Chile - San Pedro de Atacama

25. - 26. november 2008

Busturen fra Bolivia til San Pedro de Atacama tog ca. et par timer inklusive besoeg hos immigrations- og toldkontoret. Og var der saa umiddelbart nogen forskel fra Bolivia til Chile? Ogsaa i den grad; vi koerte nu paa asfaltvej, hvilket vi stort set ikke havde gjort i de seneste 14 dage:-)!

San Pedro de Atacama er maaske den mest turistede by i hele Chile, hvis man tager antallet af turister i forhold til antal indbyggere. Byens indbyggere taeller ca. 5000 og der maa mindst have vaeret det samme antal turister i byen. Byen bugnede af agentbureauer, restauranter og cafeer, og man saa naermest ikke andet end turister, naar man gik ned gennem "hovedstroeget". Byen ligger i oerkenen, saa det regner i gennemsnit ca. 5 timer om aaret (det var ikke, mens vi var der) - og temperaturen laa paa ca. 30 grader plus - noget andet end tidligere paa dagen ved gejserne i 4300 meters hoejde, hvor temperaturen knap sneg sig over frysepunktet.

Inden vi fandt et sted at bo, havde vi faaet bestilt en "astronomitur" til om aftenen. Herefter fandt vi et sted at bo, og fik efterfoelgende bestilt endnu en tur til sidst paa eftermiddagen, som vi praecis kunne naa inden aftenturen. Af to, som hader arrangerede ture, havde vi nu formaaet at komme paa hele tre stykker samme dag (hvis man taeller turen fra Bolivia med), hvilket maa siges at vaere godt klaret. Eftermiddagsturen havde vi dog naer misset, da vi havde glemt, at Chile er en time foran Bolivia. Heldigvis havde vi ved tilmelding til turen skulle oplyse, hvor vi boede, saa "mutter" kom og bankede paa vores doer, og spurgte, om vi skulle paa en tur til Valle de Luna (Maanedalen). Michael troede, at hun var ude paa, at saelge os en tur, og sagde, at vi skulle paa en tur kl. 16, og at vi dermed havde god tid, indtil det gik op for ham, at klokken faktisk var kvart over fire. Det kan nok vaere, at vi fik benene paa nakken - noget pinligt at komme for sent til en bus, hvor der sidder 25 andre turister og venter paa én (og specielt naar vi hader, at andre ikke kan passe tiden!). Naa, vi kom med, men vi blev ganske hurtigt mindet om, hvorfor det er, at vi ikke tager paa disse arrangerede ture; guiden var en rigtig "karl smart"-type, og de oevrige turister "hr. og fru turist". Den foerste del af turen var ganske okay (hvor vi saa lidt af omegnen), men vi var en anelse skuffede over turens afslutning, som skulle kulminere i en helt fantastisk solnedgang. Vi fik solnedgang, men farverne var ikke helt saa markante som beskrevet i Lonely Planet, og man kunne knap naa at faa de sidste af solnedgangen med, hvis man skulle vaere tilbage ved bussen til den aftalte tid. Rigtigt gaettet, saa resulterede de i, at vi faktisk ogsaa formaaede at komme for sent tilbage til bussen - det skortede ikke paa kommentarer fra de naermeste passagerere, men hvad goer man ikke, for at faa de bedste billeder med hjem? Vi var foerst tilbage i byen ca. 25 minutter inden, vi skulle med bussen paa den naeste tur, saa vi maatte loebe hjem paa vaerelset for at hente ekstra toej - vi naaede dog naeste aftale til tiden. 

Stjernekiggeturen foregik lidt uden for byen, og i loebet af de ca. 2 timer, som turen varede, fik vi, af franske Alain (astronom), et underholdende foredrag (foerst ganske kort indendoers og herefter ca. 1/2 time udendoers), om planeter, stjerner, galaxer og nebulusskyer, inden vi selv kunne gaa rundt og kigge i teleskoperne i en halv times tid. Hvis man kender lidt til astronomi i forvejen, saa var det relativt basisviden, som blev praesenteret for, men vi var ganske enige om, at det havde vaeret en god og ikke mindst underholdende tur. Vi var dog noget brugte, da vi kom tilbage til vores vaerelse klokken halv tolv, men vi havde jo ogsaa vaeret oppe siden kl. 4 om morgenen, saa det var vel ikke saa saert.

