et gammelt skur - godt nok kunne doeren ikke lukke, men det tog den vaerste vind og kulde, ligesom den forhindrede et par emsige vaskebjornslignende dyr at komme i teltet efter mad. Godt bombet gik jeg tidligt i seng, men meget soevn blev det ikke til med en generator lige ved siden af, der koerte et par minutter hver anden time. 
 
Tidligt op det korte stykke til toppen for at se solopgang, der var fin uden at vaere prangende. Ned og spise morgenmad i solen og derefter endnu en tur paa toppen, hvor jeg kunne se baade Atlanterhavet og Stillehavet. Turen ned var lige saa forfaerdelig, som turen op var fantastisk. En 15 km nedstigning paa knap 1.500 hoejdemeter paa en meget daarlig vej med sand og rullesten - det kraevede sin koncentration. Og oven i koebet var der absolut intet at se, fordi der hele vejen var skov paa begge sider. 4 timer senere og godt smadret i knaeene fandt jeg ud af, at der var yderligere 10 km ind til byen Boquete. Igen var jeg dog heldig at faa et lift af et lokalt par paa sightseeing. I byen fik jeg at vide, at jeg ikke kunne gaa den smukke tur Sendero Los Quetsales, fordi stien mange steder var veak pga jordskred, og at man mange steder skulle krydse floden til fods (broerne var vaek). Dette kombineret med en vejrudsigt, der lovede styrtregn og oversvoemmelser, gjorde det urealistisk (og uinteressant) at gaa turen. Jeg tog derfor et par busser tilbage til Orlandos hus, hvor jeg boede et par dage, mens hushjaelpen og hendes datter forsoegte at laere mig spansk.
 
Tidligt op og en kort spadseretur ned til hovedvejen for at tage bussen til graesen til Costa Rica - bustur og graensekrydsning er en operation der efter sigende snildt kan snige sig op i 3 timer. Jeg maa have vaeret heldig for det hele tog kun 1 time. Jeg fik desvaerre ikke meget glaede af tidsbesparelsen for jeg var noedt til at veksle i banken, der foerst aabnede 1 time senere. ATM'en virkede ikke og de lokale vekselhajer ville kun veksle gamle udgaaede sedler. Koeen foran banken voksede, og da jeg gik ind var den vel paa 100 mennesker. Jeg troede at jeg var nr 4, men det viste sig, at mange andre fik fortrinsret, uanset hvornaaar de dukkede op - folk med handicap (en stok var vidst rigeligt), folk med boern, gamle mennesker og naturligvis dem der kendte nogen (lidt ligesom at gaa paa skadestuen hvor man aldrig ved, hvornaar man kommer til). Jeg endte med at vente en times tid og vaere nr 30.... Jeg fik hurtigt en bus til Neily, hvor jeg dog maatte vente yderligere 3 1/2 time paa bussen til Puerto Jiminez, der er indgangen til nationalparken Corcovado. Bussen koerte til tiden men turen tog 4 1/2 time fremfor 3 timer - det som de lokale kalder "Costa Rica tid". Det var buldermoerkt da jeg kom frem, men det lykkedes alligevel at at finde et hostal. Normalt skal man have booket tid til parken 2-4 uger i forvejen, men da jeg ikke vidste, hvornaar jeg ville komme frem, maatte jeg tage chancen - og heldigvis var der plads, fordi jeg havde mit telt med. Resten af dagen gik med at slappe af i byen (hvor der var et rigt fugleliv blandt andet tukaner og store farverige papegoejer) og arrangere praktiske ting til turen. Blandt andet fik jeg syet mine trekkingstoevler, der var gaaet fra paa baade over- og underside. Jeg fik endvidere koebt ind - da det trods ihaerdig indsats i baade Panama og her i byen ikke lykkedes at finde gas til mit campingblus hamsterede jeg broed, da det gik op for mig, at de var ved at loebe toer, fordi de kun faar leverancer et par gange om ugen. Og som den slags altid gaar, saa fandt jeg selvfoelgelig gassen i byens sidste butik, som jeg ikke havde proevet.... Lidt aergerligt for broedet er trist at spise og tungt at slaebe.
 
Afsted kl 6 naeste morgen paa ladet af en truck til en lille by paa vestkysten, hvor stien starter - en bustur normeret til 2 1/2 time som tog knap 4 timer. Ladet var fyldt til bristepunktet med 10 turister med rygsaekke samt en masse lokale, der dog steg af undervejs. Der var ikke det store at se paa turen, men nyrerne blev rystet godt paa plads paa den forfaerdelige vej, der stadig var voldsomt paavirket af regntiden. Paa med rygsaekken og afsted ned af stranden de 4 km til rangerstationen. Der gik kun 5 minutter foer det var aabenlyst, at stoevler var uegnede - der var simpelthen for mange floder, der skulle krydses. Traveturen gik herefter skiftevis paa stranden og i regnskoven - og da vejret var fint blev det en flot dag, hvor jeg blandt andet saa et utal af fugle bl.a. pelikaner, frigatfugle, gribbe, hejrer, curossow'er (en slags vildgaas) samt masser af store og smaa papegoejer. Derudover var der mange forskelllige slags aber (hvoraf nogle spiste af kokosnoedder) og store familier (over 50) af de vaskebjoernslignede dyr, som jeg ogsaa havde set paa Volkan Baru. Mere usaedvanligt saa jeg en myresluger, hvilket jeg ikke erindrer at have set i det fri foer. Som sagt en flot men ogsaa meget lang og haard tur paa over 20 km og ca 7 timer med den tungt pakkede rygsaek. Vel fremme i Sirena-lejren skulle jeg campere, men det gav lidt udfordringer, da rangeren insisterede paa, at teltet skulle slaas op under et halvtag - det lader sig ikke goere med mit telt, der kraever ploekker, fordi det kun har en"metalpind" og ikke et "kryds" som alle andre. Jeg forstod aldrig hvorfor, men han var flink og fandt hammer og soem, og saa blev det klaret. Hyggelig faellesspisning om aftenen og bagefter soergede jeg for at faa haengt maden op under loftet saa mit telt/rygsaek ikke led samme skaebne som andres, der havde havde haft besoeg af meget vedholdende rotter. Efter en meget regnfyldt nat var det op kl 5 for at se dyrene vaagne - et dejligt fredfyldt tidspunkt at gaa gennem skoven paa. Udover det allerede sete blev det til dovendyr, raadyr, hoege og oerne, ugler, spaetter og kolibrier. Og saa hjalp vi en del skildpaddeunger i vandet - de var blevet klaekket i loebet af natten, men kunne ikke komme ud til vandet, fordi der laa store traestammer mv. i vejen. "Vi" var et schweizisk/amerikansk par, der havde fine uddannelser i hhv. fugle og planter - og det var faktisk en fornoejelse at faa lidt indsigt i deres lidt noerdede verden. Efter morgenmaden tog jeg ned paa stranden for at se bull sharks jagte fisk i flodmundingen ved hoejvande - hajer var der ingen af , men saa var der til gengaeld 5-6 krokodiller, der dog ikke gjorde meget vaesen af sig, samt en masse fugle af hvilke jeg kun kender navnet paa de faerreste. Om eftermiddagen tog jeg paa det store togt rundt paa alle de omkringliggende stier - en fin gaatur alene gennem regnskoven omend meget mudret - og ikke saa meget dyreliv her midt paa dagen. Om aftenen var der en fin solnedgang paa stranden, hvor jeg ogsaa var heldig at gaa aftentur paa stranden med en tapir (saa stor som en lille hest) - ogsaa foerste gang jeg ser en saadan i det fri.
 
Tidligt op naeste morgen for at gaa den ca 25 km lange, frygtede tur gennem regnskoven til rangerstationen Los Patos. Det blev som ventet ikke den store fornoejelse - vejret var saadan set fint, men tidligere dages styrtregn gjorde, at det blev den mest mudrede trekkingtur, jeg har gaaet (og jeg har dog gaaet den del). Det var ikke det dybeste mudder nogensinde, men mere eller mindre permanent til anklerne, saa det var fuld koncentration for at holde balancen, hvilket naturligvis ogsaa gjorde vanskeligt at kigge efter dyreliv. Opad gik de fint, men nedad de glatte skraenter var ikke den store fornoejelse - slet ikke da mine bageste stropper paa den ene sandal maatte give efter for mudderpresset og knaekkede. Jeg overvejede et kort oejeblik at skifte til stoevlerne, men de var blevet store, tunge klodser om benede i loebet af faa minutter. Endelig fremme efter over 9 timers haard kamp - op med teltet og tidlig aftensmad, og saa i kassen kl 18.30. Jeg havde kun lige lagt mig foer det begyndte at regne, og det stoppede foerst igen, da jeg stod op kl 6. Teltet holdt paent taet mod dette tropiske vandhelvede; ogsaa mod den lille soe, der havde samlet sig under teltet. Turen tilbage til civilisationen skulle gaa ned langs floden med over 20 krydsninger. Jeg var noget skeptisk med al den regn, men rangeren sagde, at det ikke var noget problem - det viste det sig nu at vaere, for efter en halv time lod det sig ikke goere at komme videre. Det var dybt til livet og med en staerk stroem, saa der var ikke andet for end at gaa tilbage og tage den 15 km laengere, mudrede tur over bjergene. Ikke den store fornoejelse med de elendige sandaler, men det lykkedes da til sidst.
 
Som det fremgaar saa hygger jeg mig gevaldigt i den mellemamerikanske. Udover at jeg planlaegger at ende med at dykke i Honduras, er mine rejseplaner ganske grovkornede. Den naermeste uge gaar formentlig med at bestige endnu en vulkan samt at slappe lidt af i en lille og efter sigende meget lidt turistet by paa stillehavskysten. Raekkefoelgen er ukendt, saa jeg ved ikke hvor jeg fejrer jul, men det er nu ogsaa lidt svaert at forholde sig til i denne ualmindeligt behagelige varme.
 
Det skal dog ikke forhindre mig i at oenske dig og din familie en rigtig glaedelig jul. Da jeg ikke ved, hvornaar jeg igen faar internet-adgang, vil jeg endvidere benytte lejligheden til at sige tusind tak for aaret 2010 og oenske et rigtigt lykkebringende nytaar 2011.
 
Mange rejsehilsner fra Michael

- - - - -

Hejsa

Saa er der nyt fra Mellemamerika - og det er naturligvis stadig godt nyt (soerg for at have god tid og en ekstra kop kaffe i naerheden for det er en lidt lang historie).
 
