Previous Trips Itinerary About Me Contact Subscription
previous trips itinerary about me contact me MailBox

Hejsa,

Så er globetrotteren kommet til mellemøsten. Det bliver til en 6 ugers rundrejse med rygsæk, hvor jeg besøger De forenede arabiske emirater (UAE), Bahrain, Qatar, Kuwait og Oman. De 4 førstnævnte bliver knap en uge hver, mens Oman bliver ca 2½ uge. Ikke så dårligt med 6 ugers varme efter en trist og kold vinter i Danmark. Egentlig havde jeg også overvejet Saudi-Arabien og Yemen. Førstnævnte droppede jeg, fordi det kræver en tour-gruppe og en lokal sponsor – selv et transitvisum udstedt i Danmark kan vise sig ikke at være gyldigt, når man står ved grænsen. Og Yemen er - udover den nuværende usikre situation - vidst på USAs slyngelstat-liste, hvilket formentlig ikke vil gavne min ansøgning om et turistvisum (til første etape af min jord-omcykling), når jeg kommer tilbage til DK i maj

Jeg startede i UAE nærmere betegnet 6 dage i Dubai, hvor jeg couchsurfede hos indiske Jeh. En dejlig oplevelse hos en virkelig betænksom og hjælpsom fyr med en god humor og ivrigt debatterende alle emner - store som små. Vi har meget tilfælles, fordi han ligesom mig har gjort sig mange tanker om livet, og hvordan det for ham leves bedst muligt. Og ligesom jeg føler han sig så distanceret fra de sociale normer i hjemlandet, at det er svært at passe ind.

Jeg er vel efterhånden den sidste, der besøger Dubai, men det skal naturligvis ikke afholde mig fra at fortælle om min oplevelse af stedet. Det er en fantastisk præstation på under 50 år at have transformeret et beduin-/fiske-/handelssamfund i en kæmpe-sandkasse til en verdens-metropol og foregangsland på utallige områder. Det sagt - så bryder jeg mig faktisk ikke om stedet, og det som det repræsenterer: grådighed, overflod og ekstravagance, ja kort sagt helt unødig materialisme og ressourcespild. Ja, der er mange eksklusive biler, imponerende skyskrabere og kæmpe malls med overdådige anordninger og butikker med alverdens kendte brands - og vildest af alt de mange kunstige græsplæner og parker. Men er det nødvendigt – og i givet fald hvorfor? Hvem bliver lykkeligere af den slags – jeg gør i hvert fald ikke. Og jeg er sikker på, at araberne var bedre stillet uden, selvom de givetvis ikke selv vil indrømme det. De har solgt ud af deres egen kultur for at blive ligesom os vesterlændinge - så vidt jeg kan forstå mest af alt for at bevise, at de ikke er et underlegent folkefærd. Da denne trend i større eller mindre grad er gældende for alle golf-stater, har jeg til sidst anført nogle mere generelle observationer og betragtninger om ressourcespild, samfundsudvikling, og gæstearbejdere der lever under moderne, slavelignende forhold.

Til trods for disse – efter vores normer - unfair betingelser, er gæstearbejderne utroligt positive og optimistiske mennesker. Jeg boede omtrent så langt fra centrum, som man kan komme med metro og bus (ca 1½ time), så hver dag var der rigelig lejlighed til at møde folk fra hele verden – selvfølgelig mest fra såkaldte tredjeverdens lande, da alle andre har bil. Og nu vi er ved biler, så er det overaskende, at man ikke har taget ved lære at vestens dyrekøbte erfaringer med infrastruktur og forurening – her leder man med glæde 14-16 sporende motorveje direkte gennem byen, mens vi kæmper for at få trafikken ud af byerne. Interessant er det også, at der ikke synes at være lavet en byplan, så der er lidt styr på udbygningen af byen - det virker meget vilkårligt, hvad der bygges, hvor og hvordan. Det er tydeligvis den arabiske fremgangsmåde, der dominerer – når de først har sat sig noget i hovedet, skal det bygges omgående uden hensyn til, hvad det koster...

Udover at have travet byen rundt og set turist- og lokal-souq'en (marked), havnefront & marina, parker, de dyre biler og alle de berømte vartegn, besøgte jeg også Jumeira Moske'en. Desværre en noget skuffende og meget turistet oplevelse (hvilket jeg burde ha' gættet og holdt mig væk). Der blev givet helt basal information om islam, og derefter handlede det om at overbevise folk om, at islam er en fredelig religion. Det er givetvis sandt (som med alle andre religioner), men når man lader fanatikere styre butikken uden at fordømme dem, så bliver resultatet derefter. Og det gælder bestemt ikke kun islam – kristendommen er utvivlsomt den religion i verden, der har slået flest ihjel i guds navn; vi har bare lige glemt det, fordi det er nogle hundrede år siden for Europas vedkommende – og den dag i dag for USA (læs: Bush og republikanerne).....

Til gengæld var besøget i Grand Mosque i Abu Dhabi en stor oplevelse. Udover den uovertrufne moske (verdens anden største efter den i Mekka og bygget i marmor a la Taj Mahal) var guiden fantastisk. Livligt fortællende og villigt svarende på vores (alt for) mange spørgsmål, så rundvisningen tog 1½ time i stedet for de normerede 45 minutter. ”Vi” var Jehs filippinske arbejdskollega Stella, hendes indiske onkel og filippinske tante samt en niece på besøg fra Filippinerne - han havde uden min viden sat mig i stævne med dem på en dagtur uden selv at skulle med. Og det var en god overraskelse, for det var skønne mennesker og endnu en god mulighed for at få lokal indsigt i forholdene. I Abu Dhabi ”sneg” vi os også ind på det overdådige Emirates Hotel (1400 værelser), som vi traskede tyndt i et par timer. Endnu engang fremstod verdens fordomme og racistiske tilgang tydeligt – hvor jeg i halvsnusket tøj kunne gå frit omkring, blev de andre flere gange konfronteret med ”kun adgang for gæster”.....