Naeste morgen var vi saa heldige at faa en busbillet til Santiago til midt paa eftermiddagen. Vi havde derfor god tid til at faa pakket, checket ud og koebt lidt ind til den ca. 24 timer lange bustur, som ventede forude.

Chile - Santiago

27. - 29. november 2008

Efter en bustur paa smaa 24 timer ankom vi til Santiago lige godt middagstid. Efter at have travet ca. 7-8 kilometer forgaeves efter et sted at bo, samt brugt 2-3 timer paa at lede efter et vaerelse, lykkedes det os at faa et vaerelse paa et hotel kun et par huse fra det hostel, vi boede paa sidst vi var i byen (i starten af september). Vaerelset var ikke specielt billigt, men noget af det fineste vaerelse, vi endnu har haft paa turen, og vi havde eget badevaerelse, saa vi havde mulighed for at faa vasket toej, og der var morgenmad med i prisen (og morgenmaden var for en gang skyld ganske udemaerket, viste det sig).

I de to-tre dage, vi havde i byen, fik vi vasket ialt fire vaske ("vaskebaljen" bestaar af to tykke plastikposer, som stilles i bruseren ved hjaelp af en "edderkop"). Vi havde efterhaanden mere beskidt end rent toej, saa det var absolut tiltraengt - toerring af de sidste to vaske skete i en park i byen. Og hvorfor gaar vi saa ikke bare paa vaskeri? I Chile findes ikke mange "goer det selv"-vaskerier, og vasker vi selv, ved vi i det mindste, at vi har alt toejet efterfoelgende.

Vi fik naturligvis ogsaa set en del af byen. Santiago er en relativ ny by, og er meget vestlig praeget. Byen er hyggelig med fine "gamle" bygninger, masser af cafeliv og parker samt en afslappet atmosfaere. Vi havde fantastisk vejr i de dage, vi tilbragte i byen (25-27 grader og blaa himmel), men desvaerre gjorde varmen/smog'en, at vi ikke havde udsigt til de omkringliggende bjerge, som ellers var daekket med sne - vi havde haabet paa lidt bedre udsigt fra en af byens hoejtliggende parker, men det var ikke paa denne aarstid, at det skulle lykkedes. Vi fik naturligvis set det meste af det centrale Santiago ved den obligatoriske travetur rund i byen, og ved hjaelp af en velfungerende metro, kom vi ogsaa lidt uden for centrum, og alt i alt synes vi rigtig godt om byen.

En helt ny oplevelse i Sydamerika er, at biler holder tilbage for gaaende, og folk er meget mere aabne og venlige, end det vi tidligere har oplevet. At folk desvaerre taler saa hurtigt, og anvender saa mange andre spanske ord, end vi har vaeret vandt til, maa vi nok bare indstille os paa.....men det goer det absolut ikke nemmere at kommunikere (eller forsoege herpaa).

Opdatering af hjemmesiden gik ikke helt efter planen, da vi - efter at have brokket os over, at den maskine Helle sad ved ikke fungerede - ikke fik lov til at tage en anden maskine (paa trods af, at der var fem-seks maskiner ledige). Og da det var ikke var muligt at finde andre maskiner i byen med et antivirus-program blev det ikke til mere. Vi havde ellers sat en halv dag af til at sidde foran skaermen, men det blev til en halv dags afslapning i stedet, inden vi - for anden dag i traek - fik broed, skinke og ost samt roedvin til aftensmad (boefferne maa formentlig vente til vi kommer til Argentina, men vinen kan godt drikkes) alt sammen koebt i et kaempe supermarked, hvor vi ogsaa fik handlet ind i stor stil til de planlagte trekkingture laengere sydpaa.