Som naevnt i sidste mail var planen at holde jul paa en vulkan eller paa stranden. Jeg tog bussen fra Puerto Jiminez kl 5 til San Isidro de el General (sikke et bynavn) - en flot tur langs Rio General med traeklaedte bjergskraaninger i baggrunden. Ingen benplads (jeg sad sidelaens paa saedet hele vejen) men kunne prise mig lykkelig for at have et saede - midtergangen var stoppet med folk der stod op i 5 timer (det havde folk ikke fundet sig hjemme). Der skulle vaere et parkkontor i San Isidro, men det var nedlagt, saa jeg loeb - i overensstemmelse med forskellige lokale forslag - spidsrod rundt i byen for at finde ud af, hvor det var flyttet hen. Til sidst opgav jeg og spurgte et par betjente og foer jeg vidste af det, var 10-15 mennesker i gang med at hjaelpe med alverdens opkald - de fleste kom tilbage med det samme nummer nemlig til et kontor ved parken, som en af dem saa hjalp med at ringe til (imponerende hjaelpsomhed!). Igen var det uproblematisk at faa billet, blot jeg kom til kontoret i bjergbyen for at koebe den (ingen reservation) trods mange opfordringer til at booke i god tid - turismen i Costa Rica er virkelig haardt ramt af finanskrisen, hvilket os - der tager os tid/raad til lidt ferie - nyder godt af.
 
Jeg overnattede paa et hostel i en lille bjergby ca 5 km fra stiens start. Jeg fik pakket om og spist lidt aftensmad og saa ellers tidligt i seng, da ejeren ville give mig et lift til starten af stien kl 5. Jeg var naturligvis oppe i god tid og klar lidt i 5 blot for at konstatere, at et mexicansk par, der skulle koere med, kun lige var begyndt paa morgenmaden. Det var ikke fordi det var vigtigt at komme afsted kl 5, men paa det tidspunkt af doegnet kunne jeg da godt have snuppet en halv time mere i kanen. Naa, dyb indaanding og nyde stjernehimlen og naesten fuldmaanen til vi koerte kl 5.30. Volcan Chirripo er 3.820 meter og er Costa Ricas hoejeste punkt. Turen starter i knap 1.500 meters hoejde, saa det er noget af en opstigning. Turen kan opdeles i 4 faser, hvor den foerste var virkelig haard - 5 km med en stigning paa 1.000 meter - det tog ikke lang tid at faa varmen! Og saa var det ekstremt mudret, hvilket bekymrede mig lidt paa de stejle stier - isaer fordi det eneste, der var at gribe fat i var pigtraad. Det var dog kun den foerste km, der var slem - ellers var stien ganske fin bortset fra de faa flade stykker, der var trampet op af heste, der bragte forsyninger op til de ikke-selvhjulpne turister. Anden fase var lidt nemmere fordi den kun steg (netto) 500 meter paa 5 km - dog var der ogsaa en del hundrede meter nedad, hvilket ikke lige var det, jeg havde behov for. De 2 foerste dele var gennem regnskoven, saa det var fugtigt med masser af kryb og uden den store udsigt. Tredie fase derimod var over traegraensen paa ca. 3.000 meter, saa der var pludselig sol, flot udsigt og mange smukke blomster. Denne etape steg ogsaa (netto) 500 meter paa 5 km, men der var vel reelt tale om det dobbelte med mange lange nedstigninger. Jeg var en af de sidste der startede og en af de foerste til toppen, mest fordi jeg tog foelgeskab med et lidt aeldre amerikansk/canadisk par (i begyndelsen 60'erne). De var ikke saa store og havde - i modsaetning til visse andre – fornuftigvis begraenset bagage-maengden, men hold da k..., hvor de forstod at give den gas. Jeg havde mit hyr med at holde tempoet og maatte ogsaa slippe den sidste km. Det viste sig, at han var bjergloeber, men hun var daeleme ogsaa skrap... Det tog ca. 5,5 time.

Bjerghytten, hvor vi skulle overnatte, laa i knap 3.500 meters hoejde. Selvom traetheden var betydelig, saa virkede det alligevel fornuftigt at gaa det sidste stykke til topppen, naar nu vejret var saa fantastisk. Efter en times pause til lidt frokost og ud-/ompakning gik det de sidste 5 km til toppen - nu kun med et mindre mavebaelte (stor befrielse). Skyerne var allerede ved at traekke ind, saa det var med at faa benene paa nakken. Det var en rigtig flot tur paa 1,5 time over et par bjergkamme, men beloenningen var til gengaeld god. Skyerne noejedes med at ligge i en stor ring relativt langt fra vulkanen, saa der var fin 360 graders udsigt til de omkringliggende dale og soeer - dog kunne jeg ikke se de 2 oceaner, der var daekket af skyer. Jeg noed udsigten og solbadede et par timer foer det gik tilbage til lejren. Aftensmad og tidligt i seng med henblik paa at staa op kl 3 og gaa til solopgang. Det blev der dog ikke til noget, for en planke af en madras og et par storsnorkende vaerelseskammerater gjorde, at jeg ikke fik sovet meget den nat. Vaerelseskammeraterne forsvandt ved 5-tiden, saa jeg naaaede da at faa lidt soevn, inden jeg stod op kl 7.30. Jeg havde god tid, saa jeg noed en fredelig morgenmad alene paa terassen i morgensolen. Nedturen tog knap 4 timer, hvorefter jeg naaede at gaa ca halvdelen af turen langs vejen til mit hostel, foer jeg fik et lift bagpaa en pickup. Alt i alt en fantastisk flot tur, der langt oversteg min skepsis om endnu en mudderhelvede og halvtrist vejr. Med op- (og nedstigning) paa brutto ca. 3.500 meter paa en dag, kommer turen endvidere oeverst paa min liste. Overraskende nok gav nedturen ikke de store problemer med knaeene - maaske fordi der ogsaa var en del afveksling med opstigninger. Og til min store glaede holdt mine stoevler fint, trods de mange syninger af baade ruskind og saal, som jeg beskrev i sidste mail.
 
Jeg tog en slapper om eftermiddagen og saa tidligt op for at tage et par busser til den lille strandby Uvita paa stillehavssiden. Paradoksalt nok saa afloestes solskin og blaa himmel af overskyet og regn, da bussen krydsede bjergene - ikke lige det jeg havde haabet, naar jeg nu for en sjaelden gangs skyld tog mig tid til et par dage ved stranden. Det varede dog kun et par timer - resten af tiden var vejret igen fantastisk. Jeg fandt et fint hostel, hvor der blev holdt faelles-jul - ikke med and, brune kartofler, roedkaal og ris alamande, men dog alligevel en fin middag... og rigtig hyggeligt, naar det nu ikke kunne vaere med familien derhjemme. Aftenen efter var der sammenskudsgilde, mens ejerne og et par lokale spillede live-musik hele aftenen til politiet kom og lukkede festen. Vaerelset med 2 koejesenge var meget lille, men heldigvis sov vi kun 2, saa det gik alligevel. Der var ikke det store at lave, saa jeg traskede lidt rundt i omraadet. Den ene tur var kun 5 km op gennem en mindre flod til et lille vandfald - rigtig hyggeligt og jeg fik da ogsaa set nogle store hejrer helt taet paa. Den anden tur blev 15-20 km - mest langs stranden, der ikke eksisterede ved hoejvande, men som var ca 100 meter bred, da jeg gik den ved lavvande. Adgangen til stranden laa selvfoegelig i den anden ende af byen, men da jeg gerne ville gaa turen langs hele stranden, var jeg noedt til at finde en alternativ rute derned. Og som saedvanlig blev det et mindre togt - denne gang 5 km ned langs floden, hvor der bestemt ikke var nogen sti - derfor endte jeg ogsaa med at gaa en del af turen i floden, der var bred med ikke saerlig dyb. En dejlig tur der dog kostede et par nye huller i bukserne (bl.a. en 20 cm flaenge), der ellers lige var blevet syet efter Corcovado. De lokale anbefaler af sikkerhedsmaessige aarsager (overfald, krokodiller, slanger osv), at man ikke gaar den slags steder - og da slet ikke alene og i sandaler, men det er nu dejligt at hilse paa lokalbefolkningen, der altid er baade glade og meget overraskede over at se en gringo paa de kanter. Stranden var ca 8-9 km lang, men 2/3 var helt oede - det var den sidste del til gengaeld ikke. De lokale var paa stor familieudflugt med telte, grill og hele udstyret - meget sydlandsk; ogsaa det at ligge lige oven i hinanden, naar der er masser af plads. Udover traveturene gik tiden med at slappe af i en af de mange haengekoejer samt sludre med de andre rejsende.
 
Costa Rica blev endnu et godt bekendtskab med Mellemamerika - flot natur, soede mennesker og et nemt land at rejse i, men ogsaa et sted hvor mange forsoeger at snyde turisterne, hvis de kan slippe afsted med det (isaer paa busserne). En anden mere trist observation er, at mange isaer kvinder er kraftigt overvaegtige - jeg haaber Novonordisk er repraeseneteret her for diabetes maa vaere paa hastig fremmarch. Landet er dyrt efter mellemamerikansk standard og selvom finanskrisen har ramt haardt, er isaer den nordlige del af landet stadig forholdsvis turistet, saa jeg besluttede mig for at skippe hele denne del af landet og tage direkte til Nicaragua. Efter et par afslappende dage var det derfor tidligt op med bussen kl 5 til San Jose - en 7 timer lang, flot tur over flere bjerge med udsigt over kysten - og til floder hvor der laa mange krokodiller og solede paa bredderne (saa advarslerne er ikke helt uden hold i virkeligheden). Alle havde fortalt mig at San Jose var forfaerdelig, saa jeg havde besluttet at skippe byen - og hvad jeg kunne se af koerslen ind og ud af byen samt traveturen fra den ene busstation til den anden, saa var det en god beslutning. Jeg tog yderligere et par busser 5 timer nordpaa til graensebyen Los Chiles, hvor jeg overnattede paa et vaerre slammer-sted (glad for at jeg havde mit eget myggenet med). Jeg sov tidligt efter den lange rejsedag, hvilket var godt, da haner og hunde startede kl 4.