I Emiraterne nåede jeg også at tage en dagtur til Al Ain et par timers kørsel gennem ørkenen inde i landet (stifteren af UAEs fødested) – selv i bus får man en god fornemmelse af, hvor gudsforladt sådan en ørken er. Da bussen (med asiatiske gæstearbejdere og så mig) ankom til byen benyttede politiet lige lejligheden til at checke alle for lovligt ID. En langsommelig proces fordi alle skulle checkes enkeltvis over radioen, og da jeg sad bagest i bussen kunne jeg godt se, hvor det bar hen. Så efter 5 minutter spillede jeg det ”hvide kort” og møvede mig uden videre tiltale forbi betjenten flagrende med mit pas. I byen besøgte jeg oasen, fortet og et par museer - masser af god historie og kulturel information, selvom fremstillingen selvfølgelig var lidt farvet (men sådan er det jo alle steder).

Efter Dubai var jeg en uge i Bahrain, hvor jeg så den smule, der bør ses. På mine traveture byen rundt så jeg bl.a. den lokale souq, Koran-museet (den ene bog var mere hellig og ophøjet end den anden uden nærmere forklaring), Nationalmuseet og den store Al Fatah Mosque. Her forsøgte de endnu engang at overbevise mig om, at islam er noget for mig inkl. alverdens materiale på engelsk som jeg fik med, da jeg gik (og som jeg da vil studere dele af for at blive klogere). En dag gik jeg ud til Bahrain Fort – turen derud er normalt ca 7-8 km, men den blev omkring 5 km længere, fordi militær og politi har spærret halvdelen af byen af med pigtråd og vejspærringer for at dæmme de shiamuslimske demonstranter inde i mindre enklaver – jeg endte derfor med at gå et godt stykke i siden af motorvejen. Demonstranterne så jeg ikke noget til, men ind imellem steg der sort røg op fra brændende bildæk mv., ligesom der ofte kredsede helikoptere over byen. Bahrain var som ventet ikke den store oplevelse – mest interessant var de mennesker jeg mødte og den historiske perspektivering af stedets udvikling og strategiske betydning gennem de sidste 5.000 år.

Jeg syntes dog bedre om landet end Dubai – mere autentisk og en meget mere afslappet atmosfære, hvor der i Dubai er regler og bøder for alt (jeg måtte ikke engang sidde på gulvet i et hjørne i et mall – det så ikke pænt ud!). Måske er det sådan fordi velstanden i Bahrain sidder på få hænder - landet er vel 10-15 år efter UAE i udvikling og har ikke selv naturrigdomme, men lever af at raffinere Saudi-olie. Trafikken i Bahrain er dog ikke meget bedre - omfattende, larmende og osende; man skal virkelig se sig for, når man krydser gaden (selv i et fodgængerfelt). Efter sigende stilles der strenge krav for at få kørekort, men alt er jo relativt – eller også må der forekomme bestikkelse, for mange kører, som de rider kameler. Eneste forskel er, at kamelerne permanent har 2 buler, mens bilerne har utallige - især de muslimske kvinder synes at ha' det vanskeligt (og ikke kun fordi de har begrænset udsyn fra burka/niqab). Det var ikke muligt at gå rundt i byen uden at opleve mange sammenstød – ikke alvorlige, blot biler der bumper sammen......

Og så er Bahrain en af Mellemøstens højborge for dobbeltmoral. Hver weekend vælter det ind med Saudere, der knalder og drikker til de(n) ikke længere kan stå op. Jeg har sådan set ikke nogen holdning til, hvordan folk skal leve deres liv, blot det ikke har negativ indflydelse på andre mennesker. Men jeg har et gevaldigt problem med, at Saudere - fra verdens måske med strikse land – prædiker ét og gør præcis det modsatte. Og det er desværre langt fra et enkeltstående eksempel med muslimer – jeg har bl.a. oplevet det samme med arabere, der tager til forskellige destinationer i asien, og asiatiske muslimer der tager til frizoner på mindre øer ud for Brunei.

I Bahrain couchsurfede jeg hos et skønt indisk par - hvor er det bare dejligt, når fremmede mennesker inviterer mig ind i deres hjem og behandler mig som et familiemedlem. Der er for lidt af den slags i vores fortravlede og bekymrede vestlige verden. Noget af tiden boede der også en pige fra Singapore, som var til tennis-turnering i Bahrain. Vi var ude at se hende spille, og det var ikke imponerende (hun fik tæsk 6-1, 6-0 i kvalifikationskampen), men sjovt at være med til. Derudover var vi ude at spise nogle gange med forskellige venner og andre couchsurfere – rigtig hyggeligt at møde mange nye mennesker på denne måde.