Chile - Talca og Altos del Lircay Nationalpark

30. november - 2. december 2008

Vores besoeg i Talca og omegn skulle efter planen bestaa en vintur og et par dages trekking i den naerliggende nationalpark. Efter at vi havde faaet et vaerelse midt paa eftermiddagen tog vi direkte ud til kontoret, hvorfra vinturene bliver arrangeret. Kontoret ligger seks kilometer uden for Talca, saa vi tog en minibus til kontoret blot for at konstatere, at priserne var mere end fordoblet i forhold til de i forvejen hoeje priser, som var angivet i Lonely Planet. En halvdagstur (hvor halvdelen af tiden bestod af opsamling og returnering af folk), hvor man besoegte to vingaarde med proevesmagning af to vine hvert sted, kostede 42 USD per person ....de penge kunne vi (og gjorde vi!) godt nok koebe mange flasker vin for, saa vi valgte at droppe vinturen, og satse paa en vintur, naar vi senere hen kommer til Argentina. Da vejret var fantastisk, valgte vi at gaa tilbage til byen, og hvor heldigt - vi kom forbi et kaempe supermarked! Vi fik endnu engang koebt lidt vin, ost og broed - en rigtig "daarlig" vane eller maaske paa tide, at vi forkaeler os selv?

Talca by bestaar af en (meget) lang hovedgade med alle butikker og byens torv. Det er bestemt ikke byen men omgivelserne man kommer efter, saa de kommende dage tog vi paa en trekkingtur i den naerliggende nationalpark. Da vi ikke havde sovet fantastisk paa natbusturen fra Santiago, valgte vi at sove laenge og tage en bus midt paa dagen - alternativet havde vaeret en bus klokken syv om morgenen. Det blev i det hele taget en rigtig "luksus"-trekkingtur med oel, sodavand, vin, ost og broed - det kan gaa, naar vi blot skal have forplejning med til to dage, men vi var ogsaa enige om, at smertegraensen for rygsaekkens vaegt nok efterhaanden var naaet (vi efterlader jo altid stoerstedelen af vores bagage tilbage i byen, men vaegten loeb alligevel op i 20-25 kg, hvilket er en del, naar man skal gaa mange timer i kuperet terraen)! Det var et par gode dage med varieret natur; masser af bjerge med sne paa, laguner, skov og dale, ligesom vi saa spaetter, kondorer og et par slanger samt masser af forskelligt planteliv. Vi blev "straffet" lidt med skyer omkring middagstid, men naar Helle ikke kan tage sig sammen til at staa tidligt op, er det jo prisen, vi maa betale!

Chile - Pucon og Villarica Nationalpark

3. - 10. december 2008

Vi valgte at overnatte i nationalparken i naerheden af Talca natten fra den 2. til den 3. december. Vi var derfor oppe foer solen stod op for at naa bussen fra parken ind mod byen klokken syv. Da vi naaede Talca ved t10-tiden fik vi koebt busbilletter videre til Pucon et par timer senere, og saa var det ellers ned og hente det bagage, vi havde efterladt paa hostelet. Bussen koerte ved tolv-tiden og ankom til Pucon godt otte timer senere. Det synes vi selv var ganske god udnyttelse af tiden. Vejret var trist og overskyet hele vejen - ikke perfekt rent udsigtsmaessigt, men helt rart at der ikke (igen) var skyfri himmel, naar vi nu skulle side i bussen hele dagen.

Af Lonely Planet fremgaar, at Pucon er en af de dyreste byer at bo i i hele Chile, men for foerste gang oplevede vi, at vi blev moedt af indtil flere, som tilboed os vaerelser til, efter chilenske forhold, konkurrencedygtige priser. Vi valgte at tage et vaerelse hos en "privat" (der boede nu ca. 8 andre end os) - eget bad og adgang til internet og koekken til 85 kr. per nat.

Pucon kunne vaere enhver anden schweizisk bjergby. Den ligger ved en soe med udsigt til en fantastisk vulkan. Byen er en rigtig "adventure"-by, hvor det helt store hit er at bestige den aktive ("rygende") vulkan. Det er der saadan ca. 100 agentbureauer (okay, overdrivelse fremmer forstaaelsen, men halvdelen er nok ikke helt skaevt), som udbyder, tillige med rafting-, kajak-, mountingbike-, ski-, snowboardture mv. Midtbyen er skraekkelig tusristet, men saa snart man bare kommer lidt uden for centrum, er der rigtig dejligt og endnu engang maa vi konstatere, at hvor der er mange turister, er der ogsaa gode indkoebsmuligheder. 