Da naboen (lige uden for hullet i muren, der udgjorde vinduet - naturliglig aircon!) begyndte at braende plastic af kl 8, var det tid til at komme op og checke ud, selvom baaden til Nicaragua efter sigende foerst gik sidst paa formiddagen. Der var mange passagerer, men ingen syntes at vide hvilken baad og hvornaar, saa jeg brugte tiden paa at observere de lokale i livlig diskussion samt et par tourbusser fyldt med turister, der skulle paa flodtur (igen kan jeg overraskes over turister, der betaler i dyre domme for noget, som man kan opleve som en del af transporten). Da vi efter mange timer endelig skulle afsted, var der for mange passagerer (med al for meget bagage - nogle havde hvad der svarede til 6 af mine rygsaekke), saa der blev mast for at komme foerst i koeen. Heldigvis skal alle baade lave passagerlister, saa vi kom ombord i den raekkefoelge, som vi havde koebt billetter. Mange af de lokale havde tydeligvis aldrig vaeret paa en baad foer - de anede ikke, hvad en redningsvest er og blev bekymrede, da baaden vippede lidt ved passage af andre baade. Et meget flot og hyggelig tur paa en smal flod med masser af fugleliv. Stort kaos ved immigrationskontoret i San Carlos, men igennem kom jeg da efter en god times tid. Intet at se i byen, saa jeg shoppede lidt inden baaden til El Castillo gik kl. 15. Igen en fin baadtur ned af Rio San Juan - 3 timer hvor den sidste time foregik i baelgmoerke.

El Castillo blev etableret som fort af spanierne i 1576 for at forhindre soe-roevere i at sejle op af floden og plyndre Granada (hvilket de havde gjort mange gange i aarene op til). Byen er lille og man kan ikke forlade den andet end med baad, da den er omgivet af taet regnskov (og styrtregnede gjorde det ind imellem). Det betyder ogsaa, at der ikke er biler, men kun smaa betonstier, hvilket goer det rigtig hyggeligt at gaa rundt. Baaden til San Juan del Sur nede i flod-deltaet sejlede en dag senere end oplyst, saa jeg havde pludselig 2 dage i byen. Jeg brugte tiden til at faa klaret nogle praktiske ting (blive klippet, faa syet bukser osv) og slappet en del af. Baaden var 1 time forsinket, og der var helt uforklarligt totalt kaos, da den ankom - det tog derfor yderligere 1 time, foer vi kom afsted. Udover et ungt dansk par var det kun lokale, der skulle besoege familien nytaarsaften. Igen en flot tur ned af floden med masser af fugle, krokodiller og aber. Jeg fik lov til at sidde paa taget og nyde udsigten, naar vi ikke lige skulle ind og checkes ved de mange militaerkontroller (og naar det ikke lige styrtede ned). En gang ville de checke al bagagen for stoffer, men det var som saedvanlig paa skroemt, for de checkede kun halvdelen af min rygsaek og ikke saerlig grundigt. Den initiativrige ismand fra El Castillo havde taget sin isvogn med paa baaden og brugte hver en lejlighed til at saelge is. Vi ankom i baelgmoerke (utroligt at de kan navigere paa de mange bifloder uden lys), men jeg fandt da et hostel med hjaelp fra pandelampen. Jeg var traet efter en lang rejsedag, saa jeg var ikke lige oplagt til nytaarsfest med de lokale. Der er gode muligheder for at besoege forskellige stammesamfund, men det er en dyr fornoejelse, saa det kraever, at man er nogle stykker til at dele omkostningerne. Der var kun 4 andre turister i byen og ingen af dem havde tid eller lyst, saa det blev ikke til noget. Jeg proevede i stedet at faa en baad til den oprindelige gamle engelske by Greytown, men baadmanden Donald var ikke hjemme den dag, og ingen andre gad sejle mig derhen. Selve byen var lille og der skete ikke det store, saa en enkelt dag var rigeligt.

Det hedder sig, at der 2 gange ugentligt gaar en baad op langs kysten til Bluefields, men i praksis gaar den vidst meget sjaeldent, for det kraever ifoelge de lokale mindst 10 personer - eller at dem der vil af sted, betaler for 10 personer. Vi var som sagt kun 5 udlaendinge, saa de normale UDS 35 per person rakte ikke langt. Jeg satte fra starten et max paa USD 60, da mit alternativ var at tage tilbage op ad floden og se de samme ting i Nicaragua - bare i modsat raekkefoelge. Jeg deltog derfor ikke i forhandlingerne, der tog 3 timer.... Det danske par talte ikke et ord spansk og var desperate efter at komme afsted, fordi de allerede havde flybilletter videre - ikke det bedste udgangspunkt for at forhandle. Baadmanden ville foerst have ca USD 400, men prisen steg af uforklarlige aarsager til USD 650. Jeg har en mistanke om at det tysk/costarikanske par lavede en studehandel med baadmanden og derfor handlede prisen kunstigt op, saa de ogsaa kunne slippe med ca USD 60, mens det danske par betalte langt det meste.....?

Efter forhandlingerne brugte baadmanden halvanden time paa at hente benzin og checke boelgerne (vi kunne intet se inde fra floden) – ”vilde boelger” men han ville godt tage chancen. Det skulle vise sig at vaere rigtigt - isaer de foerste halvanden time var interessante, fordi vi skulle krydse en bugt 20-30 km fra land. Boelger paa 8-10 meter, hvor vi ind imellem faldt 4-5 meter ned. Ekstra spaendende var det, at vi 5-6 gange cirklede rundt for at samle ting op fra vandet i haab om, at det var enten pange eller stoffer. Det havde vaeret begavet at tage badebukser paa, for vi var gennembloedte efter 5 minutter. Den danske pige var skraemt for livet, og det hjalp ikke, at baadmanden bad en lang boen og kaederoeg hash. Han viste sig dog hurtigt at vaere ganske ferm, saa min eneste bekymring var, at motoren ville saette ud. Da vi igen kom lidt taettere paa kysten var boelgerne kun det halve, men det betoed bare, at farten blev sat op. Det var haardt for bagdelen og traettende at klamre sig til baaden. Heldigvis var det godt vejr det meste af tiden, for ellers havde vi ogsaa frosset. Efter 4 begivenhedsrige timer paa aabent hav i en lille baad med paahaengsmotor, ankom vi endelig til Bluefields, hvor der (ikke overraskende) igen var diskussioner og beloeb og valuta - gaar den saa gaar den. Jeg fandt hurtigt et hostel og lagde mig - godt bombet - til at sove med det samme, da der var stroemsvigt i byen.

Her paa oestkysten taler de engelsk/kreolsk, fordi der gennem aarhundreder har vaeret stor indvandring fra de caribiske oeer. Bluefields er desvaerre et trist eksempel paa den caribiske mentalitet - giv mig penge fordi jeg taler med dig, eller fordi du har flere penge end mig.... Baadmaendene kraever ekstra betaling for bagage, de lokale haenger uden for hostels og paastaar, at de har bragt en derhen, naar man ankommer, osv. Mange triste (isaer mandlige) skaebner, og mange vrede, unge maend, der er utilfredse med deres skaebne uden at goere noget ved det. Det er ogsaa en meget beskidt by med affald alle steder i modsatning til de spanskdominerede omraader. Ogsaa det foerste sted paa denne tur, hvor de lokale - og derfor ogsaa mig - ikke drikker hanevandet. Heldigvis regnede det, saa jeg kunne tappe drikkevand fra et tag. Baaden til Corn Islands ud for Nicaraguas oestkyst, gaar kun et par gange om ugen, og der var 2 dage til den naeste. Naeste morgen tog jeg derfor en panga (lille motorbaaad) op af kysten til Laguna de Perla - en hyggelig lille landsby, der primaert lever af fiskeri. Her var folk utrolig flinke, saa det var en fornoejelse af gaa rundt at snakke med de lokale. Jeg besoegte ogsaa en minoritetslandsby 5-6 km vaek. Det var knap saa oploeftende - folk var flinke nok, men der var ikke meget minoritetslandsby over det. Byen var blevet jaevnet med jorden af en orkan for 15 aar siden og derefter genopfoert med standardhuse - saadan et slags ghettobyggeri. Alle havde parabol og mobiltelefon - jeg er ikke overbevist om, at det goer den lykkeligere, men det er jo svaert at stoppe det saakaldte fremskridt.

 En morgen-panga tilbage til Bluefields for at tage baaden til Corn Islands kl. 9. Det viste sig, at det foerst var kl. 12, saa der var tid til lidt internet og shopping. Kaos da folk blev bedt om at gaa ombord samtidig med at andre gik fra borde - det hjalp heller ikke at alle skulle kravle over raelingen, fordi det var en cargobaad. Vi kom afsted kl. 13.30 og naaede kun at sejle 1 times tid foer vi laa i havn i 3 timer for at laesse/losse et par ting, der skulle have taget max 15 minutter. Nicaragua er et laererigt land at rejse i, fordi alting foregaar helt vilkaarligt - jeg har paa tidligere rejser arbejdet paa at oege min taalmodighed, men det er foerst paa denne rejse, at jeg oprigtigt kan sige, at forsinkelser mv overhovedet ikke generer mig - jeg bruger bare tiden positivt til at sludre med folk, eller observere hvad der foregaar omkring mig. Jeg tror, det har hjulpet, at jeg ikke har saa travl en hverdag derhjemme. Naa, det var et sidespring. Det var dejligt vejr, saa jeg solede paa daekket sammen med nogle andre rejsende (de lokale kroeb i skjul i bunden af baaden) - bl.a et engelsk par i firserne, der startede med backpacking for 5 aar siden! Turen tog 9 timer, saa det var sent, da vi ankom.