Efter Bahrain var jeg 6 dage i Qatar, hvor jeg endelig kom til at bo hos en arabisk fyr Mohammad – dog fra Syrien og ikke en golf-stat. Han havde meget travlt på arbejde, så jeg så ham kun nogle timer hver aften, men der blev alligevel tid til at diskutere mange forskellige emner med ham og hans arabiske venner, bl.a. deres vurdering af situationen i Syrien og Mellemøsten, herunder forholdet til vesten og splittelsen i den arabiske liga. Meget interessant at høre synspunkter fra ”den anden side af bordet” (Mohammad er stærkt religiøs i troen men begrænset praktiserende – han håber efter eget udsagn på at blive tildelt ”wildcard”, når den tid kommer!). Dialogen har givet mig en langt mere nuanceret forståelse af, hvorfor der er konflikter i mellemøsten, og hvorfor de formentlig aldrig kan løses. Og så var det selvfølgelig interessant at høre arabiske gæstearbejderes oplevelse af forholdene i golf-staterne (ikke synderligt forskellig fra ikke-araberes) samt deres udfordringer med at leve deres eget ”moderne” liv kontra forventningerne fra deres familier og hjemlige samfundsnormer. I byen mødte vi også en del andre couchsurfere fra Malaysia og Thailand samt et par amerikanske piger, der underviser på et lokalt universitet – ikke en nem tilværelse her for moderne vestlige piger, men en god mulighed for at reflektere over livet. På Mohammads fridag var vi på en heldagstur i ørkenen, hvor den bl.a. stod på klatring på landets eneste klippe sammen med nogle af hans venner. Det blæste en del, så det gav en god fornemmelse af de barske vilkår i ørkenen – og så var det endda kun 30 grader og lidt overskyet (om sommeren bliver det op til 60 grader i skyggen). På trods af travlhed var Mohammad en meget betænksom og hjælpsom vært med en god humoristisk sans – et godt og interessant bekendtskab.

Mohammad boede et stykke uden for centrum, så jeg tog bussen frem og tilbage til centrum hver dag. Bus-systemet er indrettet til arbejdere og bestemt ikke turister, for billetten koster det samme som en taxa, jo mindre man køber et buskort. For at købe sådan et skulle jeg dog lige ind til busstationen, hvilket viste sig vanskeligt for det tog knap 10 forskellige busser før en flink indisk chauffør forbarmede sig og tog mig med – jeg forstod aldrig, hvorfor de andre ikke ville ha' mig med. Chaufføren var meget snakkesaglig og ”selvfølgelig” skulle jeg ikke betale. Efterfølgende oplevede jeg mange gange, at buschaufførerne var direkte ubehøvlede overfor passagerne (ofte af samme nationalitet), hvilket virker besynderligt, når man tager deres asiatiske opvækst i betragtning.

Trafikken er den værste jeg endnu har oplevet på turen – de kører simpelthen komplet hensynsløst og ikke sjældent overfor rødt! Efter sigende er der få mindre ulykker men mange dødsulykker – det virker sandsynligt efter, hvad jeg har oplevet. Byen er en stor byggeplads, så det er et forhindringsløb med livet som indsats at være fodgænger – konstant kravlende over beton-elementer til afspærringer samt gående i siden af eller løbende på tværs af de stærkt trafikerede 8-10 sporede veje. Og endnu engang må jeg konstatere, at de burde få hjælp til infrastrukturen. Byen er fuldstændig stoppet med biler, der konstant holder i lange køer – både i lyskryds hvor man ofte venter 3-5 minutter på grønt lys, og i rundkørsler hvor alt går i stå, fordi ingen tager hensyn til hinanden.

Qatar er efter sigende verdens næst-rigeste land pr. indbygger efter Schweiz, og er et land i rivende udvikling (hovedstaden Doha er en stor byggeplads). De lokale udgør kun 10-15% af befolkningstallet på ca 1,6 mio., hvoraf 0,5 mio. er kommet til de sidste 4 år! Udviklingsmæssigt ligger landet et sted mellem Bahrain og UAE. Stort set hele Qatar er ørken så det meste foregår i hovedstaden Doha - ikke at der er så meget at se: Grand Mosque og fortet (begge udefra da der ikke er adgang), en del souq'er samt Kultur- og bymuseet og Det Islamiske Kunstmuseum. Kultur- og bymuseet var ret intetsigende – mest overraskende var det at se udtalelser om, at det er bedre at bruge vedvarende energi, og at livet i gamle dage var bedre, fordi der var mere nærhed og medmenneskelighed. Med en enerådig emir, der har finansieret museet, er det svært ikke at tænke ”forsøg på manipulation”. Det Islamiske Kunstmuseum var det mest interessante med mange forskellige kunstgenstande fra historien i regionen – en mere systematisk præsentation og lidt mere historie om de forskellige ting havde gjort oplevelsen endnu bedre.

Derudover har byen en dejlig 8 km lang promenade langs vandet, hvor der udspiller sig meget liv - især sidst på eftermiddagen, når solen aftager i styrke. Det er et godt sted at få en fornemmelse af dagligdags-rytmen og livet i byen og en god mulighed for at komme i snak med mange gæstearbejdere af forskellig nationalitet. Jeg havde på forhånd fået oplyst, at Qatar er et af de mest strikse lande i mellemøsten, men det er ikke tilfældet (bortset fra import af svinekød og alkohol). Fx er der ingen opdeling af mænd og kvinder i offentlige transportmidler (måske fordi muslimske kvinder slet ikke benytter dem). Og ganske vist er der mange regler, men de fleste tager dem lempeligt fx forbuddene mod at fiske, holde picnic og cykle på promenaden. Det hedder sig også, at man skal gå passende klædt, men de er ganske overbærende over for ikke-muslimer - fx går en del mænd i korte bukser og en del kvinder uden slør. Også dejligt at se de muslimske kvinder motionere, selvom det ser spøjst ud i burka og hvide tennissko.