Vores foerste dag i byen brugte vi paa at slappe af ved soeen og undersoege mulighederne for at trekke i nationalparken samt at bestige vulkanen paa egen haand. Sidstnaevnte var kun muligt, hvis vi kunne dokumentere, at vi havde bjergbestigningserfaring (maaske vi skal overveje at melde os ind i en bjergbestigningsklub?), og da vi ikke ville betale 55 USD per person for en organiseret tur, droppede vi den del. Hvad angik trekkingmulighederne, fik vi oplyst, at en del af den rute, vi havde planer om at gaa, var lukket pga. af sne, saa man ikke kan finde stien - vi maatte derfor finde paa et alternativ. Vi besluttede os for dels at gaa rundt om vulkanen i et par dage, for herefter at forsoege at faa et lift til den anden ende af parken, hvor vi ville tage yderligere to-tre dages trekking. Rygsaekkene blev pakket til en fem-dages tur, og vi efterlod - igen - den resterende bagage i byen. 

Der er ingen offentlig transport til nationalparkens to af tre indgange (hvilket kan undre, for hvis man gaar fra den ene ende til den anden, saa nytter det jo ikke, at man har en bil staaende, der hvor man starter?), saa vi fik arrangeret et lift med et af agentbureauerne (der havde en gruppe, som skulle bestige vulkanen) den foerste morgen, og saa maatte vi satse paa at faa et lift mellem de forskellige dele af parken senere hen. Stien var relativt godt markeret, bortset fra et enkelt sted, hvor vi brugte 1 1/2 time paa at finde stien paa den anden side af en kloeft. Vi kom derfor ikke saa langt som forventet paa foerstedagen, og da det viste sig, at stien var 33 km - og ikke de 23 km som anfoert paa kortet - var det blevet godt middag den efterfoelgende dag, da vi kom ud af den foerste del af parken. Selve turen kunne vi dog ikke klage over; baade vejret og udsigten var fremragende.

Efter at vi var kommet ud af parkens foerste del (+ efterfoelgende fem kilometer paa en grusvej op mod hovedvejen), var vi saa heldige at faa et lift til den naerliggende by (ca. 30 kilometer), hvor der efter sigende skulle vaere offentlig transport ned til den anden ende af parken. Ganske rigtigt saa var der en bus, men kun en om dagen, og ikke i weekenden (og det var loerdag eftermiddag). Eneste mulighed var at blaffe, saa det var ud med tommelfingeren og haabe paa det bedste. Alternativt kunne vi altid tage bussen tilbage til Pucon, og droppe den sidste del af parken. Efter 1 1/2 time var vi saa heldige at faa et lift med en chilener, som havde boet i Sverige i 8 aar (og som derfor gerne ville praktisere sit svenske) - det var vel ikke lige her, at Helle havde forventet, at hun skulle faa brug for sit svenske! Helt ustyrligt heldigt fik vi et lift helt ind i selve parken, hvorfra vi havde planlagt, at den foerste tur skulle starte ..det sparede os for godt 8 km paa en kedelig grusvej!

De naeste tre dage fik vi travet i nogle af de skoenneste omgivelser, vi endnu har vaeret i, og foruden bjerge med sne paa (ja, paa trods af, at det er sommer her i Chile, har vi sjaeldent haft saa meget "sne" i december maaned), dale, skov, laguner osv. var der masser af fugle (igen spaetter og kondorer samt papegoejer og oerne) og et rigt planteliv. At vi missede halvdelen af den ene sti (som formentlig var lukket), og maatte krydse en aa paa 10 meter (ingen bro - saa det var af med stoevlerne og vandet var paa frysepunktet) paa den anden sti (som formentlig ogsaa var lukket, for vi moedte ikke andre), er blot nogle af de ting, som hoerer med, naar man trekker. Heldigvis var stierne relativt godt markeret her, saa vi mistede ikke naevnevaerdig tid paa at lede efter stien. Vi havde en noget lang tredjedag paa over 10 timer med "noedcamping" paa stien paa vej op af bjergsiden, saa fjerdedagen blev lidt af en "hviledag" paa kun 4 1/2 time, da vi fandt et fantastisk sted at slaa teltet op med udsigt til masser af bjerge og en vulkan. Naeste morgen naaede Michael lige at rende op i passet for at faa et glimt af en "ny" dal, inden det gik tilbage mod hovedvejen (af samme sti som vi var gaaet op), og et forhaabentlig et lift paa 27 km til den naermeste by (alternativet var busen naeste morgen), hvorfra der var bus tilbage til Pucon. Vi maatte denne gang have taalmodighed i 2 timer, inden vi fik et lift, men i det tidsrum var der alene kommet fem biler forbi, saa statistisk set kom vi vel med relativt hurtigt, selvom det ikke foeltes saadan. Tilbage i Pucon foerst paa aftenen, fik vi samme vaerelse, som vi havde haft tidligere (eneste i hele huset, som havde eget bad), saa generelt var vi vist meget heldige den dag. Efter et tiltraengt varmt brusebad, varm mad og roedvin til aften var det helt rart at kunne laegge sig i en ordentlig seng, efter fire naetter paa et liggeunderlag!