Big Corn Island er ganske civiliseret, saa naeste morgen tog jeg den foerste panga over til Little Corn Island, hvor alt er ganske afslappet og mere primitivt. De foerste 3 dage delte jeg hytte med engelske Mike, som jeg havde moedt paa baaden - et fint lille sted paa stranden paa bagsiden af oeen. Eneste ulempe var, at de spillede musik fra restauranten hele dagen. Der er ikke det store at lave paa oeen, saa dagene gik med at laese, slappe af, snorkle, spille fodbold (haandklaede viklet ind i gaffatape), kokosnoeddeplukning/aabning/spisning - kun afbrudt af saelgere af forskellige mad og broed (isaer kokosnoed- og bananbroedet var godt). Jeg travede ogsaa oeen rundt nogle gange langs de oede, flotte strande. En aften var der en hyggelig barbeque i byen. Efter 3 dage tog Mike og de andre – som jeg havde laert at kende - videre, saa jeg flyttede ned af stranden til et afsides, primitivt, lille familiested med kun 4 hytter 5 meter fra vandet. Det var sagen - en helt anden afslappet stemning. Et par timers generatorstroem om aftenen (naar vi var heldige), vand fra en broend og et lille baalsted, hvor man kunne lave mad. Pludselig var det interessant, hvad jeg kunne finde frit tilgaengeligt paa oeen; udover kokosnoedder var der broedfrugt, yuka (en slags kartoffel), lemon og lemongraes osv. Friskfanget fisk og hummer kunne koebes for ingen penge direkte hos de lokale fiskere, som jeg hurtigt kom paa fornavn med (en lignede Eddie Murphy paa en prik). De fleste aftener stod den paa forskellige fisk, men en enkelt aften gav jeg den gas med et rumaensk par - vi delte 2,5 kg hummerkoed tilberedt paa forskellig vis (det kostede USD 12)! Foer jeg fik set mig om var der gaaet yderligere en uge i bar mave og bare taeer - dagene floej afsted fordi halvdelen af dagen skulle bruges paa at lave aftensmad, saa det gjorde ikke saa meget, at baaden om torsdagen ikke kom pga stormvejr - vidst den samme dag som en af pangaerne mellem oerne sankt og folk laa i vandet i timevis! I stedet tog jeg natfaergen om loerdagen, hvor jeg var heldig at faa en haengekoeje paa daekket at sove i. Baaden ankom til Bluefields kl 6 om morgenen, hvorfra jeg tog en panga 2 timer til El Rama (det regnede det meste af vejen, saa vi skulle i faellesskab holde et stort stykke plastic over hovederne). Fra El Rama var det en 6 timers bustur til Managua gennem bjergrigt landskab med masser af pampas og cowboys, der drev koeer (mest midt paa vejen) og endelig 1 times bustur til Granada - det hele stort set uden ventetid. Naeste formiddag stod den paa sightseeing i byen, der har utrolig mange kirker. Granada ligger ned til den kaempestore Nicaragua soe (vel ca 80 x 150 km) og er en hyggelig gammel koloniby, men maaske ogsaa den mest turistede by i Nicaragua.

Om eftermiddagen tog jeg baaden til vulkanoeen Ometepe - flot vejr saa jeg solede paa taget sammen med de oevrige udlaendinge, der var tvunget til at koebe biletter til foerste klasse. Vi ankom sent, saa det blev til en enkelt overnatning i hovedbyen Altagracia foer jeg naeste morgen tog bussen sydpaa til Finca Magdalena - et landbrugskollektiv der ogsa har vaerelser og en lille restaurant - jeg sov i telt. Der var fin udsigt til den ene vulkan, men ellers broed jeg mig ikke saa meget om stedet, der er ganske turistet. Jeg blev dog haengende en ekstra dag, fordi jeg havde aftalt med hollandske Karol, at vi naeste dag skulle cykle de 35 km rundt om den sydlige vulkan Maderas. Vi fandt en cykeludlejer, der via ombytning fik 2 haederlige cykler ud af mange elendige. Vejen var helt haabloes, men ellers var det en dejlig tur - vejret var lidt lala om formiddagen, men om eftermiddagen var det flot. 2/3 af vejen rundt er der ingen offentlig transport og derfor heller ingen turister, saa vi hyggesludrede med de lokale, der primaert lever af deres bananplantager. Da Karol forlod oeen, flyttede jeg nogle km ned ad vejen til en oekologisk Finca i hippie-stil. Her kunne jeg campere og lave mad, naar det ikke lige var pizzaaften. Her talte jeg bl.a. med et schweizisk par, der ville cykle fra Panama til Canada, men som her i Nicaragua var blevet overfaldet midt paa en landevej i dagslys af 2 fyre med macheter. Oeen er beroemt for sine petroglyffer (simple motiver ridset i sten som ingen dog kender hverken historie eller tidspunkt for) og for sine strande. Dog ikke paa denne aarstid efter regntiden, hvor soeen er adskillige meter hoejere end normalt, hvilket jeg kunne konstatere ved selvsyn, da jeg en dag gik til Playa Santo Domingo, hvor parasollerne stod midt ude i vandet. Nu taenker du maaske, at det er maerkeligt, at jeg ikke skulle bestige vulkanerne. Forklaringen er, at man ikke selv maa bestige dem, fordi en turist efter sigende er faldet i en kloeft og doede af sult (det lyder mere som en historie for at skaffe guiderne arbejde). Derudover er det vidst ikke saa interessant, fordi der altid ligger en sky over den ene vulkan, saa der er ikke udsigt fra toppen - og den anden vulkan er saa mudret, at de der kom ned lignede nogle, der havde vaeret til mudderbrydning. Jeg havde faaet anbefalet, at besoege et hostel Treehouse lidt udenfor Granada, saa nogle dage senere tog jeg et par busser over oeen, og derefter en baad til Rivas paa fastlandet, hvorfra jeg kunne tage endnu en bus til byen Posto Rojo. Treehouse ligger paa en skraaning med en fin udsigt over dalen. Der havde lige vaeret fullmoon-party et par dage i forvejen, hvorefter alle var taget afsted, saa det var dejligt fredeligt med kun 5-6 andre gaester. Jeg havde faaet fortalt, at de havde internet, hvilket jeg bla. skulle bruge til denne mail, men det var der ikke, sa det blev kun til et par overnatninger foer jeg tog videre til Granada, hvor den staar paa praktiske ting, inden jeg drager norpaa til Managua og derefter El Salvador og Guatemala.

Egentlig hvade jeg kun taenkt mig at bruge 2-3 uger i Nicaragua, men det er et pragtfuldt land med dejlige mennesker (undtagen buschauffoererne der ogsaa her snyder saa meget som det lader sig goere), saa i stedet blev det til en maaneds tid.

Jeg haaber du og familien har det godt, og at alt staar vel til derhjemme.

Mange rejsehilsner fra Michael

 - - - - -

Hej igen

Saa er det tid til endnu en rejseberetning fra det mellem-amerikanske, efter at jeg er kommet til Guatemala. Sidste fortaelling sluttede med, at jeg i Nicaragua tog tilbage fra vulkanoeen Ometepe til Granada, og derfra videre med bussen til hovedstaden Managua. Her fandt jeg et lille hostel lige ved siden af busstationen, hvorfra jeg naeste morgen skulle med bussen til hovedstaden San Salvador i El Salvador. Det var et vaerre skummelt kvarter, hvor der var massivt politiopbud i gaderne, og hvor alt var gemt vaek bag gitter og pigtraad - selv de smaa butikker havde kun et lille kighul. Men det var et praktisk sted at bo, fordi jeg kun skulle gaa 50 meter til busstationen kl 4 om morgenen. Tidligt op for at vente en time til afgang kl 5 - bussen var heldigvis kun halvfyldt, saa der var god plads til at brede sig, og jeg fik da ogsaa hvilet lidt de foerste par timer. Det var en flot tur gennem det nordlige Nicaragua, det sydlige Honduras samt El Salvador - det meste af tiden paa Pan-american highway, hvor der stort set hele vejen var udsigt til mange bjerge og dale. Turen tog 12 timer - et par timer mere end lovet ikke mindst fordi Honduras var et stort vejarbejde, hvor vi holdt meget i koe og ind imellem maatte koere tilbage for at finde en anden vej. Fremme i San Salvador fandt jeg et hostel taet paa busstationen, hvorfra jeg kunne naa at nyde solnedgangen over byens tage og katedral.

Naeste morgen var jeg tidligt oppe og paa sightseeing i byens centrum, hvor der var en del gamle kirker. Mest bemaerkelsesvaerdigt var det dog, at der fra meget tidlig morgen var meget aktivitet i gaderne samt det massive militaer- og vagtopbud. Der er efter sigende flere skydevaaben end indbyggere i El Salvador, og over 2/3 af vaabnene er illegale. Selv den mindste butik har en vagt med en shotgun (og et baelte med 50 ekstra patroner) staaende i doeren, hvilket underligt nok ikke virker specielt skraemmende.... det er bare en del af gadebilledet. Sidst paa formiddagen tog jeg bussen nordpaa til Santa Ana, der er en lidt halvtrist lille by paa vejen op til bjergene. I El Salvador er der en meget udbredt anvendelse af gamle amerikanske skolebusser - de saakaldte chicken-busses, fordi der rask vaek fyldes over 100 mennesker paa bussen, så folk haenger ud ad vinduerne. Det er et godt sted at opleve de lokale, der er meget snakkesaglige.... og slet ikke lader sig slaa ud af, at jeg forsoeger at forklare, at mit spanske ikke raekker til en laengere, kompliceret samtale.

Santa Ana var min base for en dagtur til det utroligt smukke omraade omkring Lake Cotapeque, hvor der ogsaa er mange vulkaner. I El Salvador er det de fleste steder ikke tilladt at hike uden guide og militaer-eskorte, hvilket betyder, at turene foregaar i grupper. Dette er som bekendt ikke min kop te, men efter 4 afslappende uger i Nicaragua, syntes jeg, at det var paa tide at komme igang igen - og et eller andet skulle jeg jo ogsaa lave, naar nu jeg var i El Salvador. Jeg besluttede mig derfor for bestige vulkanen Santa Ana, der laa et par timers buskoersel fra byen. Normalt er der én faelles afgang sidst på formiddagen, men da jeg ankom kl 10, havde de uden for nummer lige sendt en tour-gruppe med 20 franskmaend afsted. I haabet om at komme i en mindre gruppe sagde jeg, at jeg ville vente til den officielle afgang kl 11, men fik at vide, at der ikke ville vaere nogen tur, hvis det kun var mig. Naeste bus tilbage til byen var 5 timer senere, saa der var reelt ikke noget valg. Jeg indhentede hurtigt gruppen, der gik saa langsomt, at jeg troede, jeg skulle vaelte.... Endvidere aevlede de loes hele vejen, hvilket jo ikke oeger mulighederne for at se eller hoere dyr mv. Naa, men der er jo ikke noget, der er saa skidt, at det ikke er godt for noget, saa jeg taenkte, at det var en ny maade at udfordre min rummelighed og ikke mindst taalmodighed, efter at jeg har accepteret de lokales mangel paa tidsfornemmelse mv. Det lykkedes ikke til fulde, men jeg gjorde en ihaerdig indsats for at saette mig i deres sted, og tage turen for hvad det var. Det var en fin udsigt over soeen og den lidt mindre vulkan Izalco paa vejen op (seneste udbrud i 2005), men da vi naaede toppen var det helt skyet og kolde vindstoed paa ca. 60-70 km/t. Ved foden af vulkanen blev franskmaendede samlet op i bus, mens jeg forsatte op til park-kontoret paa et andet bjerg. Jeg havde kun gaaet faa minutter foer en oern landende i et trae lige over hovedet paa mig og et baeltedyr krydsede stien - ca en halv meter langt hvoraf 15-20 cm var hale. Endnu et dyr, som jeg ikke husker at have set i vild natur foer. Der var halvanden time til bussen gik, saa jeg travede 6-7 km ned af bjerget, for at at faa udsigt til soeen og kigge paa de mange kaffeplantager (og kaffeplukkere i alderen fra 7-8 aar til langt over dansk pensionsalder). Lidt besynderligt at skulle have politi-eskorte paa vulkanen, hvor vi ingen moedte og saa at gaa alene blandt de lokale, der alle har en machete, men som alle er flinke og snakkesaglige.... Da jeg kom tilbage til byen, fik jeg mit foerste varme (lunkne) bad, siden jeg tog fra Danmark..... med denne rejseform laerer man virkelig at saette pris paa de smaa ting i dagligdagen (og al den luksus som vi har og tager for givet i DK).....