I Kuwait boede jeg 6 dage hos filippinske Mike, der er uddannet ingeniør og arbejder i telekom. Han er pt. ved at tage nogle internationale tests for at komme til at studere videre i Europa eller Nordamerika - fantastisk med mobiliteten hos disse filippinere: 2 søstre bor i Australien, 2 i USA, 1 bror bor i Saudi-Arabien og kun 1 bror i hjemlandet! Hyggelig og hjælpsom fyr, og som med de andre, jeg har boet hos på turen, fik jeg også her smagt nogle retter fra hjemlandet. Hans marokkanske bofælle var til gengæld en spøjs fyr – hvis ikke han arbejdede, sov han det meste af dagen; og absolut ingen hensyn – når vi sad og snakkede, kom han ind og skruede helt op for tv'et, mens han samtidig var på pc'en – og ingen tak for at gøre ting for ham.....?! Mike er den lidt introverte type, så vi var kun ude et par aftener i løbet ad ugen, herunder blev det bl.a. til mit første besøg på Star Bucks – hvad gør man ikke for at være social. På hans fridag lavede han efter kirketid frivilligt arbejde med unge mennesker, som jeg fik lov til at deltage i – en god og interessant oplevelse. Et forsøg på at mødes med en ung golf-araber via couchsurfing slog desværre fejl, fordi han havde travlt – ærgerligt fordi det kunne ha' givet interessant lokalindsigt.

Kuwait var den første golf-stat, der begyndte at udvikle sig i vestlig retning, men til gengæld er udviklingen gået forholdsvis langsomt. Der er stadig mange kæmpe, tomme sandlodder i centrum og derfor kan det også overraske, at der stadig bygges skyskrabere – både pga kvm-prisen i forhold til lavt byggeri, men især fordi der ingen lejere er (Mike arbejder fx i en bygning med godt 80 etager, hvoraf kun 2 er udlejet!). At dette kan lade sig gøre skyldes ikke overraskende, at venner af emiren/regeringen kan låne pengene til byggeriet rentefrit i nogle år, og hvis de ikke finder lejere i mellemtiden, overtager myndighederne blot bygningen uden yderligere sanktioner – det er vidst det, der hedder en risikofri investering!

Kuwait er svært at blive klog på. Man må flere steder ikke benytte de ellers dyrt anlagte græsplæner, og der er mange ting man ikke må tage billeder af fx lystbådehavnen, sheikens palads og en række offentlige bygninger - der virker som om, de har svært ved at slippe fortidens paranoia. Og apropos fortid så er jeg et par gange blevet taget for amerikansk soldat – ikke nogen stor kompliment til dem, min nuværende form taget i betragtning! På andre punkter er landet meget mere liberalt end de øvrige lande, jeg har besøgt fx synes det ikke at være et problem at gå rundt i korte bukser og sågar bar overkrop på gaden (hvilket er dejligt, for jeg trænger i den grad til noget sol på den blegfede vinterkrop).

Kuwait har også været det vanskeligste sted at begå sig. I de øvrige lande er det gået forholdsvis problemfrit med engelsk – og de gange det har knebet lidt, har den sædvanlige metode med tegn og fagter suppleret med et par arabiske høflighedsfraser klaret ærterne. Men her i Kuwait er engelsk-kvalifikationerne meget begrænsede, og samtidig synes de at have begrænset kendskab til byens vartegn. Eller også er det fordi de ikke forstår min udtale, hvilket ikke er utænkeligt for arabisk synes at være ganske vanskeligt at bruge i praksis – ikke fordi det er sværere at lære end så mange andre sprog, men fordi det åbenbart skal være fuldstændig korrekt, før folk forstår det - ligesom visse asiatiske sprog fx thai. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan – og ingen har kunnet forklare mig det.

Kuwait lever i sin egen rytme helt uspoleret af turisme (jeg har kun set et par turister) og uden indflydelse af vestlig arbejdskultur. Alt (inkl. butikker og fondsbørsen) er åbent nogle timer om formiddagen og igen fra sidst på eftermiddagen – ikke engang i spansk-prægede lande har de siesta i 4½ time. Dejligt at de fastholder deres kultur, men ikke særlig praktisk for en som mig, der bor langt fra centrum og ikke lige kan pendle frem og tilbage flere gange om dagen. Men så har jeg gået lidt rundt i centrum og kigget på bygninger og mennesker og ikke mindst travet den lange promenade tynd fra ende til anden – og solet lidt ind imellem. I åbningstiden har jeg i vidt omfang gentaget oplevelserne fra de andre lande: set moskeen og Kuwait Towers samt besøgt souq'en, nogle historiske bygninger og samt et par museer bl.a. et maritimt museum med verdens største træskib (en dhow) på godt 80 meter. De fleste museer giver indtryk af, at olie-eventyret er det, man er mest stolt af – kun et par mindre museer fokuserer på tiden inden før olien.

Trafikken her er tæt, men de synes nu alligevel at tage mere hensyn til hinanden – måske fordi der er mange eksklusive biler, der nødigt skulle blive ridsede?! Jeg ved ikke, om det var emiren selv, men på et tidspunkt kom en karavane med 20-25 udrykningskøretøjer forbi, efter at have møvet pøblen til side - det virkede lidt overdrevet, men sådan er det nok alle steder. Til trods for de mange fine biler, mangler jeg stadig at se en araber i en åben Ferrari med ”sløret” hængende efter sig.

Og så her til sidst et par generelle betragtninger først om vejret. Temperaturen har været skøn – knap 30 grader i skyggen, tør luft og en behagelig brise (20-25 grader om aftenen/natten). Af hensyn til fotografering er den eneste upraktiske ting på denne årstid (hvor man går fra vinter til sommer), at det stort set altid er mere eller mindre skyet enten pga vejret som sådan eller pga de mange sandstorme (det lyder værre end det er). Først her i Kuwait har der været en del dage med fantastisk vejr ca 35 grader og sol fra en skyfri himmel - meget fornøjeligt! Men glæden varede kort – efter et par gode dage fik vi en dag med udbredt regn (!) og dagen efter var vi tilbage til sandstorm med sigtbarhed på 50-100 meter, og hvor de lokale gik med masker – knap så stor fornøjelse men til gengæld gav det tid til at lave denne rejsebeskrivelse.