Vores sidste dag i Pucon blev brugt paa - endelig - at faa opdateret vores kaere hjemmeside; lidt trist at sidde indendoers, naar temperaturen udenfor er 25-30 grader ...i det mindste blaeste det en del og der var ikke skyfri himmel, men vi havde nu alligevel hellere ligget ved soeen og hygget os med en bog (og for Michaels vedkommende et par oel) end at sidde hele dagen foran en skaerm ...og nej, hvor vi ikke savner at sidde foran en PC - mon vi nogensinde kommer paa arbejdsmarkedet igen :-)?

Chile - Cochamodalen

11. - 14. december 2008

Vi tog med bussen fra Pucon foerst paa morgenen. Turen til Cochamo kraevede et busskifte i byen Puerto Varas, hvor vi ankom ved to-tiden. Puerto Varas ligger, ligesom Pucon, i fantastiske omgivelser ved en soe, og med en vulkan i baggrunden - det kan de altsaa her i Chile:-)! Vi havde besluttet ikke at blive i byen, men at tage ca. 100 km laengere til Cochamo - knap saa turistet, hvilket passer os bedre. Da Cochamo kun taeller 4000 indbyggere, er der ikke mange supermarkeder paa disse kanter, saa vi brugte "transittiden" paa en tre timer i Puerto Varas til at faa handlet lidt ind til de kommende dage i Cochamo, hvor planen var at blive tre naetter. Desuden fik Michael spurgt til trekkingmulighederne i omraadet, hvor vi skulle campere osv. hos en af Puerto Varas agenter, saa vi var bare lidt forberedte, inden vi tog bussen ud paa "lars-tyndskids" marker (vi skulle ikke overnatte i selv Cochamo, men seks kilometer uden for byen). Sidst paa eftermiddagen fik vi med noed og naeppe mast os ind paa bagsaedet, af en ikke alt for stor bus, med 7 indkoebsposer i haanden - de oevrige passagerere maa have troet, at vi skulle trekke i en uge, med alt det vi havde handlet! Bussen gik ti minutter tidligere end vi havde faaet at vide, saa det var heldigt nok, at vi var i god tid (bussen til Cochamo gik tre gange om dagen, og dette var den sidste, saa det havde jo vaeret lidt surt at miste bussen). Vi blev sat af lidt uden for selve byen, ved en campingplads, hvor indehaverne absolut nok vidste, hvad de ville have for, at vi slog teltet op deres graesplaene (men vi fik god information omkring de kommende dages trekkingtur, vi kunne efterlade en (stor) del af vores bagage og vi kunne faa et varmt bad, hvilket vel retfaerdiggjorde en del af den hoeje pris). Efter at vi havde faaet slaaet teltet op og pakket om til dagen efter, sluttede vi dagen af med broed, ost og roedvin, hvilket vel ikke var den vaerste maade.

De naeste to en halv dag (to overnatninger) stod paa trekkingtur i Cochamo-dalen. Desvaerre havde vi ikke dage nok til en "rundtur", hvorfor vi maatte gaa frem og tilbage af samme vej. Tilmed var de foerste (og dermed ogsaa sidste) seks kilometer ad en grusvej, men herudover foregik det meste i skoven (til tider paa nogle meget mudrede stier), indtil vi kom op til selve bjergkaeden. Vi havde helt fantastisk vejr, med 25-30 grader og hoej blaa himmel paa hele turen, saa vejret kunne vi - igen - ikke klage over. Udsigten var pragtfuld, selvom Michael jo ikke synes, at det er det samme, naar der man ikke kan se bjerge med sne paa! Hvad vi godt kunne have undvaeret var hestefluerne, som der var rigtig mange af (dog lidt faerre, efter vi havde knaldet nogle hundrede stykker paa et par dage). Ikke mindst paa andendag, hvor vi skulle kravle temmeligt stejlt op ad en bjergskraaning (det skal retfaerdigvis siges, at vi gjorde dette uden tunge rygsaekke), var hestefluerne til at blive vanvittige over, men fluerne kan heldigvis ikke lide kulde og blaest, saa vi slap da for dem, de 1 1/2 time, vi noed udsigten paa toppen.