Naeste dag tog jeg et par busser videre nordpaa til nationalparken Impossible taet paa den hyggelige lille bjerglandsby Tacuba. Igen i chicken-busser, der begge gange var 10-15 minutter om at komme ud fra busstationerne pga de mange saelgere (den ene gang talte jeg over 100), der blev ved med at vaelte ind og ud af de propfyldte busser - helt haabloest men god underholdning. Og selvom de har laert det fra barns ben, saa er det imponerende at se de kvindelige saelgere balancere med en stor kurv paa hovedet, et barn paa ryggen, mens de tilbereder diverse mad til kunderne i en propfyldt bus - det er ren kunst. I Tacuba boede jeg paa byens eneste hostel, der var et skoent, lille familiested (hvor der var stor familie-komsammen de dage, jeg var der). Her var det endvidere tilladt at hike uden guide og politi, saa dagen efter gik jeg en tur op paa og langs en bjergryg, hvorfra der var fin udsigt til dalen, som jeg boede i, samt nationalparken mv. paa den anden side - en flot og meget lang tur paa 20-25 km og 7 timer.

Fra Tacaba tog jeg videre nordpaa til Guatemala City (GC), hvor jeg skulle besoege min gode ven Steffen, der har boet 5 aar i byen. Foerst skulle min taalmodighed dog lige saettes paa endnu en proeve. GC er efter sigende en af de farligste byer i verden, saa jeg havde faaet anbefalet at tage en af de bedre busser (fremfor en chicken-bus) fra graensen til GC. Flere fortalte mig, at de koerte hele dagen, men jeg havde selv laest mig til, at de kun koerte morgen og sen eftermiddag. Jeg planlagde derfor at vaere tidligt ved graensen, men da jeg baade sov over mig og var uheldig at misse et par busser, var jeg foerst ved graesen kl 9.30 - lige tids nok til at se bagenden af det, der senere viste sig at vaere den sidste bus til GC i 5 timer. Meget lang ventetid ikke mindst fordi jeg ikke vidste, hvornaar bussen kom. Endelig afsted midt paa eftermiddagen og fremme i GC lidt foer solnedgang. Busselskabets busstation ligger i et af byens skumle kvarterer, saa jeg valgte at hoppe af lidt foer. Turister fraaraades paa det kraftigste at tage bybusserne, hvor der meget ofte sker vaebnede overfald og roeverier. Jeg gik derfor de 4 km gennem byen (af reaktionerne at doemme er det vidst ikke saa ofte, de lokale ser turister med stor oppakning trave gennem byen), hvor jeg nemt fandt Steffens lejlighed. Dejligt endelig at komme paa besoeg efter at hoert saa meget om stedet. Det er endvidere dejligt at besoege en ven, hvor jeg foeler mig hjemme fremfor altid at bo paa hostels. Jeg var 3 dage i GC, som gik med at trave byen tynd, besoeg i et pool-omraade i det byggeri, hvor Steffen tidligere har boet, samt almindelig hygge med god mad og drikke. Efter at have oplevet flere hovedstaeder i centralamerika, der mest af alt var store, fattige og nedslidte forstaeder, overraskede GC mig ved at vaere en rigtig storby.

Da Steffen fik besoeg af familie nogle dage senere, tog jeg paa 8 dages rundtur i det vestlige Guatemala. Foerste stop var landets naeststoerste by Quetzaltenango. En spaendende tur, hvor chauffoeren koerte raes paa de meget snoede veje. Jeg sad bagest i bussen og var ind imellem i tvivl om karosseriet ville blive siddende paa undervognen.. De lokale langs vejen er saa irriterede over hastighederne, at de selvbestaltet bygger vejbump (og der var mange), hvilket heller ikke oegede bekvemmeligheden. Naa men det var en flot tur, hvor der allerede halvvejs begyndte at vaere mange maya'ere i deres farverige dragter. Jeg tror aldrig de har holdt tidsplanen, for trods raes var vi over 1 time forsinket, hvilket betoed, at jeg ikke naaede op at besoege et marked i en naerliggende landsby. I stedet brugte jeg eftermiddagen paa sightseeing i byen samt handle ind paa det lokale marked - det er altid en god oplevelse og en god maade at komme i kontakt med lokalbefolkningen. Naeste morgen var jeg tidligt oppe for at tage til en vulkansoe et par timers koersel vaek - en koelig morgen i brostensbelagte gader med de lokale i fine dragter paa vej til dagens goeremaal mindede mig meget om hovedstaden Lhasa i Tibet, som jeg besoegte i 2001. De fleste turister, der besoeger vulkansoeen, bliver koert hele vejen, hvilket var tydeligt paa reaktionen fra de lokale - at se en 2 meter hoej udlaending trave gennem byen bragte alle foelelser frem - fra hoejlydte grin til frygt hos nogle af de smaa boern (det skal siges, at de hoejeste lokale er omkring 1,5 meter). Mange maya-landsbyer har deres egne dragter og i denne landsby var det isaer de mandlige dragter, der var meget specielle (bl.a. hoej hat og skaerf). De fleste kvinder var samlet til faelles toejvask ved byens vaskested taet paa floden - altsammen meget hyggeligt. Gaaturen til sooen var normeret til 2 timer, men tog heldigvis kun det halve, saa jeg naaede baade at se vulkaner, soeen samt at sole en halv times tid, foer skyerne trak ind, og lagde sig som en tung dyne over hele omraadet. Tilbage i Quetzaltenango gik eftermiddagen med at trave op til forskellige udsigtspunkter paa bakkerne rundt om byen.

Naeste morgen var jeg igen tidligt oppe for at tage op til nogle forskellige bjergbyer for udsigt og markeder. Jeg naaede dog kun lige uden for doeren for at konstatere, at skyerne hang i hovedhoejde. Jeg aendrede derfor plan og tog i stedet bussen til San Pedro ved Atitlan-soeen. Det skulle vise sig ikke at vaere saa nemt - normalt er der en direkte bus, men om soendagen skulle jeg med bus, minibus og paa ladet af to forskellige trucks for at naa frem. Ventetiden mellem de forskellige transporter gav mig lejlighed til at observere og sludre med lokalbefolkningen i de smaa hyggelige byer paa vejen. I San Pedro fandt jeg et lille hostel i foerste parket til soeen, hvilket tillige betoed at jeg var afskaermet fra den ellers ganske turistede by. Jeg havde overvejet at bestige endnu en vulkan, men et turistgebyr paa 75 kr (helt uhoert efter Guatemala standard) fik mig til at droppe den tanke. I stedet gik dagene med afslapning paa tagterassen og en halvdags kajaktur paa soeen. Det blev i oevrigt et lidt haardere og laengere tur end planlagt - belaert af erfaring sejlede jeg mod stroemmen fra starten, saa det ville blive nemmere at komme tilbage, naar kraefterne var ved at vaere brugt op. Desvaerre saa skiftede vind og stroem retning, lige da jeg skulle krydse soeen, saa pludselig var det op mod boelger paa en meter - ikke i sig selv et problem, lige bortset fra at jeg havde efterladt min vandtaette pose i GC, og derfor kun havde kamera og andre vaerdier i en (utaet) plasticpose. Jeg valgte derfor at vende om og sejle hele vejen tilbage.

Naeste stop paa min 8 dages rundtur var Panajachel paa den anden side af soeen - en dejlig sejltur paa en flot dag. Byen er tydeligvis opbygget omkring turisme, hvilket ses af, at der kun er 4 typer forretninger: hoteller, restauranter, agenter og ikke mindst et hav af boder, hvor der saelgers alverdens ting. Dertil kommer, at mange af saelgerne fra minoritetslandsbyerne forsoegte sig med forhandling paa engelsk. Min fornemmelse var en paataget hoeflighed fremfor den ellers oprigtige varme og venlighed, som jeg normalt oplever. Ned mod soeen var der bygget en fin "havnefront", hvor det var lidt mere afslappet end i centrum, men efter en enkelt dag havde jeg oplevet byen og tog videre til Antigua, der er Guatemalas naeststoerste turistattraktion. Byen var meget turistet men paa en anderledes maade, fordi den har ligget der i 400 aar foer turismens indtog (fx ligger McDonalds i en neutral bygning uden de traditionelt store maage-skilte). Jeg camperede paa turistpolitiets grund, hvor jeg foelte mig helt tryg - det er svaert andet, naar de patruljerer med maskinpistoler. Jeg brugte halvdelen af dagen paa at gaa op til et udsigtspunkt nord for byen samt trave byen rundt i de hyggelige brostensbelagte gader med de mange historiske monumenter. Om eftermiddagen sad jeg paa byens torv og observerede byens liv - alt fra goeglere, hustlere, skopudserdrenge og tiggere til saelgere af alverdens ting og sager. De kender tydeligvis vejen til pengene, for det var en meget maalrettet jagt paa kvinder og aeldre (typisk) amerikanske turister.

Naeste morgen tog jeg bussen tilbage til GC. Jeg var den eneste i bussen, saa chauffoeren spurgte om jeg ikke ville sidde ved siden af ham og sludre - en lidt graenseoverskridende udfordring. Rejsende alene har bestemt forbedret mit spanske, men jeg foelte mig bestemt ikke klar til en times sludder paa spansk. Omvendt var det en god lejlighed til at faa noget lokal indsigt i forholdene, og det endte faktisk med at blive en succesoplevelse. En samtale uden pinlig tavshed og de store afbrydelser - og kun et par opslag i ordbogen... og vigtigst af alt blev vi begge langt klogere paa hinandens verdener. I GC moedte jeg Steffens moster og onkel, der er paa 3 ugers ferie i Guatemala - rigtig hyggelige mennesker. Det blev til yderligere et par dage i hovedstaden, hvor tiden udover hygge gik med afslapning og klare en masse praktiske ting - samt en middag med min russiske ven Timur, som jeg mødte første gang for nogle år siden på båden til Antartis, hvor han var skibslæge. I morgen tidlig tager jeg med Steffen op til Semuc Champey, der er et omraade med vandfald og pools samt et utal af grotter. Derefter forsaetter jeg alene nordpaa til Guatemalas stoerste turistattraktion - Maya-templerne ved Tikal. Herefter forventer jeg at bruge 8-10 dage i Belize og derefter op mod 1½ maaned paa den honduranske oe Utila, hvor jeg planlaegger at opgradere mit dykkercertifikat og ikke mindst haaber at opleve de fantastiske hvalhajer. Turen afsluttes med 3-4 dage i New York paa hjemvejen. Meget mere om det senere.