Jeg har været overrasket over, hvor rent der er de fleste steder – især fordi det ikke er kutyme i asien, hvor langt de fleste kommer fra. Asiaterne kan altså ændre vaner, så forureningsproblemet i asien må i høj grad være en utilstrækkelig indsats fra myndighedernes side. Og nu vi er ved miljø, så kan myndighederne her med fordel sætte fokus på genbrug, der pt. er et fy-ord. Et af de største problemer er antallet af plasticflasker fra postevand - hanevandet er absolut drikkeligt, men ingen (udover mig) drikker det; hvor der evt er problemer kan man montere filtre. Derudover er det vanskeligt ikke at være harm over ressourcespildet her – elektricitet er gratis/billigt og derfor kører fx lys og aircon permanent alle steder - og for åbne døre, så man kan mærke det midt ude på gaden. Intet under at der ikke kan opnås fælles opbakning til en global klimaløsning – til trods for at størstedelen af disse lande ender i havet, hvis vandet stiger blot 5 meter.

En ting mere jeg har bemærket er, at alt fra vesten - især USA - er fantastisk. Det virker som Europa i 1980'erne, hvor alt amerikansk var in, hvilket også afspejler i de fleste reklamer, der er med hvide mennesker. Ikke desto mindre er det noget besynderligt at se arabere flokkes på burgerbarer, kaffebarer, købe vestligt tøj og køkkener, osv.

Når jeg rejser så lang tid rundt i en fremmed region, er det svært ikke at komme til tænke over, hvordan det ville være at bo sådan et sted. Og konklusionen er, at det aldrig ville være interessant for mig at slå mig ned i denne region jo mindre der sker store forandringer – udover det ekstreme vejr, er vores kulturforskelle simpelthen for store. For det første er der de muslimske kvinder – det er da noget mærkeligt noget, at en mand skal flytte sig, til trods for at der er en ledig plads ved siden af ham – blot fordi der skal være en tom plads mellem kvinden og en fremmed mand. Og at en mand kan blive anmeldt, hvis han tager et billede af en kvinde (selv tildækket i fuldt ornat), eller blot kigger forkert/for længe på hende – det brude da være det mest naturlige i verden for begge parter. Så er der dobbelt-moralen fx vedr. alkohol – det ville givetvis ikke være nemt helt at undvære i længere tid, men formentlig være til at leve med, hvis ikke lige det var, fordi de lokale arabere køber det på licens – hvordan kan det lade sig gøre, når muslimer ikke må drikke alkohol? Alle gæstearbejdere skal have hvert ønske om køb af alkohol godkendt af deres (arabiske) arbejdsgiver.....!

Og så er der ”golf-araberne” – det er givetvis anderledes, hvis man bor her, men jeg har desværre ikke fået tilbagevist mine forestillinger/fordomme om dem, som værende arrogante og lukkede fordi de har rigeligt i sig selv. Trods ihærdige forsøg er de svære at komme i kontakt med, så indtil videre har min interaktion med dem begrænset sig til utallige smil og høflige nik (meget få gengældt) og et par uheldige episoder. Fx en hvor jeg nær blev kørt ned i et fodgængerfelt (og samtidig blev dyttet af og skældt ud!), og en hvor min sidekammerat i flyet fra Dubai til Bahrain trods 3 høflige opfordringer nægtede at slukke mobil ved take-off. Han undlod passende at svare på mit spørgsmål, om han var mindre begavet eller arrogant.....?! Selvom mange golf-arabere givetvis er flinke, passer denne opførsel desværre alt for godt med mange gæstearbejderes oplevelse af dem – og så har jeg endda fordel af at være hvid og turist. Flere asiatiske gæstearbejdere jeg har mødt, er på gaden blevet råbt efter, skubbet, eller har fået smidt ting efter sig. Jeg gætter på, at det kan være lignende oplevelser mange fremmede har i DK – noget at tænke over...... Og så en anden observation nu jeg taler om DK – jeg har på den måned, som turen har varet indtil nu, set færre end 5 mænd med langt skæg; mindre end jeg ser på en måned, når jeg færdes i København. Uden sammenhæng i øvrigt passer det meget godt med mit billede af, at de golf-stater, som jeg har besøgt, er meget pro-vestlige og meget lidt fundamentalistiske.

Og så er der problemet med korruption, der harmonerer dårligt med mit retfærdigheds-gen – alt kan efter sigende lade sig gøre, for dem der kan og vil betale for det. Og sådan er hele arbejdsmarkedet også bygget op her. De lokale udfører sjældent et reelt stykke arbejde – enten får de en høj, offentlig position (trods meget dårligere kvalifikationer end deres udenlandske medarbejdere), eller også lever de af at være stråmænd for udenlandske virksomheder, der skal have en lokal partner for at etablere sig i regionen. Olien/rigdommen har gjort, at ingen golf-arabere længere arbejder og dermed har de også på meget få år mistet hele deres kulturarv, fordi alle de årtusind-gamle håndværks-traditioner er forsvundet. Interessant at ”arbejdsløs” i vesten har en negativ betydning – her skammer de lokale sig, hvis de er nødt til at arbejde.