Den sidste dag brugte vi formiddagen paa at komme tilbage til campingpladsen for at hente vores bagage, inden vi skulle med bussen videre til Puerto Montt.

Chile - Sejltur gennem de sydlige fjorde

14. - 18. december 2008

Vi var saa heldige at komme paa en bus fra Cochamo, som koerte hele vejen til Puerto Montt. Fra Puerto Montt havde vi booket en sejltur ned gennem de chilenske fjorde paa 4 dage, som afgik dagen efter, saa vi skulle kun have en enkelt overnatning i byen. Jagten gik endnu engang paa et billigt vaerelse, og det lykkedes os at finde det billigste hidtil (og absolut ikke det vaerste) - og saa laa det tilmed centralt for busstationen, som vi kom ind paa, supermarkedet, og Navimagbaaden, som vi skulle med dagen efter! Paa trods af at vi ikke havde vaeret i bad i 3 dage, besluttede vi os for at komme afsted til supermarkedet med det samme. Vi skulle have handlet ind til baadturen (roedvin, oel, sprut, sodavand og snacks i massevis) og vores planlagte trekkingtur i nationalparken "Torres del Paine" (tun og laks paa daase, kiks, saltede peanuts og chokolade mv) ...inden vi havde set os om, havde vi brugt 2-3 timer paa det! Efter et dejligt varmt - og tiltraengt - brusebad, fik vi endnu engang broed, ost og vin til aftensmad, inden vi kunne laegge os i en dejlig bloed seng efter 3 dage paa et liggeunderlag (som for Michaels vedkommende nu kun holder luft i en halv times tid!)

Naeste morgen var det - for foerste gang i en maaneds tid - overskyet og regnvejr.....hvorfor ikke naar vi lige netop de naeste 4 dage havde brug for godt vejr! Naa, vi fik pakket og hold da helt ferie, hvor vi slaebte ...ud over de saedvanlige ca. 60 kilo tilsammen, havde vi nok yderligere 20 kg at slaebe paa, saa det var nogle lange kilometer ned til faergen. Heldigvis var der ikke kilobegraensning paa indcheckning af bagage, saa vi kunne fylde airportbags'ene godt op, og checke 2 store - og tunge - stykker bagage ind, som andre slaebte paa baaden for os! Derefter havde vi yderligere et par timer i byen foer vi skulle boarde.

Da vi kom paa faergen, levede vaerelset rent faktisk op til billedet i brochuren. Samtidig klarede det op med sol og lidt blaa himmel, saa optimismen var stadig intakt, da vi lagde fra land - isaer fordi endnu ikke paa turen haft daarligt vejr flere dage i traek. Desvaerre blev det ikke saadan. Andendagen mindede om foerstedagen med overskyet vejr om formiddagen og lidt opklaring hen ad eftermiddagen, men derefter saa vi stort set ikke solen, foer en halv time inden vi kom til Puerto Natales paa fjerdedagen. Turen blev saaledes langt fra den naturmaessige oplevelse, som vi havde haabet paa. Omvendt viste vejret sig heller ikke fra sin vaerstet side. Turen kan vaere barsk, isaer naar man paa andendagen sejler ud af fjordene til stillehavet (et halvt doegns tid). Vi fik en vippetur, men det kunne have meget vaerre. Vi klarede os - modsat mange af de oevrige passagerere - uden at blive daarlige (Helle havde "snydt" og taget en soesygepille), og fik faktisk en rimelig nattesoevn.