Jeg haaber, at alt staar vel til hos dig og familien. Hils mange gange :-)

Mange rejsehilsner fra Michael

- - - - -

Hej igen

Saa er jeg kommet godt hjem til DK efter en fantastisk overvintring i det Mellem-amerikanske - en tur der på alle måder oversteg mine forventninger. Det er en del måneder siden, at jeg har skrevet sidst, hvilket skyldes, at jeg har brugt 6-7 uger på at dykke samt snorkle med hvalhajer på den caribiske ø, Utila i Honduras. Nedenfor følger min afsluttende rejsebeskrivelse.
 
Sidste beskrivelse sluttede med, at jeg var kommet tilbage til min ven Steffen i Guatemala City efter at have en uges tid vestpaa. Steffens moster og onkel tog et par dage senere med fly til maya-ruinen Tikal, saa han besluttede sig for at tage med mig til et naturligt pool omraade kaldet Semuc Champey (SC) knap halvvejs til Tikal i det nordoestlige guatemala (som jeg efterfoelgende ville besoege). Lidt doedskoersel med bussen men ellers havde vi en fin tur derop - isaer var det bemaerkelsesvaerdigt, hvor groent og frodigt der var - mange bjerge og dale alle med yderligere smaa bakker - ret unikt. Vi havde en del ventetid på halvvejen i Coban, hvor vi skulle skifte bus, og den brugte vi paa at proviantere. Vejret var flot indtil sidst paa eftermiddagen, hvor tunge skyer trak ind - vi slap dog for regn. Omraadet er uden diskussion meget turistet, hvilket vi ogsaa maerkede, da vi kom til en lille by Lanquin lige inden selve SC. Der blev vi revet og flaaet i af forskellige "hostel-saelgere" - en ivrighed jeg ikke foer har oplevet i Mellem-amerika. Det tog lidt tid, men egentlig var der ikke saa meget at rafle om - den ene fyr var en del af hostel-familien og havde forhandlingsmandat, mens de andre blot kunne gentage deres priser. Han havde tydeligvis taget permanent skade af at ryge, for han glemte alt, hvad vi fortalte ham efter faa minutter - i oevrigt ogsaa et familiekendetegn for hans faetter var lige saa vind og skaev. Det var et hyggeligt lille sted et par km foer selve pool-omraadet - det skulle vise sig at vaere et godt valg, da der her var langt mere fredeligt end det hostel, der laa lige ved siden af SC. Om aftenen sludrede vi lidt med de andre, men vi var begge traette efter en lang rejsedag, saa vi gik tidligt i seng. Naeste morgen var vi tidligt oppe for at vaere blandt de foerste ved SC - vi var der kl 9 som de foerste, hvilket betoed, at vi havde en god times tid alene, foer de naeste dukkede op. Vi var enige om, at omraadet er skuffende lille og egentlig ikke saa interessant, som det er slaaet op. Vi havde dog en god lang dag i fantastisk vejr, hvor vi udover at bade i de koelende pools ogsaa sludrede med en del andre rejsende. Midt pa eftermiddagen vaeltede det ind med unge mennesker paa tur, saa der fortrak vi til hostel.
 
Naeste morgen tog Steffen morgenbussen kl 5 tilbage til Guatemala City, mens jeg kunne sove lidt laengere og foerst tage afsted lidt i 8. Nogle andre gaester skulle med forskellige shuttlebusser fra Lanquin, saa de fik et lift i hostels bil - jeg var heldig at komme med og sad paa taget og sludrede med "det skaeve apparat". Lidt morgendiset men en meget flot tur - og ekstra fin udsigt fra taget. I Lanquin blev jeg med det samme sat paa taget af den foerste minibus ud af byen. Da jeg tog afsted havde jeg inkalkuleret en del ventetid mellem i meget uregelmaessige busser, saa pludselig var jeg i en lille flaekke Pojal allerede kl 8.45 og maatte vente 2 timer paa lokalbussen videre - og lokalbus det var det. Chauffoeren solgte alt fra aviser til aeg ud af vinduet og bussen fungerede tydeligvis som en livsline for de utallige minoritetslandsbyer, som vi kom igennem paa de meget hullede og snoede bjergveje - stadig meget smuk natur. Jeg var igen den eneste udlaending (alle de andre havde jo taget shuttlebusser) og igen tog jeg mig selv i at glaedes over at opleve de lokale paa taetteste hold. Den sidste halvdel af turen var paa asfalt, men det gjorde nu ikke at tempoet kom op. Foerst var der meget vejarbejde, og da vejen endelig blev bedre (og jeg var den eneste paasager tilbage i bussen), skulle billetdrengen, der tydeligvis ikke havde koerekort, forsoege sig som chauffoer. En time forsinket men frem kom vi da til byen Sayatche, hvor jeg skulle med en lille baad over floden og have en anden bus det sidste stykke. Den koerte en halv time senere, saa jeg var foerst fremme i Santa Elena/Flores kl 19.15, hvor jeg i det begraensede gadelys gik de 3 km til et hostel i den anden ende af byen.
 
Naeste morgen var jeg tidligt oppe og paa sightseeing i byen, inden jeg skulle med bussen til Tikal. Jeg brugte endvidere en god halv times tid paa at finde byens posthus, fordi folk blev ved med at sende mig forskellige steder rundt i byen. Endelig var jeg paa paa busstationen for at spoerge til bustider og loeb for foerste gang paa turen ind i et par "billethajer". Det var tydeligt, hvad der foregik, men jeg spillede med paa "legen". De proevede at bilde mig ind, at den sidste bus den dag koerte 5 minutter senere kl 10, og at jeg var noedt til at koebe en returbillet, selvom jeg ikke skulle tilbage. Da jeg sagde, at jeg foerst skulle paa hostel og pakke mv tilboed de selvfoelig vaere taxa for et "beskedent" ekstra beloeb. Jeg sagde, at jeg ville tage bussen naeste dag, og saa blev de endnu mere graadige og ville tilbyde mig en saertransport, hvis bare jeg ogsaa koebte en dyr shuttle-busbillet helt til Belize City efter ruin-besoeget - jeg skulle bare lige betale nu..... Jeg sagde tak for snakken og gik lige rundt om hjoernet og fik en billig envejsbillet med den offentlige bus kl 12 samme dag... . Der er ikke saa meget at sige om busturen til Tikal andet end, at selv de lokale syntes, at billetmanden strammede den, da vi paa et tidspunkt var 37 mennesker i minibussen med 20 saeder.... Vi var fremme kl. 14, og jeg naaede kun lige at faa slaaet mit telt op, inden det begyndte at regne. I Tikal kan man efter kl 16 koebe en billet som ogsaa gaelder for hele naeste dag - jeg valgte dog dette fra, dels pga eftermiddagsvejret, dels usikkerheden om hvorvidt jeg skulle udskyde besoeget en dag, hvis vejret var helt elendigt naeste morgen. Om aftenen foelte jeg som den lille pige med svovlstikkerne - camping foregik i baghaven af et meget fint hotel, saa jeg havde lejlighed til at trykke naesen mod restaurant-ruden og kigge ind til de fine gaester, efter selv at have faaet pasta og suppe lavet paa eget blus....
 
Det regnede det meste af natten, og skyerne hang ganske tungt i traetoppene fra morgenstunden - jeg var derfor meget i tvivl, men da jeg kunne se et par stjerner gennem skyerne/disen, tog jeg chancen - og det skulle vise sig at vaere en god beslutning. Det var helt magisk at gaa alene gennem regnskoven i morgendisen, mens dyrene vaagnede og gav lyd. Maaske pr intuition soegte jeg til det hoejest beliggende tempel IV i den bageste del af tempelomraadet, hvor jeg var heldig at se en utrolig smuk solopgang over tempeltoppene, der stak ud gennem traekronerne indhyllet i morgendis... det faas ikke meget bedre! De naeste par timer noed jeg freden ved at gaa rundt og se de centrale ruiner stadig i disen, der foerst for alvor lettede kl 9. Endnu en runde i de centrale ruiner for at tage nogle billeder i bedre vejr og derefter ud til de mere perifaere ruiner, mens "masserne" besogte omraadet indtil kl 14. Herefter var der igen fred og jeg tog en sidste tur rundt til mine foretrukne ruiner, herunder sidde paa toppen af et par stykker og filosofere, mens jeg noed udsigten - bemaerkelsesvaerdigt (og befriende) at der er regnskov i alle retninger saa langt oejet raekker, og utroligt hvordan stedet overhovedet er blevet opdaget..... Tikal var generelt en god oplevelse med fine templer og mange dyr f.eks. aber, tukaner, papegoejer og capybaraer (flodsvin) - men fordi det er ganske organiseret, og det kun er muligt at bestige faa ruiner, er mit favorit tempelkompleks stadig Angkor Wat i Cambodia.   
 
Endnu en overnatning i teltet og meget tidligt op (og pakke i moerket), saa jeg kunne komme med morgenbussen kl. 6.20. Af i vejkanten og skifte til en anden bus til graensen - en hullet grusvej, saa indvoldene blev rystet paa plads fra morgenstunden. Man skal ikke betale for at komme ud af Guatemala, men gaar den saa gaar den. Damen med stemplet proevede at opkraeve nogle lokalpenge, men jeg havde kun US dollars. Saa sagde hun et beloeb i USD, og da jeg sagde det var for meget, sagde hun, at jeg kunne betale mindre.....?! - en klar bekraeftelse paa, at jeg ikke skulle betale - og da jeg bad om en kvittering blev hun tosset, og sagde jeg skulle skride.... Ellers maa jeg sige, at Guatemala har virket som meget aerlige mennesker med undtagelse af nogle faa opportunister i turist-omraaderne. Endnu en god oplevelse i et land, der efter min mening har et helt urimeligt daarligt ry blandt vesterlaendinge - som i alle de andre mellem-amerikanske lande er befolkningen imoedekommende og oprigtigt venlige og hjaelpsomme.
 