Der er givetvis mange flere argumenter for ikke at bo i regionen, men afslutningsvis skal jeg blot gentage den overdrevne ekstravagance og det ressourcespild, der er gældende for alle golf-staterne – nogle mere end andre, men ingen kan sige sig fri. Uanset hvilket synspunkt man tager, er det vanskeligt at retfærdiggøre med andet end, at når man har så mange penge, så skal de også bruges. De kunne dog vælge at bruge dem mere fornuftigt fx at hjælpe de mange gæstearbejdere, der er tidens moderne slaver. Det er ganske vist frivilligt, men deres livsbetingelser er helt urimelige. De lokale arabere som udgør mellem 10 og 30% af befolkningen i de respektive lande (færrest i Qatar og flest i UAE) har mange goder gratis, mens gæstearbejderne skal betale for disse (fx strøm og lægehjælp). Og det er oven i købet er det en kedelig ny tendens - de tidligere generationers konger og emirer sørgede for, at mange af de gratis goder også var gældende for gæstearbejderne, mens de yngre generationer er grådige og er begyndt at kræve betaling. Et andet problem for gæstearbejderne er, at de bliver smidt ud af landet, hvis de mister deres arbejde og ikke finder et nyt inden for 3 måneder - også selv om de er født og har levet hele deres liv i landet! Oven i købet kan deres tidligere arbejdsgiver give dem en negativ anbefaling, eller uden forklaring forhindre dem i at arbejde op til 6 måneder, hvilket er det samme som udvisning. Der er heller ikke plads til deres børn, så de bliver sendt til hjemlandet for at vokse op hos familie – typisk bedsteforældrene. Skulle de få en konflikt med myndighederne har få en chance for at forsvare sig – alt foregår på arabisk og meget få har råd til en advokat, der taler sproget. Fx har 2 mennesker lige fået 6 måneders fængsel og efterfølgende udvisning for at kysse offentligt - det er selvfølgelig dumt, når man ved det er ulovligt, men alligevel...... Det kan godt være, at nogen synes, vi er strikse med indvandring i DK, men der findes værre - ikke at det skal være vores reference....! Og dette er oven i købet de mere liberale lande i regionen.

Nå, efter denne lange svada starter et nyt rejsekapitel. I morgen går turen til Dubai og efter en enkelt overnatning hos Jeh, fortsætter jeg med bussen til Muscat i Oman, hvor jeg couchsurfer de første 4-5 dage hos en hollandsk fyr. Jeg glæder mig til Oman, der efter sigende er meget anderledes og et af de smukkeste lande i regionen med høje bjerge (over 3 km), dybe kløfter og i det hele taget et mangfoldigt landskab. Det kræver dog en firehjulstrækker at opleve disse afsides beliggende steder, så den store udfordring bliver at finde nogle rejsekammerater, dels at dele en bil med, dels at blive enige om turens indhold og længde – og så skal de selvfølgelig være godt selskab, når vi nu skal være sammen en del dage. Men mon ikke det går med mit åbne sind og fleksible kalender. Mere om udfaldet heraf senere.

Jeg håber, at alt står vel til hos dig og familien, og at I nyder livet lige saa meget som mig

Mange rejsehilsner fra Michael

 - - - - - - - 

Hej igen

Jeg er nu tilbage i DK efter en fantastisk tur til mellemøsten. Her følger beskrivelsen for de afsluttende 2½ uge i Oman.

Sidste beskrivelse sluttede med, at jeg var på vej fra Kuwait til Dubai, hvorfra jeg skulle fortsætte med bussen til Oman - en tur der ikke gik helt som forventet. Flyet fra Kuwait var meget forsinket, så den var 1.30 om natten, før jeg kom gennem den meget langsommelige immigration i Dubai. Der var meningen, at jeg skulle have overnattet hos Jeh, som jeg tidligere havde boet hos i Dubai, men pga af forsinkelsen gav det ikke meget mening. Jeg ville tidligst ha' været hos ham kl 2.30 og for at nå bussen til Muscat næste morgen, skulle jeg ha' været oppe igen kl. 4.30. Det endte derfor med, at jeg "overnattede" i lufthavnen (eller hvad det nu hedder, når man bare sidder og venter) og tog den første metro kl 6 hen til bussen, der kørte kl. 7. Jeg var heldig, at bussen var relativt tom, så jeg havde hele bagsædet for selv, hvilket gav mulighed for at hvile lidt - med streg under lidt, for der var paskontrol 3-4 gange på hver side af grænsen og så et egentligt toldeftersynet, hvor alt blev endevendt for alkohol, stoffer og lign. Vel fremme i Muscat ved 14-tiden var det lidt vanskeligt at finde minibussen til den forstad, hvor min vært boede. Dels fordi busruterne er få og afgår fra alverdens gadehjørner, dels fordi mange lokale mener det er mere passende, at en "hvid" kører taxa og endelig fordi de lokale oftest tager deletaxier, hvilket er problematisk som fremmed, da der ikke anvendes taxametre. Nå, men i min søgen efter bussen kom jeg i snak med 3 "lokale indere", der skulle i samme retning, så jeg fik et hyggeligt lift på 35 km omtrent til døren.

Jeg behøvede ikke at være længe i Muscat for at finde ud af, at Oman er mit foretrukne land på denne tur. Byen er lavt bebygget, hyggelig, afslappet og folk er venlige og hjælpsomme og har altid overskud til et smil. Og de lokale er nemme at komme i kontakt med, ikke mindst fordi alle arbejder. Især minibusserne er en god lejlighed til at tale med de lokale; dog ind imellem med livet som indsats - især de unge fyre kører som vanvittige de sjældne gange trafikken er fremkommelig. Interessant er det endvidere, at busruterne afhænger af, hvor passagererne skal hen og priserne svinger med chaufførens lune......