Derimod fik vi i den grad slappet af, for hvad er der at give sig til paa en baad i 4 dage ud over at spise, drikke og sove? Ikke at maden var noget at prale af (storkoekkenstil der ville have medfoert fangeoproer i et dansk faengsel), men der var rigeligt, saa vi gjorde, hvad vi kunne for at faa depoterne fyldt op - vi fik kun spist en broekdel af de snacks, vi selv havde taget med. Som paa en rigtig "hr. og fru Danmark"-tur, var der naturligvis morgenbriefing, hvor dagens "program" blev gennemgaaet, dvs. hvilke naturmaessige sevaerdigheder, vi ville passere i loebet af dagen (og som vi paa grund af regn og skyer stort set ikke fik set nogen af!) samt hvilke dokumentar- og spillefilm, de ville blive vist i loebet af dagen. Den sidste aften var der tilmed arrangeret bingo, men der satte vi nu graensen...!

Vi delte vaerelse med et yngre tysk par, som var ligesaa kedelige som os, saa det gik rigtig fint. Og ja, det var da absolut mere behageligt med en seng end et bus-saede, men naar nu vejret ikke rigtig artede sig, som vi havde haabet paa, saa blev det alt-i-alt en meget dyr og langsom transportform ned gennem Chile (4 dage og USD 690 pr person holdt op mod en 30-timers bustur til ca. USD 50 pr person).

Chile - Torres del Paine Nationalpark

18. - 27. december 2008

Vi ankom til Puerto Natales ved frokosttid - i solskin, saa "finalen" paa baadturen kunne gaa an, selvom vi ikke kunne se hele bjergkaeden i baggrunden. Vi fandt et sted at bo ...endnu engang lykkedes det os at finde byens billigste overnatningsmulighed (man er altid sikker paa, at man er endt der, hvis stedet vrimler med israelere). Vi slog et smut omkring byens turistinformation for at faa lidt praktiske oplysninger om nationalparken "Torres del Paine", hvor vi forventede at skulle paa en laengere trekkingtur. Et af byens agenter afholdt tillige et dagligt informationsmoede paa et par timer om eftermiddagen, som vi ogsaa gik til - der var rigtig meget god information at hente ved dette moede, saa tiden var givet godt ud! Efter informationsmoedet besluttede vi os for at tage paa en 8 dages trekkingtur (paa baggrund af informationen fra moedet blev blev ruten noget anderledes, end vi i foerste omgang havde taenkt os); en tur som ville daekke stoerstedelen af parken. 8 dage kraever lidt planlaegning og indkoeb af forsyninger, og da vi heller ikke havde faaet sendt alle julehilsener mm. besluttede vi os til at tage en ekstra dag i byen fremfor at stresse helt vildt. Vejrudsigten saa heller ikke for godt ud for de naeste par dage, saa vi mente ikke, at det var nogen skam at udskyde trekkingturen en enkelt dag.

Da det er svaert at have broed med til 8 dage, og da temperaturen her i det sydlige Chile er noget lavere, end hvad vi har vaeret vant til, besluttede vi os for at leje et kogeblus, saa vi kunne faa varm mad og drikke paa turen ....det viste sig senere at vaere en rigtig god disposition, for kolde og forfrosne blev vi et par gange undervejrs. Menuen bestod som regel af havregroed om morgenen samt tun og pasta om aftenen. Juleaften blev der dog kraeset med en 3 retters menu bestaaende af spinatsuppe til forret, posekartoffelmos (med smoer) & daaselaks til hovedret og kaffe & chokolade til dessert. Endvidere en enkelt oel til Michael og cola til Helle. I loebet af dagene blev der suppleret med lidt kiks, chokolade og peanuts, og et par dage blev det da ogsaa til en gang suppe.

For at komme til nationalparken skal man foerst 3-5 timer med bussen alt afhaengig af, hvor man starter sin tur. Man betaler et engangsfee til parken, og kan herefter opholde sig i parken saa mange dage, som man oensker. Ca. halvdelen af campingpladserne i parken er betalingscampingpladser, hvor man kan faa varmt brusebad og lidt at spise. Denne form for campingplads boede vi paa tre gange, uden dog at komme til at betale en eneste gang (hvis ikke de opkraever er det gratis). Den resterende halvdel af campingpladserne er helt simple campingpladser, hvor der typisk bare er et lokum og maaske et skur til at lave mad i. De campingpladser, hvor der er et skur til at lave mad i, er helt klart de hyggeligste, for her kommer man automatisk til at tale med nogle af de andre "trekkere"/turister (ja, der er forskel - "trekkere" baerer selv al sin bagage, turister har folk til at baere sin bagage). Vi var heldige med pladserne for de 2 dage, hvor vi kom frem til campingpladsen i regnvejr, var der heldigvis et skur, saa vi kunne faa lavet lidt mad i toervejr og det ene sted toerret os ved en ovn.