Det blev ogsaa mit foerste indtryk af Belize. Efter at have krydset graensen var der 3-4 km til busstationen, hvorfra jeg skulle med bussen til Belize city. Taxachaufforerne ved graesen har kartelpriser, saa jeg taenkte, at hvis jeg begyndte at gaa, ville jeg formentlig faa et lift. Og ganske rigtigt - jeg havde kun gaaet nogle hundrede meter foer et par lokale fyre samlede mig op og koerte mig helt til busstationen. Jeg ventede en halv time foer chicken-bussen koerte - en tur gennem meget aabent og lidt uinspirerende landskab med en del plantager - primaert palmeolie, sukkerroer, kaffe og appelsiner. Jeg var positivt overrasket over den positive stemning blandt de andre passagerer - interessede i hvad jeg er for en og ivrigt fortaellende om deres eget land. En dejlig afveksling fra den triste, pengefikserede, caribiske indstilling, som jeg har omtalt i en tidligere rejsebeskrivelser. Jeg var i belize city 3 timer senere - kun 6 timer efter, at jeg tog bussen fra Tikal. Jeg havde hoert meget skidt om belize city, og selvom jeg kun saa en lille del af byen paa min gaatur fra busstationen til havnen, synes kritikken at vaere berettiget. Baaden til den lille oe Caye Caulkner ud for belize gik med det samme og tog en times tid, og vel fremme fandt jeg hurtigt et hostel, hvor jeg kunne campere. Selvom de lokale sagde, at det var "off season" og meget fredeligt, saa syntes jeg det virkede forfaerdelig turistet - ikke overraskende primaert turister i alle aldre fra engelsktalende lande. Paa hostel var der udelukkende unge mennesker, der festede hele natten og sov hele dagen, saa jeg var glad for at sove i telt lidt vaek fra larmen. Havde det ikke vaeret for canadiske Dan, som jeg var helt paa boelgelaengde med, var mit ophold ganske givet blevet kortere. Vi var bl.a. paa kanotur rundt om oeen samtidig med at vi fangede fisk, som vi spiste til aftensmad. En formiddag var jeg paa rundtur om oen i bare foedder - oen er relativt lille og man skulle ikke tro at det var muligt at "gaa vild", men det lykkedes mig alligevel, fordi jeg provede at gaa gennem mangrove-skoven. Jeg endte ved oens lille landingsbane, som jeg var noedt til at krydse og gaa langs for at komme ud af sump-omraadet. Heldigvis slap jeg uset forbi lufthavnsbygningerne (eller ogsaa var de ligeglade fordi der kun kommer en haandfuld fy om dagen), for kort efter saa jeg et skilt, der lovede boeder paa 250.000 USD for at krydse eller ga paa landingsbanen. Oeen boed endvidere paa meget smukke solnedgange.
 
Jeg havde egentlig overvejet at bruge 10-12 dage i belize, men landet tiltalte mig ikke synderligt og de ting jeg overvejde at goere, viste sig at koste mindst det dobbelte af, hvad hjemmesider mv. lovede. Jeg besluttede mig derfor for at tage hurtigt videre til Honduras, saa naeste morgen gik det sydpaa - morgenbaaden tilbage til fastlandet og saa en chickenbus 4 timer sydpaa til Placencia - en turistet men ganske hyggelig lille fiskerby, hvorfra jeg naeste morgen skulle med en baad til Honduras. Baaden sejlede kl 9.30 og ankom kl 13.30, hvoraf halvanden time undervejs gik med immigration fra Belize - en langsommelig manuel procedure med kun én graensebetjent -godt baaden kun var halvfuld.... I Honduras hoppede jeg paa en lokalbus til San Pedro Sula og derfra videre til havnebyen La Ceiba, hvorfra jeg skulle med baaden til dykkeroeen Utila i det caribiske hav. Jeg ankom sent og flottede mig for en gangs skyld med en taxa, fordi det var sent, og der var langt til centrum - og saa gik den slags som saadan noget nu goer... vi koerte en del omkring og maatte flere gange spoerge om vej, fordi chauffoeren ikke kendte hostel trods mange loefter. Byen er aldeles uinspirerende, men jeg blev alligevel haengende en ekstra dag for at klare en raekke praktiske ting foer de naeste 6-7 uger paa Utila, der var min naestsidste distination paa turen.

Naeste morgen var jeg tidligt oppe og tog bussen til havnen, hvorfra jeg tog faergen til Utila. Turen kaldes af mange soesyge-ekspressen, og nogle blev da ogsaa sloeje, selvom det ikke gyngede alverden. Jeg fandt hurtigt et hostel, hvor jeg kunne bo midlertidigt, indtil jeg besluttede mig for et selskab at dykke med (mange selskaber tilbyder gratis beboelse i den tid dykkerkurserne tager). Jeg brugte resten af dagen paa af besoege alle 10 dykkerselskaber paa oeen, for at danne mig et indtryk af stemningen og faa "pakketilbud" paa Dive Master uddannelsen - og der var ikke overraskende meget stor forskel. Jeg endte med at vaelge Bay Island College of Diving (BICD), fordi det er et de mindre selskaber med en mere familiaer stemning fremfor de store selskaber, der processer folk paa samlebaand. Prisen var blandt de laveste og samtidig blev jeg lovet gode muligheder for at deltage i og faa erfaring med alle aspekter af driften af en dykkershop. Endelig har selskabet den store fordel, at de har samme ejer som nabo-resort'et, der dels har fine afslapnings-faciliteter men endnu vigtigere udbyder hvalhaj-ture. Sidstnaevnte var mit andet store maal med mit 6-7 uger lange ophold paa oeen og timet med hvalhaj-saesonen, der loeber fra primo marts til ultimo april.

Det skulle snart vise sig, at der ikke blot var en familiaer stemning, men ogsaa nogle uhensigtsmaessige familiaere ansaettelsesforhold. Hele butikken blev bygget op at Jim, og var paa sit hoejdepunkt oeens stoerste dykkershop. Han doede for 8 aar siden og derefter tog hans kone over paa resortet, mens forskellige professionelle har drevet dykkershoppen. Det gik fint indtil den sidste stoppede for et aars tid siden og derefter er tingene efter sigende gaaet gevaldigt ned ad bakke. For nylig blev den 21 aarige datter ansat som manager i dykkershoppen (for at lokke hende tilbage til oeen), og det er ganske enkelt en katastrofe - hun har af naturlige aarsager ingen ledelseserfaring, men desvaeere heller ikke meget der minder om talent. Det hele er derfor meget uorganiseret, hvilket betoed, at mine (og andres) mange forslag om effektiviseringer og struktur blev taget positivt imod - men pga den inkompetente ledelse blev de desvaerre ikke forankret. Der var som lovet mange muligheder for at byde ind paa opgaver, men da det aldrig blev vaerdsat, tabte jeg hurtigt lysten til at give den en skalle. Vi blev betragtet og behandlet som "dumme" lokale medarbejdere til trods for, at vi var kunder, der havde betalt ganske meget for at arbejde gratis som en del af uddannelsen. En stor del af problemet var endvidere, at man havde mere travlt med at udbetale sig selv store loenninger fremfor at investere i forretningen - de oenskede f.eks. ikke at investere mindre summer i medarbejdernes mange forbedringsforslag, der syntes at kunne goere en stor forskel. Endnu vaerre var den helt utilstraekkelige vedligeholdelse af dykkerbaadene, der ustandseligt gav problemer. Selskabet har 2 store dykkerbaade og en mindre motorbaad. Paa et tidspunkt var begge de store baade i stykker og en gammel skrammelkasse blev lejet - den holdt dog kun et par dage foer den ogsaa broed sammen. Det samme gjorde den lille motorbaad, der efterhaanden mange gange havde vaeret brugt som slaebebaad. Derefter maatte endnu en baad, der var taget ud af driften pga et mindre hul i skroget, genindsaettes, indtil en af de andre baade var noedrepareret. Alt i alt en pinlig affaere i relation til de mange kunder, der skulle opleve dette kaos - isaer de mange gange vi gik i staa paa vej til eller fra et dykkersite.

Foer jeg kunne tage dive master uddannelsen brugte jeg en lille uges tid paa at tage et det obligatoriske kursus i foerstehjaelp samt uddannelsen til rescue diver. Derefter kunne jeg gaa i gang med dive master uddannelsen, der var en god blanding af teori og praksis - og meget laererigt. Der var stor fleksibilitet i kursusprogrammet, hvilket var rart, men ind imellem betoed det ogsaa, at vi DMTs (dive masters in training) blev tilsidesat for andre kunder - f.eks. en eftermiddag hvor vi var sejlet ud for at lave en dykker-workshop blot for at blive kaldt tilbage, fordi 12 fun-divere var kommet ind i shoppen og ville afsted med det samme. En noget kortsigtet beslutning i betragtning af, at DMTs er dem der faar hjulene til at koere rundt - laver alt det haarde arbejde og har stor kundekontakt baade paa dykkerturene og i shoppen. Hvis ikke DMTs er tilfredse smitter det aabenlyst af paa de "rigtige kunder" - og det gjorde det for stemningen dalede betydeligt i den tid jeg var der. En stor del af dive master uddannelsen er at assistere instruktoererne med kursister, hvilket var meget laererigt og samtidig sjovt - og ikke mindst udfordrende fordi kursisterne var som at holde styr paa en saek lopper. Derudover blev der tid til at dykke ca. 70 gange. Utila er en ganske gennemsnitlig dykkerdestination med relativt faa store fisk og medium kvalitet koraller, men det betoed bare at glaeden var saa meget desto stoerre, naar jeg endelig saa en eagle ray, en skildpadde eller en gruppe af store jacks eller triggerfish.    