I Muscat couchsurfede jeg den første lille uge hos en hollandsk fyr, der underviste på en international skole i byen - en meget sympatisk fyr, som jeg havde mange interessante samtaler med. Nogle af dagene boede der også en anden couchsurfer Sonia fra Grækenland - en sød og lidt naiv pige, der var meget fokuseret på selvudvikling og at finde ud af, hvordan hun skulle leve sit liv (den sædvanlige historie blandt størstedelen af de mennesker jeg møder på mine rejser). Vi brugte et par dage på sigthseeing i byen, hvor vi bl.a. så souq'en, grand mosque og Armed Forces Museum. Endvidere travede vi de 5-6 km på promenaden fra Mutrah til Old Muscat, der er en hyggelig gammel bydel med flere gamle fort og bygninger samt emirens palads.

Men ellers var aktivitetsniveauet forholdsvis lavt de første 4-5 dage. For det første var det svært med kort varsel at finde nogen at leje bil og tage på tur med - jeg lavede et opslag på Couchsurfings' Oman-gruppe, men der skulle gå nogle dage før der var bid. For det andet var vejret mindre spændende. Behagelige 25-30 grader men overskyet det meste af tiden, ligesom det regnede hver eftermiddag – værst var en aften med sandstorm og regn hele natten, hvilket desværre kostede den efterfølgende dagtur med trekking i bjergene, fordi alt var oversvømmet. I øvrigt et meget bemærkelsesværdigt vejrlig, fordi Oman i gennemsnit kun har 3 regnvejrsdage om året – sidste år ikke en eneste!

Men så vendte lykken. Vejret var resten af tiden fantastisk med 35-40 grader og sol fra en blå himmel og samtidig kom der mange henvendelser, så pludselig fik jeg på kort tid et stort netværk af expats i byen. Jeg blev inviteret til fødselsdagsfest, barbequefest og en 2-dagestur i et loop syd for byen. Den første dag var vi 10 mennesker i 2 biler. Udover nogle lokale couchsurfere (expats fra indien og palæstina) var der et hold couchsurfere fra Abu Dhabi (egypten, USA og england) samt os ferierende couchsurfere (østrig, new zealand og mig) - en god mangfoldighed til alverdens samtaleemner på den lange køretur. Vi kørte den smukke tur ned langs kysten og besøgte på vejen Wadi (flodleje) Shab. De foregående dages regn betød, at vandstanden var forholdsvis høj og strømmen relativt kraftig, så traveturen op i wadi'en var sjov, fordi vi skulle kravle over nogle klippefremspring samt krydse floden en del gange - meget behageligt at nyde den kølende svømmetur i varmen.

Efterfølgende kørte vi længere sydpå bl.a. til Ras Al-Jinz, hvor de andre ville se skildpadder lægge æg på stranden. Det blev dog ikke til noget, for alt var booket den aften - fint for mig der har set det mange gange før, og ikke bryder mig om, når det er organiseret som her. Halvdelen kørte herefter tilbage til muscat i den ene bil, mens vi andre prøvede at finde et sted at sove - ikke nogen nem opgave et stykke fra civilisationen. Vi havde gavn af en egypter, der tallte arabisk, men alligevel var mulighederne begrænsede, så vi endte med at sove på stranden i Ras Al-Hadd efter først at være tilbudt en fiskerhytte med net, gamle bildæk, olietønder mv.

Før vi sov skulle vi dog lige igennem et par timers anderledes "underholdning". Vores chauffør Britt kom til at låse bilnøglen inde i bagagerummet - men intet er som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget. Mens nogle spurgte om hjælp i en nærliggende fiskerhytte, forsøgte vi andre at bryde bilen op med ståltråd, som vi havde fundet i en hytte. Med hjælp fra en fisker lykkedes det endelig at få bilen op efter nogle timer. Vi inviterede ham ud at spise og som gengæld viste han os rundt i byen i hans pick-up truck den halve nat - vi så en skildpadde lægge æg, besøgte hans familie og så ham i fuldt bryllupsdress med gevær, kniv osv. - meget underholdende og en helt unik oplevelse.

I "seng" ved 2.30-tiden - det var lidt køligt om natten, men fantastisk smukt at vågne op på til solopgang på stranden kl 6. Efter en morgenbadetur og et kig på det lokale fort, kørte vi nordpå til Sur, der er en smukt beliggende kystby med flere fort og en vigtig historisk betydning. Men samtidig en meget karakteristisk konservativ by i "udkants-oman" - fx var alle kvinder fuldt tildækket. Derefter kørte vi ind i landet til Wadi Bani Khaled - en meget interessant køretur op i bjergene, hvor vi mange gange måtte ud af bilen for at sondere mulighederne - både vejkvaliteten og vanddybden. Absolut ikke en tur egnet til en almindelig forhjulstrukket bil med 5 tunge mennsker, men hvor der er vilje er der jo en vej. Wadi'en var et smukt sted at svømme, men fordi den var relativt tilgængeligt var det også lidt "tivoli-agtig". På vejen tilbage til Muscat passerede vi Al-Mintrib på kanten af ørkenen, hvor vi så på smukke sand-dyner, kameler, ligesom jeg fik lejlighed til at spille lidt bold med nogle lokale drenge.

Turen gav et stort netværk, der medførte flere ture i weekenderne, når de andre havde fri. En dag tog vi på en isoleret, smuk, lille strand syd for muscat og en anden dag var vi på en rundtur vest for byen, hvor vi bl.a. besøgte det smukke fort i Nakhal, den gamle hovedstad Rustaq og var en tur på stranden i Sawadi. I hverdagene var jeg sammen med østrigske Irina, der var i landet for at søge job. Vi sightseede i muscat, besøgte nogle af de omkringliggende byer og var på stranden - det var på høje tid at få lidt sol og vandet var behagelige 30+ grader. Her var det interessant at observere de arabiske mænds forkvaklede forhold til kvinder - stranden var ren porno for dem, og de havde ingen hæmninger med at overbeglo og filme pigerne. Alle undenlandske piger i Oman har mindst en stalker - og de er meget vedholdende. Når de først har fået en piges mailadresse eller mobilnummer, bliver hun tæppebombet med opfordringer af alverdens art - og selv uden at svare fortsætter beskederne at strømme ind hver halve/hele time i ugevis. De fleste dage dukkede de andre op efter arbejde, og så stod den på aften-sightseeing og aftensmad på hyggelige små gade-restauranter.