Selve trekkingturen var paa ca. 150 km paa de netto 7 dage (fraregnet de to halve dage med transport til og fra Puerto Natales) - de laengste dage var ca. 30 km typisk i "fladere" terraen, mens den korteste var ca. 10 km over et bjergpas. Halvdelen af turen moedte vi en del andre mennesker paa stien, fordi det er her de fleste saakaldte "hoejdepunkter" ligger, og fordi det er den lettest tilgaengelige del af parken. Den anden halvdel liggger paa bagsiden af bjergkaeden, hvor kun et faatal kommer.

Turen var meget varierende paa alle maader; naturmaessigt meget fascinerende, hvilket billederne forhaabentligt afspejler og vejrmaessigt havde vi alle former for vejr altid i sin ekstreme form - sol, regn, hagl og sne og saa den evindelige blaest (ja, kald det bare blaesevejr derhjemme i lille Danmark!), der ofte maa betegnes som storm med vindstoed paa op til 100 km/t (Helle formaaede at blive blaest af stien - heldigvis var der ikke langt ned lige der, hvor det skete) - og meget omskifteligt; fra sol til snestorm paa 10 minutter. Vi var ganske heldige med vejret paa hoejdepunkterne i dalene "Valle del Frances" og "Torres del Paine", men ikke da vi paa syvendedagen gik over et pas til den stoerste gletcher (Grey) i omraadet. Der stormede og regnede det, saa vi troede, det var loegn. Regnen foeltes som naale mod ansigtet, saa det var absolut ikke det sjoveste, vi har vaeret med til - og desvaerre ogsaa udsigtsmaessigt en nitte. Vi endte med at blive fuldstaendig gennembloedte og med sok i stoevlerne (hvilket er noget af det vaerste, naar man er paa trekkingtur, for det er naesten umuligt at faa stoevlerne toerre igen). Vi stoppede derfor efter 4 1/2 time paa en campingplads, hvor de havde en lille ovn i faellesskuret, som vi kunne varme os ved, og hvor vi kunne faa toerret lidt af toejet (Helle fik tillige braendt hul i en sok, men saadan kan det jo gaa). Desvaerre viste det sig senere, at ogsaa liggeunderlag og soveposer var blevet vaade (for ikke at naevne teltet, som ogsaa var vaadt, da det blev sat op i regnvejr), saa det var godt, at vi var ved at vaere ved vejs ende!

Den sidste dag blev desvaerre ikke meget bedre rent vejrmaessigt (ja, vi loeb tilmed ind i en mindre snestorm om formiddagen), saa vi var noget kolde, da vi kom tilbage til vort hostel i Puerto Natales kl. 23. Gasbraenderen paa vaerelset gav dog hurtigt resultater, saa vi fik varmen og fik toerret alle vores gennembloedte ting. Heldigvis havde vi en ekstra gang pasta og tun (man skal altid have mad med til en ekstradag, saafremt noget skulle gaa galt), saa selv om det blev sent, saa fik vi ogsaa aftensmad denne dag (eller rettere sagt dagen efter, da det blev over midnat)! Vi maa indroemme, at vi var godt brugte, da vi kom i seng ved et-tiden; men kors, hvor var det dejligt at ligge i en rigtig seng efter 7 naetter paa et liggeunderlag.

Overordnet havde vi en rigtig god trekkingtur, og 8 dage med godt vejr findes ikke paa disse kanter, saa alt i alt fik vi vidst, hvad vi kunne forvente/haabe paa. "Torres del Paine" er slaaet op som noget af det mest fantastiske i hele Chile, og ja, det var fantastisk, men hvis man ser bort fra gletcherne (som ikke findes i de andre parker, men som vi heller ikke fik set meget til pga. vejret), saa findes der nu mange andre - og knap saa turistede - nationalparker i Chile, hvor man faar oplevelser paa niveau med denne. Ifoelge de lokale i Puerto Natales giver den 8-dages trekkingtur, som vi gennemfoerte (kaldet The Q efter turens udformning), prale-ret blandt trekkere i hele verden, saa noget helt konkret, er der da kommet ud af det.