Alle dem der tager dive master uddannelsen hos BICD faar tilbudt gratis beboelse heraf 3-4 stykker i samme hus, hvor vi havde hver vores vaerelse. Det vurderede jeg som hensigtsmaessigt, fordi det burde skabe sammenhold og oege faellesskabsfoelelsen. Det gik dog ikke helt saa nemt som haabet - det gav anledning til en del diskussioner i starten, fordi en meget forkaelet, ung mand har haft en noget anden opdragelse end os andre - han smed sine ting alle steder uden at rydde op efter sig, lod lys og vifter koere naar han ikke var der, inviterede folk over til nattefest, selvom vi skulle vaere i dykkershoppen kl 6.30 (han missede ofte selv morgenbaaden og var i oevirigt kun halvfaerdig med uddannelsen, da jeg tog fra oeen). Det tog en lille uges tid foer han indrettede sig nogenlunde paa vore andres husregler, og derefter koerte del relativt fredeligt.... Huset levede heller ikke rigtigt op til forventningerne - koeleskabet virkede aldrig, toilettet duede ikke i nogle uger og derefter havde vi et gasudslip, der hurtigt blev lavet men ufatteligt nok tog det en uge at skaffe en ny gasbeholder, fordi udlejeren var for naerrig til at koebe lokalt, og i stedet ville fylde beholderen op paa fastlandet...... Et af mine valg af dykkershoppen var, at dykningen var i hoejsaedet, mens festivitas kom i anden raekke. Det skulle ogsaa vise sig at vaere en sandhed med modifikationer. De fleste DMTs var 20-24 aar, hvilket var ok i begyndelsen, men over tid var faellesnaevnerne til at overskue. Det var ganske socialt med en del faelles middage, men for de fleste handlede det mest om at drikke sig en kaep i oeret hver aften/nat - jeg kan sagtens genkende det fra mig selv i den alder, men jeg er sgu blevet for gammel til den slags. Det betoed, at ikke bare DMTs, men ofte ogsaa instruktoererne moedte halvfulde op med toemmermaend. Ikke ligefrem rolle-modeller og ganske uacceptabelt i relation til sikker dykning. Heldigvis var der ogsaa nogle stykker i 30'erne, som jeg brugte meget tid sammen med og havde det rigtig hyggeligt.

Turene med resortets hvalhaj-baad var en af de store fornoejelser. Som divemaster-kursist ledede jeg snorkel-turene, dvs. ledte de oevrige snorklere til hvalhajerne. Det betoed, at jeg var foerst i vandet og derfor havde mest tid taet paa de imponerende hvalhajer. Den foerste uge jeg assisterede, var jeg afsted 3 eftermiddage og saa 12-15 forskellige hvalhajer paa mellem 6-12 meter - de fleste helt taet paa. En svoemmede lige under mig, saa jeg kunne have roert den, hvis det havde vaeret tilladt. Udover hvalhajerne nåede jeg at snorkle med en manta ray med 5-6 meter "vingefang" samt ca. 100 delfiner i 15-20 minutter. Foer jeg kom til Utila havde jeg hoert om hvalhajerne, men ikke sat mig meget ind i tingene. Saaledes vidste jeg ikke, at jeg kun maatte snorkle med dem (ikke dykke), ligesom jeg ikke var klar over, at de blot var paa forbifart paa vej mod belize, hvor de formerer sig i maj/juni. Sidstnaevnte betyder, at de fleste er lidt sky, og saaledes er det ikke unormalt kun at snorkle med hvalhajerne mellem 30 sekunder og 5 minutter... det goer dog ikke oplevelsen mindre, isaer fordi der kun maa vaere 8 snorklere i vandet ad gangen.      

Vejret var generelt fantastisk flot - paa naer en enkelt uge var det helt fantastisk med 30-40 grader og sol fra en blaa himmel hver dag (og heldigvis en dejlig koelende brise). En enkelt uge var vejret mere caribisk, dvs mere blandet oftest regn om natten, overskyet og kraftig vind foerst paa formiddagen og derefter sol/blaa himmel resten af dagen. Oeen er et hyggeligt lille samfund, som er bygget op omkring dykker-aktiviteterne og alt det der foelger med. Derfor noget turistet men ellers meget fredeligt - der er faa biler saa den stoerste risiko er at blive paakoert af de mange motorcykler, der koerer med op til 60-70 km/t i de snaevre gader. Sproget er primaert utilansk dvs. "broken english", som det kraever lidt tilpasning at vende sig til. Derudover tales der lidt spansk men langt fra nok til, at jeg kunne oeve mig. Det foeltes derfor lidt surrealistisk at vaere i honduras.... Inden jeg kom til oeen var jeg lidt bekymret over saa lang tid samme sted. Dykkeraktiviteten gjorde, at tiden gik hurtigt, men pga af den ofte negative stemning i dykkershoppen, der sugede al energien ud af mig, var jeg nu alligevel glad, da jeg skulle forlade oeen efter knap 7 uger.

Paa afrejsedagen skulle jeg med båden til fastlandet kl 14, så der var lige tid til et par afsluttende dyk om formiddagen - forudsat at båden ikke endnu engang brød sammen. Det gjorde den heldigvis ikke, og det var 2 rigtigt gode dyk, hvor jeg så et repræsentativt udsnit af alt, hvad jeg havde set i min dykkertid paa oeen – et dejligt farvel. Bagefter fik jeg pakket og så en stille overfart til fastlandet, hvor jeg tog bussen til det hostel, som jeg tidligere havde boet på. Bortset fra en masse myggestik forløb natten fredeligt. Tidligt op næste morgen for at tage bussen til hovedstaden Tegucigalpa. Jeg måtte forbi et par bus-kontorer for at finde et der var åbent – og endnu engang vende mig til at der snydes, hvor der kan. Billetsælgeren forsøgte at lægge 100 lokalpenge oven i prisen på 239 limpiras, men da jeg kendte prisen og den i øvrigt stod på billetten var det noget op ad bakke for ham. Turen var normeret til 7 timer og tog derfor som forventet 9 timer – en lang og ganske trist tur, primært fordi der lå et tykt tæppe af smog over hele landet, og jeg derfor kun kunne skimte de nærmeste plantager og bjerge. I Tegucigalpa fandt jeg et centralt hostel, som var udgangspunkt for næste dags byvandring. Der er en del gamle bygninger og pladser, men ellers er det ikke en synderlig interessant by. Hostel var overraskende fredeligt om natten men ganske støjende om dagen. Høj musik fra de ansatte kl. 6 om morgenen og i løbet af dagen meget stønnen fra naboværelserne, da det viste sig også at være arbejdsplads for en del af gadens piger.

Jeg skulle med en collectivo (lokalbus) til lufthavnen, og da de foerst kører, nar de er fyldt, er det nødvendigt at være i god tid, for at være på den sikre side. Og som den slags jo altid går, så koerte bussen med det samme, så jeg var i lufthavnen i rigtig god tid. Jeg kunne heldigvis checke ind på en maskine – dog uden garanti for afgang, da lufthavnen var lukket pga. smog. Ikke usædvanligt fordi byen ligger i en lukket dal mellem bjergene, men heldigvis lettede smoggen, og vi kom afsted omtrent til tiden. En begivenhedsløs flyvetur til Houston, hvor det allerede ved gaten gik op for mig, at jeg skulle igennem det store check pga mistanke om narko-smugling. Først skulle jeg dog lige bruge en lille times tid på at komme igennem immigration, der bestemt ikke er indrettet til travle transit-passagerer. Derefter hente stor bagage og så til tolden. Ingen hund eller scanning – gennemgangen af min bagage foregik på gammeldags maner, mens jeg måtte svare på alverdens spørgsmål. Det var ikke ligefrem let at overbevise nogle amerikanere om, at jeg havde kvittet et godt job for at rejse i årevis. Jeg slap dog alligevel igennem på ca. 20 minutter, uden at de havde checket min store rygsæk – jeg må ha’ virket overbevisende og måske hjalp det også, at jeg havde arbejdet i Københavns Lufthavn. Efter genindcheckning af bagagen nåede jeg op til gaten, hvor boarding var ved at afsluttes, så det var lige før, det blev lidt stressende. Ankom til tiden i New York kl. 22.30, hvor det tog en del tid før jeg fik min bagage. Lokalbussen gik først til midnat, så der var lidt ventetid – og da den endelig kom, kørte den forbi uden at stoppe for mig og 4-5 lokale. Jeg måtte derfor hoppe på en dyr shuttlebus en lille times tid senere. Jeg havde via Couchsurfing fået arrangeret, at jeg kunne bo de 4 dage hos et par ældre herrer på det centrale Manhattan (en ordning hvor rejsende bor gratis hos hinanden med henblik på at udveksle kultur, historie, samfundsforhold, rejseerfaringer osv.). For mit eget vedkommende betød forsinkelsen ikke alverden, men da jeg havde angivet ankomsttidspunktet til kl. 00.45, måtte jeg låne en telefon af en lokal for at ringe og fortælle om forsinkelsen. Besværlighederne var dog ikke overstået endnu. Jeg fortalte buschaufføren, hvor jeg skulle hen, men han hørte åbenbart kun gadenummeret, så jeg blev sat af på Øst- frem for Vestmanhattan og måtte gå et par km på tværs af øen. Jeg ankom derfor en times tid for sent kl. 01.45, men Howard & John tog det pænt.

Jeg har ikke tidligere været i New York og pga. årstiden var det heller ikke tanken at gøre stop denne gang, men da alternativet var 18 timers transit, syntes det at være en fornuftig mulighed. Min bekymring om vejret skulle vise sig at holde stik. Det meste af tiden var det køligt og blæsende med lidt regn og byen viste sig derfor ikke sin bedste side - kun et par timer den første og sidste dag var det solskin og lidt varmere. Det forhindrede mig dog ikke i at trave Manhattan tynd – fra syd til nord og fra vest til øst – og så tilbage igen. Jeg så alle de kendte parker, bydele, gader og bygninger og var naturligvis også en tur oppe i Empire State Building, da vejret endelig var hæderligt. Det blev også til en eftermiddag på Metropolitan Museum of Art, der dog ikke imponerede alverden, men jeg er jo også meget privilegeret ved at have besøgt de fleste store museer i verden. I det lys virkede det mest som en appetitvækker – lidt af det hele uden nogen omfattende samlinger. Så var det mere interessant at besøge National Museum of the American Indian, der beskrev indianernes historie, kultur og livsstil på begge amerikanske kontinenter. New York er kendt for sine gode shopping-muligheder, men jeg havde allerede rygsækken fuld og begrænsede mig derfor til cowboy- og badebukser samt nogle memory cards til kameraet.

Opholdet hos Howard og John var, som mine tidligere couchsurfing-oplevelser, en stor fornøjelse – udover at være meget gæstfrie og åbenhjertige var de meget berejste og havde mange gode historier at fortælle. Der boede også et ungt tysk par, der var på vej hjem fra en 6 måneders jordomrejse. Det var meget snak under morgen- og aftensmåltider, som vi skiftedes til at lave. Til dem af jer der rejser en del og har lyst til at opleve et rejsemål gennem en lokal, er couchsurfing meget anbefalelsesværdigt.

Til sidst er der blot at sige tusind tak, fordi i har fulgt med i mine rejseoplevelser og en særlig stor tak til jer, som har sendt mig hilsner undervejs - det varmer altid at høre nyt fra Danmark.

 KH Michael