Efter en uges tid skiftede jeg vært og flyttede over til engelske Cathy, der underviste voksne omani'er på aftenskole. Hun havde således meget aftenarbejde, men det blev da lejlighed til at sludre lidt om formiddagen - et spændende bekendtskab fordi hun har boet og rejst mange steder i verden. Efter nogle dage fik hun veninden Ruth på besøg, og vi tog på en 2-dages tur ind i landet. Det startede lidt skidt - biludlejningsfirmaet havde ikke den bestilte Toyota Yaris, og jeg ville ikke køre den opgraderede bil, fordi den havde automatgear. Efter lidt diskussioner fik vi tilbudt en Toyota Prado - ikke dårligt med en firehjulstrækker til vores tur i bjergene. På førstedagen så vi lerhusene i Tanuf og Manah, fortene i Al Hamra, Bahla og Jabrin samt den hyggelige lille bjerglandsby Misfat med fin udsigt over de omkringliggende dale. Irina stødte til om aftenen i Nizwa, hvor vi overnattede hos en indisk couchsurfer, som hun kendte fra tidligere.

På andendagen kom bilen virkelig til sin ret. Vi startede dagen med at køre op i bjergene til Jebel Sharms (højeste bjerg i Oman på 3 km), hvor vi gik rimwalk på 5-6 km til en forladt landsby på klippesiden – en smuk tur på klippesiden med udsigt til de omkringliggende bjerge og dalen nedenfor. Godt nok var det varmt, men jeg var ikke imponeret over pigernes tempo. Nede ad bjerget igen besøgte vi Wadi Ghul – arabiens grand canyon. Der var ikke meget vand i floden, så vi kørte 5-6 km op gennem floden og små landsbyer samt fik en svømmetur i en pyt. Bagefter kørte vi vestpå for at se Beehive og Bat Tombs - her fik vi igen glæde af bilen, da vi skulle gennem flere flodlejer for at komme derhen. Tilbage i Muscat sen aften fik jeg pakket, så jeg var klar til at tage bussen til Dubai næste morgen kl 6 - en gentagelse fra turen den anden vej. I Dubai havde jeg en enkelt aften og overnatning hos Jeh, mens jeg brugte de halvanden dag med græske Sonia, som jeg mødte i Muscat. Hun boede i byen og havde bil, så vi sightseede de vigtigste steder og holdt picnic i en park. En fin og afslappende afslutning på en fantastisk tur til mellemøsten.

Her til sidst en kommentar til et spørgsmål, som jeg konstant bliver stillet: Hvordan kan det lade sig gøre at rejse så meget, uden at være en del af det etablerede samfund - læs: arbejdsmarkedet. Overordnet er forklaringen, at det for mig er en livsstil frem for en ferie. Mere specifikt er der 3 simple forklaringer:

- Jeg har masser af tid og rejser fra dag til. Det giver fleksibilitet og dermed mulighed for at rejse billigt - især transportomkostningerne reduceres betydeligt. Tid giver også mulighed for at arrangere alting selv eller sammen med nogle lokale, hvilket tillige har den fordel, at jeg undgår arrangerede ture, guider, osv.
- Jeg har få omkostninger til overnatning, fordi jeg bor i mit telt, på billige hostels eller privat (enten via couchsurfing eller hos folk jeg møder). Det er fint, at sidstnævnte er gratis, men vigtigere er det, at mødet med lokalbefolkningen giver en unik mulighed for at få indsigt i de lokale forhold og nogle uvurderlige oplevelser både med dem, og fordi jeg ofte får anbefalet at besøge steder/mennesker, som jeg ikke ellers ville have haft chancen for
- Jeg lever som de lokale, dvs. at jeg tager lokale busser og oftest selv laver mad - og så køber jeg kun det, som jeg har brug for. Det har heldigvis aldrig sagt mig noget, at eje en masse ting, og når jeg rejser, er noget af det vigtigste konstant at minimere bagagevægten.

Denne tur på 6 uger i mellemøsten blev forholdsvis dyr, fordi jeg har været nødt til at flyve 4 gange regionalt. Turen har alt i alt kostet ca. 8.000, hvoraf knap 5.000 er gået til flybilletter og visa. Resten er gået til offentlig transport og billeje, seværdigheder, værtsgaver og utallige gange aftensmad til værter og andre gæster. Til sammenligning kostede min 2 måneders cykeltur på Balkan sidste år ca 6.000 inkl. flybilletter til og fra Wien med cykel, mens min 5 måneders tur til Mellemamerika i vinteren 2010/11 kostede ca 20.000, hvoraf godt halvdelen gik til flybilletter og opgradering af mit dykkercertifikat. For mig er det således billigere at rejse end at leve i DK, og jeg vil påstå, at langt de fleste danskere, der har lyst til at rejse som mig, kan sige deres job op i morgen, realisere deres værdier og rejse meget længe - hvis ikke resten af livet. Det er ikke et spørgsmål om økonomi, men om lyst, lykke og at udleve mine drømme.

Jeg planlægger som bekendt en længere jordomrejse på cykel med start senere i 2012. Jeg er pt. ved at sætte en ny hjemmeside op - link følger.

Jeg håber, at alt står vel til hos dig og familien.

Mange rejsehilsner fra Michael

www.worldtraveller.dk  |  Michael  |  Around the World